Skattefri rejsegodtgørelse er et beløb, som kan udbetales til dækning af de udgifter til kost og småfornødenheder, som en person er blevet påført, fordi den pågældende på grund af sit arbejde har været på en rejse.

Udbetaling af godtgørelse for erhvervsmæssige rejseudgifterSkattefri rejsegodtgørelse udbetales med standardsatser pr. døgn. Satserne er fastsat i ligningsloven - eller i visse tilfælde af Skatterådet - til dækning af udgifter til kost, småfornødenheder og logi, som lønmodtageren har afholdt på en erhvervsmæssig rejse med overnatning, se SKM2005.498.SKAT, meddelelse om skattefri godtgørelse til dækning af rejseudgifter, gældende fra og med 1. januar 2006. Der kan derfor ikke udbetales skattefri godtgørelse for de rejseudgifter, der dækkes ved udlæg efter regning eller ved fri kost og/eller frit logi.

Om godtgørelse for udgifter til kost og småfornødenheder - "kostgodtgørelse" - se afsnit A.B.1.7.1.1. Om godtgørelse for merudgifter til logi - "logigodtgørelse" - se afsnit A.B.1.7.1.2. 

Det er en betingelse for skattefrihed, at alle betingelserne i LL § 9 A og LL § 9, stk. 5 er opfyldt. (Nedenfor er betingelserne i LL § 9 A beskrevet).

De betingelser for skattefrihed, der gælder generelt for både rejse- og befordringsgodtgørelse, herunder reglerne i LL § 9, stk. 5, er beskrevet i A.B.1.7.3.

Rejsebegrebet, jf. LL § 9 A, stk. 1Hvornår der er tale om en rejse, fremgår af LL § 9 A, stk. 1. Efter denne bestemmelse anses en lønmodtager for at være på rejse: 

  1. når lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.
  2. når arbejdsgiveren midlertidigt udsender den pågældende til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Rejsebegrebet i LL § 9 A dækker også dette såkaldte "tjenesterejsebegreb".

I den første situation er det lønmodtageren selv, der har bestemt, at den pågældende midlertidigt skal arbejde meget langt fra hjemmet. I den anden situation har arbejdsgiveren bestemt, at lønmodtageren midlertidigt skal arbejde et andet sted end på den sædvanlige arbejdsplads.

Bedømmelsen af, om et arbejdssted er midlertidigt, afgøres konkret for hver enkelt lønmodtager. I den forbindelse er det primært længden af den periode, lønmodtageren skal arbejde på arbejdsstedet, der er afgørende. Jo kortere periode, jo mere sandsynligt er det, at der er tale om et midlertidigt arbejdssted.

Det er en betingelse for at være på rejse, at lønmodtageren som udgangspunkt for rejsen har en sædvanlig bopæl, som lønmodtageren ikke har haft mulighed for at overnatte på.

Det er ligeledes en betingelse for at være på rejse, at lønmodtageren rent faktisk har overnattet uden for hjemmet (den sædvanlige bopæl), men dette er ikke tilstrækkeligt til, at arbejdsgiveren kan udbetale en skattefri rejsegodtgørelse. Det skal være arbejdet og afstanden til det midlertidige arbejdssted, der nødvendiggør overnatning et andet sted end på den sædvanlige bopæl - ikke at lønmodtageren finder det mest bekvemt at overnatte et andet sted end på den sædvanlige bopæl.

I bedømmelsen indgår også arbejdsgiverens arbejdsmæssigt begrundede instruktioner til lønmodtageren, herunder f.eks. om at lønmodtageren skal være tilkaldevagt, eller at lønmodtageren har lange eller skiftende arbejdstider, således at der er kort tid mellem at en arbejdsdag slutter og en ny begynder. Endvidere kan arbejdsmarkedslovgivning have betydning, herunder f.eks. hviletidsbestemmelser.

Er afstanden lang, men dog ikke så lang, at det er fysisk umuligt at komme hjem og overnatte hver dag, vil det bero på en konkret vurdering i hver enkelt lønmodtagers tilfælde, om arbejdet og afstanden mellem bopælen og det midlertidige arbejdssted ikke har muliggjort overnatning på bopælen. Jo kortere afstand og jo kortere transporttid, des mere skal der til for at sandsynliggøre, at det ikke er muligt at komme hjem og overnatte.

