Sag BS-4019/2020-FRB

A

(v/ advokat Johan Rathlau Møller)

mod

Skatteministeriet

(v/ advokat Amanda Nordstrøm Emdal) og

Sag BS-4034/2020-FRB

B

(v/ advokat Johan Rathlau Møller)

mod

Skatteministeriet

(v/ advokat Amanda Nordstrøm Emdal)

Denne dom er afsagt at af dommer Dan Bjerring.

Sagernes baggrund og parternes påstande

Sag BS-4019/2020-FRB, der er anlagt ved Retten på Frederiksberg den 28. januar

2020, drejer sig om, hvorvidt en række kontanthævninger og overførsler fra

G1 har udgjort maskeret udbytte for sagsøger, A, og hvorvidt en gæld til G1 skal anses for eftergivet i 2014 med den virkning, at A har opnået en skattepligtig gældseftergivelse.

A har nedlagt påstand i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 20. januar 2021, hvoraf fremgår:

"Der nedlægges principalt påstand om, at As skatteansættelse for indkomståret 2012 nedsættes med kr. 88.000, skatteansættelsen for indkomståret 2013 nedsættes med kr. 178.400 og skatteansættelsen for indkomståret 2014 nedsættes med kr. 436.852.

Der nedlægges subsidiært påstand om, at As skatteansættelser for indkomstårene 2012, 2013 og 2014 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen."

Skatteministeriet har nedlagt påstand i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 20. januar 2021, hvoraf fremgår: "Påstande

Principalt: Frifindelse.

Subsidiært: Frifindelse, dog således at As skattepligtige indkomst for indkomståret 2014 nedsættes med kr. 389.852, mens hans skattepligtige indkomst for indkomståret 2015 forhøjes med kr. 389.852.

As aktieindkomst for indkomståret 2014 forhøjes med kr. 302.279.

Mere subsidiært: Frifindelse, dog således at As skattepligtige indkomst for indkomståret 2014 nedsættes med kr. 389.852, mens hans skattepligtige indkomst for indkomståret 2015 forhøjes med kr. 389.852.

As skattepligtige indkomst for indkomståret 2014 forhøjes med kr. 302.279."

Sag BS-4034/2020-FRB, der er anlagt ved Retten på Frederiksberg den 28. januar

2020, drejer sig om hvorvidt en overførsel på 45.000,00 kr. fra selskabet G3 til sagsøger, B, og hendes ægtefælle, As fælles konto, samt en række overførsler på i alt 257.279,00 kr. til As konto, har udgjort maskeret udlodning for B.

B har nedlagt påstand i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 20. januar 2021, hvoraf fremgår:

"Der nedlægges principalt påstand om, at Bs skatteansættelse for indkomståret 2014 nedsættes med kr. 302.279.

Der nedlægges subsidiært påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen."

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagerne

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Forklaringer

Der er under hovedforhandlingen afgivet forklaring af A og vidneforklaringer af IJ, JK, KL og LM.

Procedure

BS-4019/2020-FRB

A har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 20. januar 2020, hvoraf fremgår bl.a.:

"HOVEDANBRINGENDER

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det helt overordnet gældende, at kontanthævningerne og overførslerne foretaget på konti tilhørende G1, har været anvendt til betaling af selskabets erhvervsmæssige omkostninger og underleverandører.

Det gøres videre gældende, at As mellemregning på kr. 389.852 ikke blev eftergivet i indkomståret 2014.

Nærmere om automatudbetalingerne i indkomstårene 2012-2014

Det gøres gældende, at automatudbetalingerne, på kr. 88.000 i 2012, kr. 168.400 i 2013 og kr. 47.000 i 2014, har været anvendt til at afholde G1’ erhvervsmæssige omkostninger.

Det bestrides ikke, at automatudbetalingerne, der er foretaget med G1’ kreditkort, er foretaget af A.

Det bestrides derimod, at der baggrund for at gennemføre beskatning af automat-udbetalingerne som private udbetalinger til A.

G1 har, såvel forud for som i de i sagen omhandlede indkomstår, afholdt en række omkostninger kontant (ekstrakten s. 101-106). Dette er sket af en række forskellige årsager men hovedsageligt, fordi en række af selskabets underleverandører indimellem ønskede dele af deres tilgodehavende udbetalt kontant. Dette med henblik på at kunne afholde konkrete udgifter inden en eventuel fakturas forfaldsdato eller i forbindelse med, at underleverandørerne var pressede økonomisk og derfor i forhold til egen bankforbindelse ville have en fordel af ikke at få beløb indbetalt til bankkontoen, der måske har været overtrukket.

Selve bogføringen m.v. i G1 blev foretaget af revisor, hvorfor A altid har gjort sit ypperste for at sikre, at den nødvendige dokumentation for udgifter var til stede, således der ikke opstod problemer ved bogføringen.

Det bestrides, at revisors tilkendegivelser i årsrapporten, for perioden 1. juli 2011 til 30. juni 2012 (ekstrakten s. 90) kan tages til indtægt for, at der, for den efterfølgende og den for sagen omhandlede periode, ikke forelå pålidelig dokumentation.

A har altid minutiøst sørget for, at der, ved kontant betaling af G1’ omkostninger og dispositioner, har foreligget dokumentation for afholdelse af udgifterne.

Til trods for at A altid har sørget for, at der forelå dokumentation for de afholdte udgifter, har det ikke været muligt at fremskaffe dokumentation for udgifter afholdt kontant i den i nærværende sag omhandlede periode. Dette skyldes, at materialet, vedrørende perioden fra den 1. juli 2012 og fremefter, er overleveret til kurator, der angiveligt har bortskaffet materialet fra 2012 (ekstrakten s. 124 og 125), uanset at han var vidende om, at der var foretaget indberetning til SKAT vedrørende selskabet og dispositionerne foretaget i perioden.

Det gøres gældende, at det ved vurderingen af bevisbyrden og den foreliggende dokumentation i sagen skal tages i betragtning, at A ikke kan holdes ansvarlig for, at det ikke er muligt fuldt ud at dokumentere de dispositioner, der danner baggrund for nærværende sag ved de eksakte originale bilag. Bilagene er bortskaffet af kurator og ikke gemt eller overdraget til SKAT, og det kan derfor ikke komme A til skade, at det ikke har været muligt at fremskaffe de originale bilag.

Trods udfordringerne med at indhente materiale, har A indhentet erklæringer fra de underleverandører, han har kunnet få kontakt med, og som har kunnet bekræfte at have modtaget kontante beløb (ekstrakten s. 126-129).

Underleverandørerne har ved erklæringerne bekræftet at have modtaget i alt kr. 186.000 i kontanter til dækning af diverse fakturaer udstedt til G1.

Det bemærkes, at en række af betalingerne til IJ (ekstrakten s. 129) vedrører perioden forud for de automatbetalinger, der er omfattet af nærværende sag.

