Selskabet har ansøgt om omkostningsgodtgørelse for udgifter til pålagte sagsomkostninger med 50 % af 200.000 kr.

SKAT har afslået selskabets ansøgning om omkostningsgodtgørelse, da de pålagte sagsomkostninger efter SKATs opfattelse ikke er godtgørelsesberettiget efter skatteforvaltningslovens § 54.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger
Told- og Skatteregion i Y1 (herefter benævnt regionen) traf i foråret 1994 afgørelser vedrørende 20 kommanditselskaber. Ved afgørelserne blev de beplantningsværdier, der var faktureret til kommanditselskaberne, nedsat med virkning for kommanditselskabernes momsangivelser.

Kommanditselskaberne påklagede regionens afgørelser til Told- og Skattestyrelsen, der den 27. november 1995 stadfæstede regionens afgørelser.

Kommanditselskaberne indbragte Told- og Skattestyrelsens afgørelser for Momsnævnet. Da Momsnævnet ikke traf afgørelse inden for den dagældende frist, blev sagerne indbragt for Vestre Landsret.

Kommanditselskaberne transporterede under sagens behandling ved Vestre Landsret de krav, som sagerne vedrørte, til H1 ApS (herefter benævnt selskabet).

Vestre Landsret afsagde dom vedrørende selskabet den 24. januar 2012. Af dommen fremgår blandt andet følgende:

"[...]

Påstande

H1 ApS har principalt nedlagt påstand, om at sagsøgte, Skatteministeriet, dømmes til at betale 7.793.019 kr. med procesrente fra den 1. februar 1993.

H1 ApS har subsidiært nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Betalingspåstanden er opgjort således, at summen af de 20 kommanditselskabers samlede krav på negative momstilsvar på 8.933.741 kr. er fratrukket 675.000 kr., som er udbetalt til K/S H2 (oprindeligt benævnt "X"), og 465.722 kr. vedrørende K/S H3, for hvilket selskab sagen senere blev hævet, hvorved beløbet på 7.793.019 kr. fremkommer.

[...]
Landsrettens begrundelse og resultat
[...]
Herefter og efter bevisførelsen i øvrigt tiltrædes det, at afgiftsmyndigheden har været berettiget til som sket at tilsidesætte kommanditselskabernes momsangivelser. Da der efter bevisførelsen endvidere ikke er grundlag for at tilsidesætte de foretagne skønsmæssige fastsættelser af beplantningsværdierne for de leverede ydelser og dermed den skete regulering af kommanditselskabernes momstilsvar, tages skatteministeriets påstand om frifindelse allerede som følge heraf til følge.

Efter sagens udfald skal H1 ApS betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med i alt 200.000 kr.

Beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand og er inklusiv moms, da Skatteministeriet ikke er momsregistreret. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi, forløb og omfang.

Thi kendes for ret:

Skatteministeriet frifindes.

I sagsomkostninger skal H1 ApS betale 200.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostninger, der forrentes efter rentelovens § 8 a, skal betales inden 14 dage.
[...]"

Selskabets repræsentant indbragte ved ankestævning af 6. februar 2012 Vestre Landsrets dom for Højesteret med samme påstande, som var nedlagt ved Vestre Landsret.

Selskabets advokat har ved brev af 13. februar 2012 på selskabets vegne ansøgt om omkostningsgodtgørelse med 50 % af 200.000 kr. vedrørende de ved Vestre Landsrets dom pålagte sagsomkostninger. Det fremgår af ansøgningen, at kravet på omkostningsgodtgørelse er overdraget til bistandsyder.

SKAT har ved brev af 3. maj 2012 til selskabet sendt et forslag til afgørelse vedrørende selskabets ansøgning om omkostningsgodtgørelse. Det fremgår af forslaget, at SKAT ikke agter at imødekomme selskabets ansøgning om omkostningsgodtgørelse, da udgifterne til de pålagte sagsomkostninger ikke er godtgørelsesberettiget efter skatteforvaltningslovens § 54.

