Parter

H1 Holding A/S
(advokat Tom Uldall Hansen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af landsdommerne

Lis Sejr, Peter Buhl og Lisbeth Kjærgaard (kst.)

Denne sag drejer sig om, hvorvidt den mellem sagsøgeren, H1 Holding A/S, og G1 A/S indgåede aftale om ret til salg af aktier er en finansiel kontrakt omfattet af kursgevinstlovens § 29.

Sagen er anlagt den 12. juni 2006.

Påstande

Sagsøgeren, H1 Holding A/S, har principalt nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at H1 Holding A/S for indkomståret 2002 har fradrag for vederlag til G1 A/S på 14.248.916 kr. Subsidiært har H1 Holding A/S påstået, at Skatteministeriet skal anerkende, at H1 Holding A/S for indkomståret 2002 har fradrag i avanceopgørelsen på 3.901.488 kr.

Skatteministeriet har påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod at anerkende, at H1 Holding A/S i indkomståret 2002 har ret til et fradrag på 818.750 kr.

Sagsfremstilling

I 1997 købte H1 Holding A/S aktier i G2 Gruppen A/S. Købet blev finansieret ved optagelse af et fastforrentet lån med en løbetid på 3 år i Unibank. Der skulle indkøbes obligationer til betaling af de kvartalsvise rentetilskrivninger. Til sikkerhed for lånet fik banken bl.a. transport i en aftale indgået den 27. august 1997 mellem H1 Holding A/S og G1 A/S, hvorved G1 A/S bl.a. påtog sig en købegaranti for aktierne.

Landsskatteretten har ved kendelse af 14. marts 2006 stadfæstet skattemyndighedens afgørelse om, at H1 Holding A/S ikke har ret til fradrag for vederlag til G1 A/S på 14.248.916 kr., da aftalen mellem H1 Holding A/S og G1 A/S er at anse for en finansiel kontrakt omfattet af kursgevinstlovens kapitel 6.

Af Landsskatterettens kendelse fremgår det bl.a.

"...

Sagens oplysninger

H1 Holding A/S (herefter benævnt Selskabet) ejes 100 % af A, der tillige er selskabets direktør. Selskabets formål er investering i værdipapirer.

A ejede tidligere selskabet H2 A/S sammen med sin bror, B. Begge brødre blev aktionærer i G2 A/S i forbindelse med at H2 A/S fusionerede med G2 A/S.

Bs aktiepost i G2 A/S er efter Bs død i 1997 overgået til dennes enke, C. Efter det oplyste, var det Bs ønske, at A skulle købe aktieposten af C, da hun havde brug for likvide midler til indfrielse af en bankgæld. A havde imidlertid ikke de fornødne midler til at erhverve aktieposten, hvorfor han stiftede Selskabet, der herefter i 1997 erhvervede Cs aktiepost i G2 A/S for en købesum på 38,4 mio. kr.

Købesummen blev fremskaffet ved optagelse af et lån på 38,4 mio. kr. hos Nordea (dengang Unibank). Til sikkerhed for lånet påtog A sig en personlig kautionsforpligtelse, ligesom Selskabets aktier i G2 A/S blev pantsat til sikkerhed for lånet. Endelig fik banken uigenkaldelig transport/indtrædelsesret i en aftale om købsgaranti, som A indgik med selskabet G1 A/S den 27. august 1997.

Selskabets repræsentant har oplyst, at G1 A/S beskæftigede sig med aktiebesiddelse i selskaber indenfor levnedsmiddelindustrien. A kom i kontakt med G1 A/S's direktør via bestyrelsesarbejde.

Af købsgarantiaftalen af 27. august 1997 fremgår bl.a.:

"Præambel

...I nedennævnte aftalte periode afgiver G1 A/S en købsgaranti for aktieposten, således at H1 Holding A/S på anfordring i perioden kan afhænde aktieposten til sin købspris med tillæg af alle relevante omkostninger og således, at købet har været økonomisk neutralt. Som modydelse herfor har G1 A/S ret til halvdelen af den fortjeneste, der ville kunne opnås ved afhændelse af den omhandlede aktiepost, samt forkøbsret i nærmere aftalt omfang af As og H1 Holding A/S' aktier i G2 Gruppen A/S.

