Der er momsfritagelse for leverancer af varer, som af sælgeren eller af erhververen eller for disses regning forsendes eller transporteres til et andet EU-land.

Det er yderligere en betingelse, at erhververen er registreret for moms i et andet EU-land. Erhververen behøver derimod ikke at være registreret i det land, hvortil varen forsendes eller transporteres.

Det betyder til gengæld, at der skal beregnes moms af salg til private og ikke-momsregistrerede virksomheder i EU.

Momsfritagelsen omfatter ikke varer, der er omfattet af kapitel 17, som omhandler brugte varer, kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter, se R.3.

Om faktureringspligt ved leverancer, se N.2, herunder særligt N.2.3.4.

Bestemmelsen gennemfører Momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1 (tidligere 6. momsdirektivs artikel 28c, punkt A, litra a), første afsnit, i dansk ret.

EF-domstolen har i sag C-245/04, EMAG Handel Eder OHG, udtalt, at såfremt to på hinanden følgende leveringer af de samme goder, som foretages mod vederlag mellem afgiftspligtige personer, der optræder i denne egenskab, giver anledning til en og samme forsendelse inden for Fællesskabet eller en og samme transport inden for Fællesskabet af disse goder, kan denne forsendelse eller transport kun omfatte én af disse to leveringer, der som den eneste fritages for afgift i henhold til sjette direktivs artikel 28c, punkt A, litra a), første afsnit. Denne fortolkning gælder, uanset hvem af de afgiftspligtige personer - den første sælger, den mellemkommende erhverver eller den anden erhverver - der har retten til at råde over goderne under nævnte forsendelse eller transport.

Salg til ikke-momsregistrerede virksomhederLandsskatteretten fandt i SKM2004.234.LSR, at betingelserne efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, for at undlade at opkræve moms ved levering af edb-materiel til Sverige ikke kunne anses for opfyldt, idet der skete levering til en ikke-momsregistreret virksomhed, der var under konkursbehandling. Landsskatteretten lagde til grund at sælgers eventuelle gode tro var uden betydning. Vestre Landsret har i SKM2006.269.VLR ændret afgørelsen. Landsretten fandt, at selskabet har opfyldt betingelserne i momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, for momsfri leverancer.

►Se SKM2007.85.LSR, hvor et dansk firma havde undladt at sikre sig, at den svenske samhandelspartner løbende havde momsregistreringsnummer. Da klageren ikke kunne antages at have truffet de nødvendige foranstaltninger for at undgå ukorrekt anvendelse af momsreglerne i forbindelse med leveringer til Sverige, blev efteropkrævning af moms fastholdt. Vestre Landsrets dom SKM2006.269.VLR kunne ikke føre til et andet resultat.◄

Det var i SKM2005.161.VLR ubestridt, at sælgeren af de omhandlede mobiltelefoner på tidspunktet for handlerne havde hjemsted i Tyskland, og at sælgeren ikke var momsregistreret i hverken Danmark eller Sverige. Mobiltelefonerne blev købt af danske leverandører og henlå på et speditionslager i Danmark, forinden de blev videresendt til Sverige for sælgerens regning. Det var ligeledes ubestridt, at køberen af mobiltelefonerne var et afgiftspligtigt selskab, men at det ikke var momsregistreret i Sverige. Selskabet afregnede derfor ikke moms af handlerne som forudsat af sælgeren. Da mobiltelefonerne befandt sig på et speditionslager i Danmark på tidspunktet for forsendelsen til Sverige, var leveringsstedet, jf. momslovens § 14, stk. 1, nr. 2, 1. pkt., som udgangspunkt i Danmark, og der skulle derfor svares dansk moms af handlerne, jf. momslovens § 4, stk. 1, 1. og 2. pkt. Landsretten fandt ikke, at leverancerne kunne anses for at have leveringssted i Sverige efter reglerne om fjernsalg.