Det gøres gældende, at det ved erklæringerne, indhentet ved G1’ underleverandører (ekstrakten s. 126-129) og ved de fremlagte kvitteringer for en for sagen forudgående periode (ekstrakten s. 101-106), er tilstrækkeligt dokumenteret og sandsynliggjort, at det var en helt sædvanlig fremgangsmåde i G1, at en række omkostninger i selskabet blev afholdt kontant.

Det bestrides at det faktum, at erklæringerne fra underleverandørerne først er indhentet efterfølgende, medfører, at erklæringerne ikke skal tillægges bevismæssig betydning.

Erklæringerne er indhentet ved uafhængige tredjemænd, der alle har været underleverandører til G1 i de omhandlede indkomstår. Der er derfor ikke baggrund for at lægge til grund, at personerne ikke skulle have modtaget midlerne, som tilkendegivet i de fremlagte erklæringer (ekstrakten s. 126-129).

Det er væsentligt at bemærke, at personerne, ved at afgive erklæringerne og derved bekræfte at have modtaget midlerne, risikerer, hvis de ikke har selvangivet i overensstemmelse hermed, at deres egne skatteansættelser vil blive forhøjet med et beløb svarende til det modtagne beløb.

Der er intet belæg for, at en uafhængig tredjemand skulle indvillige i at bekræfte at have modtaget midler for udført arbejde og derved løbe risikoen for en forhøjelse af skatteansættelsen, hvis personen ikke rent faktisk har modtaget midlerne, som tilkendegivet i erklæringen.

Endvidere er det væsentligt at bemærkes, at baggrunden, for at A først har indhentet erklæringerne efterfølgende, er, at kurator angiveligt har bortskaffet materialet for 2012 (ekstrakten s. 124 og 125), og at materialet for 2013 og 2014 tillige har været i kurators besiddelse, hvilket har gjort fremskaffelsen af det nødvendige materiale besværligt.

Det skal derfor ikke komme A til skade, at erklæringerne først er indhentet efterfølgende. Indholdet af erklæringerne skal lægges til grund i sin helhed.

Der er dermed ikke baggrund for at beskatte A af de foretagne automatudbetalinger i indkomstårene 2012-2014.

... ...

Måtte retten - mod forventning - finde, at der er grundlag for at gennemføre beskatning af de foretagne automatudbetalinger, gøres det gældende, at de udbetalte beløb skal reduceres med de beløb, der af konkrete underleverandører er erklæret modtaget (ekstrakten s. 126129).

Erklæringerne er, som anført, indhentet ved uafhængige tredjemænd, hvorfor der på ingen måde er grundlag for at tilsidesætte indholdet af erklæringerne. Det faktum, at erklæringerne er indhentet efterfølgende, ændrer ikke på dette.

Erklæringerne er alene indhentet efterfølgende, da det ikke har været muligt for A at indhente de originale bilag til hver af de foretagne hævninger i den omhandlede periode. De enkelte underleverandører kan identificeres og udsætter sig selv for beskatning i det omfang, de anførte kontantbetalinger ikke allerede er selvangivet. Kontantbeløbene, som underleverandørerne har bekræftet at have modtaget, er selvsagt ikke tilgået A og skal derfor ikke beskattes hos A i de omhandlede indkomstår.

Det gøres gældende, at de foreliggende erklæringer (ekstrakten s. 126129) og dokumentationen for afholdelse af kontante udlæg forud for den 24. juli 2012 (ekstrakten s. 101-106) dokumenterer, at der i de omhandlede indkomstår er foretaget kontant betaling af erhvervsmæssige udgifter. Dette giver baggrund for at hjemvise sagen til fornyet behandling ved Skattestyrelsen med henblik på, at Skattestyrelsen fastlægger et skønsmæssigt fradrag for de kontantbetalte erhvervsmæssige omkostninger.

Det gøres gældende, at den gennemførte forhøjelse af As skatteansættelser for indkomstårene 2012-2014 skal reduceres med de beløb, de enkelte underleverandører har erklæret at have modtaget samt med yderligere et skønsmæssigt fastsat beløb. Retten bør, i overensstemmelse med praksis, overlade opgørelsen af de skønsmæssige fradrag til Skattestyrelsen og hjemvise sagen delvist på denne baggrund.

Nærmere om G1’ overførsel den 31. juli 2013 på kr. 10.000

Det gøres gældende, at der ikke er grundlag for at beskatte overførslen den 31. juli 2013 på kr. 10.000 benævnt "DBT.[red. fornavn fjernet]" som maskeret udlodning hos A.

Overførslen den 31. juli 2013 på kr. 10.000 udgjorde en overførsel til LM ved G1’ underleverandør, G2. LM har ved sin mail af 4. maj 2018 (ekstrakten s. 127) bekræftet, at han den 31. juli 2013 har fået overført kr. 10.000 til dækning af en faktura udstedt til G1.

Idet overførslen den 31. juli 2013 på kr. 10.000, ved LMs erklæring, er bekræftet af tredjemand som værende til dækning af en faktura, er der ikke grundlag for at anse overførslen for at være sket i As interesse. As skatteansættelse for 2013 skal på denne baggrund nedsættes med kr. 10.000.

Nærmere om den påståede gældseftergivelse

Det gøres gældende, at A ikke har fået en skattepligtig gældseftergivelse på kr. 389.852 i 2014.

Kurator anså i sin statusoversigt af 18. august 2014 (ekstrakten s. 112), på baggrund af As oplysninger, mellemregningen på kr. 389.852 for at udgøre ikke-indberettet løn. Mellemregningen blev derfor ikke, ved kurators status-oversigt af 18. august 2014, medtaget som et tilgodehavende i boet.

Det er såvel Landsskatterettens som sagsøgtes opfattelse, at det af kurator anførte i statusoversigten, er udtryk for, at A fik en skattepligtig gældseftergivelse på tidspunktet for statusoversigten den 18. august 2014.

Det bestrides, at der, ved kurators statusoversigt af 18. august 2014, er ydet A en klar og entydig retlig bindende gældseftergivelse fra konkursboet.

Kurator har efterfølgende, i sin meddelelse af 18. september 2014 (ekstrakten s. 116), meddelt såvel politiet som SKAT, at der i henhold til årsrapporten for perioden 1. juli 2011 - 30. juni 2012 (ekstrakten s. 88) forelå et ulovligt lån til A.

Idet kurator efterfølgende har ændret kvalifikationen af den omhandlede disposition, kan statusoversigten af 18. august 2014 på ingen måde anses for at udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at kurator havde opgivet konkursboets tilgodehavende hos A, jf. Landsskatterettens afgørelse af 28. april 2017, LSR2017.15-1115094.

I den pågældende sag havde kurator ved brev af 3. juli 2012 til Erhvervsstyrelsen meddelt, at [virksomhed1] ApS var taget under konkursbehandling, og at klageren havde tilkendegivet, at han ikke havde mulighed for at tilbagebetale lånet.

