Dette afsnit omhandler alene forældelse af strafansvar. Forældelse af formueretlige krav er beskrevet i afsnit N.

Reglerne om forældelse af strafansvar findes i straffelovens kapitel 11. Efter straffelovens § 92 straffes en lovovertrædelse ikke, når der er indtrådt forældelse efter straffelovens §§ 93 og 94.

Er forældelse indtrådt efter disse regler, er retsvirkningen frifindelse.

De almindelige forældelsesfrister er anført i § 93, stk. 1. I § 93, stk. 2 og 3 er anført nogle særlige forældelsesfrister vedrørende told- afgifts- og skatteområderne, jf. nærmere nedenfor.

Efter straffelovens § 93, stk. 3, 1. punktum er forældelsesfristen 10 år for overtrædelse af straffelovens § 289, 1. punktum (bl.a. skattesvig af særlig grov karakter) samt skattekontrollovens §§ 13, 15 og 16.

Moms

Forældelsesfristen efter straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1 er 2 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 1 år for overtrædelsen, eller når straffen for overtrædelsen ikke vil overstige bøde. Dette betyder for overtrædelse af momslovens ordensbestemmelser, at forældelsesfristen for disse er 2 år.

Efter straffelovens § 93, stk. 3, 1. punktum er forældelsesfristen 10 år for overtrædelse af straffelovens § 289, 1. punktum (bl.a. momssvig af særlig grov karakter).

Efter straffelovens § 93, stk. 3, 2. punktum er forældelsesfristen ligeledes 10 år for overtrædelse af momsloven, hvorved nogen unddrager sig betaling af afgift, eller som medfører, at nogen uberettiget opnår udbetaling af afgift.

For overtrædelser, der er begået inden 1. maj 2000, er forældelsesfristen 5 år.

Told og andre afgifter (end moms)

Efter straffelovens § 93, stk. 2, 2.punktum er forældelsesfristen 5 år for overtrædelser, hvorved nogen unddrager sig betaling af told eller afgifter til det offentlige (excl. moms), eller som er egnede til at medføre, at nogen uberettiget fritages for betaling af sådanne beløb.

I skatte-, told- og afgiftslovgivningen er i meget vidt omfang hjemlet strafansvar i form af bøde for overtrædelser begået af selskaber mv. (juridiske personer).

Forældelsesfristerne for overtrædelser begået af juridiske personer er identiske med forældelsesfristerne for de materielle straffebestemmelser, som er overtrådt. Om strafansvar for juridiske personer forud for lovgivningen i 1996, se UfR 1983, 845 ØLD og TfS 1992, 395 HRD.

Forældelsesfristen påbegyndes den dag, da den strafbare virksomhed eller undladelse er ophørt, jf. straffelovens § 94, stk. 1.

For handlingsforbrydelser, f.eks. indgivelse af urigtig selvangivelse eller urigtig momsangivelse, påbegyndes forældelsesfristen derfor ved afgivelsen af de urigtige oplysninger.

For undladelsesforbrydelser, f.eks. undladelse af indbetaling af A-skat eller undladelse af at reagere på en for lav skatteansættelse, påbegyndes forældelsesfristen principielt først, når undladelsen bringes til ophør. Efter ordlyden af straffelovens § 94, stk. 1 er en række straffebestemmelser inden for ToldSkats område derfor uforældelige. Dette er dog ikke tiltrådt af domstolene, som har statueret, at hvis en strafbar undladelse er nøje tidsbestemt og omfatter den undladte betaling, meddelelse osv. på nærmere angivne datoer, regnes forældelsesfristen fra denne dato.

"Idealkonkurrence", jf. straffelovens § 93, stk. 4

Efter straffelovens § 93, stk. 4 anvendes den længste forældelsesfrist, når nogen ved samme handling har begået flere lovovertrædelser, såkaldt "idealkonkurrence".

Denne bestemmelse har - inden forlængelsen i 2000 af forældelsesfristen for overtrædelser af momsloven - især haft betydning, når momsunddragelser og andre momslovsovertrædelser foretages sammen med skatteunddragelser som følge af de forskellige forældelsesfrister (5 henholdsvis 10 år). Selv om det kan hævdes, at overtrædelsen af momsloven og skattekontrolloven ikke sker ved samme handling, har domstolene anvendt § 93, stk. 4 ved udeholdelse af samme omsætning fra momsangivelsen og selvangivelsen. I TfS 1991, 102 VLD afviste Vestre Landsret således tiltaltes forældelsesindsigelser vedrørende overtrædelse af momsloven med henvisning til at overtrædelsen af momsloven og skattekontrolloven udsprang af de samme dispositioner.

