Hvis man har fået en tilladelse til samlet sikkerhedsstillelse, kan man ansøge om at få en tilladelse til:
- at anvende samlet sikkerhedsstillelse med et nedsat beløb (nedsættelse med enten 30% eller 50%) eller
- at opnå fritagelse for sikkerhedsstillelsen (nedsættelse til 0%).
Der er forskel på mulighederne for at få nedsættelse eller fritagelse af sikkerhedsstillelsen afhængig af, om den samlede sikkerhed vedrører en potentiel eller en eksisterende toldskyld.
Nedsættelse ved opstået toldskyld
En autoriseret økonomisk operatør med bevilling til at udnytte forenklede toldbestemmelser (AEOC), der har tilladelse til samlet sikkerhedsstillelse for en eksisterende toldskyld, kan søge om, at den samlede sikkerhed nedsættes til 30% af referencebeløbet for den del af beløbet, som vedrører den eksisterende toldskyld.
Se EUTK art. 95, stk. 3 og GF art. 158, stk. 2.
Se også
Se også afsnit F.A.4 for nærmere oplysninger om ansøgning og bevilling til at få en AEO.
Nedsættelse/fritagelse ved potentiel toldskyld
Alle virksomheder, der har fået en tilladelse til samlet sikkerhedsstillelse for en potentiel toldskyld, har mulighed for at søge om, at den samlede sikkerhed nedsættes til:
- 50% af referencebeløbet
- 30% af referencebeløbet
- 0% af referencebeløbet (fritagelse).
Se EUTK art. 95, stk. 2, DF art. 84 og GF art. 158, stk. 1.
For at kunne opnå en tilladelse skal virksomheden opfylde de kriterier, der er omfattet af EUTK artikel 39, litra b) og c), hvilket svarer til en del af de kriterier, en virksomhed skal opfylde for at opnå bevilling som autoriseret økonomisk operatør (AEO). Se afsnit F.A.4 vedrørende AEO for en nærmere gennemgang af AEO-kriterierne.
Der er fastsat varierende krav til virksomheden afhængig af hvor stor en lempelse, der ansøges om.
Krav til ansøgeren
Nedenfor fremgår de krav, der stilles til ansøgeren. Jo mere sikkerhedsstillelsen nedsættes, jo flere krav skal der opfyldes.
Samlet sikkerhedsstillelse nedsat til 50% af referencebeløbet. Følgende krav skal opfyldes:
1) Ansøgeren anvender et regnskabssystem, der er i overensstemmelse med de almindeligt anerkendte regnskabsprincipper, som finder anvendelse i den medlemsstat, hvor regnskaberne føres, som giver mulighed for revisionsbaseret toldkontrol og fører et dataregister, der sikrer et revisionsspor fra det tidspunkt, hvor oplysningerne registreres.
2) Ansøgeren har en administrativ organisation, som svarer til karakteren og størrelsen af hans virksomhed, og som er egnet til at forvalte vareomsætningen, og han har indført interne kontrolforanstaltninger, der kan forebygge, afsløre og korrigere fejl samt forebygge og afsløre ulovlige eller ureglementerede transaktioner.
3) Ansøgeren er ikke under konkursbehandling.
4) Ansøgeren har de seneste tre år forud for indgivelsen af ansøgningen opfyldt sine økonomiske forpligtelser med hensyn til betaling af told og alle andre afgifter eller skatter, som opkræves ved eller i forbindelse med import eller eksport af varer (*)
5) Ansøgeren godtgør på grundlag af regnskaberne og tilgængelige oplysninger fra de seneste tre år forud for indgivelsen af ansøgningen, at hans økonomiske situation er tilstrækkelig god til, at han kan opfylde sine forpligtelser under hensyntagen til erhvervsaktivitetens type og omfang, herunder at han ikke har nogen negative nettoaktiver, medmindre disse kan dækkes.
6) Ansøgeren kan godtgøre, at hans økonomiske situation er tilstrækkelig god til, at han kan opfylde sine forpligtelser for så vidt angår den del af referencebeløbet, der ikke er dækket af sikkerhedsstillelsen.
Hvis der søges om nedsættelse af samlet sikkerhedsstillelse til 30% af referencebeløbet, skal virksomheden udover de ovenfor nævnte krav i nr. 1-6, opfylde følgende krav:
7) Ansøgeren sørger for, at de relevante ansatte ved, at toldmyndighederne skal underrettes, hvis det bliver opdaget, at der er problemer med overholdelse af toldforskrifterne, og for, at der er procedurer til at informere toldmyndighederne om sådanne problemer.