...

§ 2

...Såfremt H1 Holding A/S ikke inden 1. oktober 2000 har forlangt, at G1 A/S skal overtage den købte aktiepost, bortfalder G1 A/S' forpligtelse til at købe.

§ 3

Såfremt H1 Holding A/S stadig ejer aktierne efter den 1. oktober 2000, kan G1 A/S indtil den 31.12.2000 når som helst forlange at få udbetalt som vederlag for den i § 2 nævnte garanti et beløb svarende til halvdelen af forskellen imellem H1 Holding A/S' anskaffelsessum med tillæg af renter og alle omkostninger, opgjort efter § 2 og den kursværdi, aktierne har på Københavns Fondsbørs på det tidspunkt, hvor G1 A/S forlanger en opgørelse.

§ 5

Ved ethvert salg fra H1 Holding A/S af G2-aktier indtil den 31.12.2000, skal G1 A/S eller ordre have forkøbsret på samme vilkår og i øvrigt overensstemmende med den med de øvrige aktionærer indgåede aktionæroverenskomst.

A giver samtidig hermed G1 A/S eller ordre i samme periode og på samme vilkår som nævnt under § 5, 1. afsnit, forkøbsret til de aktier i G2 Gruppen A/S (nom. kr. 8.210.000), som han allerede ejer."

Aftalen blev ved aftale af 22. december 2000 forlænget indtil 31. december 2001. Endvidere har repræsentanten oplyst, at aftalen er blevet yderligere forlænget indtil 30. juni 2002.

Ved aftale af 10. april 2002 afstod Selskabet samtlige aktieposter i G2 A/S for 110.124.000 kr. til G3 A/S, i hvilket selskab G1 A/S er aktionær. Selskabets avance vedrørende den aktiepost, som er omfattet af købsgarantiaftalen med G1 A/S, androg 28.497.831 kr. Selskabet betalte i overensstemmelse med ovennævnte købsgarantiaftale 14.248.916 kr. til G1 A/S svarende til halvdelen af avancen.

Udgiften til vederlaget til G1 A/S på 14.248.916 kr. er fratrukket ved opgørelse af Selskabets skattepligtige indkomst for 2002.

Skattemyndighedens afgørelse

Skattemyndigheden har ikke godkendt fradrag for vederlaget til G1 A/S.

Aftalen med G1 A/S indeholder en ret for Selskabet til at sælge aktieposten og en pligt for G1 A/S til at købe aktieposten. Der er derfor tale om en finansiel kontrakt, hvis skattemæssige behandling reguleres af kursgevinstlovens kapitel 6, §§ 29-33.

Efter kursgevinstlovens § 29 skal gevinst og tab på terminskontrakter og aftaler om købe- og salgsretter medregnes til den skattepligtige indkomst.

Efter samme lovs § 30, stk. 1, nr. 5, gælder dette ikke aftaler om køb og salg af aktier, hvis kontrakten eller aftalen kun kan opfyldes ved levering, jf. § 30, stk. 3.

Efter § 31 er selskabets ret til fradrag for tab på aftaler, der indeholder ret eller pligt til at afstå aktier begrænset til fradrag i indkomstårets og de følgende indkomstårs nettogevinster på alle kontrakter omfattet af § 29, der indeholder ret eller pligt til at afstå eller at erhverve aktier.

På denne baggrund er det skattemyndighedens opfattelse, at betalingen til G1 A/S på 14.248.916 kr. ikke kan fradrages i indkomsten, men alene vil kunne modregnes i fremtidige gevinster på aftaler, der indeholder ret eller pligt til at afstå eller at erhverve aktier.

