Efter VSL § 22 b, stk. 1, 1. pkt., kan selvstændigt erhvervsdrivende, der anvender kapitalafkastordningen efter reglerne i VSL § 22 a, henlægge til konjunkturudligning. Både fuldt og begrænset skattepligtige kan anvende kapitalafkastordningen og dermed også den konjunkturudligningsordning, der knytter sig hertil. Angående betingelserne for at anvende kapitalafkastordningen henvises til E.G.3.1.1.
En selvstændigt erhvervsdrivende, der anvender kapitalafkastordningen og samtidig har lønindtægt, kan dels henlægge til konjunkturudligning, dels indskyde på etableringskonto efter reglerne herom, jf. E.G.3.2.3.
Hvis begge ægtefæller anvender kapitalafkastordningen, kan ægtefællerne foretage henlæggelse til hver sin konjunkturudligningsordning.
Kapitalafkastordningen anses ikke for ophørt, hvis en virksomhed, som hidtil har været drevet - eller i overvejende grad har været drevet - af den ene ægtefælle, overgår til at være drevet af ægtefællerne i fællesskab eller omvendt. Det vil sige, at der i de nævnte situationer finder succession sted mellem ægtefællerne.
Efter KSL § 25 A, stk. 8, kan ægtefæller efter anmodning fordele resultatet af en fælles drevet virksomhed mellem sig i det omfang, fordelingen er sagligt begrundet i virksomhedens drift. Det er en forudsætning for anvendelse af denne bestemmelse, at begge ægtefæller i væsentligt og ligeligt omfang deltager i driften af den enes eller begges virksomhed, og at ægtefællerne hæfter i samme omfang for virksomhedens forpligtelser. Der henvises til A.A.4.5.2 for en nærmere beskrivelse af KSL § 25 A, stk. 8.
Benytter ægtefællerne sig af denne mulighed for fordeling af resultatet mellem sig, skal virksomhedens aktiver og passiver ligeledes fordeles mellem ægtefællerne. Fordelingen sker efter samme forhold, som ægtefællerne fordeler virksomhedens resultat mellem sig.
Ægtefæller, som driver fælles virksomhed efter KSL § 25 A, stk. 8, kan hver for sig og uafhængigt af hinanden vælge at anvende reglerne om henlæggelse til konjunkturudligning.
I forbindelse med at en ægtefælle overtager en del af driften af en virksomhed, som hidtil har været drevet af den anden ægtefælle, og ægtefællerne vælger at anvende reglerne i KSL § 25 A, stk. 8, skal der tages stilling til, hvorledes de allerede foretagne henlæggelser til konjunkturudligning skal fordeles. Det antages i denne forbindelse, at en ægtefælle kan succedere i den overførende ægtefælles henlæggelser til konjunkturudligning efter VSL § 22 b. Hvis den overførende ægtefælle kun har den virksomhed, der overføres til at blive drevet i fællesskab, kan fordelingen foretages på samme måde som fordelingen af virksomhedens resultat. Er virksomheden, der skal drives af ægtefællerne i fællesskab, en blandt flere virksomheder kan konjunkturudligningshenlæggelserne fordeles i overensstemmelse med fordelingen af kapitalafkast, det vil sige i overensstemmelse med fordelingen af erhvervsmæssige aktiver mellem ægtefællerne.

Ifølge KSL § 33 C, stk. 6, gælder de samme regler for succession i virksomhedsordningen, i hovedtræk for succession i såvel konjukturudligningsordningen som i kapitalafkastordningen. Se KSL § 26 A, stk. 4-7, indsat ved lov nr. 458 af 9. juni 2004, om succession ved overdragelse af virksomhed mellem ægtefæller. Der henvises til afsnit E.G.2.15.1.11 og E.I.7, hvor reglerne er nærmere beskrevet.