1. Sammenfatning
Styresignalet vedrører den situation, hvor en momsregistreret virksomhed ikke har foretaget fordeling af forbrug af elektricitet henholdsvis til proces og til rumvarme, varmt brugsvand og komfortkøling (herefter benævnt rumvarme m.v.) efter måling af den forbrugte elektricitet.
Styresignalet fastsætter, at der kan ydes delvis godtgørelse af elafgift efter satsen for forbrug af elektricitet til rumvarme m.v. for en virksomheds eget forbrug af afgiftspligtig elektricitet både til proces og til rumvarme m.v.
Det er en forudsætning for, at styresignalet kan finde anvendelse, at virksomheden ville have adgang til afgiftsgodtgørelse - med forskellige satser - for hver af de nævnte to typer forbrug, hvis fordeling efter måling af elektricitet havde været foretaget.
Den af styresignalet fastlagte praksis vedrørende godtgørelse finder anvendelse for forbrugsregistrerede virksomheder, i det omfang virksomhedernes opgørelse af nettoafregning af elafgift følger reglerne om godtgørelse af elafgift.
Med styresignalet sker der fastsættelse og ensretning af praksis på området, og reglerne for genoptagelse er beskrevet.
2. Baggrund
Det er konstateret, at virksomheder har taget procesgodtgørelse af elafgift efter elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, for hele den anvendte elektricitet, selvom en del af elektriciteten er anvendt til rumopvarmning m.v., som der kun ydes delvis afgiftsgodtgørelse for efter elafgiftslovens § 11, stk. 3, 7. pkt.
Virksomhederne har i den forbindelse ikke foretaget måling af elektricitet til fordelingen af forbruget af elektricitet mellem procesbrug og forbrug til rumvarme m.v.
Det daværende SKAT og Skattestyrelsen har på den baggrund i nogle tilfælde nægtet virksomhederne godtgørelse af elafgift med den begrundelse, at der ikke var foretaget ovennævnte måling af elektricitet. Virksomhederne havde fortsat adgang til at bruge de alternative opgørelses- eller fordelingsmetoder til at opnå godtgørelse i elafgiftsloven. I andre tilfælde har SKAT/Skattestyrelsen tilladt delvis afgiftsgodtgørelse efter elafgiftslovens § 11, stk. 3, 7. pkt. for det samlede blandede forbrug efter satsen for elektricitet til rumvarme m.v.
Det er på den baggrund, at der med styresignalet foretages fastsættelse og ensretning af praksis på området, og at der er mulighed for genoptagelse efter skatteforvaltningsloven.
3. Retsgrundlag, forarbejder og praksis
Retsgrundlag
§ 11. Virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, kan bortset fra de nævnte tilfælde i stk. 2 få tilbagebetalt afgiften efter denne lov
1) af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet, (…)
Stk. 2. Tilbagebetaling kan dog ikke finde sted for så vidt angår afsætning af de i bilag 1 til nærværende lov nævnte ydelser, jf. dog stk. 3. (…)
Stk. 3. Tilbagebetalingen kan ikke finde sted for afgiftspligtig elektricitet og varme, som forbruges i vandvarmere, varmepumper til opvarmning af brugsvand, elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg, der anvendes til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden. Undtaget er dog forbrug af elektricitet i rumvarmeaggregater, der midlertidigt placeres i et lokale for at dække et kortvarigt rumvarmebehov. Endvidere ydes der ikke tilbagebetaling af afgiften af elektricitet og varme, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af kulde, som leveres fra virksomheden. Tilbagebetaling kan heller ikke finde sted for elektricitet og varme, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af kulde, eller af kulde leveret til virksomheden til køling af rum, hvor kølingen sker af komfortmæssige hensyn. Tilbagebetaling kan heller ikke finde sted for elektricitet, der er medgået til fremstilling af varme, som er leveret til virksomheden, og som virksomheden forbruger som rumvarme eller varmt vand eller leverer til andre. Der ydes dog tilbagebetaling for afgiften af varme, der forbruges i lukkede anlæg til fremstilling eller forarbejdning af varer, og som indirekte bidrager til rumopvarmning, såfremt højst 10 pct. af den energi, der er forbrugt i anlægget, bidrager til rumopvarmning. For afgiftspligtig elektricitet til formål, som er nævnt i 1., 3. eller 4. pkt., ydes dog tilbagebetaling af afgift nævnt i § 6, stk. 1, 2. pkt., nedsat med satsen pr. kWh, der følger af § 6, stk. 1, 1. pkt., efter regulering ifølge § 6, stk. 2, 1. pkt., herunder for ydelser omfattet af stk. 2. (…)
Stk. 5. (…) For at der kan ydes tilbagebetaling efter stk. 3, 7. pkt., skal den tilbagebetalingsberettigede mængde elektricitet være opgjort som den faktiske mængde elektricitet forbrugt i de nævnte anlæg opgjort efter måler. Et af de øvrige nedenstående principper kan dog vælges, såfremt virksomheden kan godtgøre, at den derved ikke opnår øget tilbagebetaling af afgift efter denne lov, ud over hvad den kan opnå ved opgørelse efter 4. pkt. Virksomheder kan vælge mellem følgende principper ved opgørelsen af den mængde elektricitet, som ikke er berettiget til tilbagebetaling efter stk. 3:
1) Den faktiske mængde elektricitet forbrugt i de nævnte anlæg opgjort efter måler.