Ligningslovens § 8, stk. 3 litra b, finder ikke anvendelse, da bestemmelsen forudsætter, at der er tale om løbende ydelser i den periode, kautionen er gældende. Ligningslovens § 8, stk. 3, litra c, kan ligeledes ikke anvendes, da aftalevilkårene fortsat er uændrede efter forlængelsen i december 2000. Alene særskilte ydelser, der måtte blive betalt for forlængelsen på under 2 år vil kunne komme på tale i relation til ligningslovens § 8, stk. 3.

Bestemmelsen i ligningslovens § 8, stk. 3, finder endvidere ikke anvendelse på aftaler, som er omfattet af definitionen på finansielle kontrakter. Sådanne kontrakter er omfattet af kursgevinstlovens kapitel 6 uanset formålet med aftalen.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at Landsskatteretten godkender fradrag for vederlag ydet til G1 A/S, da der er tale om en fradragsberettiget præmie for sikkerhed for lån, jf. ligningslovens § 8, stk. 3.

Endvidere har klagerens repræsentant fremsat påstand om, at skattemyndighedens afgørelse for indkomståret 2003 genoptages, såfremt der gives medhold i den nedlagte påstand.

Subsidiært har repræsentanten fremsat påstand om, at det betalte vederlag behandles som en omkostning, der er forbundet med købet af Selskabets aktier i G2 A/S.

Vedrørende den principale påstand har repræsentanten bemærket, at formålet med aftalen, som angivet i aftalens præambel, ikke har været at udforme en traditionel salgsoption. Aftalen kom i stand, fordi Nordea krævede sikkerhed for lånet til Selskabet. G1 A/S har således påtaget sig en kautionslignende forpligtelse, som indebærer en risiko for G1 A/S. Som vederlag for at påtage sig denne risiko erholder G1 A/S forkøbsret i den pågældende aktiepost, forkøbsret i As aktiepost samt ret til et vederlag uanset aktieposten bliver afhændet eller ej.

Formålet med aftalen var således ikke, at G1 A/S skulle erhverve den pågældende aktiepost, men at G1 A/S ville være forpligtet til at holde banken skadesløs i tilfælde af de pantsatte aktiers værdi ville være forringet. Skulle aktiernes værdi falde, ville G1 A/S således være forpligtet til at holde banken skadesløs.

At aftalens hovedhensigt ikke har været at udforme en salgsoption understreges yderligere ved, at G1 A/S i de sidste tre måneder i aftalens løbetid havde ret til at forlange et vederlag for den risiko, de havde påtaget sig ved at stille sikkerhed for lånet. G1 A/S ville således modtage et vederlag uanset aktieposten afhændedes eller ej. Vederlaget har derfor intet med en eventuel erhvervelse af aktieposten at gøre, men relaterer sig udelukkende til det lån, som selskabet har optaget hos Nordea.

Aftalen med G1 A/S var fra Nordeas side en ufravigelig forudsætning for at yde lån til Selskabet.

Sikkerhedsstillelsen indebar tillige, at G1 A/S havde mulighed for at erhverve en aktiepost i et selskab, der opererede succesfyldt i den samme branche som G1 A/S selv.

Formålet med ligningslovens § 8, stk. 3, er at give fradragsret for vederlag, som er ydet i forbindelse med kaution eller sikkerhedsstillelse for gæld. Bestemmelsen nævner ingen forudsætninger for eller krav til hvem långiver eller kautionist skal være. Bestemmelsen stiller heller ikke krav til vederlagets karakter. I dansk skattepraksis er der flere steder fastslået et princip om, at realia frem for formalia er det afgørende for den skattemæssige behandling af en transaktion. Dermed skal der henses til det reelle i den pågældende aftale, herunder hvad Selskabet, G1 A/S og Nordea har haft til hensigt.

Ligningslovens § 8, stk. 3, litra c, anerkender fradrag for stiftelsesprovisioner, engangspræmier og lignende engangsydelser for lån, sikring af tilgodehavender eller kaution, som nævnt under ligningslovens § 8, stk. 3, litra a og b, såfremt løbetiden er mindre end 2 år.

