Hvis der senere indgår et aktiv i et skattefrit bo, og SKAT ville have statueret skattepligt, hvis forvaltningen havde haft kendskab til aktivet ved afgørelsen om skattepligt, kan forvaltningen træffe ny afgørelse om skattepligt efter samme retningslinjer, som anført i afsnit E.L.1.2, jf. KKSL § 15, stk. 3.
Dette kan for eksempel være tilfældet, hvis der senere indgår et aktiv i boet, som enten ikke var omtalt i bostyrets oplysninger efter KKSL § 15, stk. 1, eller hvis aktivets tilhørsforhold til boet måtte anses for usikkert eller omstridt. Tilhørsforholdet til boet må anses for omstridt, hvis en retshandel må omstødes, for at aktivet kan indgå i boet.
Efter KKSL § 15, stk. 3, påhviler det bostyret at sende særskilt meddelelse til SKAT, hvis der senere indgår et aktiv i boet, som enten ikke var omtalt i bostyrets oplysninger efter KKSL § 15, stk. 1, eller hvis tilhørsforholdet til boet måtte anses for usikkert eller omstridt. Kravet om særskilt oplysning er ikke opfyldt, hvis boet blot fremsender en genpart af den endelige boopgørelse uden at angive, hvilke aktiver der er nye.
Oplysningspligten omfatter kun nye aktiver. Det udløser ikke en fornyet indberetningspligt, at et aktiv under bobehandlingen afhændes til en højere værdi end den værdi, det var ansat til i de dokumenter, som ifølge konkursloven skal indgives ved 1. skiftesamling til fordringernes prøvelse.
Boet skal ikke sende oplysninger om nye passiver og heller ikke oplysninger om, at et passiv udgår, fordi der i disse tilfælde ikke kan træffes ny afgørelse om skattepligt.