2) Den fremstillede mængde varme opgjort efter måler ganget med 1,1.
3) Den installerede effekt ganget med 350 timer pr. måned eller den målte driftstid."
Forarbejder
Lov nr. 625 af 14. juni 2011 - indførelse af delvis godtgørelse for rumvarme i elafgiftsloven
Ved lov nr. 625 af 14. juni 2011 indsattes i elafgiftsloven § 11, stk. 3, 7. pkt. og lovens § 11, stk. 5 ændredes med henblik på at muliggøre delvis godtgørelse for afgift af elektricitet anvendt til rumvarme m.v.
Det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget (2010/1 LSF 195):
"2. Lovforslagets formål og baggrund
2.1. Ændring af afgift på erhvervenes energiforbrug
Regeringen og Dansk Folkeparti indgik den 5. maj 2010 aftalen om serviceeftersyn af Forårspakke 2.0 fra 2009. Aftalen indeholder bl.a. følgende vedrørende afgift på erhvervenes energiforbrug:
(…)
Ifølge aftalen om serviceeftersyn af Forårspakke 2.0 vil den præcise udformning af afgiftsændringerne således bero på den analyse af energitunge virksomheders konkurrencevilkår, som blev varslet i forbindelse med Forårspakke 2.0. Skatteministeriet har udarbejdet denne analyse i form af rapporten »Energiafgift for erhverv og konkurrenceevne«, som er offentliggjort i marts 2011.
Rapporten anbefaler, at de aftalte afgiftslempelser udmøntes med en proportional nedsættelse af stigningen i afgifterne på erhverv (procesafgiften) suppleret med en mindre afgiftslempelse for elvarme i momsregistrerede erhverv.
Ifølge rapporten er der uhensigtsmæssige miljøvirkninger af de nuværende afgifter på el i relation til, at erhvervene betaler mere afgift for elvarme end husholdningerne.
(…)
Skatteministeriet udarbejdede i 2010 »Redegørelse om muligheder for og virkninger af ændrede afgifter på elektricitet med særligt henblik på bedre integration af vedvarende energi (dynamiske afgifter)«. Det nævnes i redegørelsen, at set fra et fiskalt synspunkt er afgifterne på el til varmeformål for høje sammenlignet med afgifterne på brændsler.
Det er regeringens opfattelse, at elafgiften på el til elvarme er for høj i forhold til brændselsafgifterne.
Ovennævnte afgiftslempelse for elvarme i momsregistrerede erhverv udgør et skridt i retning af at udjævne forskellen."