Selskabets advokat har den 15. maj 2012 sendt et brev til SKAT med bemærkninger til SKATs forslag til afgørelse. Heraf fremgår blandt andet følgende:

"[...]
Vi er grundlæggende uenige i Deres forslag til afgørelse af 3. maj 2012 vedrørende ansøgning om omkostningsgodtgørelse for sagsomkostninger fastsat ved Vestre Landsrets dom af 24. januar 2012.
[...]
Der ses ikke at foreligge hverken administrativ praksis eller retspraksis, der på nogen måde godtgør, at der er baggrund for at foretage en indskrænkende fortolkning af skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 5, således at sagsomkostningerne i sager, der ankes forud for eksekutionsfristens udløb, jf. retsplejelovens § 480, ikke er godtgørelsesberettigede.

I det omfang De ikke på det foreliggende grundlag er indstillet på at ændre det foreliggende forslag til afgørelse og udbetale omkostningsgodtgørelse for de pålagte sagsomkostninger, skal vi venligst anmode om aktindsigt i det materiale, der danner baggrund for sagens behandling, herunder eventuelle afgørelser eller vejledninger, som indgår i sagen. Vi skal tillige anmode om, at De ikke afgør sagen forud for, at [navn udeladt] har mulighed for at gennemgå den fremsendte aktindsigt.
[...]"

SKAT har den 31. maj 2012 sendt et brev til selskabets advokat. Heraf fremgår blandt andet følgende:

"[...]
Der findes ikke afgørelser fra klageinstanser, idet spørgsmålet aldrig har været påklaget. SKAT skal endvidere oplyse, at der ikke findes vejledninger på området, og at sagen alene er afgjort med baggrund i SKATs fortolkning af Skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, om at der ikke eksisterer en udgift (pålagte sagsomkostninger) der skal betales eller er betalt, idet dommen er anket inden eksekutionsfristens udløb.[...]"

Højesteret har afsagt dom vedrørende selskabet den 31. januar 2014. Af dommen fremgår blandt andet følgende:
"[...]
Højesterets begrundelse og resultat
[...]
Højesteret finder, at modværdien af [navn udeladt] Planteskoles afgiftspligtige ydelser i de nævnte år ikke udgjorde pantebrevenes pålydende værdi, men alene deres kursværdi. Der er herefter ikke grundlag for at tilsidesætte afgiftsmyndighedens skøn over værdien af de afgiftspligtige ydelser.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 ApS betale 250.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a."

Selskabets advokat har oplyst til Skatteankestyrelsen, at SKAT efter Højesterets dom af 31. januar 2014 har udbetalt omkostningsgodtgørelse for de ved Vestre Landsret pålagte sagsomkostninger.

SKATs afgørelse
SKAT har ikke imødekommet selskabets ansøgning om omkostningsgodtgørelse.

De ansøgte udgifter er ikke godtgørelsesberettiget, jf. skatteforvaltningslovens § 54, idet de pålagte sagsomkostninger ikke skal betales eller er betalt.

Vestre Landsrets dom er anket til Højesteret, jf. stævning af 6. februar 2012. Stævningen er modtaget i Højesteret den 7. februar 2012.

De pålagte sagsomkostninger er således ikke godtgørelsesberettiget, idet dommen er anket inden fuldbyrdelsesfristens udløb, jf. retsplejelovens § 480, stk. 1, og der eksisterer derfor ikke en udgift, der er godtgørelsesberettiget efter skatteforvaltningslovens § 54.

De pålagte sagsomkostninger vil være godtgørelsesberettiget ved endelig dom, jf. skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 5.

Selskabets opfattelse
Selskabets advokat har fremsat påstand om, at selskabet allerede på tidspunktet for Vestre Landsrets dom af 24. januar 2012 er berettiget til omkostningsgodtgørelse med 50 % af 200.000 kr. for udgifter til pålagte sagsomkostninger.

Idømte sagsomkostninger er en godtgørelsesberettiget udgift efter skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 5.

Det følger direkte af bestemmelsens ordlyd, at udgifter er godtgørelsesberettigede, når de ifølge regning skal betales. Det er ikke en betingelse for udbetaling af godtgørelse, at den enkelte udgift er betalt. Det er tilstrækkeligt, at udgiften, for hvilken der ansøges om omkostningsgodtgørelse for, skal betales.

