Dato for udgivelse
27 jun 2017 09:51
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
23 maj 2017 14:26
SKM-nummer
SKM2017.421.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
16-1821435
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Miljøafgifter
Emneord
Fraførsel af affald
Resumé

Skatterådet bekræfter, at spørger ved fraførsel af affald fra et deponi i drift kan modregne den fraførte mængde affald i mængden af tilført afgiftspligtigt affald ved opgørelsen af den afgiftspligtige mængde, når det fraførte affald er tilført i perioden 2008 til 2016.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at spørger ved fraførsel af affald fra et deponi i drift kan få udbetalt 475 kr./ton fraført affald for den mængde af affald, som overstiger mængden af tilført affald i afgiftsperioden, når det fraførte affald er tilført i perioden 2008 til 2016, og dele af affaldet er tilført deponiet til en lavere afgift end den gældende afgift på 475 kr./ton.

Hjemmel

Råstof- og affaldsafgiftsloven

Reference(r)

Råstof- og affaldsafgiftsloven § 12

Henvisning

Den juridiske vejledning 2017-1, afsnit E.A.7.3.6.

Spørgsmål

  1. Kan spørger ved fraførsel af affald fra et deponi i drift modregne den fraførte mængde affald i mængden af tilført afgiftspligtigt affald i samme afgiftsperiode, jf. affaldsafgiftslovens § 12, stk. 1, 1. pkt., når det fraførte affald er tilført i perioden 2008 til 2016?
  2. Kan spørger ved fraførsel af affald fra et deponi i drift få udbetalt 475 kr./ton fraført affald, for den mængde af affald, som overstiger mængden af tilført affald i afgiftsperioden, jf. affaldsafgiftslovens § 12, stk. 1, 2. pkt., når det fraførte affald er tilført i perioden 2008 til 2016?

Svar

  1. Ja
  2. Nej, se dog begrundelsen

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger ønsker at levere affald til nyttiggørelse.

Det er en forudsætning for økonomisk rentabilitet i forhold til fraførslen, at der kan opnås afgiftsrefusion/modregning ved fraførsel af affaldet fra spørgers aktive deponi.

Affaldet fraføres til et midlertidigt genanvendelsesanlæg for efterfølgende at blive genanvendt.

Det midlertidige genanvendelsesanlæg er nødvendigt som mellemlagringsplads, da affaldet i visse tilfælde skal gennemgå en proces for efterfølgende at kunne nyttiggøres.

Spørger ønsker svar på om, spørger er berettiget til afgiftsrefusion eller tilbagebetaling af 475 kr. pr. ton affald, som fraføres værkets aktive deponi og placeres i spørgers midlertidige genanvendelseslager. Samtidig med fraførslen af affaldet vil der være tilførsel af afgiftspligtig affald til deponering på andre aktive enheder på spørgers anlæg.

Affaldet er deponeret på deponiet i perioden 2008 til 2016. Affaldet er befugtet inden tilførslen. Der er ikke foretaget daglig afdækning på deponiet. Affaldet er ikke-farligt affald. Affaldet er deponeret i samme celle på anlægget.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det er spørgers opfattelse, at der kan ske modregning i tilførte mængder af affald ved fraførsel af affaldet. Hvis mængden af fraført affald overstiger mængden af tilført affald, da kan der ske en udbetaling til 475 kr./ton. Affaldet, som skal fraføres, er tilført til deponering i perioden 2008-2016.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at spørger ved fraførsel af affald fra et deponi i drift kan modregne den fraførte mængde affald i mængden af tilført afgiftspligtigt affald i samme periode, jf. affaldsafgiftslovens § 12, stk. 1, 1. pkt.

Begrundelse

Efter affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, skal der betales afgift af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed. Efter affaldsafgiftslovens § 11, stk. 1, skal virksomheder og anlæg, der til deponering modtager affald, der er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt eller en kommunal indsamlingsordning, registreres hos told- og skatteforvaltningen.

Den afgiftspligtige mængde skal efter affaldsafgiftslovens § 12, stk. 1, 1. pkt., opgøres på grundlag af mængden af affald tilført virksomheden fratrukket vægten af den del af det afgiftspligtige affald, som er fraført i perioden. Hvis vægten af det fraførte affald er større end vægten af det tilførte affald, tilbagebetales afgiften for den overskydende vægt. Dvs. en balance efter mængden af affald tilført det samlede anlæg fratrukket mængden af afgiftspligtigt affald fraført det samlede anlæg.

Spørgers affald er beliggende på et aktivt deponi, og er tilført i perioden 2008-2016, dvs. der er betalt afgift på 375 kr./ton for affald, som er tilført i perioden 2008-2009, og 475 kr./ton for affald, som er tilført i perioden 2010-2016.