Endvidere fremgår det af bemærkningerne vedr. § 11, stk. 3, 7. pkt., og § 11, stk. 5, nr. 3:
"Ved den foreslåede indsættelse af nye punktummer i § 11, stk. 3, sikres, at der sker nedsættelse af elafgiften på rumvarme m.v., herunder komfortkøling, i momsregistrerede virksomheder, herunder liberale erhverv. Ved de liberale erhverv forstås de momsregistrerede virksomheder, som er nævnt i bilag 1 til elafgiftsloven. Det drejer sig eksempelvis om advokater, revisorer og virksomheder med forlystelser, herunder biografer. Disse virksomheder har hidtil været afskåret fra tilbagebetaling af elafgift, men får nu mulighed for at få tilbagebetaling for den del af deres elforbrug, som vedrører rumvarme m.v. Afgiftsnedsættelsen foreslås nemlig gennemført som en generel ordning med delvis tilbagebetaling af elafgift til virksomhederne.
(…)
Tilbagebetalingen forudsætter, at det tilbagebetalingsberettigede elforbrug opgøres efter nærmere regler. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3.
Til nr. 3
Det foreslås, at når virksomhederne fremover skal opgøre den mængde elektricitet, som berettiger til delvis tilbagebetaling af elafgift efter den ændrede § 11, stk. 3, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2, så skal de anvende den af de tekniske metoder, hvorefter den relevante mængde elektricitet opgøres som den faktiske mængde elektricitet i de pågældende anlæg opgjort efter måler (direkte måling).
Dette giver den mest præcise opgørelse af tilbagebetalingen. Det foreslås dog, at der fortsat kan vælges mellem de øvrige metoder på betingelse af, at virksomheden kan godtgøre, at den ved at bruge en af alternative metoder - frem for direkte måling - derved ikke får øget samlet tilbagebetaling af afgift efter elafgiftsloven, herunder eventuel procesgodtgørelse."
Lov nr. nr. 444 af 10. juni 1997 - indførelse af m2-afgift og 50 GJ-reglen (lempelse af målingskrav)
Elafgiftslovens § 11, stk. 7, om m2-afgift og 50 GJ- reglen blev indsat ved lov nr. nr. 444 af 10. juni 1997. Af forarbejderne til loven (1996/1 LSF 218) fremgår om reglerne:
"Typisk svarer opdelingen mellem proces og rumvarme til fordelingen mellem el og brændselsforbrug. Derfor vil hele brændselsforbruget som regel blive beskattet som rumvarme. I en række virksomheder forsyner samme kedel imidlertid både virksomheden med rumvarme og procesvarme.
I sådanne tilfælde kan der ydes en forholdsmæssig godtgørelse, når en fordeling kan opgøres. Fordelingen baseres på målinger af energiforbruget. For rum under 100 (m2) er der dog mulighed for at betale en standardafgift på 8 kr. pr. (m2). For varmtvandshaner er der ingen standardsats.
Kan der ikke foretages en fordeling, er udgangspunktet, at hele forbruget beskattes som rumvarme."
Lov nr. 462 af 9. juni 2004 - indførelse af mulighed for måling med tilbagevirkende kraft
Af forarbejderne (2003/1 LSF 210) til bestemmelserne fremgår af de generelle bemærkninger afsnit 3 - Nærmere beskrivelse af lovforslagets enkelte elementer, pkt. 3.2 - Forenklinger:
"Reglerne om opgørelse ved måling
Hvis samme tank både forsyner procesanlægget og rumvarmeanlægget, skal der ske en måling af olieforbruget i enten rumvarmeanlægget eller procesanlægget.
Virksomheder, der både anvender energi til rumvarmeformål og til procesformål, og som benytter samme kedel m.v., skal foretage en fordeling af energiforbruget. Fordelingen mellem rumvarme og procesformål er reguleret i energiafgiftslovene. Fordelingen skal først ske mellem rumvarme og proces og derefter eventuelt mellem let og tung proces.
Hovedreglen er, at fordelingen af brændselsforbruget mellem rumvarme- og procesformål skal baseres på den samlede producerede varmemængde og den mængde varme, der anvendes til proces. Resten er til rumvarme.
(…)
Som anført ovenfor er hovedreglen den, at fordelingen skal baseres på en måling af energiforbruget til proces. Baggrunden for dette er bl.a., at virksomhederne dermed har en egen interesse i, at målerne er i drift og virker. Det vil fordre en øget kontrolindsats fra ToldSkats side, hvis det modsatte var tilfældet.
De 4 energiafgiftslove indeholder dog bestemmelser, om ansættelser uden måling f.eks. den såkaldte kvadratmeterafgift, som kan erstatte en målerbaseret fordeling af energiforbruget til rumvarme.
