Har hovedaktionæren bolig i en ejendom, der tilhører selskabet, vil der 
foreligge maskeret udbytte, såfremt lejen er fastsat til et beløb, der 
er mindre end, hvad der kunne opnås ved udleje til fremmede.
Ved bedømmelsen af lejeværdien må der tages hensyn til, om det lejede 
omfatter lys, varme, rengøring, vedligeholdelse mv., idet lejebetalingen må 
rette sig efter, hvad lejemålet omfatter.
►Huslejen◄ fastsættes 
normalt ud fra et skøn over den til enhver tid værende udlejningsværdi 
under hensyntagen til lejelovgivningens regler. I UfR. 1984.534 H blev det fastslået, 
at der skal tages udgangspunkt i den leje, der kunne have været aftalt i henhold 
til lejelovgivningens regler, uanset der oprindeligt var aftalt en mindre husleje, 
og uanset denne ikke løbende var forhøjet.
Ved værdiansættelsen må man være opmærksom på forhold, 
der kan tale for en reduktion af værdien, f.eks. at der er tale om en ejendom 
med et usædvanligt stort jordtilliggende eller med store repræsentationslokaler, 
der ikke indgår i det daglige boligforbrug, jf. VLD af 30. nov. 1981 (skd. 
61.206).
TfS 1994, 494 (ØLD) vedrørte en hovedaktionær, der beboede en del 
af en ejendom der var ejet af det af ham beherskede selskab. Landsretten fandt, 
at det var selskabet, der ejede ejendommen, hvorfor ►lejen◄ 
ikke kunne beregnes efter reglerne 
i LL § 15 I, men skulle fastsættes efter reglerne i SL § 4, litra 
b, efter et skøn over den objektive udlejningsværdi. TfS 1995, 473 (LSR) 
(Indbragt for domstolene). En hovedaktionær, der havde bopælspligt på 
det af selskabet erhvervede gods, skulle beskattes af den objektive udlejningsværdi 
samt af den objektive nytteværdi af varme, selv om opvarmningen delvis skete 
via halmfyr, hvor en ejer ikke ville være blevet beskattet af nogen varmeværdi.
I LSR 1982.104 fandt retten det sandsynliggjort, at et aktieselskab ved at stille 
bolig til rådighed for selskabets direktør til en fast årlig leje 
på 18.000 kr. havde ønsket at tildele ham en ydelse af lønmæssig 
karakter svarende til forskellen mellem den faste leje og en skønsmæssig 
►husleje◄ fastsat 
af skatterådet til 8% af ►den til enhver tid værende◄ 
ejendomsvurdering. Retten fandt derimod ikke tilstrækkeligt 
grundlag for at anse de af selskabet afholdte udgifter til vedligeholdelse af den 
til huset hørende have samt til opvarmning, for at være ydelser af lønmæssig 
karakter, idet udgifternes størrelse måtte være påvirket af 
beboernes løbende dispositioner.
Andre bestemmelser kan dog være til hinder for, at der statueres maskeret udbytte. 
Således kunne lejen i et boligselskab ifølge en ikke offentliggjort landsskatteretskendelse 
ikke forhøjes til en skønnet »markedsleje«, da der var pålagt 
ejendommen en deklaration, hvorefter lejen kun kunne forhøjes med kommunalbestyrelsens 
godkendelse, hvilken ikke havde kunnet opnås.
Det 
vil ofte blive anført, at benyttelsen af helårs- eller sommerbolig tilhørende 
selskabet er et tillæg til det kontante vederlag fra selskabet. Dette synspunkt 
kan kun accepteres, hvis det samlede vederlag herefter er en rimelig betaling for 
hovedaktionærens indsats i selskabet.
Som eksempler på andre afgørelser kan nævnes:
LSR 1960.104: Boligaktieselskab. Differencen mellem aktionærers og ikke-aktionærers 
lejeudgift anset indkomstskattepligtig for aktionærerne.
LSR 1965.4: Aktionærfordel i form af billig leje af sommerhus beskattet.
LSR 1974.20: Tilsvarende afgørelse vedrørende ejendom, der anvendtes dels 
som bolig for selskabets hovedaktionær og dels af selskabet.
LSR 1967.92: Et boligaktieselskabs nedsættelse af aktionærernes husleje, 
respektive undladelse af at forhøje huslejen som følge af øgede ejendomsskatter 
blev anset for maskeret udbytte til aktionærerne.
LSR 1982.11: Et selskab blev anset som indkomstskattepligtigt af berettiget krav 
på merleje, der blev betragtet som maskeret udbytte fra selskabet.
TfS 1997,567 (LSR) Et selskab havde stillet et sommerhus til rådighed for hovedaktionæren. 
Landsskatteretten lagde ved afgørelsen til grund, at der ikke havde været 
nogen egentlig erhvervsmæssig begrundelse for selskabets erhvervelse af sommerhuset, 
idet sommerhuset ikke havde været udlejet eller benyttet af ansatte, og at 
den erhvervsmæssige benyttelse til repræsentative formål havde været 
begrænset. Retten fandt på dette grundlag, at klageren havde haft ubegrænsede 
muligheder for at benytte sommerhuset. Retten fandt herefter, at klageren ikke var 
berettiget til at opgøre værdien af sommerboligen i henhold til LL § 
16, stk. 5. Værdien af den til rådighed stillede sommerbolig måtte 
fastsættes i overensstemmelse med hidtidig praksis, jf. SL § 4 b, idet 
værdien af benyttelsen måtte fastsættes ved et skøn over den 
objektive udlejningsværdi. Efter praksis kunne udlejningsværdien - i mangel 
af sikre holdepunkter for, hvad der ville kunne opnås ved udleje til fremmede 
- ansættes til 8 pct. af ejendomsvurderingen, jf. TfS 1984, 272 (HD).  Idet 
der ved skatteankenævnets skønsmæssige ansættelse på 30.000 
kr. var taget hensyn til den erhvervsmæssige anvendelse af sommerhuset, blev 
ansættelsen stadfæstet.
TOLD SKAT Nyt 1992.15.447 (LSR) (TfS 1992,387): Et hovedaktionærselskab købte 
en ferielejlighed i Spanien til brug for de ansatte. Da hovedaktionæren, der 
tillige var direktør i selskabet, kun kunne anvende lejligheden på lige 
fod med øvrige ansatte, blev han ikke indkomstbeskattet af rådighedsret 
over lejligheden, men alene af en skønsmæssig værdi af den faktiske 
anvendelse.
TfS 1997,655 (LSR) Der var ikke grundlag for beskatning af værdi af rådighed 
over virksomhedens sommerhus, der var et medarbejdersommerhus, der kunne bruges 
af direktøren på linie med de ansatte, da det måtte lægges til 
grund, at direktøren og hans familie konkret ikke havde benyttet sommerhuset 
i omhandlede år.