Det er SKATs vurdering, at da der er tale om afgiftspligtigt affald, der fraføres, kan spørger modregne fraført affald i vægten af afgiftspligtigt affald, som er tilført virksomheden, ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde - uanset til hvilken afgiftssats, som affaldet oprindeligt er tilført til. Ifølge § 12, stk. 1, 1. pkt., opgøres den afgiftspligtige mængde i vægt og ikke i værdi. Der skelnes ikke til, hvilke enheder, det tilførte affald deponeres på.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at spørger ved fraførsel af affald fra et aktivt deponi kan få udbetalt 475 kr./ton fraført affald, for den mængde af affald, som overstiger mængden af tilført affald i afgiftsperioden, jf. affaldsafgiftslovens § 12, stk. 1, 2. pkt. Affaldet er deponeret til 375 kr./ton i perioden 2008-2009, og til 475 kr./ton i perioden 2010 til 2016.

Begrundelse

Efter § 12, stk. 1, 1. pkt., opgøres den afgiftspligtige mængde som mængden af afgiftspligtigt affald tilført i afgiftsperioden. Herefter fratrækkes mængden af afgiftspligtigt affald, som er fraført i samme periode. Hvis vægten af det fraførte affald er større end vægten af det tilførte affald i perioden, tilbagebetales afgiften for den overskydende vægt, jf. affaldsafgiftslovens § 12, stk. 1, 2. pkt.

I henhold til ordlyden er spørger berettiget til tilbagebetaling af afgiften for den overskydende vægt. Det er SKATs opfattelse, at en naturlig sproglig forståelse af ordet "tilbagebetaling" indebærer, at der er sket en betaling, og at det er denne betaling, som returneres. Det er derfor SKATs vurdering, at det fremgår direkte af lovens ordlyd, at afgiften, som skal tilbagebetales efter stk. § 12, stk. 1, svarer til den afgift, som virksomheden har betalt ved deponeringen af det fraførte affald, og ikke efter den gældende afgiftssats, hvis affaldet tidligere er tilført til en lavere afgift.

Ovenstående forståelse af ordet "tilbagebetaling" har endvidere støtte i Østre Landsrets dom (SKM2017.155.ØLR). I sagen tiltrådte Landsretten "at elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 2, efter ordlyden og forarbejderne må forstås således, at det er en forudsætning for at opnå “tilbagebetaling", at virksomheden har betalt den afgiftspligtige elektricitet."

Ovenstående opgørelsesmetode vil endvidere svare til den opgørelsesmetode, der gælder for fraførsel af farligt affald, jf. § 12, stk. 2, 2. pkt. Af § 12, stk. 2, 2. pkt., følger, at der alene kan ske fradrag i afgiftstilsvaret for farligt affald med værdien i henhold til den afgiftssats, som var gældende på tidspunktet, hvor affaldet blev tilført deponiet. Godtgørelse til gældende afgift vil være et tilskud til fraførsel i tilfælde, hvor farligt affald er deponeret til en lavere afgift.

Af de generelle bemærkninger til lov nr. 903 af 4. juli 2013 (ændringer vedrørende farligt affald), fremgår det af afsnittet om gældende ret, at "Ved fraførsel af ikke-farligt affald fra et afgiftspligtigt deponi sker der modregning i tilførte mængder affald. Hvis mængden af fraført affald overstiger mængden af tilført affald, udbetales forskellen efter gældende sats".

Det fremgår også af forarbejderne til lov nr. 903 af 4. juli 2013 vedrørende farligt affald, at "ved modregning i den tilførte mængde affald efter den foreslåede ændring kan der alene ske modregning til den sats, som det fraførte affald tidligere er deponeret til". Det samme må - uanset at det ikke direkte er nævnt - være tilfældet for ikke-farligt affald, når der er tale om en udbetaling efter § 12, stk. 1, 2. pkt.

Der vil efter SKATs vurdering være tale om et økonomisk tilskud til fraførsel af ikke-farligt affald, hvis en virksomhed kan opnå en godtgørelse, som overstiger den betalte afgift. En udbetaling, som overstiger den afgift, som reelt er betalt for det pågældende affald, forudsætter en særskilt hjemmel, hvilket ikke er tilfældet.

En "tilbagebetaling", som overstiger den betalte afgift, vil også være i strid med punktafgifternes natur, da en virksomhed skal være belastet af afgiften for at være berettiget til tilbagebetaling.

Det er således SKATs vurdering, at spørger ved fraførsel af affald fra deponeringsenhed i drift, alene kan få udbetalt 475 kr./ton for affald, som er deponeret fra og med 2010. Spørger kan få udbetalt 375 kr./ton for affald, som er deponeret i perioden 2008-2009.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Nej, se dog begrundelse".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.