Afgiftsbelastningen ved brug af standardsatser er generelt højere end afgiften ved måling.
Reglerne indebærer dermed, at virksomhederne har mulighed for at foretage en afvejning mellem måleromkostninger og afgiftsbetaling. Virksomhederne vil dermed kunne bruge standardsatserne i de tilfælde, hvor en afgiftsbesparelse ved måling er mindre end måleromkostningerne.
Anvendelse af standardsatser uden måling kan således føre til, at en uforholdsmæssig stor del af en virksomheds energiforbrug bliver henført til rumvarmeformål, også selv om størstedelen af energiforbruget kan være anvendt til procesformål. Virksomhederne kan i sådanne situationer opfatte bestemmelserne som uretfærdige og sanktionerende."
Praksis
SKM2004.166.ØLR
Sagen vedrørte godtgørelse af elafgift og CO2-afgift. Den afgiftspligtige drev 2 grillforretninger, som alene havde åbent i sommerhalvåret. Der var ikke i de to grillforretninger opsat særskilte målere til måling af elforbrug til varme/varmt vand og til såkaldte procesformål.
Den afgiftspligtige gjorde gældende, at der efter elafgiftslovens § 11, stk. 5, var hjemmel til at foretage en skønsmæssig fordeling af elforbruget i et afgiftspligtigt forbrug til henholdsvis vandvarmere/rumopvarmning og et fradragsberettiget forbrug til procesvarme.
Skatteministeriet gjorde bl.a. gældende, at den elafgift, der var omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 3, alene kunne beregnes på de måder, der var anført i elafgiftslovens § 11, stk. 5, 6 og 7, hvorefter der skulle foretages enten en præcis måling eller en standardberegning. Der var derfor ikke hjemmel til at foretage en skønsmæssig fordeling af elforbruget og dermed elafgiften.
Skatteministeriet anførte endvidere, at udover at dette resultat fulgte direkte af ordlyden, så fremgik det af lovens forarbejder, at fordelingen ikke kunne foretages skønsmæssigt, men at virksomhederne ved opgørelsen af den ikke tilbagebetalingsberettigede elektricitet alene kunne vælge mellem de opgørelsesmetoder, der fremgik af loven.
Det samme fulgte i øvrigt af overgangsbestemmelserne i ændringsloven pr. 1. januar 1996, der kun gav mulighed for skønsmæssig ansættelse i en overgangsperiode indtil 1. juli 1996. Baggrunden herfor var et ønske om at reducere forbruget af elektricitet og skabe incitament til at opsætte målere. For de virksomheder, som ikke opgjorde forbruget ved hjælp af målere, gjaldt, at de kunne opnå en i forhold til det faktiske forbrug svarende tilbagebetaling af elafgiften ved at opsætte målere. Opgørelsen af den elafgift vedrørende sagsøgerens to grillforretninger, der var omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 3, kunne derfor ikke ske skønsmæssigt.
Landsretten fastslog, at elafgiftslovens § 11, stk. 5, udtømmende opregnede de tre metoder, som kunne anvendes ved opgørelsen af den elafgift, der ikke kunne tilbagebetales efter lovens § 11, stk. 3. Der var således ikke i loven hjemmel til at foretage fordelingen af elforbruget og dermed elafgiften skønsmæssigt.
SKM2018.486.SR
I forbindelse med dette bindende svar for Skatterådet var der spurgt om, hvorvidt spørger kunne få godtgørelse svarende til godtgørelsen af elektricitet anvendt til rumvarme mv., jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3, 7. pkt., for det totale eget forbrug af elektricitet anvendt på spørgers campingplads.
Ved vurderingen af spørgers anmodning, lagde Skattestyrelsen indledningsvis til grund, at spørger havde fradragsret for den indgående moms af købet af den elektricitet, der blev anvendt, jf. elafgiftsloven § 11, stk. 15.
Derudover blev det lagt til grund, at den afgiftspligtige elektricitet, som spørgers campingplads forsynede sine gæsters medbragte campingvogne m.v. med uden særskilt betaling, skulle anses for at være forbrugt af campingpladsen. Det betød, at elektriciteten, som vedrørte enten proces eller rumvarme m.v., blev anset for at være omfattet af spørgers eget forbrug.
