Afmeldelse på egen foranstaltning En momsregistreret virksomhed skal afmelde sig fra momsregistrering, hvis den momspligtige virksomhed ophører.

Ændringer i en virksomheds registreringsforhold, herunder ophør af virksomhed, skal meddeles til Selskabs- og Erhvervsstyrelsen senest 8 dage efter ændringen, jf. § 47, stk. 5. Se M.1.1.

Afmeldelse på SKATs foranstaltningVed selve momsregistreringen bør der i størst muligt omfang ske en foreløbig prøvelse af, om der foreligger selvstændig økonomisk virksomhed. Om selvstændig økonomisk virksomhed, se afsnit C.1.4.

En egentlig vurdering af dette spørgsmål er ofte først mulig, når virksomheden har bestået i nogen tid, og der dermed foreligger et grundlag for at bedømme, om de gennemførte aktiviteter har karakter af økonomisk virksomhed.

Hvis det i den forbindelse konstateres, at der ikke drives registreringspligtig virksomhed, vil virksomheden blive afmeldt fra registrering. Der skal herefter ske momsberigtigelse mm. af varelagre, maskiner og andre driftsmidler mv.

Tilbagebetaling af udbetalt negativ momsEF-domstolen fandt i sag C-110/94, INZO, at gennemførelsen af en undersøgelse af de tekniske og økonomiske aspekter ved den påtænkte virksomhed kan anses for økonomisk virksomhed, selv om undersøgelsen har til formål at klarlægge, i hvilket omfang den påtænkte virksomhed er rentabel. Retten til fradrag for købsmoms vedrørende en sådan rentabilitetsundersøgelse bevares således, selv om det senere, henset til rentabilitetsundersøgelsens resultater, besluttes ikke at gå videre til den operationelle fase og at lade selskabet træde i likvidation, således at den påtænkte virksomhed ikke var forbundet med momspligtige transaktioner.

EF-domstolen fandt videre, at retssikkerhedsprincippet er til hinder for, at de momspligtiges rettigheder og forpligtelser - som fastslået af myndighederne - kan ændres på grund af senere indtrådte faktiske forhold, omstændigheder eller begivenheder. Heraf følger, at fra det tidspunkt, hvor myndighederne på baggrund af de af virksomheden givne oplysninger har accepteret, at virksomheden er momspligtig, kan dette principielt ikke senere ændres med tilbagevirkende kraft, afhængigt af, om bestemte begivenheder indtræffer.

Domstolen bemærker, at som domstolen har fastslået i sag C-268/83, Rompelman, påhviler det den, der anmoder om momsfradrag, at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldte. Direktivets artikel 4 ►(nu artikel 9)◄ om momspligtige personer og selvstændig økonomisk virksomhed er ikke til hinder for, at afgiftsmyndighederne kræver den erklærede hensigt om at påbegynde økonomisk virksomhed forbundet med momspligtige transaktioner bestyrket af objektive momenter.

EF-domstolen tilslutter sig, at en person kun endeligt kan anses for momspligtig, såfremt den pågældende i god tro har erklæret at have til hensigt at ville påbegynde en bestemt økonomisk virksomhed. I tilfælde af svig eller misbrug, som hvor den pågældende f.eks. har foregivet at ville udfolde en bestemt økonomisk virksomhed, mens han i virkeligheden har søgt at inddrage fradragsberettigende goder i sin private formue, kan afgiftsmyndighederne med tilbagevirkende kraft kræve de fratrukne beløb tilbagebetalt, da fradragene blev godkendt på baggrund af falske oplysninger. Dommen er ligeledes omtalt i afsnit C.1.4.

Som nævnt i omtalen af dommen i sag C-110/94, INZO, påhviler det den, der anmoder om momsfradrag, at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldte. Hvis en momspligtig person ophører med at drive selvstændig økonomisk virksomhed, vil den pågældende derefter ikke længere være en momspligtig person. Selv i tilfælde, hvor det var med rette, at den pågældende oprindeligt blev momsregistreret, kan SKAT derfor kræve tilbagebetaling af udbetalt negativ moms, der vedrører tiden efter ophøret af den selvstændige, økonomiske virksomhed.

