Efter VSL § 1 kan fuldt og begrænset skattepligtige personer, som driver 
selvstændig erhvervsvirksomhed, benytte virksomhedsordningen. Det er som hovedregel 
ikke muligt at holde en del af de erhvervsmæssige aktiver uden for virksomhedsordningen, 
hvis den skattepligtige har valgt denne ordning. I VSL § 1 er der dog opregnet 
aktiver, som udtrykkeligt ikke kan indgå i virksomhedsordningen. Efter VSL 
§ 1 kan visse aktiver endvidere indgå i virksomhedsordningen eller holdes 
uden for ordningen efter den skattepligtiges eget valg. 
  Reglerne om virksomhedsordningen gælder ikke for dødsboer, 
idet virksomhedsordningen kun kan anvendes af fysiske personer. Virksomhedsordningen 
kan heller ikke anvendes i mellemperioden i de tilfælde, hvor boet skiftes. 
For en beskrivelse af reglerne i forbindelse med dødsfald i forhold til virksomhedsordningen 
og kapitalafkastordningen henvises til 
LV Beskatning ved dødsfald.