Skattestyrelsen lagde endvidere til grund som oplyst af spørger, at der alene var tale om forbrug af elektricitet, hvor campingpladsen skulle anses for at være forbrugeren efter elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, da elektriciteten hverken blev anvendt af andre brugere, fx en forpagter af kiosk på campingpladsen, eller elektricitet der blev forbrugt i campingenheder, hvor der skete en særskilt betaling af forbrug af elektricitet i kWh.
Skattestyrelsen lagde endelig til grund, at spørger var berettiget til at få godtgørelse af afgiften for dette eget forbrug, enten efter satsen for elektricitet anvendt til rumvarme m.v. eller efter satsen for elektricitet anvendt til proces, jf. henholdsvis elafgiftslovens § 11, stk. 3, 7. pkt. og § 11 c, stk. 1.
Skattestyrelsen lagde således samlet til grund, at der var tale om spørgers totale eget forbrug, hvor intet af forbruget af elektricitet efter elafgiftsloven kunne anses for at være forbrugt af andre end spørger, og at spørger ikke opnåede en større godtgørelse af afgift, end hvis der var sket en fordeling af den forbrugte elektricitet på henholdsvis proces og rumvarme.
Det var herefter Skattestyrelsens opfattelse, at spørger, med henvisning til ovenstående betragtninger og under de nævnte forudsætninger, var berettiget til at opnå delvis godtgørelse efter elafgiftslovens § 11, stk. 3, 7. pkt., for det totale eget forbrug af elektricitet anvendt på spørgers campingplads.
Skatterådet tiltrådte Skattestyrelsens indstilling og begrundelse og kunne således bekræfte, at spørger var berettiget til at få delvis godtgørelse efter elafgiftslovens § 11, stk. 3, 7. pkt., for det totale eget forbrug af elektricitet anvendt på spørgers campingplads.
4. Fastlæggelse af praksis
Efter elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 kan momsregistrerede virksomheder få afgiftsgodtgørelse for den af virksomheden forbrugte elektricitet, dog nedsat med 0,4 øre/kWh, jf. lovens § 11 c, stk. 1. Denne godtgørelsesadgang gælder ikke, hvis elektriciteten er anvendt til rumvarme, opvarmning af brugsvand eller til komfortkøling (rumvarme m.v.), jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3, 1., 3. eller 4. pkt. I tilfælde af anvendelse af elektricitet til rumvarme m.v. har virksomhederne efter elafgiftslovens § 11, stk. 3, 7. pkt. dog adgang til en delvis godtgørelse af afgiften.
Hvis der ikke er foretaget en måling af, hvilken del af forbruget af elektricitet til både proces og rumvarme m.v., som er anvendt til rumvarme m.v., eller anvendt de alternative opgørelses- eller fordelingsmetoder i elafgiftsloven hertil, kan virksomhederne ikke få procesgodtgørelse. Der er således ikke i elafgiftsloven hjemmel til at foretage fordelingen af forbruget af elektricitet og dermed elafgiften skønsmæssigt, jf. SKM2004.166.ØLR.
Der er rejst et spørgsmål om, hvorvidt virksomhederne har mulighed for at få godtgørelse svarende til godtgørelsen af elektricitet anvendt til rumvarme m.v., jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3, 7. pkt., for det forbrug af elektricitet, som anvendes til både proces og til rumvarme m.v. (blandet forbrug).
Det fremgår af bemærkningerne i 1996/1 LSF 218 om indførelse af m2-afgift og 50 GJ-reglen, at hele forbruget af elektricitet beskattes som rumvarme i de tilfælde, hvor der ikke kan foretages en fordeling mellem proces- og rumvarmeforbrug. Det vil sige, at der beskattes ud fra det forbrug, der giver den mindste godtgørelsesmulighed. Da lovforslaget vedrører fordelingen mellem proces og rumvarme, må dette også anses for at være gældende i forhold til, om der kan "faldes tilbage på" den i dag delvise godtgørelse for rumvarme i de tilfælde, hvor fordeling ikke er foretaget.
