Indhold

I dette afsnit beskrives reglerne om krav til arbejdsindsats i anpartsvirksomheder.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Hvilken virksomhed skal arbejdskravet opfyldes i?
  • Hvad er "væsentlig arbejdsindsats"?
  • Hvem gælder reglerne om arbejdsindsats for?
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelser mv. 

Regel

Ifølge PSL § 4, stk. 1, nr. 9 , gælder det både for erhvervsmæssige virksomheder med flere end ti ejere og for erhvervsmæssige virksomheder med juletræer, pyntegrønt, frugttræer og frugtbuske med flere end to ejere, at reglerne (anpartsreglerne) i nr. 9 gælder, når den enkelte ejer ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang.

Hvilken virksomhed skal arbejdskravet opfyldes i?

For erhvervsmæssige virksomheder med juletræer, pyntegrønt, frugttræer og frugtbuske med flere end to ejere skal arbejdskravet være opfyldt for den enkelte person i den virksomhed, der vedrører produktion af juletræer og pyntegrønt m.v. Arbejdskravet er ikke opfyldt, fx hvis personen også har en anden virksomhed, landbrugs - eller håndværksvirksomhed på samme ejendom, og arbejdsindsatsen vedrørende juletræsproduktionen og arbejdsindsatsen i den anden virksomhed tilsammen opfylder den vejledende regel (er væsentlig).

Hvad er "væsentlig arbejdsindsats"?

Ved afgørelsen af, om arbejdsindsatsen er væsentlig, gælder den samme praksis som gælder for reglerne om arbejdsindsats i etablerings - og iværksætterkontoloven. Som en vejledende regel anses en personlig arbejdsindsats på 50 timer om måneden for at være en væsentlig arbejdsindsats. Se afsnit C.C.2.6.3 Etablering og efterbeskatning ved etablering efter etableringskontoloven.

Hvem gælder reglerne om arbejdsindsats for?

Betingelsen om arbejdsindsats gælder for den enkelte deltager i virksomheden. Reglen om arbejdsindsats gælder kun for personer.

Eksempler

En virksomhed har 11 personer som ejere. 6 af disse personer deltager ikke i virksomhedens drift i væsentligt omfang. De 5 andre personer deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang. Indkomsten fra virksomheden er omfattet af anpartsreglerne for de 6 passive personer, men ikke for de 5 aktive personer.  

En virksomhed har 10 ejere, der ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang. Virksomheden optager en 11. ejer af virksomheden, der ligeledes deltager i uvæsentligt omfang eller slet ikke deltager i virksomhedens drift. I dette tilfælde bliver indkomsten for alle virksomhedens ejere omfattet af anpartsreglerne, når den 11. person er indtrådt som ejer.

10 ejere af virksomheden deltager i væsentligt omfang i virksomhedens drift. Den nye 11. ejer deltager i uvæsentligt omfang. Kun den 11. ejers indkomst omfattes af anpartsreglerne.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2018.516.VLR Modsat byretten fandt landsretten, at A havde bevist, at han opfyldte arbejdskravet i dagældende PSL § 4, stk. 1, nr. 13, i en virksomhed, der udlejede et fly.

Tidligere SKM2015.196.BR.

SKM2014.604.ØLR Spørgsmålet i sagen var, hvorvidt sagsøgerens udlejning af 3 husbåde til ferieboliger var omfattet af PSL § 4, stk. 1, nr. 12 (nugældende nr. 11), som omhandler "indkomst fra udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler og skibe uanset antal ejere, når den skattepligtige ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang". Sagsøgeren gjorde herved bl.a. gældende, at der ved bedømmelsen af, om han deltog i virksomhedens drift i væsentligt omfang, skulle anlægges en samlet bedømmelsen af hans aktiviteter med udlejning af fast ejendom, herunder sommerhuse. Ministeriet gjorde heroverfor gældende, at der skulle foretages en isoleret bedømmelse af, om arbejdstidskravet i PSL § 4, stk. 1, nr. 12, var opfyldt i relation til netop virksomheden med udlejning af husbåde. Det var ubestridt, at arbejdstidskravet ikke var opfyldt, hvis man så udlejningen af de 3 husbåde isoleret. Landsretten fandt, at de omhandlede både måtte anses for skibe og ikke fast ejendom. Retten fandt endvidere, at bestemmelsen i dagældende personskattelovs § 4, stk. 1, nr. 12 (nu nr. 11) og bestemmelsens forarbejder fra 1993 førte til, at indkomst fra virksomheden med udlejning af husbåde ikke kunne ses i sammenhæng med virksomheden med udlejning af fast ejendom, men skulle henregnes til kapitalindkomst. Landsretten udtalte, at dette også understøttedes af forarbejderne til den ændring af personskattelovens § 4, som skete ved lov nr. 425 af 6. juni 2005. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Dommen er en stadfæstelse af byrettens afgørelse, offentliggjort som SKM2014.60.BR.

Landsskatteretskendelser

SKM2011.246.LSR

Fradrag for underskud ved udlejning af husbåde blev ikke godkendt. Indtægten ved udlejning af husbåde var omfattet af anpartsreglen i PSL § 4, stk. 1, nr. 12 (nu 11), fordi kravet om en væsentlig arbejdsindsats ikke var opfyldt. Som vejledende regel anses en personlig arbejdsindsats på mindst 50 timer om måneden for at være en væsentlig arbejdsindsats, jf. praksis om indskud på etableringskonto og iværksætterkonto. Afgørelsen af om arbejdskravet er opfyldt sker ud fra en konkret bedømmelse af samtlige omstændigheder i det enkelte tilfælde. Arbejdskravet betyder normalt, at skatteyderen skal yde en arbejdsindsats på 12 x 50 timer, i alt 600 timer om året.