| Efterbeskatning af hensættelser Hensættelser skal efter FBL § 4, stk. 5, benyttes inden 5 år efter udløbet af det regnskabsår, hvor hensættelsen blev foretaget, medmindre der meddeles dispensation, jf. straks nedenfor.
Er der ikke meddelt en sådan dispensation, skal hensatte beløb efterbeskattes, såfremt beløbene ikke er benyttet inden 5 år efter udløbet af det regnskabsår, hvori hensættelsen blev foretaget (hensættelsesåret).
Ved efterbeskatning skal de hensatte beløb medregnes i den skattepligtige indkomst for hensættelsesåret med tillæg af 5 pct. for hvert år fra hensættelsesårets udløb og indtil udløbet af det indkomstår, hvori fristen er udløbet, FBL § 4, stk. 6.
Efterbeskatningen gennemføres ved, at fonden på den senest udsendte selvangivelse angiver de beløb, der skal efterbeskattes, med angivelse af i hvilket år beløbene har været hensat. Ved udsendelse af den normale opkrævning, medtages efterbeskatningsbeløbet inklusive tillæg på 5 pct. for hvert år på opgørelsen.
Såfremt efterbeskatningen resulterer i en restskat, skulle denne restskat tidligere tillægges 10 pct., jf. SEL § 29 B, stk. 4. Reglen er ændret med virkning for indkomståret 2005. Se om overgangsreglen gældende for indkomståret 2004 afsnit S.E.4, særligt S.E.4.9.4.
Beløb, der er hensat, men som på grund af den i afsnit S.H.24 omtalte prioriteringsregel i FBL § 6, ikke har kunnet fradrages ved indkomstopgørelsen, skal ikke efterbeskattes, jf. FBL § 4, stk. 6, sidste pkt.
Ved efterbeskatning af hensættelser i medfør af FBL § 4, stk. 6, skal der foretages en forholdsmæssig fordeling af de skattefri indtægter på henholdsvis uddelinger, konsolideringsfradrag og hensættelser, jf. SKM2001.621.LSR. Fradraget for uddelinger anses for foretaget før fradraget for hensættelser.
Efterbeskatning af henlæggelser FBL § 22 fastsætter, hvorledes der skal forholdes med hensyn til henlæggelser, som fonde og foreninger omfattet af fondsbeskatningsloven, har foretaget efter reglerne i SEL § 3, stk. 3, jf. SEL § 3, stk. 2 og SEL § 1, stk. 1, nr. 6. Ifølge bestemmelsen skal disse henlæggelser være fuldt ud benyttet til et almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt formål inden 5 år efter udløbet af det indkomstår, der er grundlaget for den første skatteansættelse efter fondsbeskatningsloven.
Efterbeskatning i tilfælde, hvor beløbet ikke er anvendt inden 5-års periodens udløb, finder sted efter FBL § 4, stk. 6. Ved beregningen af tillæggene i henhold til denne bestemmelse anses hensættelsesåret at være det år, hvori fonden eller foreningen overgik til fondsbeskatning. I perioden forud herfor sker efterbeskatning efter selskabsskattelovens regler.
Ifølge fondsbeskatningsbekendtgørelsens § 4, stk. 2, anses henlæggelser efter FBL § 4, stk. 4, for anvendt til det konkrete formål forud for hensættelser efter SEL § 3, stk. 3, medmindre der udtrykkeligt er truffet bestemmelse om det modsatte. |