Landsskatteretten fandt, modsat Skatteankenævnet, at klager ikke havde fået en skattepligtig gældseftergivelse. Landsskatteretten udtalte i sin begrundelse, at:

"Klageren kan ikke anses for skattepligtig af gevinst ved gældseftergivelse i medfør af kursgevinstlovens § 21. Der er lagt vægt på, at det er tvivlsomt, om det kan fastslås, at der er sket gældseftergivelse henset til udtalelserne fra kurator, ligesom klagerens formue er stillet til sikkerhed for [virk-somhed1] ApS’ engagementer således, at formuen ikke er til klagerens disposition. Under disse omstændigheder nedsættes forhøjelsen af klagerens skattepligtige indkomst med 1.389.242 kr. til 0 kr." (min fremhævning).

Det kan af Landsskatterettens afgørelse af 28. april 2017 udledes, at medmindre kurator har givet en utvetydig og klar tilkendegivelse om, at gælden er eftergivet, så kan en udtalelse fra kurator i en redegørelse ikke anses for at udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at der er givet en gældseftergivelse.

Det gøres gældende, at bevisbyrden for, at A har fået en skattepligtig gældseftergivelse ved kurators statusoversigt af 18. august 2014 (ekstrakten s. 112), påhviler sagsøgte, jf. Landsskatterettens afgørelse af 18. december 1996, TfS 1997, 228.

Landsskatteretten udtalte i TfS 1997, 228, at:

"I overensstemmelse med almindelige bevisbyrderegelser påhvilede det myndighederne at godtgøre et beskatningsgrundlag, herunder at en given indkomst var skattepligtig.

Retten måtte i nærværende sag nære betænkelighed ved at anse denne bevisbyrde for løftet. Der er herved lagt vægt på, at der i sagen forelå oplysning om, at CA/S’s advokat havde skønnet, at hans klient ikke ville foretage videre i sagen. Uanset at meget talte for denne antagelse, måtte denne bekræftes endeligt, før oplysningen kunne danne grundlag for beskatning af en gældseftergivelse.

Da det således ikke var godtgjort, at der faktisk var realiseret en gevinst ved gældseftergivelse, jf. kursgevinstlovens § 5, stk. 2, og statsskattelovens § 4, blev ansættelsen nedsat med 37.500 kr., hvilket Told- og Skattestyrelsen ikke havde bemærkninger til." (mine fremhævninger).

Landsskatteretten har dermed i sin afgørelse af 18. december 1996 fastslået, at bevisbyrden for, at en skatteyder har fået en skattepligtig gældseftergivelse, påhviler Skatteministeriet.

Det gøres gældende, at sagsøgte ikke har løftet bevisbyrden for, at A har fået en skattepligtig gældseftergivelse.

Sagsøgte har i nærværende sag alene fremlagt kurators statusoversigt af 18. august 2014 (ekstrakten s. 112) som dokumentation for, at A har fået en skattepligtig gældseftergivelse.

Kurator har efterfølgende i sin meddelelse af 18. september 2014 (ekstrakten s. 116) ændret kvalifikationen af den omhandlede disposition fra ikke-indberettet løn til et ulovligt lån. Der foreligger således en sådan usikkerhed om kravets karakter, at kurators statusoversigt af 18. august 2014 ikke kan anses som tilstrækkelig dokumentation for, at tilgodehavendet hos A rent faktisk var opgivet på dette tidspunkt, jf. Landsskatterettens afgørelse af 28. april 2017 og TfS 1997, 228.

Det påhviler, i henhold til Landsskatterettens afgørelse i TfS 1997, 228, når der foreligger en sådan usikkerhed om kravets karakter, sagsøgte at dokumentere, at tilgodehavendet rent faktisk var opgivet. Dette har sagsøgte ikke dokumenteret.

Sagsøgte har således hverken indhentet en endelig bekræftelse fra kurator om eller på anden måde fremlagt nogen dokumentation for, at tilgodehavendet hos A rent faktisk var opgivet på tidspunktet for statusoversigten den 18. august 2014 (ekstrakten s. 112).

Sagsøgte har dermed ikke løftet bevisbyrden for, at A fik en skattepligtig gældseftergivelse i 2014.

As skatteansættelse for 2014 skal derfor på denne baggrund nedsættes med kr. 389.852.

... ...

Måtte retten, mod forventning, finde, at der er gennemført en skattepligtig gældseftergivelse, gøres det gældende, at denne tidligst er gennemført ved konkursboets afslutning den 29. juni 2015.

Det er først ved konkursboets afslutning, at en gældseftergivelse kan anses for at være endelig. Indtil boet er afsluttet, kan et konkursbo gøre et krav gældende mod skyldner, ligesom kreditorer i konkursboet kan vælge selvstændigt at forfølge kravet på konkursboets vegne.

Det påhviler i nærværende sag sagsøgte at dokumentere, at kurator og konkursboets kreditorer rent faktisk, med retsvirkning for A, havde opgivet at inddrive tilgodehavendet ved kurators statusoversigt af 18. august 2014, jf. Landsskatterettens afgørelse af 28. april 2017 og TfS 1997, 228.

Denne bevisbyrde har sagsøgte ikke løftet.

Ud over kurators statusoversigt, har skattemyndighederne hverken fremlagt anden dokumentation for eller indhentet endelig bekræftelse fra kurator eller de øvrige kreditorer om, at de allerede den 18. august 2014 havde opgivet at inddrive tilgodehavendet hos A.

Det faktum, at hverken konkursboet eller kreditorerne i konkursboet efterfølgende rejste kravet, kan heller ikke anses for at være tilstrækkeligt dokumentation for, at kurator og de øvrige kreditorer rent faktisk havde opgivet at inddrive tilgodehavendet hos A, jf. TfS 1997, 228.

Gældseftergivelse er dermed tidligst gennemført ved konkursboets afslutning den 29. juni 2015.

Det bemærkes - ex tuto - at As skatteansættelse for indkomståret 2015 ikke er til prøvelse ved denne sag, og retten har dermed ikke kompetence til at forhøje As skatteansættelse for dette indkomstår.

... ...

Det gøres videre gældende, at Landsskatteretten ikke var berettiget til at træffe afgørelse om at gennemføre beskatning af en gældseftergivelse i relation til den omhandlede problemstilling.

SKAT tog i sin afgørelse, vedrørende As skatteansættelser for indkomstårene 2012-2014, alene stilling til, hvorvidt der var tale om yderligere løn. Gældseftergivelsen indgik således ikke i SKATs afgørelse.

Det forekommer vidtrækkende, hvis Landsskatteretten kan inddrage spørgsmålet om gældseftergivelse uden, at skattemyndighederne forudgående har behandlet dette spørgsmål.

