Der foreligger begrænset skattepligt af royalty betalt fra kilder her i landet til modtagere i udlandet.
Det er en betingelse for den begrænsede skattepligt, at royaltybetaleren har hjemting her i landet. Der foreligger dog også begrænset skattepligt, hvis udbetalingen foretages af en befuldmægtiget, der har hjemting her jf. KSL § 65 C, stk. 1.
Til reglerne om den begrænsede skattepligt er knyttet nogle undtagelser, ligesom der er knyttet regler om indeholdelsespligt.
Der er således ikke begrænset skattepligt i tilfælde, hvor en person, som er hjemmehørende her i landet, driver erhvervsvirksomhed gennem et fast driftssted i udlandet, og royaltybetaleren er dette faste driftssted. Det er dog en betingelse, at royaltyen betales for det faste driftssteds egen anvendelse af den udenlandske royaltymodtagers eneret.
Omvendt skal der indeholdes royaltyskat, selvom betalingen foretages af et fast driftssted, som en dansk person har i udlandet, hvis royaltyen betales for anvendelse af den udenlandske royaltymodtagers eneret ved virksomhed her i landet.
Hvor royaltymodtageren er en person, som er hjemmehørende i udlandet, men som ejer en virksomhed med et fast driftssted her i landet, og hvor den eneret, som royaltyen betales for, er knyttet til dette faste driftssted, indgår royaltyen ved opgørelsen af det faste driftssteds overskud, som er omfattet af begrænset skattepligt efter reglerne i KSL § 2, stk. 1, nr. 4 .
Hvad er royalty? Til royalty, hvori der skal indeholdes royaltyskat, henregnes betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for anvendelsen af eller retten til at anvende ethvert patent, varemærke, mønster eller model, tegning, hemmelig formel eller fremstillingsmetode eller som vederlag for oplysninger om industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer, jf. KSL § 65 C, stk. 4. Dette gælder uanset om betalingen sker løbende, eller om der er tale om et engangsbeløb.
Royalty, hvori der skal foretages indeholdelse, omfatter alene vederlag for anvendelsen af eller retten til at anvende de nævnte rettigheder eller formuegoder. Derimod omfatter royalty ikke indtægter ved salg af de nævnte rettigheder. Betaling for køb af patenter, varemærker mv. er således ikke omfattet af royaltybeskatningen. Betaling for køb af efterforskningsdata i tilknytning til kulbrinteindvinding vil heller ikke være omfattet af reglerne.
Definition af royalty svarer delvis til den definition af royalty, som findes i artikel 12 i OECD's Modelkonvention. KSL § 65 C, stk. 4, omfatter dog ikke vederlag for anvendelsen af eller retten til at anvende enhver ophavsret til et litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde. Reglerne omfatter således ikke forfatterroyalty og royalty for brug af musik, spillefilm, video mv.
Indkomst ved udleje (leasing) af industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr (som for eksempel biler, containere, edb-anlæg og kontorudstyr) er heller ikke omfattet af indeholdelsespligten. Royalty-definitionens led om vederlag for oplysninger om industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer omfatter begrebet knowhow.
KnowhowSom knowhow anses al uafsløret teknisk information, uanset om den er egnet for patentering eller ej, som er nødvendig for den industrielle genfremstilling af et produkt eller en proces direkte og under samme betingelser. Knowhow udgør det, som en producent ikke kan erfare ved blot en undersøgelse af produktet og blot en viden om det tekniske fremskridt. I knowhow kontrakten erklærer den ene part sig villig til at delagtiggøre den anden part i sin særlige viden og erfaring, som forbliver uafsløret for offentligheden og således, at denne kan benytte den til sin egen fordel. Betaling for ydelse af knowhow er derfor omfattet af royaltybeskatningen og der skal indeholdes royaltyskat.
Udenfor begrebet knowhow falder kontrakter om levering af tjenesteydelser, hvor en af parterne selv påtager sig at benytte sit fags sædvanlige færdigheder til fordel for den anden part.