Det er repræsentantens opfattelse, at kravet til løbetiden er opfyldt. Aftalen mellem G1 A/S og H1 Holding A/S blev indgået den 27. august 1997. Såfremt købsgarantien ikke var udnyttet inden 1. oktober 2000 bortfaldt G1 A/S' forpligtelse. Ifølge aftalens § 3 kunne G1 A/S fra og med 1. oktober 2000 og frem til 21. december 2000 forlange at få udbetalt et vederlag for den stillede købsgaranti. Aftalen indeholder således to elementer: dels en aftale om en købsgaranti, og dels en aftale om vederlag for sikring af lån.

Fra 27. august 1997 og frem til 1. oktober 2000 indeholdt aftalen alene en ensidig købsgaranti fra G1 A/S' side, hvorefter G1 A/S var forpligtet til at købe aktieposten til markedspris for at stille H1 Holding A/S skadesløst. G1 A/S ville dermed erhverve aktieposten, men ikke modtage vederlag for garantistillelsen.

Fra og med 1. oktober 2000 skiftede kontrakten karakter. G1 A/S kunne herefter kræve vederlag for den stillede købsgaranti, hvis denne ikke var blevet udnyttet. Vederlaget ville kun kunne udbetales i periode 1. oktober til 31. december 2000.

Med henvisning til TfS 1997.245 skal toårsperioden i ligningslovens § 8, stk. 3, litra c, regnes fra 1. oktober 2000, hvor G1 A/S har krav på at få udbetalt vederlag for sikkerhedsstillelsen. I denne sag fandt Landsskatteretten, at ligningslovens § 8, stk. 3, litra c, hverken efter sin ordlyd eller forarbejderne hertil kunne fortolkes således, at engangspræmier for sikring af tilgodehavender alene var omfattet af bestemmelsen, såfremt det underliggende låneforhold havde en løbetid på mindre end to år. Det afgørende var derimod, at selve sikringsaftalen havde en løbetid på under 2 år.

I lyset af Landsskatterettens tidligere afgørelse må det afgørende således være den del af aftalen, i henhold til hvilken retten til at kræve vederlag for sikkerhedsstillelsen kan gøres gældende. I den pågældende aftale må toårsperioden derfor beregnes fra 1. oktober 2000.

Den oprindelige aftale blev forlænget to gange, først til 31. december 2001 og efterfølgende til 30. juni 2002. Selve sikringsaftalen i henhold til hvilken Selskabet havde en retlig forpligtelse til at yde et vederlag til G1 A/S, havde således en løbetid på under to år, dvs. fra 1. oktober 2000 til og med 20. juni 2002.

Til støtte for den subsidiære påstand har repræsentanten desuden bemærket, at det betalte vederlag har en naturlig tilknytning til de erhvervede aktier i G2 A/S. Det er således erhvervelsen heraf, der har udløst vederlaget. Efter praksis kan omkostninger, der er nært forbundet med køb/slag af aktier henføres til opgørelsen af anskaffelses- og afståelsessummen. Repræsentanten har hertil henvist til TfS 1997.367, som er kommenteret i Revision & Regnskab, 1997, SM 229 og SR Skat 1997, p. 252. Den nævnte dom omfatter et salg, men beskriver principperne for opgørelsen.

Repræsentanten har desuden i et supplerende indlæg til Landsskatteretten anført, at såfremt Landsskatteretten finder, at aftalen kan henføres under kursgevinstlovens §29 om finansielle kontrakter, er aftalen omfattet af undtagelsesbestemmelsen i kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 5. Forudsætningen for, at en aftale om køb og salg af aktier er omfattet af undtagelsen er, at aftalen kun kan opfyldes ved levering, jfr. samme lovs § 30, stk. 3, 1. pkt.