Dette særligt når det, i henhold til praksis, påhviler skattemyndighederne at dokumentere, at der rent faktisk har været en skattepligtig gældseftergivelse, og når skattemyndighederne - som i nærværende sag - ikke for Landsskatteretten har fremlagt nogen dokumentation herfor eller på anden måde gjort dette gældende.

Det gøres gældende, at Landsskatterettens inddragelse af spørgsmålet om gældseftergivelse uden, at skattemyndighederne forudgående har behandlet dette spørgsmål, ligger ud over de afledte ændringer, som Landsskatteretten kan foretage i henhold til skatteforvaltningslovens § 45, stk. 1.

Nærmere om den subsidiære påstand

Den subsidiære påstand er medtaget for det tilfælde, at retten finder, der er baggrund for at gennemføre en skønsmæssig nedsættelse af As skatteansættelser for indkomstårene 2012-2014. I dette tilfælde bør retten, i overensstemmelse med praksis, hjemvise sagen til fornyet behandling ved Skattestyrelsen."

Skatteministeriet har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 20. januar 2020, hvoraf fremgår bl.a.:

"Til støtte for den nedlagte principale påstand om frifindelse gøres det overordnet gældende, at A skal beskattes af kontanthævningerne på 88.000 kr. i 2012, 168.400 kr. i 2013 og 47.000 kr. i 2014 samt af overførslen på 10.000 kr. i 2013 som maskeret udbytte, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1, og stk. 2, nr. 1 (nedenfor, afsnit 3.1).

Det gøres endvidere overordnet gældende, at A skal beskattes af gevinst ved eftergivelse af gæld på 389.852 kr., jf. kursgevinstlovens § 21 (nedenfor, afsnit 3.2).

Det støttes nærmere på følgende:

3.1 Beskatning af maskeret udbytte

Det følger af ligningslovens § 16 A, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, at alt, hvad der af et selskab udloddes til en anpartshaver, som udgangspunkt medregnes til den skattepligtige indkomst som udbytte af anparter.

En anpartshaver er således skattepligtig af enhver udlodning fra selskabet uanset udlodningens betegnelse og fremtrædelsesform. Hvis anpartshaveren ikke fører bevis for, at en udgift i et selskab er afholdt i selskabets interesse, skal anpartshaveren beskattes som maskeret udbytte.

A var ubestridt eneanpartshaver og direktør i G1 i den omhandlede periode. I perioden fra den 14. august 2012 til den 14. marts 2014 foretog han en lang række kontanthævninger fra selskabets bankkonto. Som nævnt hævede A i alt 88.000 kr. i 2012, 168.400 kr. i 2013 og 47.000 kr. i 2014 samt foretog en overførsel fra selskabets bankkonto på 10.000 kr. i 2013.

Under disse omstændigheder påhviler det A at føre et sikkert bevis for, at de omhandlede hævninger og betalinger skete i selskabets interesse, jf. f.eks. UfR 2008.857/2H.

Der er foreligger flere forhold, som yderligere skærper As bevisbyrde. Således var selskabets regnskabsførelse særdeles mangelfuld, jf. nærmere nedenfor. Hertil kommer, at der er sket en betydelig sammenblanding af selskabets og As økonomi bl.a. derved, at selskabet har afholdt en række privatudgifter for ham. Det bemærkes i den forbindelse, at der er væsentlige dele af SKATs forhøjelser som tiltrådt af Landsskatteretten, som A ikke har indbragt for domstolene, men har accepteret.

Det er desuden kendetegnende for sagen, at A ikke er fremkommet med yderligere beviser i forhold til det bedømmelsesgrundlag, som forelå for Landsskatteretten.

A har gjort gældende, at pengene har været anvendt til at afholde G1’ erhvervsmæssige omkostninger, samt at overførslen på 10.000 kr. i 2013 udgjorde betaling af en faktura udstedt af G3’ underleverandør. Dette bestrides som udokumenteret.

Der foreligger hverken bogføringsbilag, fakturaer, kontokort eller anden objektiv dokumentation for, at kontanthævningerne og overførslen skete i selskabets interesse. Dette har A heller ikke fremlagt for 2013 og frem.

Det er derimod kendetegnende for sagen, at A - som kontrollerede og var enerådende i selskabet - ikke sørgede for, at der blev foretaget bogføring og sikret dokumentation for selskabets pengestrømme.

A er selv ansvarlig for, at kurator måtte have destrueret eventuelt materiale fra 2012, da A først rettede henvendelse til kurator i 2018 (bilag 2), mens SKAT allerede havde truffet afgørelse to år forinden i februar 2016, på hvilket tidspunkt det må have stået A klart, at han ville få brug for den dokumentation, han angiveligt ikke selv havde liggende i kopi.

Der er intet grundlag for at kritisere SKATs sagsbehandling. Det bemærkes, at det daværende SKAT har opfyldt sin forpligtelse til at oplyse sagen, herunder ved forud for afgørelsen i 2016 at have anmodet om regnskabsmateriale og As bemærkninger. A havde ikke nogen bemærkninger eller indsigelser dengang.

Hertil kommer, at det oprindelige regnskabsmateriale som nævnt var særdeles mangelfuldt, og det bestrides derfor, at der skulle være udarbejdet et dækkende og korrekt regnskabsgrundlag. Således fremgår det af selskabets senest aflagte årsrapport for perioden 1. juli 2011 til 30. juni 2012, at revisor ikke kunne revidere det aflagte regnskab, fordi regnskabsmaterialet dengang var utilstrækkeligt og/eller ufuldstændigt.

Af årsrapporten fremgår bl.a. følgende (bilag B, s. 3, nederst):

"Grundlag for manglende konklusion

Selskabets bogføring udgør som følge af væsentlige mangler ikke et pålideligt grundlag for udarbejdelse af årsregnskabet. Der er ikke foretaget en pålidelig rekonstruktion af alle registreringer, og der henstår væsentlige, uafklarede differencer. Som følge af det mangelfulde regnskabsgrundlag har vi ikke været i stand til at fastlægge

omfanget af nødvendige justeringer for en række poster i resultatopgørelsen og balancen.

Manglende konklusion

På grund af betydeligheden af det forhold, der er beskrevet i grundlaget for manglende konklusion, har vi ikke været i stand til at opnå tilstrækkeligt og egnet revisionsbevis, der kan danne grundlag for en konklusion. Vi udtrykker derfor ingen konklusion om årsregnskabet." (mine understregninger)

Dokumentationen var således ifølge revisor utilstrækkelig til at underbygge regnskabet, og det kan derfor heller ikke lægges til grund, at der forelå pålidelig dokumentation for den efterfølgende periode. A har da heller ikke fremlagt noget regnskabsmateriale for perioden fra den 1. juli 2012 og fremefter.