Det følger nærmere af skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 5, at pålagte sagsomkostninger er en del af de udgifter, for hvilke der skal udbetales omkostningsgodtgørelse.

Bestemmelserne i skatteforvaltningslovens kapitel 19 vedrørende omkostningsgodtgørelse er en videreførelse af de bestemmelser vedrørende omkostningsgodtgørelse, der tidligere fandtes i skattestyrelseslovens kapitel 3 A med de nødvendige tilpasninger, som indførelse af en helhedsforvaltning ved skatteforvaltningsloven medførte.

Bestemmelsen om, at der skal udbetales omkostningsgodtgørelse for pålagte sagsomkostninger, blev indsat i skattestyrelseslovens § 33 C, ved lov nr. 464 af 31. maj 2000. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at det var lovgivers hensigt med indførelse af omkostningsgodtgørelse for pålagte sagsomkostninger at styrke de enkelte borgeres og virksomheders retssikkerhed ved at fjerne risikoen for, at de samlede omkostninger ved sagens førelse uden den enkelte skatteyders handlinger eller vidende skulle overstige et beløb, som vedkommende kunne tåle.

På tidspunktet for indførelsen af retten til omkostningsgodtgørelse for pålagte sagsomkostninger var der alene mulighed for at opnå omkostningsgodtgørelse for betalte udgifter. Dette ændredes efterfølgende ved lov nr. 388 af 6. juni 2002, hvor den dagældende skattestyrelseslovs § 33 C, stk. 1, blev ændret således, at den svarer til den nugældende skatteforvaltningslovs § 54, stk. 1. Ved loven blev det fastlagt, at de i bestemmelsen specificerede udgifter er godtgørelsesberettigede, når de ifølge regning skal betales eller er betalt.

Udover ordlyden af skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 5, så fremgår det eksplicit af forarbejderne til bestemmelsen, at det har været lovgivers hensigt med denne at styrke skatteydernes retssikkerhed og lette de økonomiske byrder ved at skulle føre en skatte- eller afgiftssag.

Det har således ganske givet været lovgivers hensigt at sikre skatteyder, at byrderne ved førelse af en skattesag skulle blive mindst mulige, ligesom det direkte fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at det ikke forekommer rimeligt at påføre den skatte- eller afgiftspligtige udgifter til og eventuelt besvær med finansiering af udgifterne til den sagkyndige bistand. Dette er netop det afgørende moment i nærværende sag, hvor spørgsmålet er, hvorvidt der skal opnås omkostningsgodtgørelse for de pålagte sagsomkostninger på nuværende tidspunkt, eller - som anført af SKAT i afgørelsen - først på det tidspunkt, hvor der afsiges en endelig dom i Højesteret.

Det følger af såvel bestemmelsens ordlyd som af forarbejderne hertil, at der ikke er baggrund for at nægte at udbetale omkostningsgodtgørelse for de pålagte sagsomkostninger, der danner baggrund for nærværende sag.

Det beror på en fundamental misforståelse af retsplejelovens bestemmelser om sagsomkostninger, når SKAT med henvisning til retsplejelovens § 480, stk. 1, fastslår, at der ikke eksisterer en udgift, der er godtgørelsesberettiget efter skatteforvaltningslovens § 54, når dommen er anket inden fuldbyrdelsesfristens udløb.

Bestemmelserne om sagsomkostninger i civile sager findes i retsplejelovens kapitel 30, §§ 311-322.

Hovedreglen om idømmelse af sagsomkostninger fremgår af retsplejelovens § 312, stk. 1. Efter bestemmelsen skal den tabende part erstatte modparten de udgifter, retssagen har pålagt modparten, medmindre parterne har aftalt andet.

Ved Vestre Landsrets dom af 24. januar 2012 blev det fastsat, at selskabet inden 14 dage skulle betale 200.000 kr. til Skatteministeriet i sagsomkostninger, og at de idømte sagsomkostninger blev forrentet efter rentelovens § 8a. De pålagte sagsomkostninger blev udmålt i henhold til retsplejelovens § 312, jf. § 316, der anfører, hvilke omkostninger der erstattes.