Kursgevinstlovens § 30, stk. 3, fik den nuværende udformning ved lov nr. 283 af 12. maj 1999, hvor leveringskravet blev lempet. Før lovændringen forudsatte leveringskravet, at der skete en faktisk levering. Kravet om faktisk levering udgik af bestemmelsen, og ændringen havde virkning for aftaler indgået i indkomståret 1998 eller senere. Forudsætningen for, at undtagelsen gælder, er, at aftalen ikke bliver og ikke kan blive differenceafregnet. Repræsentanten har hertil henvist til Ligningsvejledningen afsnit A.D.2.18.3.3., jf. A.D.2.18.3.5. En aftale, der udløber uudnyttet er dermed også omfattet af undtagelsesbestemmelsen.

Der var kun to muligheder i den foreliggende sag. Aktierne kunne enten blive leveret eller ej. Sidstnævnte situation vil i relation til kursgevinstlovens regler betyde, at aftalen er udløbet uudnyttet. Under de omstændigheder opfylder aftalen betingelsen om, at aftalen kun kan opfyldes ved levering.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Ifølge kursgevinstlovens § 29, stk. 1, skal gevinst og tab på bl.a. aftaler om køberetter og salgsretter medregnes ved opgørelse af den skattepligtige indkomst. Aftaler om køb og salg af aktier er imidlertid ikke omfattet af kursgevinstlovens § 29, såfremt aftalen alene kan opfyldes ved levering, jf. kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 5, jf. stk. 3.

Kontrakter, som opfylder betingelserne i kursgevinstlovens § 29 er omfattet af kursgevinstlovens regler om finansielle kontrakter uanset formålet med indgåelsen af aftalen.

Af Ligningsvejledningen 2002 afsnit A.D.2.18.2. fremgår, at en aftale om en salgsret kan defineres som en aftale om, at salgsrettens indehaver (erhververen) har en ret, men ikke en pligt til at afstå et aktiv eller et passiv til en på forhånd aftalt pris på eller inden et bestemt tidspunkt. Udstederen af salgsretten er forpligtet til at købe, hvis salgsretten udnyttes.

Det lægges til grund, at aftalen mellem Selskabet og G1 A/S indeholder en købepligt for G1 A/S samt en salgsret for Selskabet. Købepligten udløber ifølge aftalen den 1. oktober 2000. Endvidere har G1 A/S, såfremt købepligten ikke aktualiseres, ret til et vederlag beregnet på grundlag af Selskabets aktualiserede nettoavance eller en beregnet avance på grundlag af kursværdien på et af G1 A/S valgt tidspunkt.

Det kan endvidere lægges til grund, at Selskabet ikke har udnyttet salgsretten inden 1. oktober 2000, men at aftalen først er aktualiseret i forbindelse med Selskabets salg af aktierne den 10. april 2002, hvorved der er aktualiseret et vederlag/en præmie til G1 A/S på 14.248.916 kr.

Landsskatteretten finder, at det ydede vederlag på 14.248.916 kr. må betragtes som vederlag for påtagelse af købepligten, jf. aftalens § 3. Den indgåede aftale må derfor betragtes som én sammenhængende aftale, hvorefter G1 A/S har påtaget sig en købepligt, og som modydelse har ret til et vederlag/en præmie for at påtage sig forpligtelsen.

Landsskatteretten finder på denne baggrund, at den omhandlede aftale må betragtes som en finansiel kontrakt omfattet af kursgevinstlovens § 29. Der er herved lagt vægt på, at prisen på aktierne allerede på aftaletidspunktet har været fastsat efter objektive kriterier således at der ikke har været væsentlig usikkerhed om den fremtidige faktiske overdragelsespris for aktierne. Aftalen er desuden ikke omfattet af kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 5, da aftalen ikke udelukkende har kunnet opfyldes ved levering af aktierne, jf. kursgevinstlovens § 30, stk. 3.

Udgiften til vederlag/tabet på 14.248.916 kr. vil derfor alene kunne fratrækkes i de følgende indkomstårs nettogevinster på kontrakter omfattet af kursgevinstlovens § 29, der indeholder en køberet eller salgsret, jf. kursgevinstlovens § 31.

