Kapitalindkomsten omfatter såvel positive som negative poster og fremtræder således som et nettobeløb. Ud over negative kapitalindkomstposter, f.eks. renteudgifter, kan der efter PSL § 4, stk. 2, fratrækkes omkostninger, der er medgået til at erhverve, sikre eller vedligeholde kapitalindkomsten. Visse udgifter, f.eks. depotgebyrer og boksleje, kan dog ikke fratrækkes, jf. LL § 17 C. Se LVA, afsnit A.E.
 
Indtægter og udgifter indgår i kapitalindkomsten, selv om der er tale om erhvervsmæssige indtægter og udgifter. Det betyder, at f.eks. erhvervsmæssige renteudgifter indgår i kapitalindkomsten, medmindre den skattepligtige har valgt at anvende virksomhedsordningen.