Ved ansøgning om fritagelse for sikkerhedsstillelse skal virksomheden udover de ovennævnte krav i nr. 1-7 opfylde følgende krav:
8) Ansøgeren giver toldmyndigheden fysisk adgang til sine regnskabssystemer og, såfremt det er relevant, til sine handels- og transportoptegnelser.
9) Ansøgeren har et logistisksystem, hvori der sondres mellem EU-varer og ikke-EU-varer, og hvori det, såfremt det er relevant, angives, hvor varerne befinder sig.
10) Ansøgeren har indført tilfredsstillende procedurer til håndtering af licenser og tilladelser, der er givet i henhold til handelspolitiske foranstaltninger eller handel med landbrugsprodukter, såfremt dette er relevant.
11) Ansøgeren har indført tilfredsstillende procedurer til arkivering af sine regnskaber og information samt til beskyttelse mod tab af information.
12) Ansøgeren har indført de fornødne sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af ansøgerens computersystem mod uautoriseret indtrængen og til sikring af ansøgerens dokumentation.
(*)Hvis den ansøgende virksomhed har været etableret i mindre end tre år, kontrolleres kravet på grundlag af tilgængelige regnskaber og oplysninger.
Se DF art. 84.
Af DF art. 84 fremgår de krav, som skal opfyldes i forbindelse med sikkerhedsstillelse med et nedsat beløb på henholdsvis 50% eller 30% eller en hel fritagelse for sikkerhedsstillelse ved potentiel toldskyld. I skemaet nedenfor er givet en oversigt over de kriterier, som skal opfyldes, alt afhængig af hvilken nedsættelse, der søges tilladelse til.
DF art. 84, stk. 1 - 3 | Art. 84, stk. 1 (50% af referencebeløbet) | Art. 84, stk. 2 (30% af referencebeløbet) | Art. 84, stk. 3 (fritagelse for sikkerhedsstillelse) |
a) Ansøgeren anvender et regnskabssystem, der er i overensstemmelse med de almindeligt anerkendte regnskabsprincipper, som finder anvendelse i den medlemsstat, hvor regnskaberne føres, som giver mulighed for revisionsbaseret toldkontrol og fører et dataregister, der sikrer et revisionsspor fra det tidspunkt, hvor oplysningerne registreres. | X | X | X |
b) Ansøgeren giver toldmyndigheden fysisk adgang til sine regnskabssystemer og, såfremt det er relevant, til sine handels- og transportoptegnelser. | | | X |
c) Ansøgeren har et logistisksystem, hvori der sondres mellem EU-varer og ikke-EU-varer, og hvori det, såfremt det er relevant, angives, hvor varerne befinder sig | | | X |
d) Ansøgeren har en administrativ organisation, som svarer til karakteren og størrelsen af hans virksomhed, og som er egnet til at forvalte vareomsætningen, og han har indført interne kontrolforanstaltninger, der kan forhindre, afsløre og rette fejl og forhindre og afsløre ulovlige eller ureglementerede transaktioner. | X | X | X |
e) Ansøgeren har indført tilfredsstillende procedurer til håndtering af licenser og tilladelser, der er givet i henhold til handelspolitiske foranstaltninger eller handel med landbrugsprodukter, såfremt dette er relevant. | | | X |
f) Ansøgeren har indført tilfredsstillende procedurer til arkivering af sine regnskaber og information samt til beskyttelse mod tab af information. | | | X |
g) Ansøgeren sørger for, at de relevante ansatte ved, at toldmyndighederne skal underrettes, hvis det bliver opdaget, at der er problemer med overholdelse af toldforskrifterne, og for at der er indført procedurer til at informere toldmyndighederne om sådanne problemer. | | X | X |
h) Ansøgeren har indført de fornødne sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af ansøgerens computersystem mod uautoriseret indtrængen og til sikring af ansøgerens dokumentation. | | | X |
i) Ansøgeren er ikke under konkursbehandling. | X | X | X |
j) Ansøgeren har de seneste tre år forud for indgivelsen af ansøgningen opfyldt sine økonomiske forpligtelser med hensyn til betaling af told og alle andre afgifter eller skatter, som opkræves ved eller i forbindelse med import eller eksport af varer. | X | X | X |
k) Ansøgeren godtgør på grundlag af regnskaberne og tilgængelige oplysninger fra de seneste tre år forud for indgivelsen af ansøgningen, at hans økonomiske situation er tilstrækkelig god til, at han kan opfylde sine forpligtelser under hensyntagen til erhvervsaktivitetens type og omfang, herunder at han ikke har nogen negative nettoaktiver, medmindre disse kan dækkes. | X | X | X |
l) Ansøgeren kan godtgøre, at hans økonomiske situation er tilstrækkelig god til, at han kan opfylde sine forpligtelser for så vidt angår den del af referencebeløbet, der ikke er dækket af sikkerhedsstillelsen. | X | X | X |