Sagsomkostningerne er ved dommen fastsat bindende mellem sagens parter, og en anke af dommen har som udgangspunkt ikke opsættende virkning for så vidt angår betaling af sagsomkostningerne. Kæres kendelsen om sagsomkostningerne, har dette alene opsættende virkning, såfremt dette bestemmes af retten, jf. retsplejelovens § 395.

Det forholder sig dog således, at et krav som følge af et fuldbyrdelsessøgsmål i henhold til retsplejelovens § 480, stk. 1, ikke kan tvangsfuldbyrdes, såfremt dommen er anket forud for fuldbyrdelsesfristen - den såkaldte eksekutionsfrist. Det fremgår direkte af bestemmelsens stk. 5, at reglerne om fuldbyrdelse i retsplejelovens § 480, tillige finder anvendelse på afgørelser om sagsomkostninger.

Retsplejelovens bestemmelser medfører således, at selskabet ved Vestre Landsrets dom blev pålagt at betale 200.000 kr. til Skatteministeriet og dermed i skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 5's forstand er pålagt sagsomkostninger, der er godtgørelsesberettigede. Det påhviler selskabet at betale de omhandlede sagsomkostninger til Skatteministeriet med tillæg af rente fra 14 dage efter dommens afsigelse, uanset at dommen efterfølgende er indbragt for Højesteret. Skatteministeriet har således et retskrav på sagsomkostningerne, ligesom disse påhviler selskabet som en retlig forpligtigelse.

Det faktum, at Skatteministeriet som følge af retsplejelovens § 480, stk. 1, jf. stk. 5, er forhindret i at gennemføre en tvangsfuldbyrdelse af betalingen, og dermed ikke har mulighed for at tvangsinddrive sit tilgodehavende hos selskabet på nuværende tidspunkt, ændrer ikke ved, at der foreligger en retskraftig kendelse om sagsomkostninger fra Vestre Landsret indtil det tidspunkt, hvor sagsomkostningerne måtte blive ændret af Højesteret.

Det skal fremhæves, at Højesteret alene i det tilfælde, hvor der opnås en forandring i den appellerede dom, vil tage selvstændig stilling til spørgsmålet om sagsomkostninger (retsplejeloven § 315), idet spørgsmålet herom ikke er indbragt særskilt eller omtvistet i forbindelse med sagens førelse ved Højesteret.

Ved en endelig dom i Højesteret, der stadfæster Vestre Landsrets dom, vil Højesteret alene tage stilling til sagsomkostningerne for Højesteret, og selskabet vil udover omkostningerne ved Højesteret skulle betale de pålagte sagsomkostninger for Vestre Landsret med tillæg af rente efter rentelovens § 8 a, fra den 8. februar 2012 til endelig betaling finder sted.

Det er således en fejl, når SKAT ved sin afgørelse tilsyneladende lægger til grund, at der ikke eksisterer et civilretligt krav mellem Skatteministeriet og selskabet, som følge af at Vestre Landsrets dom er indbragt for Højesteret indenfor eksekutionsfristen på 14 dage. Det skal ikke bestrides, at anken, der er iværksat indenfor eksekutionsfristen, medfører, at Skatteministeriet er forhindret i at få tvangsfuldbyrdet det krav på sagsomkostninger, Skatteministeriet har mod selskabet. Dette medfører imidlertid ikke, at der som anført af SKAT ikke eksisterer en godtgørelsesberettiget udgift.

Der er dermed ikke retligt baggrund for at nægte at udbetale omkostningsgodtgørelse for de pålagte sagsomkostninger på nuværende tidspunkt. Udbetaling af omkostningsgodtgørelsen er således i overensstemmelse med såvel ordlyden af skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 5, som af forarbejderne til denne bestemmelse samt de faktiske og retlige forhold i sagen.

SKATs opfattelse af, hvorvidt der eksisterer en omkostningsgodtgørelsesberettiget udgift, afhænger tilsyneladende af, på hvilket tidspunkt sagen ankes til en højere domstolsinstans. Fuldbyrdelsesfristen i retsplejelovens § 480, udgør 14 dage, hvorimod ankefristen er længere.