Landsskatteretten finder endvidere ikke, at ligningslovens § 8, stk. 3, litra c, er anvendelig i nærværende sag, da udgiften må betragtes som betaling for påtagelse af købepligt. Endvidere finder Landsskatteretten ikke, at der kan gives medhold i den subsidiære påstand, idet udgiften ikke har haft den fornødne tilknytning til aktiernes anskaffelse. Det skal til støtte herfor bemærkes, at låneomkostninger i forbindelse med køb af aktier for lånte midler ikke kan medregnes ved opgørelse af avancen i medfør af aktieavancebeskatningslovens regler.

Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.

..."

Det er i § 4 i aftalen om købegaranti bestemt, at såfremt aktierne ikke blev noteret på Københavns Fondsbørs, og parterne ikke kunne opnå enighed om kursen på aktieposten, skulle kursen fastsættes af to statsautoriserede revisorer udpeget af Foreningen for Statsautoriserede Revisorer.

Aftalen mellem H1 Holding A/S og G1 A/S var bilagt en oversigt over bl.a. saldo og bevægelser på lånet inklusive egenkapitalen med angivelse af omkostningerne samt beregning af den nødvendige kurs ved udløbet af lånets år 1 og 2. Bilaget indeholdt tillige en oversigt over resultatopgørelse, egenkapital og skattepligtig indkomst for selskabet for de samme år.

Der blev den 22. december 2000 indgået aftale om i det hele at forlænge købsgaranti, ret til halv fortjeneste samt forkøbsret til aktierne i G2 Gruppen A/S, således at tidsgrænsen fastsattes til den 31. december 2001.

Af en senere aftale af 27. maj 2001 fremgår det bl.a.:

"...

Aftale om G2 Aktier af 27. maj 2001.

A og H1 Holding A/S kan 15. januar 2002 meddele formanden for G2 A/S, at de ønsker at sælge deres aktier i G2 A/S.

Aktierne udbydes til kurs 874.

...

Såfremt Aktieselskabet G3 Mod forventning ikke erhverver aktierne, forpligter G1 A/S og NN sig hermed til at købe aktierne på nævnte vilkår senest den 15. marts 2002.

Denne aftale træder i stedet for "Aftale om G2 Aktier" indgået den 22. december 2000.

..."

Forklaringer

A har forklaret, at han er uddannet .... Sammen med sin bror, B, startede han i 1972 en fabrik i Holstebro. Det gik godt, og de købte andre fabrikker op. I 1986 blev deres virksomhed en del af G2 Gruppen A/S, og han og broderen blev aktionærer og direktører. Hans bror døde i en ung alder, og før broderen døde, lovede vidnet, at han ville købe enkens aktier. Han skulle låne pengene i banken. Da aktierne var unoterede, ville banken have yderligere sikkerhed. Vidnet kendte NN fra G1 A/S, der er en meget velkonsolideret virksomhed. Aftalen med G1 A/S er reelt en kaution for bankens tilgodehavende. Aktionærerne i G2 Gruppen A/S havde aftalt en børsnotering, og aftalen med G1 A/S blev udsat, fordi man ventede på noteringen. G1 A/S skulle have sin provision, selv om aktierne blev solgt. Han kunne ikke have lånt pengene af banken uden G1 A/S' kaution. De fik et tilbud på aktierne fra Sveriges største fabrik på kurs 874, og derfor blev kursen ved salget til G3 A/S fastsat til 874. Hvis han havde lavet en finansiel kontrakt, ville de have kaldt det præmie, ikke provision. Det er først efter 2002, han er blevet bekendt med sondringen mellem præmie og provision. Han havde ikke personligt en købspligt svarende til G1 A/S'. Hvis kursen faldt, havde G1 A/S ikke regres mod ham personligt.

