Indhold

Afsnittet indeholder:

  • Ombudsmandens kompetence
  • Indgivelse af klage
  • Kontrollens indhold
  • Konsekvenser af kontrollen
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Ombudsmandens kompetence

Ombudsmandens kompetence omfatter alle dele af den offentlige forvaltning. Dermed er såvel statsforvaltningen, kommunalforvaltningen samt råd og nævn som Skatterådet, Landsskatteretten, skatteankenævn, vurderingsankenævn og motorankenævn omfattet af kompetencen. Se OMBL § 7.

Alle sager på skatteområdet, herunder spørgsmålet om faktisk forvaltningsmyndighed, er således omfattet af Ombudsmandens kontrol.

Med virkning fra 1. januar 2017 blev der oprettet et særligt skattekontor hos Folketingets Ombudsmand.

Indgivelse af klage

Klage til ombudsmanden skal være indgivet senest 1 år efter, at afgørelsen er kommet frem til adressaten, uanset om adressaten først bliver bekendt med afgørelsen senere. Ombudsmanden kan i særlige tilfælde forlænge denne frist. Se OMBL § 13.

Klage til ombudsmanden har ikke opsættende virkning i forhold til opkrævning og frister for domstolsprøvelse.

Betingelser

Hvis der i særlovgivningen er en lovhjemlet adgang til at klage til en anden administrativ myndighed på området, er det en betingelse for klage til ombudsmanden, at denne adgang er udnyttet. Se OMBL § 14.

Ombudsmanden kan tage en sag op af egen drift. Se OMBL § 17.

Kontrollens indhold

Ombudsmandens opgave er at bedømme, om der er begået fejl og forsømmelser, eller om der i øvrigt er handlet i strid med gældende ret i form af ulovlig forvaltningsmyndighed, urimelige afgørelser eller manglende overholdelse af krav til sagsbehandlingen. Se OMBL § 21.

Eksempel

Ombudsmanden påtaler ofte langsommelig sagsbehandling.

Konsekvenser af kontrollen

Ombudsmandens kontrol består i en adgang til at udtale kritik og eventuelt henstille, at sagen genoptages. Endelig kan ombudsmanden henstille til Justitsministeriet at give klageren fri proces for domstolene. Ved fejl af større betydning skal ombudsmanden give meddelelse til Folketingets Retsudvalg og vedkommende minister, henholdsvis vedkommende kommunalbestyrelse. Se OMBL §§ 22-24.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretsafgørelser

SKM2010.560.LSR

En anmodning om, at klage til Folketingets Ombudsmand skulle tillægges opsættende virkning som følge af indsigelse mod en fordrings eksistens og størrelse kunne ikke imødekommes, idet der ikke forelå begrundet formodning for, at kravet ikke var opgjort korrekt eller ikke eksisterede.