Hvis en ekstraordinær ansættelse vedrører opgørelsen af en balancepost, er det en betingelse for primoregulering af balanceposten, at der i det forudgående indkomstår er sket en ultimoregulering af balanceposten. En balancepost i ansættelsen kan være varelager, igangværende arbejde eller hensættelser. Dvs. at de fristmæssige betingelser for genoptagelse og ændring af ansættelsen i det nævnte forudgående indkomstår skal være opfyldt, således at det i dette år er muligt at gennemføre ultimoregulering. Se SFL § 27, stk. 4.

Reglen i SFL § 27, stk. 4, svarer til reglen i SFL § 26, stk. 7.

SFL § 27, stk. 4, er ændret ved Lov nr. 683 af 8. juni 2017 med virkning for indkomståret 2017 vedrørende lagerbeskattede aktiver.

I § 27, stk. 4, indsættes som 2. og 3. pkt.:

»Foretages eller ændres en ansættelse vedrørende en opgørelse af gevinst og tab efter aktieavancebeskatningsloven eller kursgevinstloven, hvor den skattepligtige har anvendt realisationsprincippet og en anden opgørelsesmetode skulle have været anvendt, anvendes henholdsvis værdipapirets anskaffelsessum og værdien ved gældens påtagelse med tillæg af gevinst og fradrag for tab medregnet i tidligere indkomstår som værdien primo indkomståret for det tidligste indkomstår inden for fristen efter stk. 1 eller 2. Har den skattepligtige anvendt en anden opgørelsesmetode end realisationsprincippet, og skulle realisationsprincippet have været anvendt, anvendes henholdsvis værdipapirets anskaffelsessum og gældens værdi ved påtagelsen med tillæg af gevinst og fradrag for tab medregnet i tidligere indkomstår som værdipapirets anskaffelsessum og gældens værdi ved påtagelsen.«

Se også

Se nærmere i afsnit A.A.8.2.1.7.