Ankefristen fra byret til landsret er 4 uger, og ankefristen ved anke fra landsret til Højesteret er 8 uger, jf. retsplejelovens § 372, stk. 1. Hvis SKATs kvalifikation af de omkostningsgodtgørelsesberettigede udgifter lægges til grund, vil der juridisk være betydelig forskel på, hvorvidt der ankes indenfor eksekutionsfristen på 14 dage, eller efter dette tidspunkt. En anke iværksat efter eksekutionsfristens udløb, men inden ankefristens udløb medfører efter SKATs opfattelse, at de idømte sagsomkostninger udgør en omkostningsgodtgørelsesberettiget udgift, eftersom de idømte sagsomkostninger i dette tilfælde ikke er omfattet af tvangsfuldbyrdelsesbegrænsningen i retsplejelovens § 480, stk. 1, jf. stk. 5. Det vil således ikke være selve anken af dommen, der medfører en juridisk forskellig vurdering af sagsomkostningerne, men derimod efter SKATs opfattelse alene tidspunktet, hvor anken iværksættes.

Dette synspunkt er ikke juridisk holdbart, idet ankens konsekvenser og juridiske indhold selvsagt er identiske, uanset på hvilket tidspunkt indenfor ankefristens udløb denne iværksættes.

Den juridiske forpligtelse, der påhviler den enkelte sagsøger eller sagsøgte afhænger ikke af på hvilket tidspunkt, sagen ankes. Den juridiske forpligtelse, der påhviler den tabende part i sagen, er den samme, uanset hvornår indenfor ankefristen denne iværksættes.

Den eneste juridiske forskel, der har betydning for på hvilket tidspunkt sagen ankes, er, hvorvidt den vindende part efter retsplejelovens § 480, har adgang til at tvangsfuldbyrde kravet på sagsomkostninger. Kravets juridiske eksistens er imidlertid uafhængig af, hvorvidt anken iværksættes inden 14 dage eller blot indenfor ankefristen, således som denne er fastsat i retsplejelovens § 372 stk. 1.

I det omfang selskabet havde iværksat anken af landsrettens dom senere end 14 dage efter dommen, ville SKAT have opkrævet og om nødvendigt tvangsfuldbyrdet kravet mod selskabet, forud for gennemførelse af sagens hovedforhandling i Højesteret.

Endvidere kan den part, der anker sagen indenfor 14 dage, have en interesse i at indbetale sagsomkostningerne, eksempelvis for at undgå at betale den ikke ubetydelige rente, der påløber i den periode, hvor ankesagen behandles. SKATs opfattelse af forståelsen af skatteforvaltningslovens § 54, medfører, at den appellerende part i et sådant tilfælde ikke vil kunne opnå omkostningsgodtgørelse for de afholdte sagsomkostninger, uanset at disse er idømt og betalt. Dette vil være i åbenbar strid med såvel bestemmelsens ordlyd som forarbejderne.

Endelig tilsiger hverken faktiske omstændigheder eller hensynet til SKATs sagsbehandling og økonomi, at der ikke udbetales omkostningsgodtgørelse for de idømte sagsomkostninger på nuværende tidspunkt.

Højesteret vil i nærværende sag, således som landsretterne i sager anket fra en byret, som absolut udgangspunkt alene foretage en ændring af de idømte sagsomkostninger, såfremt der ved prøvelse af den appellerede dom sker en forandring af denne. Konkret i denne sag vil der alene blive ændret i de idømte sagsomkostninger, såfremt selskabet opnår medhold i sagen ved Højesteret. Er dette tilfældet, vil selskabet være berettiget til fuld omkostningsgodtgørelse for de afholdte sagsomkostninger i forbindelse med sagens førelse ved landsretten, hvilket som absolut udgangspunkt vil medføre en genoptagelse af den samlede omkostningsgodtgørelsessag og dermed en genbehandling af tidligere afgørelser om udbetaling af omkostningsgodtgørelse vedrørende sagen. Omkostningsgodtgørelsen vil i dette tilfælde reelt fordobles, dog således at der modregnes med sagsomkostninger, der tilkendes selskabet ved Højesterets endelige dom i sagen.

