Efter OPKL § 15, stk. 1, pkt. 1, kan tilsvar, renter, gebyrer og administrative bøder, jf. KSL § 73 C, jf. B, eftergives, "såfremt skyldneren godtgør, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og det må antages, at eftergivelsen vil føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold. Tilsvarende kan beløb eftergives, som personer er pligtige til at betale som erstatning for selskabers manglende betaling af skyldige beløb til det offentlige".

Efter OPKL § 15, stk. 2 kan eftergivelse i almindelighed ikke finde sted, såfremt:

1) skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede,
2) skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, herunder såfremt en ikke uvæsentlig gæld:

a) er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser,
b) er opstået som følge af, at skyldneren har påtaget sig en finansiel risiko, der stod i misforhold til skyldnerens økonomiske situation,
c) er stiftet med henblik på forbrug eller
d) er gæld til det offentlige, som er oparbejdet systematisk,

3) en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold,
4) skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig mulighed herfor,
5) skyldneren har indrettet sig med henblik på eftergivelse, eller
6) skyldneren stifter ny gæld til det offentlige efter, at eftergivelsessag er indledt.

Efter OPKL § 15 a, kan eftergivelse gå ud på bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld. I forbindelse med nedsættelse kan der træffes bestemmelse om henstand med og afdragsvis betaling af den ikke eftergivne del af gælden. I henstands- og afdragsperioden sker der ingen forrentning af gælden.

Bestemmelserne forudsætter, at gælden ikke allerede er betalt. Allerede betalt gæld kan således som hovedregel ikke tilbagebetales i forbindelse med en eftergivelse.

Til belysning af insolvensen og skyldnerens mulighed for at overholde en afviklingsordning efter gældssaneringsprincipperne skal skyldnerens aktiver, aktuelle indtægter og formodede fremtidige indtægtsmuligheder sammenholdes med nødvendige udgifter og gældens størrelse. Der lægges efter gældssaneringsprincipperne ikke alene vægt på skyldnerens egne forhold, men også på husstandens. Ægtefællens og samlevers indkomstforhold må eksempelvis inddrages i vurderingen. Disse personers aktiver kan i lighed med gældssaneringspraksis ligeledes indgå i vurderingen, hvis særlige forhold taler derfor.

Ved vurderingen af husstandsindkomsten i de tilfælde, hvor der er tale om ny ægtefælle/samlever efter gældens stiftelse, bør der tages særlige hensyn til dette. Der kan her bl.a. lægges vægt på, hvor lang tid der er gået siden gældens pådragelse, og indtil det nye samliv er påbegyndt. En ny ægtefælles eventuelle aktiver bør holdes ude ved vurderingen. Der skal dog i alle tilfælde foretages en konkret individuel vurdering.

I forbindelse med eftergivelse af personlige skatter efter KSL § 73 C kan ægtefællens aktiver indgå på baggrund af reglerne om subsidiær udlægsadgang, jf. KSL § 72, stk. 2.

Der må tages højde for, om der kan ske belåning eller salg af aktiver, der ikke er nødvendige for skyldneren og dennes husstand. Ved vurdering af, om der bør ske belåning eller salg af aktiver, er det alene skyldnerens aktiver, der skal vurderes.

Som hovedregel forlanges ikke, at familiens bolig afhændes, såfremt boligudgiften er rimelig, uanset at der måtte være friværdi i ejendommen. Er dette tilfældet, kan der ved eftergivelsessager foretages udlæg heri og den pantsikrede del af fordringen, holdes uden for eftergivelsen. Der sigtes på, at der skal "gøres op" med det pantsikrede krav, således at der alene anmeldes/medtages den del af en pantsikret fordring, som på afgørelses/anmeldelses tidspunktet ligger uden for pantets værdi (for fast ejendom, den offentlige vurdering).

Tilbagekøb eller ophævelse af en pensionsordning mv. bør kræves i samme omfang som efter praksis vedrørende gældssanering. Der ses bort fra mindre beløb eller ordninger, der ikke kan tilbagekøbes.

Der kan endvidere tages hensyn til skyldnerens udsigt til arv, herunder nærliggende mulighed for arveforskud.

I overensstemmelse med de almindelige gældssaneringsprincipper ses der ved eftergivelse bort fra pantefordringer, i det omfang pantet strækker til. Dette betyder, at pantesikret gæld ikke kan eftergives.

Hvad angår indtægtsforholdene skal det vurderes, om der er udsigt til, at disse bliver væsentlig forbedret. Der skal ligeledes tages hensyn til, om der er udsigt til, om der på grund af fremførsel af underskud for et eller flere år ikke betales indkomstskat.

Er skyldnerens (husstandens) indtægtsforhold væsentligt lavere end almindeligt, skal mulighederne for afvikling af gælden ses i lyset heraf. Har skyldneren således i længere tid modtaget kontanthjælp, og er der ikke udsigt til, at de økonomiske forhold vil blive forbedret, er dette en omstændighed, der med betydelig vægt må indgå i vurderingen af, om eftergivelse kan bevilges. Det forhold, at husstandsindkomsten er usædvanlig høj, udelukker ikke i sig selv eftergivelse. Dog må gælden i denne situation være tilsvarende større, før eftergivelse kan komme på tale.

Der kan ikke opstilles generelle betingelser for, hvor stor gælden skal være, for at den kan eftergives. Det afgørende er, om skyldneren under hensyn til de nuværende økonomiske forhold og de forudsætninger, der kan opstilles vedrørende de fremtidige indtjeningsmuligheder, er ude af stand til at opfylde sine gældsforpligtelser. Gældens størrelse må i den forbindelse også sammenholdes med skyldnerens alder, uddannelse og erhvervsmuligheder. Indrømmelse af eftergivelse er ikke udelukket, selvom der er tale om mindre beløb, hvis skyldnerens forhold i øvrigt taler derfor.

Når det skal vurderes, om skyldneren har udsigt til at betale gælden, må der tages hensyn til rimelige udgifter til bolig, nødvendig bil, andre rimelige faste udgifter, leveomkostninger og underholdsforpligtelser.

Efter § 20 i inddrivelsesbekendtgørelsen udgør rådighedsbeløbet 4.600 kr. (for 2007: 4.840 kr., jf. SKM2006.756.SKAT) om måneden. Har skyldneren en ægtefælle forhøjes rådighedsbeløbet med 3.200 kr.(for 2007: 3.370 kr., jf. SKM2006.756.SKAT) om måneden.

Der skal endvidere tages hensyn til afdrag på tjenestemandslån, der dækkes med lønforskrivning efter tjenestemandslovens § 57 og indeholdes i lønnen, jf. UfR 1991,49 ØLD.