Spørgsmålet var herefter, om leverancerne var afgiftsfritaget efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1. Efter denne bestemmelse skal erhververen af en leverance være momsregistreret, for at leverancen er fritaget for afgift. Ifølge ordlyden af 6. momsdirektivs art. 28c, pkt. A, stk. 1, litra a, er betingelsen for afgiftsfritagelse derimod alene, at erhververen skal være en afgiftspligtig person, hvilket den svenske køber ubestridt var. Ifølge indledningen til 6. momsdirektivs art. 28c, pkt. A, stk. 1, litra a, skal betingelserne for afgiftsfritagelse i forbindelse med levering af goder fastsættes af medlemsstaterne for at sikre en korrekt og enkel anvendelse af afgiftsfritagelserne og for at hindre enhver mulig form for svig, unddragelse eller misbrug. Da betingelsen i momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, om, at erhververen skal være momsregistreret, åbenbart tjener disse formål, fandt landsretten, at der ikke var grundlag for at fastslå, at denne bestemmelse, hvis ordlyd er klar, er i strid med direktivets bestemmelser. Betingelserne for afgiftsfritagelse var herefter ikke til stede. Dommen blev indbragt for Højesteret.

►I forbindelse med anken ønskede sælgeren, jf. SKM2007.128.HR, at stille følgende spørgsmål til EF-Domstolen:◄

►
1. Skal artikel 28 c, pkt. A, litra a i Rådets 6. direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaterne lovgivning om omsætningsgrundlaget - det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (6. momsdirektiv) fortolkes således, at medlemsstaterne generelt kan betinge momsfritagelse efter denne bestemmelse, at erhververen er registreret for merværdiafgift i det andet EU-land?
2. Skal artikel 11, pkt. A, Rådets 6. momsdirektiv 77/388/EØF fortolkes således, at beskatningsgrundlaget skal opgøres som det samlede modværdi, som en leverandør har modtaget uden fradrag af senere afregnet merværdiafgift, hvor leverandører urigtigt har anset dennes levering af goder til en erhverver i en anden medlemsstat for at være fritaget for merværdiafgift og derfor ikke har faktureret eller modtaget merværdiafgift, men efterfølgende pålægges at betale merværdiafgift til afgiftsmyndighederne?
◄

►Højesteret bestemte, at anmodningen om forelæggelse af de nævnte spørgsmål for EF-Domstolen ikke skulle tages til følge, idet Højesteret i relation til det første spørgsmål anførte, at der ikke forelå nogen tvivl om, at medlemsstaterne kan betinge momsfritagelse af, at erhververen er registreret for merværdiafgift, jf. momslovens § 34, stk. 1, nr. 1. Endvidere anførte Højesteret, at der ikke i relation til det andet spørgsmål fandtes at bestå nogen rimelig tvivl vedrørende fortolkningen af 6. momsdirektivs artikel 11, pkt. A. Efterfølgende hævede selskabet anken for Højesteret.◄

I SKM2005.278.ØLR fandt Østre Landsret det ikke godtgjort, at der var foretaget leverancer til en momsregistretret  virksomhed, jf. momslovens § 34, stk. 1, nr. 1. Sælger havde listeangivet et salg til Sverige, men det i listeangivelserne anførte momsnummer tilhørte et selskab, som var gået konkurs. I sagsøgerens interne bogholderi og i fakturaerne var salget angivet som sket til en privatperson, som ikke var momsregistreret. Landsretten fandt det ikke dokumenteret endsige sandsynliggjort, at leverancerne i stedet var sket til en række andre selskaber, som ubestridt var momsregistreret i den relevante peirode. Landsretten lagde endvidere vægt på, at sagsøgeren igennem de 4 år, som sagen drejde sig om, ikke traf nærmere foranstaltninger med henblik på at sikre sig, hvem den reelle aftager var, og om det oplyste momsnummer var korrekt.

Dokumentation for forsendelse eller transportSælgeren skal kunne dokumentere, at varerne faktisk er forsendt eller transporteret til et andet EU-land.  Se TfS 1999, 355. Dokumentationen kan være i form af transportfaktura, fragtbrev eller erklæring fra fragtfører eller speditør.

Hvis køber eller sælger selv forestår transporten til et andet EU-land, kan dokumentationen bestå i en erklæring om at varen er modtaget i et andet EU-land.

