Efter reglen i RPL § 627 kan arrest kun foretages til sikkerhed for pengekrav, når der ikke kan foretages udlæg for fordringen, og det antages, at muligheden for senere at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet.
Hvis fogedretten ud fra det fremlagte antager, at fordringen ikke består, kan der ikke foretages arrest, jf. RPL § 628, stk. 1.
Fogedretten foretager ikke en egentlig prøvelse af fordringen, men arrest er således alene udelukket, hvis det umiddelbart må antages, at fordringen ikke består. Der stilles ikke krav om, at fordringshaveren skal sandsynliggøre eller godtgøre sin fordring mod skyldneren. Fremkommer der imidlertid oplysninger af en sådan art, at fogedretten må skønne, at fordringen ikke består, skal fogedretten nægte at gennemføre arrestforretningen. Skyldneren har bevisbyrden for, at fordringen ikke består, og beviset må føres efter de almindelige fogedretlige regler, jf. RPL § 501.
Det er en betingelse, at fogeden ikke kan foretage udlæg for kravet,
jf. RPL § 627, nr. 1.
Årsagen til den manglende udlægsadgang kan være, at der ikke er noget tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, eller at eksekutionsfristen endnu ikke er udløbet, jf. RPL §§ 480, 482 og 484.
Suspension af eksekutionsfristen på grund af anke af en dom afskærer ikke arrest, jf. UfR 1981,137 VLD.
Der kan foretages arrest, selvom fogedretten udsætter en udlægsforretning efter reglen i RPL § 502, stk.1, eller tillægger kære af udlægsforretningen opsættende virkning, jf. RPL § 587.
Arrest kan ligeledes foretages i de tilfælde, hvor rekvirentens fordring er henvist til afgørelse ved voldgift, jf. UfR 1980,259 VLK. Det antages, at der ikke på forhånd kan gives afkald på arrestmuligheden i forbindelse med vedtagelse af en voldgiftsklausul.
Arrest kan i øvrigt foretages for pengekrav, der endnu ikke er stiftet, når det dog er klart, at kravets stiftelse vil blive en realitet. Som eksempel kan nævnes krav på endnu ikke stiftede A-skatter. Told- og skatteforvaltningens krav på A-skat stiftes i det øjeblik, A-indkomsten udbetales, jf. KSL § 46, stk. 1. Hvis en virksomhed, over for hvilken arrest ønskes foretaget, har en eller flere ansatte, vil de i forbindelse med de kommende lønudbetalinger stiftede krav på A-skat også kunne omfattes af en arrest.
►I SKM2007.374.SKAT orienteres om, at der ikke kan foretages arrest vedrørende bødekrav, der idømmes for overtrædelse af skattekontrolloven. Der skal i stedet foretages beslaglæggelse efter de straffeprocessuelle regler.◄