Driften af G1 blev ifølge A overtaget af selskabet G3. A var registreret direktør i G3 på tidspunktet, hvor selskabet blev taget under konkursbehandling. Redegørelse i medfør af konkurslovens § 125, stk. 2, udarbejdet af kurator i boet efter selskabet G3, understreger yderligere, at A generelt har ført en utilstrækkelig og mangelfuld bogføring. Således beskriver kurator den udleverede bogføring som stærkt mangelfuld og den mangelfulde bogføring beskrives som værende "groft uforsvarlig" (bilag D, s. 4, afsnit 7.2.).

Den mangelfulde bogføring skærper yderligere As bevisbyrde for, at de udbetalte beløb ikke skal beskattes hos ham som maskeret udlodning, jf. f.eks. UfR 2002.2633 H.

A baserer sin bevisførelse på nogle erklæringer (bilag 46) og kvitteringer (bilag 3) - sidstnævnte vedrørende en for sagen irrelevant forudgående periode, som end ikke ville være fornødne til at løfte en lempet bevisbyrde.

Erklæringerne (bilag 4-6) blev indhentet af A under sagens behandling for Landsskatteretten, og de har derfor ingen bevisværdi. Det har desuden formodningen imod sig, at erhvervsmæssige fakturaer på ikke ubetydelige beløb betales kontant. Erklæringerne blev da heller ikke tillagt vægt af Landsskatteretten. Der henvises i øvrigt til Skattestyrelsens bemærkninger til disse erklæringer i Landsskatterettens afgørelse (bilag 1, s. 21-22).

For så vidt angår overførslen på 10.000 kr., udgør den som bilag 7 fremlagte e-mail ikke bevis for, at betalingen skete i selskabets interesse.

Der er intet grundlag for at hjemvise sagen med henblik på en skønsmæssig nedsættelse, når A ikke har bevist, at hævningerne og overførslen skete i selskabets interesse.

3.2 Beskatning af gældseftergivelse

Efter kursgevinstlovens § 21, stk. 1, er fysiske personer skattepligtige af gevinster ved eftergivelse af deres gæld i det omfang, gælden nedsættes til mindre end fordringens reelle værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen.

For fysiske personer beskattes gevinster på gæld i det indkomstår, hvori gevinsten er realiseret, jf. kursgevinstlovens § 25, stk. 1, dvs. i året for gældseftergivelsen.

Mellemregningen mellem A og G1 udgjorde pr. 30. juni 2012 389.852 kr. i selskabets favør (bilag B, s. 9 og s. 12). Det er ubestridt, at A aldrig har tilbagebetalt beløbet til selskabet.

Af kurators redegørelse efter konkurslovens § 125, stk. 2, for G1 under konkurs, dateret den 18. august 2014 (bilag C), fremgår, at mellemregningen i boet ikke blev registreret som et aktiv, idet kurator havde fået oplyst, at det rettelig repræsenterede ikke-indberettet løn til A, hvorfor mellemregningen følgelig ikke fremgik af den medfølgende status over konkursboets aktiver.

Som fastslået af Landsskatteretten (bilag 1, s. 11, næstsidste afsnit) udgjorde denne mellemregning dog ikke et lønmellemværende, hvorfor A som følge af kurators manglende forfølgelse af kravet har opnået en kursgevinst.

Det kan lægges til grund, at kurator senest ved udsendelsen af sin § 125, stk. 2-redegørelse den 18. august 2014 opgav at forfølge et krav mod A, hvorfor gældseftergivelsen og dermed kursgevinsten er opnået i 2014. Civilretligt blev fordringen således opgivet i 2014, da hverken kurator eller øvrige kreditorer tog skridt til at forfølge den. At der var strafferetlige følger, er uden relevans for bedømmelsen heraf.

Hvis fordringen ikke anses for opgivet i indkomståret 2014, er den i hvert fald opgivet i indkomståret 2015, hvor boet efter selskabet blev afsluttet. Dette er baggrunden for den subsidiære påstand om beskatning i indkomståret 2015, jf. nærmere nedenfor, afsnit 3.3 og 3.4.

Det bestrides, at Landsskatteretten ikke skulle have haft kompetence til at beskatte A af gældseftergivelsen. Det bemærkes, at denne indsigelse også blev gjort gældende for Landsskatteretten.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 45, stk. 1, at Landsskatteretten kan foretage afledte ændringer. Dette giver bl.a. mulighed for, at beskatningen kan ske på en anden måde, når der - som her - blot er tale om, at Landsskatteretten foretager en anden skatteretlig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, jf. også SKM2009.522.ØLR og SKM2016.329.ØLR. Landsskatteretten var derfor berettiget til at ændre SKATs afgørelse fra beskatning af løn til beskatning af en kursgevinst vedrørende mellemregningskontoen.

3.3 Skatteministeriets subsidiære påstand

Den subsidiære påstands første pkt. om frifindelse, dog således at As skattepligtige indkomst for indkomståret 2014 nedsættes med kr. 389.852, mens hans skattepligtige indkomst for indkomståret 2015 forhøjes med kr. 389.852, er nedlagt for det tilfælde, at fordringen ikke kan anses for opgivet i indkomståret 2014, idet den i hvert fald blev opgivet i indkomståret 2015, hvor boet efter selskabet blev afsluttet. Det er klart, at kravet herefter ikke ville blive forfulgt. Det bemærkes, at dette er omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, subsidiært skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2.

Den subsidiære påstands andet pkt. om forhøjelse af As aktieindkomst for indkomståret 2014 med kr. 302.279 er nedlagt - ex tuto - for det tilfælde, at B måtte få medhold i, at hun ikke skal beskattes helt eller delvist i den sambehandlede sag (BS4034/2020-FRB - B mod Skatteministeriet), fordi det var A, som var reel ejer af G3. Forhøjelsen kan processuelt ske efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, og 6-måneders fristen i stk. 2, vil i givet fald løbe fra domsafsigelsen og dermed være iagttaget.

A har ikke rejst indsigelser om denne konsekvens.

3.4 Skatteministeriets mere subsidiære påstand

Den mere subsidiære påstands andet pkt. svarer næsten til den subsidiære påstands andet pkt., men tager ex tuto højde for den situation, at retten måtte give B medhold i, at de kr. 302.279 ikke skal beskattes hos hende og heller ikke skal beskattes hos A som aktieindkomst. I så fald skal beløbet beskattes hos ham som almindelig skattepligtig indkomst.

A har ikke rejst indsigelser om denne konsekvens."

BS-4034/2020-FRB

B har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 20. januar 2020, hvoraf fremgår bl.a.:

"Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at der ikke har været grundlag for at beskatte hverken overførslen på kr. 45.000 til B og As fælles konto eller indbetalingerne på kr. 257.279 fra G3’ kunder til As privatkonto, som maskeret udlodning for B.

Det gøres nærmere bestemt gældende, at overførslen den 23. juli 2014 på kr. 45.000 samt indbetalingerne fra G3’ kunder på kr. 257.279 skal anses for at være tilgået A, der, som den reelle ejer af og direktør i G3, havde den fulde kontrol over såvel selskabet som selskabets konto.