Straffelovens § 93, stk. 4 vil formentlig kunne finde anvendelse ved overtrædelser begået ved samme handling af de principielt enslydende bestemmelser i skattekontrollovens § 13 B og momslovens § 81, stk. 4 om urigtige fakturaer med den konsekvens, at den 2-årige forældelsesfrist, der må antages at gælde for en række overtrædelser af skattekontrollovens § 13 B, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, forlænges til 10 år, som følge af den 10-årige forældelsesfrist, som må antages at gælde for momslovens § 81, stk. 4, jf. straffelovens 93, stk. 3, 2. punktum.

En fortsat forbrydelse er en række gentagne, hyppige og ligeartede lovovertrædelser. Disse kan i forældelsesmæssig henseende betragtes som én handling med den virkning, at forældelsesfristen først påbegyndes ved den sidste lovovertrædelse. 

Læren om fortsat forbrydelse kan ikke anvendes for så vidt angår overtrædelser af skattekontrolloven. Dette skyldes, at tidsrummet mellem de gentagne forbrydelser, f.eks. indgivelse af urigtig selvangivelse, er for langt, typisk et år, jf UfR 1972, 735 HD, hvor Højesteret afviste, at der forelå en fortsat forbrydelse. Se også SKM2002.10.ØLD, hvor landsretten afviste, at der forelå en fortsat forbrydelse, da overtrædelserne ikke var ligeartede.

Derimod finder læren om fortsat forbrydelse anvendelse inden for f.eks. kildeskatteloven og momsloven som følge af de væsentligt kortere frister, der gælder for afgivelse af oplysninger mv. inden for disse lovområder. I UfR 1985, 740 HD om momsloven har Vestre Landsret statueret fortsat forbrydelse.

Ved vurderingen af, om fortsat forbrydelse kan gøres gældende, er det vigtigt at vurdere, om enkeltstående korrekte handlinger mv., der er foretaget i en række af i øvrigt urigtige handlinger, har den virkning, at der skal ske en selvstændig vurdering af forældelsesspørgsmålet, for så vidt angår de urigtige handlinger, der ligger forud for den korrekte handling. Der kan ikke opstilles generelle regler vedrørende dette spørgsmål, og domstolene har ikke forholdt sig éntydigt hertil. Synspunktet om fortsat forbrydelse skal derfor kun gøres gældende, hvis der er tale om en helt ubrudt række af overtrædelser.

Efter straffelovens § 94, stk. 5, 1. punktum afbrydes forældelsesfristen ved ethvert rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for overtrædelsen.

Rettergangsskridt er f.eks. ransagning, indenretlig afhøring, beskikkelse af forsvarer og indlevering af anklageskrift til retten. I UfR 2000, 691 VLD kunne en skrivelse fra en politimester til retten med henblik på afbrydelse af forældelsesfristerne ikke anses for et rettergangsskridt, der efter straffelovens § 94, stk. 5, 1. punktum afbrød forældelsesfristerne.

I sager, der kan afgøres administrativt med en bøde, afbrydes forældelsesfristen, når den pågældende gøres bekendt med at han er sigtet, jf. straffelovens § 94, stk. 5, 3. punktum.

Sigtelsen skal fremsættes af den kompetente myndiged, dvs. ToldSkat. En skrivelse fra en kommune til en skattepligtig om, at sagen oversendes til den regionale told- og skattemyndighed til vurdering af et eventuelt strafansvar, er derfor ikke tilstrækkelig til at afbryde forældelsesfristen.

For juridiske personer gælder nogle særlige regler om afbrydelse af forældelsesfristen.

Hvis forældelsesfristen afbrydes over for nogen, som har handlet på en juridisk persons vegne, har fristafbrydelsen også virkning i forhold til den pågældende juridiske person, jf. straffelovens § 94, stk. 5, 4. punktum.

Derimod har afbrydelse af forældelsesfristen over for en juridisk person ikke virkning i forhold til personer, der har handlet på den juridiske persons vegne, jf. straffelovens § 94, stk. 5, 5. punktum.

Hvis forfølgningen standses på ubestemt tid, løber forældelsesfristen videre, som om forfølgning ikke havde fundet sted, jf. straffelovens § 94, stk. 5, 2. punktum. Hvornår dette er tilfældet, må afgøres konkret, bl.a. med udgangspunkt i hvor længe forfølgningen er standset og grunden hertil. Se TfS 1989, 426 ØLD og TfS 1995, 567 ØLD, hvor det blev statueret, at forældelse var indtrådt.

Hvis standsningen skyldes, at den sigtede har unddraget sig forfølgningen, medregnes forfølgningstiden dog ikke ved beregningen af forældelsesfristen, jf. straffelovens § 94, stk. 5, 3. punktum.