En ændring i den appellerede dom vil således som absolut udgangspunkt medføre, at der skal udbetales et højere omkostningsgodtgørelsesbeløb til den omhandlede skatteyder, hvorfor SKATs mulighed for at få refunderet eventuelle beløb udbetalt for sagsomkostninger fuldt ud vil være dækket ved modregning i de øvrige godtgørelsesbeløb, der som følge af en ændret dom vil skulle udbetales til skatteyderen.

Der ses således ikke at foreligge faktiske forhold, der på nogen måde taler for, at SKAT i nærværende situation skulle være berettiget til mod ordlyden i skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 5, at undlade at udbetale omkostningsgodtgørelse for de pålagte sagsomkostninger.

Hvis SKAT måtte have ret i, at der ikke kan ydes omkostningsgodtgørelse i et tilfælde, som det foreliggende, så må dette anses for en praksisændring. Spørgsmålet må herefter være, hvornår denne praksisændring er gældende fra.

SKATs udtalelse
SKAT har fastholdt afgørelsen om, at selskabets ansøgning om omkostningsgodtgørelse ikke kan imødekommes.

Selskabet kunne ikke på tidspunktet for ansøgningen om omkostningsgodtgørelse dokumentere, at selskabet skulle betales 200.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet, idet selskabet den 6. februar 2012 ankede Vestre Landsret dom til Højesteret. Dommen blev således anket inden eksekutionsfristens udløb, og dommen kunne derfor ikke fuldbyrdes, jf. dagældende retsplejelovs § 480, stk. 1, og 5. Skatteministeriet kunne således ikke tvangsinddrive sagsomkostningerne på daværende tidspunkt.

Det fremgår endvidere af dagældende retsplejelovs § 315, at såfremt der ved appelsagen opnås en anden afgørelse, skal appelinstansen træffe afgørelse om sagens omkostninger både ved appelinstansen og den tidligere instans. Der var således usikkerhed om kravets eksistens og størrelse indtil Højesterets dom af 31. januar 2014.

Det er ifølge dagældende skatteforvaltningslovs § 52 en betingelse for udbetaling af omkostningsgodtgørelse, at der er tale om udgifter, som en person omfattet af lovens § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt.

Da selskabet ikke på tidspunktet for ansøgningen om omkostningsgodtgørelse havde eller skulle betale sagsomkostningerne til Skatteministeriet, før Højesteret havde afsagt endelig dom i sagen den 31. januar 2014, var betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52 ikke opfyldt.

SKAT har ikke kendskab til, at der skulle foreligge en fast praksis, som anført af selskabets repræsentant. SKATs afgørelse er derfor ikke udtryk for en praksisændring.

Selskabets øvrige bemærkninger
Selskabets repræsentant har fastholdt, at SKATs afgørelse bør ændres således, at selskabet allerede på tidspunktet for Vestre Landsrets dom anses for berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifterne til de pålagte sagsomkostninger.

Det faktum, at det retskraftige krav grundet en særbestemmelse i retsplejelovens § 480, stk. 1, ikke kan tvangsfuldbyrdes, ændrer på ingen måde det faktum, at der foreligger et retskraftigt betalingskrav mod selskabet, hvorfor selskabet er berettiget til udbetaling af omkostningsgodtgørelse for de omhandlede udgifter.

På retsmødet anførte selskabets repræsentant, at SKATs afgørelse vil have betydning for SKATs mulighed for modregning ved udbetaling af omkostningsgodtgørelse i sager, hvor der er givet medhold til skatteyder, og Skatteministeriet anker sagen. Ankes sagen inden 14 dage, vil SKAT ikke være berettiget til at modregne de idømte sagsomkostninger ved udbetaling af omkostningsgodtgørelse. I disse tilfælde har SKAT en reel økonomisk risiko.

Landsskatterettens afgørelse
Af den indtil 1. januar 2014 gældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 1, § 54, stk. 1, nr. 5, og § 55, stk. 1 og 3, (lovbekendtgørelse nr. 175 af 23. februar 2011) fremgår følgende:

"§ 52. Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

§ 54. Godtgørelsesberettigede er følgende udgifter, når de ifølge regning skal betales eller er betalt:

5)Pålagte sagsomkostninger.