Det bestrides ikke, at B rent formelt har været anpartshaver og direktør i G3.

Det bestrides derimod, at denne formelle registrering kan tages til indtægt for, at B var involveret i eller udøver af den reelle virksomhed i G3.

Det gøres gældende, at alle driftsbeslutninger i G3 fuldt ud blev truffet og gennemført af A i form af sin stillingsfuldmagt som direktør og den reelle ejer af selskabet.

A har i mere end 30 år drevet rengøringsvirksomhed med hovedfokus på rengøring hos erhvervskunder og længevarende kundeforhold, herunder også til sine underleverandører, der udfører en ganske betydelig del af rengøringen.

A stiftede den 28. juni 2004 G1. B var gennem en årrække ansat som rengøringsassistent i G1. Udover sin ansættelse som rengøringsassistent i selskabet, var B på ingen måde involveret i driften af selskabet, idet denne blev varetaget fuldt ud af ægtefællen A.

G1 blev taget under konkursbehandling den 22. april 2014.

Baggrunden for at As tidligere selskab, G1, blev begæret tvangsopløst og efterfølgende taget under konkursbehandling var, at As daværende revisor, NM, grundet personlige problemer, ikke fik håndteret selskabets regnskaber rettidigt. Dette uanset at revisoren flere gange havde oplyst og lovet, at han ville sikre, at tvangsopløsningen ikke blev gennemført.

A var på tidspunktet for problemerne med en eventuel tvangsopløsning af selskabet G1 i udlandet og kunne således ikke selv håndtere problemstillingen. A antog derfor advokat, SV til at varetage sine interesser i relation til den forestående tvangsopløsning af selskabet G1.

Til trods for advokat SVs ihærdige forsøg, herunder to møder i skifteretten i håb om at få udleveret regnskabsmaterialet m.v., kunne tvangsopløsningen af G1 ikke undgås.

Da det stod klart for A og advokat SV, at tvangsopløsningen af G1 ikke kunne undgås, rådede advokat SV A til at stifte et nyt selskab, der kunne købe aktiverne, herunder kundekartoteket m.v. ud af G1.

A blev, af advokat SV, rådet til, særligt grundet risikoen for konkurskarantæne, at det nye selskab formelt skulle ejes af B.

A overtalte derfor B til at stifte og lade sig registrere som direktør i selskabet G4.

B stiftede G4 den 4, april 2014 (ekstrakten s. 108). Samme dag stiftede G4 det i sagen omhandlede selskab, G3 (ekstrakten s. 112).

Det var således, til trods for Bs formelle registrering som anpartshaver og direktør i G3, i realiteten A, som var ejer af og direktør i selskabet.

Det var også på vegne af A og ikke B, at advokat SV indgik i forhandlingerne med kurator, advokat QO, i konkursboet efter G1, om G3’ køb af aktiverne i boet (ekstrakten s. 65-76).

Efter stiftelsen af G3 var det ligeledes A, der på vegne af G3, indgik handelsaftaler m.v. med selskabets kunder, samarbejdspartnere og underleverandører.

A traf og gennemførte ligeledes alle øvrige dispositioner i G3, herunder udbetaling af løn (ekstrakten s. 7789), håndtering af overførsler til underleverandører m.v.

Endvidere var det A, som traf beslutning om indledningsvist at lade sin egen private konto i F1-bank fungere som driftskonto for G3. Baggrunden for, at A i en kort overgang benyttede sin egen konto som driftskonto var, at A ikke umiddelbart kunne få en driftskonto til G3 uden at fremlægge forretningsplaner m.v. grundet den nylige konkurs med det forudgående selskab, G1.

Det gøres gældende, at det er tilstrækkeligt dokumenteret og sandsynliggjort, at det var A og ikke B, som var den reelle direktør i og ejer af G3.

Det var således, uanset Bs formelle registrering som direktør, A som i realiteten kontrollerede midlerne og gennemførte dispositionerne i G3.

Det gøres gældende, at As position og ageren på vegne af G3 medfører, at beskatningen af overførslen på kr. 45.000 samt G3’ kunders indbetaling på kr. 257.279 skal ske hos A og ikke B, jf. SKM2019.344.BR.

Byretten fandt i SKM2019.344, at den omhandlede skatteyder, til trods for sin formelle registrering som ejer af virksomheden, ikke skulle anses for at være den reelle ejer, da driften i sin helhed var varetaget af hendes bror. Byretten fandt derfor, at broderen skulle anses for at være ejer af virksomheden, og at virksomhedens overskud dermed skulle anses at være tilgået broderen.

Byretten anførte i sin begrundelse, at:

"Efter bevisførelsen lægges det til grund, at G1 ApS drev en virksomhed inden for byggebranchen, at selskabet ophørte med driften i virksomheden i august 2011 og kort efter blev begæret tvangsopløst, samt at A’s bror, NM, var direktør i dette selskab indtil den 24. august 2011.

Det lægges efter bevisførelsen, herunder den tilbagedaterede ansættelseskontrakt af 22. august 2011 og de øvrige ansættelseskontrakter fra august 2011, endvidere til grund, at NM herefter drev virksomheden videre på stort samme måde som tidligere, og at dette fra den 1. september 2011 skete i den enkeltmandsvirksomhed, som A lod registrere den

26. august 2011. Det bemærkes herved, at virksomheden udførte arbej-

der inden for samme branche som tidligere, og at dette skete under anvendelse af stort det samme navn og med brug af de tidligere anvendte telefonnumre. Det bemærkes endvidere, at NM forsat var kontaktperson til kunder og leverandører, og at han ansatte alt personale, samt at virksomhedens fakturaer opsætningsmæssigt stort set var identiske med selskabets fakturaer.

Efter A’s og NM’s forklaringer, registreringsbeviset og e-mailkorrespondancen om bankkontooprettelsen samt bevisførelsen i øvrigt lægges det til grund, at A inden afmeldingen ikke har haft noget med ledelsen og driften af virksomheden at gøre, bortset fra at hun på NM’s foranledning og efter hans anvisninger registrerede en enkeltmandsvirksomhed og underskrev en bankaftale, som NM havde indgået med banken, samt at hun et par gange har hævet kontanter i banken til NM efter anmodning fra ham.

Efter bevisførelsen lægges det endeligt til grund, at A i 2011 var sygeplejerskestuderende, at hun modtog SU, og at hun i sin fritid i stort omfang arbejdede som tilkaldevagt på et plejehjem, hvortil kommer, at det efter A’s forklaring og kontoudskrifterne kan det lægges til grund, at A ikke har modtaget midler fra virksomheden, og at hun intet kendskab havde til byggebranchen.

Hertil kommer, at de involveredes betalingsevne og eventuelle erstatningspådragende adfærd ikke har betydning for, hvem der reelt drev virksomheden.

