§ 40 indeholder specielle regler for opgørelsen af den delvise fradragsret for moms af vedligeholdelsesudgifter vedrørende tilkørselsveje (stk. 1) samt moms af anskaffelse og drift af medarbejdertelefoner (stk. 2).

TilkørselsvejeMoms af udgifter til vedligeholdelse af veje, der bruges ved tilkørsel såvel til en registreret landbrugsejendoms beboelsesbygninger som til virksomhedens driftsbygninger, kan efter § 40, stk.1 fradrages med to tredjedele.

Medarbejdertelefoner Ifølge § 40, stk. 2, kan en registreret virksomhed fradrage halvdelen af momsen vedrørende anskaffelses- og driftsudgifterne til medarbejdertelefoner, selv om de anbringes hjemme hos virksomhedens medarbejdere. Det er en forudsætning for momsfradrag, at medarbejderne skal bruge telefonen tjenstligt, og at telefonselskabets regninger er stilet til og betales af virksomheden. Fradraget må dog ikke overstige momsen af den udgift, virksomheden rent faktisk har afholdt, hvilket kan forekomme, hvis virksomheden bagefter opkræver en del af regningsbeløbet hos sine medarbejdere.

SKM2003.345.LSR havde en registreret virksomhed etableret hjemmearbejdspladser for sine medarbejdere og havde oprettet telefon- og dataforbindelser til disse. Landsskatteretten fandt, at udgifterne til telefon og ISDN-forbindelser måtte anses for udgifter vedrørende anskaffelse og drift af telefoner som omfattet af momslovens §  40, stk. 2. Der kunne derfor alene godkendes fradrag for halvdelen af momsen for disse installationer. Udgifter til ADSL-linier kunne ikke karakteriseres som telefonudgifter, og der blev derfor godkendt fuldt fradrag for disse udgifter, jf. momslovens § 37, stk. 1, da Landsskatteretten lagde til grund, at disse linier alene blev anvendt til brug for virksomhedens afgiftspligtige leverancer. Sagen er indbragt for Østre Landsret.

Styrelsen har i TfS 1996, 926 truffet afgørelse om, at moms vedrørende anskaffelse og drift af mobiltelefoner, som anvendes af en virksomheds indehaver eller stilles til rådighed for medarbejdere, ikke falder ind under § 40, stk. 2, men kan fradrages efter de almindelige regler i momslovens § 37, stk. 1 og § 38.