§ 55. Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:

1) Ved klage til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten.

2) Ved Landsskatterettens behandling af en sag, som skatteministeren har indbragt efter § 40, stk. 2.

3) Ved en anmodning til skatteankenævnet eller Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere afgørelse.

4) I en sag vedrørende skatter for EF-Domstolen, hvor den godtgørelsesberettigede er part.

5) I en sag omfattet af EF-voldgiftskonventionen, når sagen er opstået som følge af, at de danske skattemyndigheder har forhøjet et dansk foretagendes skattepligtige indkomst.

Stk. 3. Godtgørelse ydes endvidere ved domstolsprøvelse af sager, som er godtgørelsesberettigede efter stk. 1, nr. 1-3, og ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager som nævnt i stk. 2."

Skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 5, er en videreførelse af den nu ophævede skattestyrelseslovs § 33 C, stk. 1, nr. 5. Skattestyrelseslovens § 33 C, stk. 1, nr. 5, blev indsat ved § 1, i lov nr. 464 af 31. maj 2000, fremsat som lovforslag nr. 267 af 5. april. Af bemærkningerne til lovforslagets § 1, fremgår følgende vedrørende skattestyrelseslovens § 33 C, stk. 1, nr. 5:

"For så vidt angår pålagte sagsomkostninger - det foreslåede nye nr. 5 - følger det af retsplejelovens § 312, at den tabende part er pligtig at erstatte modparten de ham ved retssagen påførte udgifter, for så vidt parterne ikke selv har truffet en anden overenskomst, eller retten i særlige omstændigheder finder skellig grund til at gøre afvigelse fra denne regel.

Domstolene foretager en skønsmæssig vurdering i hvert enkelt tilfælde af rimeligheden af de udgifter, som den vindende part har afholdt, og fastsætter herefter de pålagte sagsomkostninger.

Baggrunden for forslaget er at lette den skatte- eller afgiftspligtiges økonomiske byrder ved at skulle føre en skatte- eller afgiftssag. I den skatte- eller afgiftspligtiges vurdering af de økonomiske risici ved at skulle gå videre med en landsskatteretskendelse til domstolene indgår normalt - som et betydeligt element - risikoen for at blive pålagt at skulle betale sagsomkostningerne til modparten. Den skatte- eller afgiftspligtige kan nogenlunde skønne over størrelsen af sine egne afholdte omkostninger, mens den pågældende kun med betydelig usikkerhed kan skønne over Skatteministeriets omkostninger i forbindelse med sine overvejelser om, hvorvidt sagen skal føres. Usikkerheden kan have væsentlig betydning for den pågældende skatte- eller afgiftspligtige, da denne ikke kan vide, om de samlede omkostninger kan blive større, end vedkommende kan tåle.

På den baggrund foreslås det, at der også ydes omkostningsgodtgørelse til pålagte sagsomkostninger."

Ordlyden af skattestyrelseslovens § 33 C, stk. 1, blev ændret fra "når de er betalt" til "når de ifølge regning skal betales eller er betalt" ved § 1, nr. 4, i lov nr. 388 af 6. juni 2002, fremsat som lovforslag nr. 54 af 17. januar 2002. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår blandt andet følgende vedrørende ændringen til "når de ifølge regning skal betales eller er betalt":

"Efter de gældende regler kan omkostningsgodtgørelse alene ydes, såfremt den skatte- eller afgiftspligtige kan godtgøre, at denne har betalt de godtgørelsesberettigede udgifter til sagkyndig bistand mv.

Efter forslaget er det ikke længere en betingelse, at udgifterne faktisk er betalt. Efter forslaget er det tilstrækkeligt, at det kan dokumenteres, at udgifterne skal betales ifølge regning. Baggrunden for denne ændring af godtgørelsesordningen er, at det ikke forekommer rimeligt at påføre den skatte- eller afgiftspligtige udgifter til og eventuelt besvær med finansiering af udgifterne til den sagkyndige bistand mv., når disse udgifter - som udgangspunkt - alligevel vil blive godtgjort - i hvert fald med 50 pct."