Der er efterfølgende i 2012 blevet indført delvis godtgørelse for rumvarme m.v. I overensstemmelse med bemærkningerne i 1996/1 LSF 218, hvorefter et ufordelt forbrug af elektricitet beskattes som rumvarme, medfører dette, at der kan ydes delvis godtgørelse for det fulde blandede forbrug af elektricitet.
Over for dette står dog ordlyden af elafgiftslovens § 11, stk. 5, Her fremgår det, at det er en betingelse for, at der kan ydes delvis godtgørelse efter elafgiftslovens § 11, stk. 3, 7. pkt., at den tilbagebetalingsberettigede mængde elektricitet er opgjort som den faktiske mængde elektricitet forbrugt i de nævnte anlæg opgjort efter måler.
Det er imidlertid Skattestyrelsens opfattelse, at der ved fortolkningen af elafgiftslovens § 11, stk. 3, 7. pkt. skal inddrages formålet med bestemmelsen, herunder den sammenhæng den indgår i.
Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 625 af 14. juni 2011. Ved denne lov blev muligheden for delvis godtgørelse af elafgift ved anvendelse af elektricitet til rumvarme m.v. indført. Denne delvise godtgørelsesadgang kom også til at gælde for de typer virksomheder, der er nævnt i bilag 1 til elafgiftsloven (visse liberale erhverv), og som efter elafgiftslovens § 11, stk. 2 ellers ikke har godtgørelsesadgang for deres forbrug af elektricitet, herunder til proces. I forhold til disse virksomheder, er der et behov for, at der foretages en præcis opgørelse af deres forbrug af elektricitet til rumvarme m.v., da det øvrige forbrug i virksomheden, herunder til proces, ikke giver adgang til godtgørelse.
Elafgiftslovens § 11, stk. 5 skal derfor sikre, at særligt de typer af virksomhed, der er omfattet af bilag 1 til elafgiftsloven, foretager en korrekt opgørelse af forbruget af elektricitet til rumvarme m.v.
Det er derfor i denne begrænsede sammenhæng, at bestemmelsen i elafgiftslovens § 11, stk. 5 om, at for at der kan ydes delvis godtgørelse efter lovens § 11, stk. 3, 7. pkt., skal den godtgørelsesberettigede mængde elektricitet være opgjort efter måler, skal forstås.
Styresignalet fastsætter herefter, at der kan ydes delvis godtgørelse af elafgift efter satsen for forbrug til rumvarme m.v. for en virksomheds eget forbrug af afgiftspligtig elektricitet både til proces og til rumvarme m.v.
Det er forudsat, at virksomheden ville have adgang til afgiftsgodtgørelse - med de forskellige satser - for hver af de nævnte to typer forbrug, hvis fordeling efter måling af elektricitet havde været foretaget.
Dette indebærer fx, at styresignalet ikke omfatter de typer virksomhed, der er nævnt i bilag 1 til elafgiftsloven (visse liberale erhverv), da et blandet forbrug af elektricitet vil omfatte et forbrug til proces, som disse virksomheder ikke har mulighed for at opnå godtgørelse for (indtil den 1. januar 2023, hvor bilag 1 ophæves).
Styresignalet finder heller ikke anvendelse for elforbrug, i det omfang der er tale om elforbrug uden momsfradragsret for indgående moms eller til visse andre aktiviteter, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 15.
Styresignalets mulighed for godtgørelse efter satsen for rumvarmeforbrug m.v. kan kun finde anvendelse for elektricitet til virksomhedens eget forbrug, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1.
Ved anvendelsen af styresignalet skal godtgørelsen af elafgift anses for at være ydet efter elafgiftslovens § 11, stk. 3, 7. pkt. Der skal som følge heraf ikke ske nedsættelse af godtgørelsen med 0,4 øre pr. kWh ved opgørelsen af godtgørelsen efter elafgiftslovens § 11 c, stk. 1, men med satsen vedrørende godtgørelse for rumvarme m.v.
Den af styresignalet fastlagte praksis vedrørende godtgørelse finder også anvendelse for forbrugsregistrerede virksomheder, i det omfang virksomhedernes opgørelse af nettoafregning af elafgift følger reglerne om godtgørelse af elafgift, jf. elafgiftslovens § 8.