VK har forklaret, at han er statsautoriseret revisor. Han har været revisor for sagsøgeren og A siden selskabets stiftelse. Finansieringen af købet af aktierne var på plads, da han blev involveret i sagen. Banken havde betinget sig, at der blev stillet yderligere sikkerhed. A skaffede sikkerhedsstillelsen via en aftale med NN. Hvis sikkerhedsstillelsen ikke havde været der, ville det være uforsvarligt for A at købe aktier for 32 mio. kr. for lånte midler. De forventede dog, at aktierne ville stige i forbindelse med en planlagt børsnotering. Han betragtede arrangementet som en sikkerhedsstillelse, ikke som en finansiel kontrakt. Regnskabsmæssigt og skattemæssigt behandlede han det som en sikkerhedsstillelse. Det var ham, der lavede en opgørelse over provisionen. Ordet "provision" faldt ham naturligt for.

ML har forklaret, at han er statsautoriseret revisor. Han har været revisor for G1 A/S i ca. 20 år. Han betragter vederlaget fra sagsøgeren som præmie eller provision for at bidrage til finansieringen af sagsøgerens køb af aktier. Beløbet er regnskabsmæssigt anført som en driftsindtægt, fordi det er en del af G1 A/S' aktiviteter at bidrage til finansielle løsninger. Der er betalt almindelig selskabsskat af indtægten. Det ville ikke have gjort nogen forskel skattemæssigt, hvis beløbet var medtaget som en finansiel indtægt. De overvejede, om indtægten kunne komme ind under aktieavancereglerne, fordi den var tæt knyttet til køb af aktier, men de så ikke mulighed herfor.

NN har forklaret, at han ejer G1 A/S, der beskæftiger sig med produktion og handel. Selskabet har ifølge regnskabet for 2006 en egenkapital på 1 milliard. De stillede kaution for As lån, fordi banken stillede krav om sikkerhed. Til gengæld skulle de have en del af profitten. Risikoen for G1 A/S bestod i, at de kunne stå med nogle unoterede aktier, der ikke kunne omsættes. Han husker ikke, om de havde regres mod sagsøgeren, hvis de led tab, men det må fremgå af den skriftlige aftale. Indtægten blev i regnskabet anført som provision. Han husker ikke, om G1 A/S har lavet finansielle kontrakter.

Procedure

H1 Holding A/S har til støtte for den principale påstand gjort gældende, at det kan lægges til grund, at parterne opfattede aftalen som en kaution. Kautionsaftalen er ikke omfattet af kursgevinstloven § 29, fordi betingelsen anført i ligningsvejledningen om, at der ikke må være usikkerhed om den fremtidige overdragelsespris, ikke er opfyldt. I øvrigt er aftalen ikke omfattet af kursgevinstlovens § 29, jf. den dagældende kursgevinstlovs § 30, stk. 1, nr. 5. Det er uden betydning, at aktierne ikke blev leveret, jf. bestemmelsens stk. 3, da aftalen udløb uudnyttet. Vederlaget udgør en engangspræmie eller lignende engangsydelse for lån, sikring af tilgodehavende eller kaution, og der er derfor fradrag for vederlaget i medfør af ligningslovens § 8, stk. 3, litra c 2-års fristen i ligningslovens § 8, stk. 3, litra c, skal regnes fra den 1. oktober 2000, som var skæringsdato for købsgarantien i aftalen af 27. august 1997. De efterfølgende aftaler om forlængelser af sikringsperioden skal anses som selvstændige elementer med en løbetid på under 2 år, jf. princippet i afgørelsen trykt i Tidsskrift for Skatteret 1997.245. Det bestrides, at der kun kan ske fradrag i medfør af ligningslovens § 5, stk. 3.

Til støtte for den subsidiære påstand har H1 Holding A/S gjort gældende, at det betalte vederlag er en omkostning, der er direkte forbundet med H1 Holding A/S' erhvervelse af aktierne og dermed fradragsberettiget. Anskaffelsessummen skal derfor forøges med vederlaget.