Udgifter til sagsomkostninger pålagt ved domstolene kan således godtgøres, såfremt det kan dokumenteres, at udgifterne er betalt eller skal betales ifølge regning, jf. den indtil 1. januar 2014 gældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 1, samt bemærkningerne til lovforslag nr. 54 af 17. januar 2002.

Af dagældende retsplejelovs § 315 og § 480, stk. 1 og 5, fremgår følgende:

"§ 315. Opnås der ved appel en forandring i den appellerede afgørelse, finder §§ 312-314 anvendelse med hensyn til appelsagens omkostninger såvel som med hensyn til omkostningerne ved sagens tidligere behandling, for så vidt der skal træffes afgørelse herom.

§ 480. Domme kan fuldbyrdes, når fuldbyrdelsesfristen er udløbet, medmindre dommen forinden er anket. Fristen er 14 dage efter dagen for dommens afsigelse, medmindre andet er bestemt i dommen.
Stk. 5. Reglerne i stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse på afgørelser om sagsomkostninger."

Selskabets repræsentant ankede Vestre Landsrets dom til Højesteret, inden udløbet af fristen i dagældende retsplejelovs § 480, stk. 1, 2. punktum. Vestre Landsrets dom, herunder det af landsretten anførte vedrørende sagsomkostninger, var derfor ikke fuldbyrdet på tidspunktet for selskabets ansøgning om omkostningsgodtgørelse, jf. dagældende retsplejelovs § 480, stk. 1, 1. punktum, modsætningsvis og stk. 5.

Selskabet havde derfor heller ikke på tidspunktet for ansøgningen om omkostningsgodtgørelse betalt sagsomkostningerne til skatteministeriet, ligesom sagsomkostningerne ikke på det tidspunkt skulle betales ifølge regning.

Selskabet kunne endvidere ikke på tidspunktet for ansøgningen om omkostningsgodtgørelse dokumentere størrelsen af sagsomkostningerne, da størrelsen af sagsomkostningerne ikke var endelig vedtaget.

Højesteret kunne således efter dagældende retsplejelovs § 315, ændre størrelsen af de ved Vestre Landsret pålagte sagsomkostninger.

Da selskabet således ikke på tidspunktet for ansøgningen omkostningsgodtgørelse kunne dokumentere, at selskabet havde betalt sagsomkostningerne til skatteministeriet, eller dokumentere størrelsen af de sagsomkostninger, der skulle betales til skatteministeriet, er det med rette, at selskabets ansøgning om omkostningsgodtgørelse ikke er imødekommet.

Det forhold, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. 267 af 5. april 2000, at baggrunden for indførelsen af adgangen til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagsomkostninger var, at lette den skatte- eller afgiftspligtiges økonomiske byrder ved at skulle føre en skatte- eller afgiftssag, kan ikke ændre herved.

Selskabet skulle således ikke betale sagsomkostningerne til skatteministeriet, førend Vestre Landsrets dom var fuldbyrdet.

Af SKATs juridiske vejledning afsnit A.A.13.4 fremgår følgende vedrørende omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagsomkostninger:

"Udgifter til retsafgifter og pålagte sagsomkostninger
[...]
Der gives omkostningsgodtgørelse til pålagte sagsomkostninger. Udgangspunktet er, at den tabende part i en retssag skal erstatte modparten de udgifter/sagsomkostninger, som retssagen har påført denne. Det er domstolene der træffer bestemmelse om sagsomkostningerne. Se retsplejelovens kapitel 30."

Det er ikke grundlag for at antage, at der hos SKAT tidligere har eksisteret en praksis om, at der i alle tilfælde udbetales omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagsomkostninger.

Selskabets repræsentant har således heller ikke godtgjort, at SKAT tidligere har udbetalt omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagsomkostninger i de tilfælde, hvor dommen, hvori sagsomkostningerne er pålagt, er anket inden fuldbyrdelsesfristens udløb, hvorfor der ikke belæg for at antage, at der foreligger en praksisændring.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.