Vestre Landsret fandt i en dom i SKM2003.362.VLR, at en sælger af skrot ikke havde godtgjort, at betingelserne for momsfritagelse efter § 34, stk. 1, nr. 1, var opfyldt i forbindelse med salg af skrot til en tysk statsborger og et tysk selskab. Skrotsælgeren havde ikke indsendt lister i henhold til momslovens § 54, ligesom momsangivelsens pkt. B vedrørende værdi af varesalg uden moms til andre EU-lande ikke var udfyldt. Der var heller ikke fremlagt fragtbreve eller lignende, der viste, at skrotsælgeren havde leveret skrot, der var forsendt eller transporteret til et andet EU-land. Sælger havde under sagen fremlagt fakturabilag, der viste, at der var solgt skrot til den tyske statsborger og det tyske selskab, og at disse havde solgt skrot til tyske kunder. Landsretten fandt, at da der hverken med hensyn til vareart, varemængde eller datomæssigt var den fornødne sammenhæng med sælgers salg, var det ikke ved disse bilag dokumenteret, at nogen del af det skrot, sælger havde solgt, var forsendt eller transporteret til Tyskland. Højesteret har i SKM2006.277.HR stadfæstet landsrettens dom.

Se Østre Landsrets dom SKM2003.400.ØLR, i tilfælde, hvor det er køberen, der har arrangeret transporten. Sagen drejede sig om, hvorvidt et selskab opfyldte betingelserne for at eksportere momsfrit i medfør af momslovens § 34, stk. 1, nr. 1. Forholdet var nærmere det, at selskabet havde solgt varer til en køber bosiddende i et andet EU-land. Mellem selskabet og køber var det aftalt, at køber skulle forestå transporten af varerne til sit hjemland. Forinden varerne forlod Danmark, havde køberen videresolgt disse. Det kunne herefter konstateres, at varerne enten forblev i Danmark eller blev eksporteret til et tredje land. Med henvisning til en konkret række af momenter, hvoraf blandt andet fremgik, at selskabet havde et længerevarende kendskab til køber, og at nogle af varerne var blevet betalt af andre end køber, fastslog landsretten, at selskabet ikke på tilstrækkelig vis havde sikret sig, at de solgte varer de facto blev fremsendt til et andet EU-land. Selskabet havde derfor ikke været berettiget til at eksportere momsfrit i medfør af momslovens § 34, stk. 1, nr. 1. Herudover fastslog landsretten, at selskabet ikke ud fra en lighedsgrundsærning havde krav på momsfritagelse. For Landsskatterettens kendelse i sagen se SKM2001.144.LSR.

Om dokumentationskrav ved udførsel til 3.lande, se I.1.2.1.

Efterfølgende anmodning om momsfritagelse

Det fremgår af artikel 21 i Rådets forordning (EF) nr. 1777/2005, at den medlemsstat, hvortil varerne ankommer efter forsendelse eller transport, og hvor der er foretaget en erhvervelse af varer inden for Fællesskabet i henhold til artikel 28a i direktiv 77/388/EØF (momslovens § 11, § 48, og § 50), udøver sin kompetence til at pålægge moms, uanset den momsbehandling af transaktionen, der er foretaget i den medlemsstat, hvor forsendelsen eller transporten af varerne er påbegyndt. Der skal således betales erhvervelsesmoms i det andet EU-land, uanset om sælgeren - evt. ved en fejl - har lagt dansk moms på leverancen af varer.

En eventuel anmodning fra leverandøren af varerne om tilpasning af den moms, han har faktureret og angivet i den medlemsstat, hvor forsendelsen eller transporten af varerne er påbegyndt, behandles i denne medlemsstat i henhold til dens egne regler, jf. artikel 21. Dvs. at en dansk sælger i forbindelse med en evt. efterfølgende anmodning om momsfritagelse dels skal anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret for den pågældende afgiftsperiode, se evt. procesvejledningens afsnit G.1.2, og dels skal dokumentere, at varerne rent faktisk blev forsendt eller transporteret til et andet EU-land, og at erhververen var registreret for moms i et andet EU-land, jf. ovenfor.