Skatteministeriet har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at aftalen mellem H1 Holding A/S og G1 A/S er en finansiel kontrakt omfattet af kursgevinstlovens § 29. Aftalen indeholder i § 2 en købspligt for G1 A/S og en salgsret for H1 Holding A/S. Vederlaget er en modydelse for købspligten. Prisen på aktierne var allerede på aftaletidspunktet fastlagt efter objektive kriterier, og der har derfor ikke været væsentlig usikkerhed om den fremtidige faktiske overdragelsespris på aktierne. Aftalen er ikke omfattet af kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 5, da den ikke udelukkende har kunnet opfyldes ved levering af de enkelte aktier, jf. den for aftaler indgået før 1998 dagældende kursgevinstlovs § 30, stk. 3. Allerede fordi der er tale om en finansiel kontrakt omfattet af kursgevinstlovens § 29, er vederlaget hverken en fradragsberettiget præmie for sikkerhed for lån, jf. ligningslovens § 8, stk. 3, eller en omkostning forbundet med H1 Holding A/S' erhvervelse af aktier i G2 Gruppen A/S. G1 A/S har ikke ved aftalen med H1 Holding A/S påtaget sig en kautionsforpligtelse, men alene en pligt over for H1 Holding A/S til at købe aktierne uden regresret over for H1 Holding A/S. Der er hverken i ordlyden eller forarbejderne til ligningslovens § 8, stk. 3, litra c, holdepunkter for at udvide bestemmelsens anvendelsesområde til andet end kaution. Vederlaget har hverken karakter af at være en stiftelsesomkostning, engangspræmie eller lignende engangsydelse. Fradragsret efter ligningslovens § 8, stk. 3, litra c, er desuden udelukket som følge af, at løbetiden for lånet og for den angivelige sikkerhedsstillelse var på mere end 2 år.

Skatteministeriet har til støtte for den subsidiære påstand anført, at hvis H1 Holding A/S er berettiget til fradrag efter ligningslovens § 8, stk. 3, litra c, følger det af ligningslovens § 5, stk. 3, at vederlaget højest kan fradrages med 2,5 % af lånets hovedstol i det indkomstår, hvori det forfalder til betaling, det vil sige at der alene kan fradrages 818.750 kr. i indkomståret 2002. Vederlaget er ikke en omkostning forbundet med købet af aktierne, da hverken finansieringsudgifter eller udgifter til lån kan medregnes til anskaffelsessummen. Anses vederlaget for en omkostning forbundet med erhvervelsen af aktierne, kan H1 Holding A/S alene få fradrag i overensstemmelse med dets subsidiære påstand, idet en stor del af aktierne har kunnet sælges skattefrit, da ejertiden oversteg 3 år.

Landsrettens begrundelse og resultat

Aftalen indeholder en ret for H1 Holding A/S til at sælge aktier til G1 A/S på nogle nærmere angivne vilkår. Prisen er fastsat efter objektive kriterier, og omkostningen til renter var fastlagt ved aftalens indgåelse. Der var således ikke nogen væsentlig usikkerhed om den fremtidige salgspris. Ved aftalen opnåede H1 Holding A/S ved hjælp af salgsretten, at risikoen for kursfald på aktierne blev placeret hos G1 A/S. Aftalen om vederlag må ses i sammenhæng med salgsretten, og landsretten finder, at aftalen er omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 1. Det kan ikke føre til et andet resultat, at salgsretten tillige blev benyttet som sikkerhed over for H1 Holding A/S' bank, eller at sikkerhedsstillelsen var en forudsætning for, at banken ville finansiere købet af aktierne.

Da levering af aktierne ikke som forudsat i den dagældende kursgevinstlovs § 30, stk. 3, (lov nr. 439 af 10. juni 1997) rent faktisk fandt sted, er aftalen ikke omfattet af undtagelsesbestemmelsen i kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 5, jf. stk. 3. Vederlaget til G1 A/S skal herefter medregnes som et tab i indkomstopgørelsen efter kursgevinstlovens regler, og H1 Holding A/S kan derfor hverken få medhold i den principale eller den subsidiære påstand.

Landsretten tager herefter Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

H1 Holding A/S skal betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med i alt 125.000 kr. inklusiv moms. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand og materialesamling. Landsretten har lagt vægt på sagens værdi og karakter samt på, at domsforhandlingen varede ca. ½ dag.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

H1 Holding A/S skal betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 125.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.