Der må generelt stilles høje krav til lønmodtageren om, at vedkommende skal overnatte hjemme, hvis det overhovedet er muligt. Da der kun er tale om et midlertidigt arbejdssted, må man kunne forvente, at lønmodtageren kan leve med en ret lang afstand fra den sædvanlige bopæl til den midlertidige arbejdsplads - f.eks. også i forhold til, hvad lønmodtageren ellers lever med, når vedkommende arbejder på det sædvanlige arbejdssted. Det er derfor ikke nok, at det er besværligt, langt, upraktisk eller dyrt i transportudgifter at tage hjem til den sædvanlige bopæl hver dag.

Eksempler

Det fremgår af ligningsloven, at bedømmelsen af, om en lønmodtager er på rejse, skal ske efter en konkret vurdering i hver enkelt tilfælde. Dette kan gøre det svært at sammenligne to rejsesituationer. Det kan også betyde, at det samme forhold ikke vejer lige tungt i to tilsyneladende ens rejsesituationer, f.eks. fordi forholdet i den ene situation opvejes af noget andet, som betyder, at lønmodtageren ikke er på rejse i den ene situation, men er det i den anden. Det betyder også, at der ikke kan opstilles nogle håndfaste regler for, hvornår en lønmodtager er på rejse. Derfor er de følgende eksempler alene en generel og vejledende illustration af i hvilke situationer, der kan være tale om en rejse henholdsvis ikke tale om en rejse.

Eksempel 1

Lønmodtager A bor i Stubbekøbing og arbejder midlertidigt på et byggeprojekt i Kalundborg. Afstanden i bil er ca. 128 km og transporttiden er 1 time og 48 minutter. A arbejder alle ugens 5 dage fra 07.00 til 15.00, idet han selv betaler sin frokost. Hver dag efter fyraften tager han bad på arbejdsstedet. A er ikke på rejse, heller ikke selvom han måtte vælge at overnatte ved det midlertidige arbejdssted.

 

Fristen for aflevering af det byggeri, som A arbejder på, udløber om kort tid, og byggeriet er forsinket. Derfor har  A's arbejdsgiver beordret de ansatte på overarbejde for at få byggeriet gjort færdigt til tiden. A begynder derfor at arbejde fra kl. 06.00 til 18.00 mandag til torsdag og fra kl. 06.00 til 14.00 om fredagen. Han kører fra Stubbekøbing mandag morgen, og hjem igen fredag efter arbejdstids ophør. Fra mandag til fredag overnatter A i sin campingvogn nær det midlertidige arbejdssted.

 

Ændringen i A's arbejdsforhold (arbejdstid) betyder, at A er på rejse fra han tager hjemmefra mandag morgen til han kommer hjem fredag eftermiddag. Det skyldes, at han skal arbejde 12 timer dagligt mandag til torsdag og møde kl. 06.00 fredag. Hans arbejdsforhold betyder således, at det ikke er muligt for ham at komme hjem til Stubbekøbing og overnatte.

 

Eksempel 2

 

Lønmodtager B bor i Odense. Tirsdag sender hans arbejdsgiver ham til Vejle, hvor han skal opstille en maskine hos en virksomhed, som er arbejdsgiverens kunde. B er den eneste af arbejdsgiverens ansatte, som har det fornødne kendskab til den pågældende maskine.

 

B skal begynde arbejdsdagen kl. 08.00 med at hente maskinen på arbejdsgiverens virksomhed i Odense. Kl. 08.30 kører han i arbejdsgiverens bil til virksomheden i Vejle, hvor han bruger resten af arbejdsdagen på at opstille maskinen og instruere virksomheden i brug af den m.v. Maskinen er ny og skal køre i døgndrift. Derfor har B's arbejdsgiver bedt ham om at blive i Vejle om aftenen og natten, således at han hurtigt kan tilkaldes, hvis der skulle opstå problemer med maskinen. Onsdag kl. 01.00 opstår der et behov for, at B tilser maskinen. Onsdag kl. 07.00 er der behov for, at B foretager en justering af maskinen. Det tager noget tid, og B vender derfor først tilbage til arbejdsgiverens virksomhed i Odense samme dag kl. 11.00, hvor han afleverer arbejdsgiverens bil og i øvrigt fortsætter med at arbejde til normal arbejdstids ophør kl. 16.00.