Styresignalet ændrer ikke ved virksomhedernes mulighed for at benytte de alternative opgørelses- eller fordelingsmetoder i elafgiftsloven.
Eksempler, hvor et blandet forbrug ikke er fordelt ved hjælp af måling af elektricitet:
Opgørelse af godtgørelse af afgift på en vareproducerende virksomheds blandede forbrug af elektricitet, når virksomheden har både momspligtige og momsfrie erhvervsmæssige aktiviteter:
| Samlet målt forbrug af elektricitet på virksomhedens aftagenummer | 50.000 kWh |
| Delvis momsfradragsprocent efter momslovens § 38 | 75 |
| Andel af samlet målt forbrug af elektricitet til momspligtige aktiviteter (blandet forbrug), (0,75*50.000 kWh) | 37.500 kWh |
| Godtgørelse: 37.500 kWh x 68,2 øre/kWh (= 89,2 øre/kWh godtgørelse minus nedsættelsen af godtgørelsen med 21 øre/kWh for 2020) | 25.575 kr. |
Opgørelse af godtgørelse af afgift på en vareproducerende virksomheds blandede forbrug af elektricitet, når indkøbt elektricitet også anvendes til privat forbrug:
| Samlet målt forbrug af elektricitet på virksomhedens aftagenummer | 20.000 kWh |
| Privat andel af elektricitet til lys og husholdning, jf. SKM2019.607.SKTST | 4.000 kWh |
| Den momspligtige virksomheds andel af samlet målt forbrug (blandet forbrug) | 16.000 kWh |
| Godtgørelse: 16.000 kWh x 68,2 øre/kWh (= 89,2 øre/kWh godtgørelse minus nedsættelsen på 21 øre/kWh for 2020) | 10.912 kr. |
5. Genoptagelse
Der kan ske ordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2 for en afgiftsperiode, hvor virksomheden har undladt at anmode om godtgørelse af elafgift, fordi virksomheden ikke havde foretaget fordeling efter måling af forbrug af elektricitet ift. proces og rumvarme m.v., eller hvor det daværende SKAT eller Skattestyrelsen ved en afgørelse har nægtet virksomheden godtgørelse af elafgift, men dog ikke har nægtet virksomheden til at bruge de alternative opgørelses- eller fordelingsmetoder til at opnå godtgørelse i elafgiftsloven, med den begrundelse, at der ikke var foretaget den pågældende måling af forbrug af elektricitet.
Der henvises til afsnit 2 foran, hvor baggrunden for styresignalet er beskrevet.
5.1 Frister for genoptagelse
I henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, kan der ske genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes senest 3 år efter angivelsesfristens udløb.
5.2 Anmodning om genoptagelse
Anmodning om genoptagelse skal indgives til Skattestyrelsen via SKAT.dk, Tast-Selv, eller sendes til adressen: Skattestyrelsen, Nykøbingvej 76, 4990 Sakskøbing.
Anmodningen skal indeholde oplysninger om navn, adresse og CVR-nr., samt en specificeret opgørelse af kravet på tilbagebetaling.
5.3 Dokumentation
Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet relevant bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan bidrage til at dokumentere kravet for hver afgiftsperiode. Skattestyrelsen forbeholder sig ret til at anmode virksomheden om yderligere dokumentation og oplysninger til brug for vurderingen af enten en anmodning om genoptagelse af en afgørelse fra daværende SKAT eller Skattestyrelsen eller om tilbagebetaling af afgift.
Virksomheden bør opbevare det relevante regnskabsmateriale, indtil der er truffet endelig afgørelse om genoptagelse/tilbagebetaling, selv om det 5-årige opbevaringskrav, der er fastsat i de enkelte afgiftslove, udløber forinden. Det skal være muligt for Skattestyrelsen på ethvert tidspunkt under behandlingen af tilbagebetalingskravet at efterprøve virksomhedens oplysninger.
6. Gyldighed
Styresignalet træder i kraft på tidspunktet for offentliggørelsen.
Den ændrede praksis, som er indeholdt i styresignalet, vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning, 2020-2, afsnit E.A.4.6.3.2 og afsnit E.A.4.6.13.4.
Efter offentliggørelsen af Den juridiske vejledning 2020-2, er styresignalet ophævet.