Skatteministeriet fandt i TfS 1997, 639, i en sag om bådudlejning, at der ikke var momenter, der kunne tages til indtægt for, at bådejeren ved ansøgningen om momsregistrering havde afgivet urigtige oplysninger. Den foretagne momsregistrering kunne derfor ikke ophæves med tilbagevirkende kraft. Skatteministeriet tog derfor bekræftende til genmæle i den retssag, som bådejeren havde anlagt mod ministeriet.

I forbindelse med et krav om tilbagebetaling af negativ moms fandt Landsskatteretten, at det var med rette, at et selskab var afmeldt fra momsregistrering og dermed tilbagebetalingspligtig af negativ moms. Ifølge selskabets vedtægter var formålet bl.a. at drive bygge- og anlægsvirksomhed, men da der ikke forelå objektive momenter, der understøttede det vedtægtsmæssige formål, blev det lagt til grund, at selskabets eneste formål var at være et holdingselskab, se TfS 1999, 499.

TfS 2000, 192. Efter at en interessents deltagelse i et 10-mands-projekt var anset for uden skattemæssig betydning, blev der rejst krav over for interessentskabet om tilbagebetaling af negativ moms, som var udbetalt vedrørende udgifter afholdt af interessentskabet til revisor- og konsulentassistance i etableringsfasen. Landsskatteretten fastslog i en kendelse, at da interessentskabet ikke ansås for at have drevet økonomisk virksomhed, og da der endvidere ikke forelå sådanne omstændigheder, at tilbagebetalingskravet var uberettiget, skulle den negative moms tilbagebetales.

TfS 2000, 447. Sagsøgerne købte i 1989 en landbrugsejendom med et areal på 50,9 ha, og virksomheden blev momsregistreret. I 1995 frasolgte sagsøgerne 44 ha af ejendommens areal, og restarealet blev bortforpagtet i 1996, og senere samme år solgte sagsøgerne ejendommen og afmeldte virksomheden som afgiftspligtig efter momsloven fra 1. januar 1997. I 1997 indgav sagsøgerne og deres revisor en efterangivelse med negativt momstilsvar på 27.242 kr., som erstattede tidligere indsendte nulangivelser. Told- og skatteregionen nægtede at godkende den negative efteranmeldelse og afmeldte virksomheden med virkning fra 1. januar 1995. Landsretten fandt, at der ved salget i 1995 af den væsentligste del af jordtilliggendet var sket en så væsentlig ændring af virksomheden, at det var berettiget, at myndighederne havde foretaget en vurdering af virksomheden, og landsretten fandt, at sagsøgerne ikke i 1995 og 1996 havde drevet selvstændig økonomisk virksomhed. Tilbagekaldelsen af momsregistreringen med tilbagevirkende kraft var derfor berettiget.

Sagen i SKM2001.543.VLR vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt Told og Skat i 1998 med virkning pr. 1. oktober 1993 var berettiget til at anse et interessentskab for ikke at drive selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, samt i bekræftende fald, om Told og Skat var berettiget til at kræve udbetalt negative momstilsvar tilbagebetalt. Landsretten udtalte i dommen, at huslejeudgifter efter virksomhedens ophør, som ikke er begrundet i en sædvanlig afvikling af virksomheden, men alene beror på en uopsigelighedsbestemmelse, ikke kan anses for driftsudgifter knyttet til en selvstændig virksomhed. Landsretten fandt endvidere, at sagsøgeren ikke kunne anses for at have været i god tro om registreringspligten. Interessentskabet var derfor forpligtet til at tilbagebetale de udbetalte afgiftsbeløb. Dommen blev anket til Højesteret.

