| SKM2023.565.HR | Sagen angik, om H1 for indkomstårene 2007-2012 har modtaget sin andel af dødsboskat og afsluttende mellemperiodeskat fra staten. Hovedspørgsmålet var, hvordan DBSL § 92 skulle fortolkes. Højesteret udtalte, at bestemmelserne i DBSL § 92, stk. 1 og 4, efter deres ordlyd og sammenhæng indebærer, at en kommune kun har krav på at få udbetalt 1/3 af dødsbo- eller mellemperiodeskatten i et bo, hvis andelen kan afregnes på grundlag af "oplysninger, der foreligger den 1. maj i året 2 år efter dødsåret". Højesteret fandt efter ordlyden af § 92, stk. 4, 1. pkt., og dens forarbejder, at bestemmelsen må forstås sådan, at statens afregning af dødsbo- og mellemperiodeskat skal ske på grundlag af de oplysninger, der den 1. maj i året 2 år efter dødsåret af skattemyndighederne efter skatteansættelse er indberettet til slutskattesystemet. Denne forståelse har den konsekvens, at kommunerne efter afskaffelsen af reglerne om efterreguleringer ved en lovændring i 2006 ikke længere har sikkerhed for at få andel i dødsboskatter fra navnlig store boer, fordi registrering i slutskattesystemet ofte først sker efter 1. maj-fristen. Dermed får kommunerne samlet set en væsentligt mindre andel af skatten end den tredjedel, som er nævnt i § 92, stk. 1. Selv om denne konsekvens af 2006-loven ikke er omtalt i forarbejderne, fandt Højesteret, at afskaffelsen af efterreguleringer ikke kan begrunde en ændret forståelse af § 92, stk. 4, 1. pkt. Højesteret bemærkede i den forbindelse, at det må være et lovgivningsanliggende at træffe bestemmelse om, hvorvidt der skal ændres ved det grundlag, som en kommunes andel af dødsbo- og mellemperiodeskat skal beregnes efter. Højesteret fandt det ikke godtgjort, at Skattestyrelsen havde handlet ansvarspådragende ved tilrettelæggelsen af sagsbehandlingen i forbindelse med skatteansættelse og indberetning til slutskattesystemet med henblik på afregning af dødsbo- og mellemperiodeskat til kommunen. Landsretten var nået til samme resultat. | Tidligere instans:
Østre Landsret
SKM2019.659.ØLR |