Efter en samlet vurdering af disse omstændigheder og efter bevisførelsen i øvrigt finder retten, at A ikke har haft en til den formelle registrering svarende økonomiske og ledelsesmæssige indflydelse, og at hun derfor har løftet den hende påhvilende strenge bevisbyrde." (mine fremhævninger).

Det bestrides, at SKM2019.33 - som anført af sagsøgte - ikke er relevant for bedømmelsen af nærværende sag.

Det er såvel i en virksomhed som i et selskab den formelt registrerede ejer, der som udgangspunkt har de ledelsesmæssige og økonomiske beføjelser i henholdsvis virksomheden og selskabet.

At det er de ledelsesmæssige og økonomiske beføjelse, der skal tillægges afgørende betydning ved vurderingen af, hvem der er den reelle ejer, fremgår med al tydelighed af byrettens begrundelse i SKM2019.344.

Byrettens dom i SKM2019.344 er et udtryk for, at hvis der ikke er realitet bag den formelle registrering af en person som ejer, idet virksomheden i realiteten ejes af en anden, så skal den formelle registrering ikke tillægges betydning.

Det gøres gældende, at byrettens retlige kvalifikation og bedømmelse i SKM2019.33 skal tillægges afgørende betydning i bedømmelsen af nærværende sag.

I forlængelse heraf gøres det gældende, at det ingen betydning har for vurderingen af, hvem der har været den reelle ejer, om der har været tale om ejerskab af en virksomhed eller et selskab.

En hovedanpartshavers ledelsesmæssige og økonomiske beføjelse, er, ligesom i en virksomhed, som udgangspunkt tilknyttet den formelt registrerede ejer.

Det er således, uanset om der er tale om ejerskab af en virksomhed eller et selskab, den samme vurdering, der skal foretages, når det skal vurderes, hvorvidt en person har de, til den formelle registrering svarende, ledelsesmæssige og økonomiske beføjelser.

Det gøres gældende, at B ikke har de til den formelle registrering som ejer af og direktør i G3 svarende ledelsesmæssige og økonomiske beføjelser.

Samtlige ledelsesmæssige og økonomiske beføjelser i G3 blev fuldt ud varetaget og gennemført af A.

Det var således alene A, som kunne og rent faktisk tiltrådte den, mellem G3 og konkursboet efter G1, indgåede aftale om G3’ køb af aktiverne i boet (ekstrakten s. 65-76).

Videre understøtter det faktum, at G3 drev virksomhed indenfor samme branche og på samme måde, som As forudgående selskab, G1, samt at selskabet havde de samme kunder, samarbejdspartnerne m.v. som G1 og et næsten identisk navn med dette selskab, at det var A og ikke B, der var den reelle ejer af og direktør i G3.

Endvidere var A, efter stiftelsen af G3, til trods for Bs formelle ejerskab og indtræden som direktør, fortsat kundernes og samarbejdspartnernes kontaktperson. A fremstod således også udadtil som såvel ejer som direktør i G3.

Ligeledes var det A, som, i medfør af sin stillingsfuldmagt som direktør og det reelle ejerskab, tog initiativ til og gennemførte alle øvrige dispositioner i selskabet, herunder lønudbetaling, indgåelse af ansættelseskontrakter, samtaler med bank og revisor m.v.

Det var således egenhændigt A, der traf beslutning om og gennemførte overførslen den 23. juli 2014 på kr. 45.000. Overførslen udgjorde yderligere løn for A.

B var, til trods for sin formelle registrering som ejer af og direktør i G3, hverken involveret i eller på anden måde vidende om driften af og dispositionerne i selskabet, da disse blev fuldt ud varetaget og gennemført af A.

Eneste reelle tilknytning B havde til G3 var i form af hendes arbejde som rengøringsassistent i en række tilfælde. Det bemærkes, at B blev aflønnet på lige fod med alle øvrige ansatte rengøringsassistenter i G3.

Det gøres sammenfattende gældende, at overførslen fra G3 på kr. 45.000 til B og As fælles konto, samt G3’ kunders indbetalinger på kr. 257.279 til As privatkonto, skal anses for at være tilgået A, idet han var den reelle direktør i og ejer af G3.

Der er derfor ikke grundlag for at beskatte beløbene på i alt kr. 302.279 som maskeret udlodning hos B."

Skatteministeriet har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 20. januar 2020, hvoraf fremgår bl.a.:

"Til støtte for den nedlagte påstand om frifindelse gøres det overordnet gældende, at B som hovedanpartshaver og direktør i selskabet G3 skal beskattes i indkomståret 2014 af de i alt 302.279 kr., som blev betalt til B og As konti, men som tilkom selskabet.

Det følger af ligningslovens § 16 A, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, at alt, hvad der af et selskab udloddes til en anpartshaver, som udgangspunkt medregnes til den skattepligtige indkomst som udbytte af anparter.

En anpartshaver er således skattepligtig af enhver udlodning fra selskabet uanset udlodningens betegnelse og fremtrædelsesform. Det er den aktuelle anpartshaver på udbyttetidspunktet, der skal udbyttebeskattes af betalinger, som ikke er sket i selskabets interesse. Det gælder også beløb, som tilkommer selskabet, men som betales til anpartshaveren eller anpartshaverens nærtstående, jf. f.eks. UfR 2006.2433 H, SKM2009.262.VLR og SKM2010.623.VLR.

Det var B, som stiftede og var registreret ejer af holdingselskabet, og hun var dermed indirekte hovedanpartshaver i selskabet i det omhandlede indkomstår 2014 (jf. bilag A-B). Det fremgår da også af selskabets årsrapport 2014-2015, at B som hovedanpartshaver havde den bestemmende indflydelse i selskabet (bilag C, s. 15, note 11).

Både holdingselskabet og det samtidigt stiftede selskab er lovligt og gyldigt stiftet, og B var således både civilretligt og selskabsretligt ejer af holdingselskabet og dermed selskabet.

Det er ubestridt, at der fra selskabets konto den 23. juli 2014 blev overført 45.000 kr. til B og As fælles konto. Det er ligeledes ubestridt, at der fra selskabets kunder er indbetalt samlet 257.279 kr. til Bs ægtefælle, As, bankkonto til dækning af fakturaer udstedt af selskabet, og at beløbet ikke senere er videreført til selskabet.

Det påhviler B som hovedanpartshaver og direktør i selskabet at føre et sikkert bevis for, at beløbene ikke er tilgået hende som maskeret udlodning.

Den bevisbyrde er ikke løftet.

B har kun rejst én indsigelse, nemlig at beløbene ikke skal beskattes hos hende, men at pengene i stedet skal anses for at være tilgået ægtefællen, A.

B har til støtte herfor gjort gældende, at A var den reelle ejer af selskabet, og at det var A, der stod for driften af selskabet. B har endvidere gjort gældende, at A blev rådet til at fortsætte sit konkursramte selskab i et nyt selskab, men at dette nye selskab formelt skulle ejes af B. Den fremlagte mailkorrespondance mellem advokat SV og kurator, advokat QO (bilag 4), udgør ikke dokumentation herfor, og det kan derfor ikke lægges til grund, at A modtog rådgivning herom.

