Foreligger der ikke en behørig selvangivelse på ansættelsestidspunktet, 
kan skatteansættelsen 
i medfør af SKL § 5, stk. 3, foretages 
skønsmæssigt. Er den skønsmæssige ansættelse for lav, skal 
den skattepligtige inden 4 uger efter meddelelsen om ansættelsen underrette 
skattemyndighederne herom. Undladelse heraf er efter omstændighederne strafbart 
i medfør af SKL § 16.
Den skønsmæssige ansættelse 
skal foretages ud fra en realistisk vurdering af den skattepligtiges faktiske indkomstforhold, 
hvilket bl.a. indebærer, at selvangivelsen ikke må søges fremtvunget 
ved en urealistisk høj ansættelse. Selvangivelsen bør derimod søges 
fremtvunget ved pålæg af daglige bøder, jf. SKL § 5, stk 2.
Som følge af bestemmelsen i SSL § 3, stk. 4, skal den skattepligtige, 
når den kommunale skattemyndighed agter at foretage en skatteansættelse 
efter skøn, underrettes skriftligt herom. Den skattepligtige skal samtidig 
underrettes om, at vedkommende har ret til at udtale sig skriftligt eller mundtligt 
over for skattemyndigheden inden for en frist, der fastsættes af denne. Har 
den skattepligtige ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan skattemyndigheden 
foretage skatteansættelsen i overensstemmelse med forslaget uden yderligere 
underretning. Har den skattepligtige udtalt sig, skal der gives skriftlig underretning 
om skatteansættelsen. 
Ved ansættelse efter skøn har skattemyndighederne som udgangspunkt ikke 
pligt til at indhente oplysninger fra andre end den skattepligtige selv. Der er 
som udgangspunkt ikke pligt til at indhente oplysninger fra tredjemand, det være 
sig fra en anden offentlig myndighed eller fra en privat virksomhed. Grundlaget 
for skønnet vil således typisk være tidligere års selvangivelser 
m.v., forskudsregistreringen og indberettede oplysninger. Omstændighederne 
vil dog ofte kunne tale for, at der søges oplysninger fra tredjemand. 
Kommer den skattepligtige med en selvangivelse efter at skatteansættelsen er 
foretaget, beror det på klage- og genoptagelsesreglerne i SSL, hvorvidt skatteansættelsen 
skal ændres. 
Skatteydere, der har modtaget et selvangivelsesskema, der på forhånd er 
udfyldt med de oplysninger, som skattemyndighederne er i besiddelse af, og som ikke 
indsender en korrigeret selvangivelse senest den 1. maj kan ikke ansættes skønsmæssigt 
efter SKL § 5, stk. 3.
Skattemyndighederne må i stedet korrigere den /de enkelte poster, der anses 
for urigtig(e). Skatteyderens undladelse af inden 4 uger efter modtagelsen at underrette 
skattemyndighederne om, at en skatteansættelse (årsopgørelse) i følge 
en fortrykt selvangivelse er for lav, kan straffes efter SKL § 16. Fristen 
regnes dog tidligst fra udløbet af selvangivelsesfristen (1. maj).