Indhold
►Dette afsnit omhandler Skatteforvaltnings brug af identifikationsnumre.
BFE-numre
Skatteforvaltningen anvender de af matrikelmyndigheden fastsatte identifikationsnumre til at identificere fast ejendom i Danmark. Dette vedrører såkaldte BFE-numre, som således er et identifikationsnummer for ejendomme. BFE står for »bestemt fast ejendom«.
KE-numre og VEI-numre
Derudover anvender Skatteforvaltningen ligeledes to interne identifikationsnumre til at identificere vurderingen af fast ejendom i Danmark. Dette vedrører såkaldte KE-numre og VEI-numre, som således begge er identifikationsnumre for vurderingen af ejendommen. KE står for »kommuneejendom«, og VEI står for »vurderingsejendoms-ID«.
Baggrund for brug af KE-numre og VEI-numre
Anvendelsen af identifikationsnumrene er historisk betinget, og der fortsat nødvendigt at anvende dem af hensyn til systemunderstøttelsen på vurderings- og ejendomsbeskatningsområdet.
Henset til, at KE-numre og VEI-numre er interne identifikationsnumre, som alene anvendes af Skatteforvaltningen, er disse numre ikke offentligt tilgængelige, som det ellers er tilfældet med BFE-numre.
Tildelingen af KE-numre og VEI-numre
I langt de fleste tilfælde er der sammenfald mellem selve ejendommen og vurderingen af ejendommen, hvorfor en ejendom har ét BFE-nummer, ét KE-nummer og ét VEI-nummer, som alle refererer til den samme faste ejendom.
Tildelingen af KE-numre og VEI-numre følger således i langt de fleste tilfælde de af matrikelmyndigheden fastsatte BFE-numre.
Identifikationsnumre i forbindelse med matrikulære ændringer på ejendomme
Foretages der matrikulære ændringer på en ejendom på en måde, der betyder, at en eller flere dele af ejendommen tildeles et nyt BFE-nummer, så vil Skatteforvaltningen tildele ejendommene med nyt BFE-nummer et nyt KE-nummer og VEI-nummer.
De dele af ejendommen, der beholder deres oprindelige BFE-nummer, vil således også beholde deres oprindelige KE-nummer og VEI-nummer.
Identifikationsnumre i forbindelse med bygninger på fremmed grund
Bygninger på fremmed grund (BFG) tildeles selvstændige KE-numre og VEI-numre uafhængigt af den grund BFG’en ligger på.
Identifikationsnumre i forbindelse med ejendomme, der vurderes samlet
Samvurderede ejendomme anses for ét selvstændigt vurderings- og beskatningssubjekt. Det vil sige, at hvis tre selvstændigt matrikulerede marker f.eks. er samvurderet, bliver de vurderet og beskattet som om, at de var én og samme ejendom. Der henvises til afsnit H.A.2.1.1.5
Samvurderede ejendomme er dermed kendetegnet ved, at alle ejendomme, der indgår i samvurderingen, er selvstændige ejendomme med hver deres BFE-nummer, og at den samlede vurdering for ejendommen (samvurderingen) har tilknyttet ét KE-nummer og ét VEI-nummer. Ved samvurderinger er der således flere BFE-numre pr. KE-nummer og pr. VEI-nummer, og der er derfor ikke et 1:1 reference mellem identifikationsnumrene for ejendommene og identifikationsnumrene for samvurderingen.
Henset til, at der ikke er 1:1 reference mellem BFE-numrene for ejendommene samt KE-nummeret og VEI-nummeret for samvurderingen, bliver det oprindelige KE-nummer og det oprindelige VEI-nummer videreført for én af vurderingerne af ejendommene i tilfælde af, at samvurderingen ophører helt. Vurderingerne af de øvrige ejendomme tildeles hver et nyt KE-nummer og VEI-nummer.
I tilfælde, hvor en ejendom udgår af en samvurdering, uden at samvurderingen ophører helt, tildeles den ejendom, der udgår, et nyt KE-nummer og et nyt VEI-nummer, jf. EVL § 2, stk. 5, 1. pkt. Vurderingen af de ejendomme, der fortsat er samvurderet, opretholder det oprindelige KE-nummer og VEI-nummer, jf. EVL § 2, stk. 5, 2. pkt.
Det bemærkes, at BFE-numrene ikke berøres og fortsætter uændret, uanset om der er tale om tilfælde, hvor samvurderingen ophører helt, eller tilfælde, hvor en ejendom udgår af en samvurdering, uden at samvurderingen ophører helt.
Tildeling af identifikationsnumre ved ophør af samvurderinger
Når ejendomme ophører med at være vurderet samlet, skal de oprindelige identifikationsnumre (KE-nummer og VEI-nummer) for en af de ejendomme, der indgik i samvurderingen, videreføres, jf. EVL § 2, stk. 4.
De oprindelige identifikationsnumre (KE-nummer og VEI-nummer) skal videreføres efter følgende prioriterede rækkefølge:
1) For den ejendom, for hvilken der som den eneste ikke er sket ejerskifte i forbindelse med ophør af samvurderingen.
2) For den ejendom med det største boligareal.
3) For den ejendom med det største matrikulære areal.
4) For den ejendom med det laveste identifikationsnummer (BFE-nummer).
EVL§ 2, stk. 4, indebærer videre, at de øvrige ejendomme, der indgik i samvurderingen, vil blive tildelt nye identifikationsnumre for vurderingen (KE-nummer og VEI-nummer) til brug for vurdering og beskatning af ejendommen, som derved anses for at være nyopståede vurderings- og beskatningssubjekter.◄