Under alle omstændigheder er Bs indsigelse ikke holdbar.

Der er ikke hjemmel til at udbyttebeskatte andre end den aktuelle anpartshaver, jf. også UfR 2020.1923 H. Det gælder, uanset om anpartshaveren var involveret i driften, og uanset i hvilket omfang anpartshaveren var vidende om betalingerne, jf. f.eks. SKM2010.623.VLR.

Dette er også senest fastslået af Vestre Landsret ved utrykt dom af 13. januar 2022 i sag BS-47809/2019- VLR (medtages anonymiseret i ministeriets materialesamling). Sagen vedrørte bl.a., om en skatteyder som hovedanpartshaver i et holdingselskab, der ejede et selskab, skulle udbyttebeskattes af en række kontanthævninger, herunder checkhævninger, som blev foretaget af skatteyderens samlever på sidstnævnte selskabs konti. Vestre Landsret fandt, at skatteyderen var den ultimative ejer af selskabet, idet landsretten efter bevisbedømmelsen lagde til grund, at skatteyderen var ejer af holdingselskabet, der ejede selskabet. Landsretten fandt herefter, at hævningerne havde passeret skatteyderens økonomi, og at hun som følge heraf skulle udbyttebeskattes efter ligningslovens § 16 A. Den omstændighed, at hævningerne blev foretaget af skatteyderens samlever, som hun havde overladt den reelle ledelse og driften af selskabet til, blev ikke tillagt vægt, idet landsretten fandt, at hævningerne havde været betinget af skatteyderens ultimative ejerskab af selskabet.

Det må i tilknytning hertil endda lægges til grund, at B vidste, at selskabet ikke havde en konto, men at pengene ville tilgå ægteparrets private konti. B og A var i indkomståret 2014 ægtefæller og samlevende, og de havde fælles økonomi og husholdning. Selv hvis det måtte lægges til grund, at den økonomiske fordel tilkom A, vil den som følge af ægtefællernes fælles økonomi allerede af den grund have passeret Bs økonomi.

Bs henvisning til SKM2019.344.BR er ikke relevant, da den på helt centrale punkter adskiller sig fra den foreliggende sag. Således fremgår det af sagen, at retten efter en konkret bevisvurdering fandt, at skatteyderen havde løftet sin bevisbyrde. Den foreliggende sag er derimod kendetegnet ved, at B ikke har fremlagt dokumentation for, at det skulle forholde sig som hævdet af hende. I den forbindelse skal det yderligere fremhæves, at der i SKM2019.344.BR var tale om en enkeltmandsvirksomhed, mens denne sag angår et anpartsselskab, at skatteyderen i sagen var studerende og ikke havde kendskab til det i virksomheden udførte arbejde, mens B ubestridt har modtaget lønudgifter fra selskabet, og at skatteyderens bror i sagen var direktør i virksomheden, mens B i den omhandlede periode selv har været direktør. Sagen adskiller sig således også af disse grunde fra den foreliggende sag.

B har heller ikke godtgjort, at de 45.000 kr., som blev overført til B og As fælles konto, udgjorde løn for A. Der påhviler B en skærpet bevisbyrde herfor, og den er ikke løftet. Der foreligger ikke lønsedler eller indberetninger (med indeholdelse af A-skat m.v.) vedrørende en sådan betaling på 45.000 kr.

B skal derfor udbyttebeskattes af de omhandlede beløb, som tilkom selskabet, men i stedet blev betalt til hende og ægtefællens bankkonti, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1, og stk. 2, nr. 1."

Rettens begrundelse og resultat

Sag BS-4019/2020-FRB

Om kontanthævningerne i 2012, 2013 og 2014 og overførslen på 10.000 kr. i 2013

Retten bemærker, at kurator ved e-mail af 2. maj 2018 (jf. ekstrakten s. 124) svarede A følgende i forbindelse med, at A efterspurgte regnskabsmateriale for 2013 og 2014:

"Enig - eventuelt materiale for 2013 og frem har vi endnu.

Vi vender tilbage."

Dagen i forvejen havde kurator sendt A et svar med følgende indhold (jf. ekstrakten s. 125):

"Jeg er bange for, at bilagene er så gamle, at de er blevet destrueret.

Vi har på et tidspunkt lånt nogle mapper til SKAT, og vi kan også se, at du har fået noget materiale fra [red. fjernet navn].

Måske kan vi være heldige, at vi har materialet i elektronisk form.

Hvad er det mere præcist, du skal bruge?"

A har under hovedforhandlingen forklaret, at kurator aldrig vendte tilbage som lovet, og at han ikke rykkede kurator for materialet.

Herefter og efter de i øvrigt foreliggende oplysninger om den mangelfulde bogføring finder retten ikke, at A har løftet bevisbyrden for, at de omhandlede beløb ikke skal beskattes hos ham som maskeret udlodning.

De forklaringer, som A og vidnerne har afgivet for retten, og de fremlagte erklæringer fra vidnerne, udgør ikke i sig selv et tilstrækkeligt bevis for, at de omhandlede beløb ikke skal betragtes som maskeret udlodning, og kan under de foreliggende omstændigheder heller ikke føre til, at beløbene ikke fuldt ud skal betragtes som maskeret udlodning.

Spørgsmålet om gældseftergivelse

Retten finder, at kurators redegørelse af 18. august 2014 i medfør af konkurslovens § 125, stk. 2, under de foreliggende omstændigheder reelt må sidestilles med en gældseftergivelse af As gæld på de omhandlede 389.852 kr.

Landsskatteretten har endvidere været berettiget til at ændre SKATs afgørelse fra beskatning af løn til beskatning af en kursgevinst vedrørende mellemregningskontoen, jf. herved skatteforvaltningslovens § 45, stk. 1, 1. pkt.

Konklusion

Retten tager på denne baggrund Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

A skal betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 55.000,00 kr. Ved fastsættelsen af beløbet, der omfatter udgifter til advokatbistand, er der, ud over sagens værdi, lagt vægt på sagens karakter, omfang og varighed.

Sag BS-4034/2020-FRB

Efter bevisførelsen finder retten ikke, at B har løftet bevisbyrden for, at de omhandlede beløb på henholdsvis 45.000 kr. og 257.279 kr. ikke er tilgået hende som maskeret udlodning.

Retten tager derfor Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

B skal betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 25.000,00 kr. Ved fastsættelsen af beløbet, der omfatter udgifter til advokatbistand, er der, ud over sagens værdi, lagt vægt på sagens karakter, omfang og varighed.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes.

A skal inden 14 dage betale sagsomkostninger med 55.000,00 kr. til Skatteministeriet.

B skal inden 14 dage betale sagsomkostninger med 25.000,00 kr. til Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.