Teknisk assistanceI mange tilfælde dækker kontrakter både over knowhow og ydelse af teknisk assistance. Der kan for eksempel være tale om udførelse af specifikke arbejdsydelser i forbindelse med det konkrete projekt for at sikre, at maskiner mv. kan fungere optimalt, når der tages hensyn til den enkelte kundes forhold. Vederlaget for sådan almindelig teknisk assistance er ikke omfattet af royalty-definitionen. Vederlaget kan kun beskattes i Danmark, hvis den udenlandske kontraktshaver har en erhvervsvirksomhed med fast driftssted her i landet, jf. KSL § 2, stk. 1, nr. 4, og ydelsen af den tekniske assistance er knyttet til denne virksomhed.
På grundlag af de oplysninger, som en sådan blandet kontrakt indeholder, må det aftalte vederlag fordeles på de forskellige ydelser, som vederlaget dækker, således at hver del af vederlaget får den korrekte skattemæssige behandling.
Fritagelse for indeholdelse af royaltyskatRoyaltyskatten er en endelig skat, der betales ved, at den danske royaltybetaler indeholder 30 pct. af den udbetalte royalty, jf. KSL § 2, stk. 6. Der er således tale om en bruttobeskatning, idet royaltymodtageren ikke får fradrag for udgifter, f.eks i forbindelse med erhvervelsen af den rettighed, som royaltyindtægten er knyttet til, eller underskud ved anden begrænset skattepligtig virksomhed. Der indrømmes heller ikke personfradrag ved skatteberegningen.
Betalingen af skatten sker samtidig med, at den skattepligtige modtager royaltyen, og der skal ikke ske forskudsregistrering. De udenlandske royaltymodtagere skal derfor ikke indgive selvangivelse.
Danmark har i en række DBO'er aftalt, at den stat, hvorfra et royaltybeløb hidrører (kildestaten), enten slet ikke eller kun i begrænset omfang kan beskatte royaltybetalinger til modtagere, som er hjemmehørende i den anden stat (bopælsstaten).
I sådanne tilfælde må bruttobeskatningen på 30 pct. bortfalde eller nedsættes i overensstemmelse med reglerne i overenskomsten, såfremt der foreligger dokumentation for skattepligt til det pågældende land.
I § 65 C, stk. 2, er der givet hjemmel til, at der kan fastsættes regler om, at der i disse tilfælde slet ikke skal foretages indeholdelse eller kun skal foretages indeholdelse med en sats, der er lavere end 30 pct.
I overensstemmelse hermed er der i kildeskattebekendtgørelsen § 44 bestemt, at royaltybetaleren enten slet ikke skal indeholde royaltyskat eller kun skal indeholde royaltyskat med en lavere sats end 30 pct., således at indeholdelsen er i overensstemmelse med overenskomstens regler.
I nogle DBO'er findes der regler om, at Danmarks afkald på eller begrænsning af retten til at beskatte betalinger fra kilder her i landet til modtagere i den anden stat kun gælder, hvis modtageren dokumenterer, at betalingen er skattepligtig i den anden stat; i modsat fald har Danmark en subsidiær beskatningsret. Sådanne regler findes bl.a. i overenskomsten med Cypern, Irland og Storbritannien. I disse tilfælde må modtageren dokumentere, at denne betingelse for Danmarks afkald på eller begrænsning af beskatningsretten er opfyldt. For royaltybeløb, der betales til personer eller selskaber mv. i for eksempel Storbritannien, er det således en betingelse for bortfald eller begrænsning af indeholdelsespligten, at royaltymodtageren dokumenterer, at beløbet er overført til eller modtaget i Storbritannien, hvilket er en betingelse for beskatning dér.
Ansøgning om bortfald eller nedsættelse af indeholdelse af royaltyskat skal indsendes til Skattecenter Ballerup , som giver meddelelse om afgørelsen til den skattepligtige royaltymodtager og til den indeholdelsespligtige royaltybetaler.
Det vil normalt kun være nødvendigt én gang at dokumentere, at royaltymodtageren er hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, hvormed Danmark i en DBO har aftalt ingen eller begrænset beskatning af royalty.
Dette gælder også, når royaltymodtageren er hjemmehørende i en fremmed stat mv., og DBO'en med den pågældende stat indeholder en bestemmelse om subsidiær dansk beskatningsret. I disse tilfælde vil fritagelsen som nævnt være betinget af, at royaltybeløbet overføres til modtagerens hjemland. Told- og skatteforvaltningen vil dog altid kunne kræve fornyet dokumentation.
Det påhviler den skattepligtige royaltymodtager at give meddelelse til Skattecenter Ballerup , hvis den pågældende skattepligtiges forhold mv. ændres.
-
|