Ved afståelse tænkes først og fremmest på almindeligt frit salg. Afståelsessummen er salgssummen med tillæg af evt. købsprovision samt eventuelt med salget forbundne advokat- og revisorudgifter.
Et salg anses for sket på aftaletidspunktet. Dette gælder, uanset om betalingen først sker senere, og uanset om parterne har aftalt, at overdragelsen juridisk og skattemæssigt først skal finde sted samtidig med betalingen, se LSRM 1977, 117 LSR. For aktier, der er handlet på børsen, vil det normalt være børsnotaens dato, der lægges til grund.
I TfS 1993, 221 LR fandt Ligningsrådet, at en person, som var indrømmet en tidsbegrænset salgsret til en aktiepost til en på forhånd fastlagt kursberegningsregel, og som havde fået bankgaranti for salgssummens betaling, ikke havde afstået sin aktiepost ved salgsrettens indrømmelse, men først på det tidspunkt, hvor han påberåbte sig salgsretten.
TfS 1995, 118 LR. Aktietildeling i forbindelse med et påtænkt indlånsarrangement i et pengeinstitut med en bindingsperiode på 3 år blev af Ligningsrådet anset for et salg på tidspunktet, hvor aktierne endeligt og ubetinget måtte anses for tildelt kunden.
Se endvidere TfS 1996, 381 LSR.
I SKM2003.364.ØLR fandt Landsretten i forbindelse med et større aftalekompleks om et selskabs salg af aktier til henholdsvis selskaberne G1 og G2, at der ikke var tale om et kamufleret vederlag for salget af en mindre aktiepost til G2 i form af betalinger i henhold til en managementaftale indgået mellem det sælgende selskab og G1, der ikke var koncernforbundet med G2. Der blev bl.a. lagt vægt på at managementaftalen var indgået mellem parter med modsatrettede interesser repræsenteret ved advokater og at managementaftalen rent faktist blev forlænget efterfølgende.