Udlejning af transportmidler er omfattet af hovedreglen i § 15, stk. 1, jf. også EF-dommen C-190/95, Aro lease BV, herom.
Bestemmelsen i § 16, stk. 1, er en undtagelse til hovedreglen i § 15, stk. 1. Leveringsstedet for udlejning af transportmidler er herefter ikke her i landet, hvis transportmidlet faktisk benyttes uden for EU. Det er i den forbindelse uden betydning, om der er indgået en administrations- og serviceaftale mellem ejeren og et dansk charterselskab.
§ 16, stk. 1, svarer til den tidligere § 15, stk. 2, dog er kravet om "udelukkende benyttes" ændret til "faktisk benyttelse".
§ 16, stk. 2, fastsætter, at leveringsstedet er her i landet, når transportmidler udlejes uden for EU til en afgiftspligtig person, og transportmidlet faktisk benyttes her i landet. Det betyder, at hvis en virksomhed leaser et transportmiddel i et tredjeland, og transportmidlet faktisk benyttes her i landet, skal der betales dansk moms.
§ 16, stk. 2, er ny og udnytter muligheden i sjette momsdirektiv for at flytte leveringsstedet, hvis transportmidlet udlejes uden for EU, men benyttes her i landet.
Transportmidler i relation til momsloven defineres som enhver genstand, der er konstrueret til transport over land, vand eller i luften, med eller uden egen fremdrivningsmekanisme.
Om betydningen af begrebet "faktisk benyttes" se afsnit E.3.