Højesteret har i forbindelse med behandlingen af anken af SKM2001.543.VLR forelagt EF-domstolen 2 præjudicielle spørgsmål. EF-domstolen har i sagen C-32/03, I/S Fini H, afsagt dom om, at en person der ophører med at drive forretningsmæssig virksomhed, men som fortsat betaler leje og omkostninger vedrørende det lokale, der har været anvendt til denne virksomhed, fordi lejekontrakten indeholder en uopsigelighedsklausul, kan anses for en afgiftspligtig person og derfor kan fradrage moms vedrørende de således erlagte beløb, for så vidt som der er en direkte og umiddelbar forbindelse mellem denne betaling og den forretningsmæssige virksomhed og det er godtgjort, at der ikke foreligger hensigt til svig eller misbrug. Højesteret har i SKM2005.341.HR ændret Vestre Landsrets dom i SKM2001.543.VLR. Told- og Skattestyrelsen har udmeldt konsekvenserne af dommen i TSS-cirkulære nr. 2005-26, se afsnit J.1.1.7.1.

I SKM2002.123.LSR fandt Landsskatteretten at et selskab, som var moderselskab for et selskab, der drev virksomhed som bilforhandler, ikke siden 1996 havde drevet økonomisk virksomhed. Der var frem til 30. juli 2000 udbetalt negativ moms. Selskabets momsbelagte udgifter var i de sidste tre år udelukkende revisorudgifter. Landsskatteretten bemærkede, at selskabet i modsætning til de faktiske forhold i dommen fra EF-domstolen sag C-110/94 (INZO) ikke siden 1996 havde haft nogen momspligtig økonomisk virksomhed og ikke efter dette tidspunkt havde foretaget forberedende handlinger mv. med henblik på udøvelse af en økonomisk virksomhed i henhold til momslovens § 3. Retten fandt herefter ikke, at de angivne retningslinier i INZO-dommen var til hinder for, at ToldSkat i den foreliggende sag kunne fremsætte krav om tilbagebetaling af tidligere udbetalt negativ moms.

I SKM2004.253.LSR havde et tidligere produktionsselskab aktivitet med udlejning af fast ejendom. Landsskatteretten fandt det ikke godtgjort, at selskabet i den påklagede periode derudover havde udøvet aktivitet med møbelgrebproduktion, ligesom den påberåbte hensigt om påbegyndelse af aktivitet med import fra Spanien ej heller kunne anses for godtgjort. De afholdte udgifter måtte således anses at have tilknytning til dels den momsfritagne aktivitet, dels til aktiviteter af privat karakter. Selskabet var således allerede som følge heraf ikke berettiget til de foretagne momsfradrag efter momslovens § 37.

Retten fandt ikke, at de i INZO-dommen angivne retningslinier var til hinder for, at told- og skatteregionen kunne fremsætte krav om tilbagebetaling af tidligere udbetalt negativ moms. For det første var der tale om, at selskabet havde haft momsfritagne aktiviteter. For det andet havde selskabet - i modsætning til de faktiske forhold i INZO-dommen - ikke - ud over den momsfritagne aktivitet - i perioden udøvet momspligtig økonomisk virksomhed eller foretaget forberedende handlinger mv. med henblik på udøvelse af sådan virksomhed.

Vestre Landsret fandt i SKM2006.286.VLR, at det forhold, at en virksomhed er blevet momsregistreret, ikke afskærer myndighederne fra senere at vurdere, om forudsætningerne for registreringen fortsat er opfyldt. Det fremgik, at sagsøgeren i 2000 og 2001 havde en samlet omsætning på 14.648 kr. og omkostninger på 248.854 kr. Efter bevisførelsen lagdes det til grund, at sagsøgeren i samme periode hverken solgte eller købte både og ej heller formidlede handel hermed. Herefter og efter det i øvrigt oplyste om sagsøgerens aktiviteter, fandt landsretten ikke, at sagsøgeren havde godtgjort, at han efter den 31. december 1999 opfyldte betingelserne for at drive selvstændig økonomisk virksomhed jf. momslovens § 3, stk. 1. Sagsøgeren havde heller ikke for landsretten godtgjort, at myndighedernes nægtelse af fradrag for 1999 var urigtige. Det bemærkedes herved, at det som nævnt ikke var bevist, at sagsøgeren havde selvstændig erhvervsvirksomhed med køb og salg af både, og at hovedparten af det omstridte beløb vedrørte moms i forbindelse med køb af en båd.