 

Der er ca. 75 km fra B's bopæl i Odense til virksomheden i Vejle. Turen tager ca. 50 minutter i bil. B er på rejse, fra han forlader det faste arbejdssted (arbejdsgiverens virksomhed) om tirsdagen, til han vender tilbage til det faste arbejdssted igen om onsdagen. Dette skyldes, at det på grund af hans arbejdsforhold ? tilkaldevagten - ikke har været muligt for ham at komme hjem og overnatte.

 

B's arbejdsgiver har betalt for overnatning på et hotel i Vejle (frit logi). B kan derfor ikke få skattefri logigodtgørelse. Men da B selv har holdt sig med kost, mens han har været i Vejle, kan hans arbejdsgiver dække hans kostudgifter skattefrit enten med en kostgodtgørelse med standardsatsen eller som udlæg efter regning.

 

Eksempel 3

 

Lønmodtager C bor i Nykøbing Falster og arbejder midlertidigt på et vejarbejde ved Roskilde hver dag fra kl. 07.00 til kl. 15.00. Der er ca. 111 km fra Nykøbing Falster til Roskilde, og det tager ca. 1 time og 15 minutter i bil.

 

I ugens løb får C nye arbejdstider. Vejarbejdet skal nu udføres om natten, når der ikke er så meget trafik. Onsdag arbejder C derfor først fra kl. 07.00 til kl. 15.00, og derefter møder han igen kl. 23.00 for at arbejde til kl. 07.00 torsdag morgen.

C's arbejdstider i den pågældende uge ser derfor således ud:

Mandag fra kl. 07.00 til 15.00

Tirsdag fra kl. 07.00 til 15.00

Onsdag fra kl. 07.00 til 15.00 (udrejse fra Nykøbing F. kl. 05.45)

Onsdag fra kl. 23.00 til torsdag kl. 07.00 (hjemkomst til Nykøbing F. kl. 08.15)

Torsdag fra kl. 23.00 til fredag kl. 07.00, hvor C går på weekend.

 

Det er muligt for C at komme hjem og overnatte efter arbejdstids ophør på følgende dage: Mandag kl. 15.00, tirsdag kl. 15.00 og torsdag kl. 07.00 og fredag kl. 07.00. Han er derfor ikke på rejse disse dage.

 

Onsdag vil det ikke være muligt for ham at komme hjem og "overnatte" og tilbage til Roskilde igen, inden næste arbejdsperiode begynder kl. 23.00. C vil derfor kunne blive i Roskilde for at hvile m.m. mellem kl. 15.00 og 23.00, og arbejdsgiveren kan betale en skattefri rejsegodtgørelse for de udgifter C har til kost og logi i den forbindelse. C er således på rejse fra han tager hjemmefra onsdag morgen kl. 05.45 til han kommer hjem igen torsdag morgen kl. 08.15.

Eksempel 4

Lønmodtager D bor i Vordingborg, hvor han arbejder i en virksomhed, som netop har gennemgået en større organisationsændring. D er derfor blevet forflyttet til en ny afdeling, hvor medarbejderne ikke tidligere har arbejdet sammen.

 

Arbejdsgiveren sender D og hans nye kollegaer på personaleseminar i Sorø fra mandag til onsdag. Seminaret er planlagt til at vare fra kl. 09.00 til kl. 18.00 mandag og tirsdag, og onsdag fra kl. 09.00 til kl. 16.00. Formålet med seminaret er dels at tilrettelægge den nye afdelings arbejdsprojekter for det kommende år, dels at teambuilde den nye afdeling. Teambuildingaktiviteterne foregår mandag og tirsdag aften og tager afsæt i kunsten som udtryksform. En kunstner holder foredrag, og D og hans kollegaer skal desuden arbejde sammen i kunstneriske workshops. 

 

Der er ca. 60 km fra Vordingborg til Sorø, og det tager knap 1 time i bil.

 

Mandag og tirsdag er det ikke muligt for D at komme hjem og overnatte på grund af teambuildingaktiviteterne om aftenen. D er således på rejse fra han tager hjemmefra mandag morgen kl. 08.00 til han kommer hjem igen onsdag kl. 17.00.

 

D får fri kost og logi, og han kan derfor ikke få skattefri rejsegodtgørelse, dog kan han få 25 pct. af kostsatsen til dækning af småfornødenheder. I det omfang D ikke havde fået fri kost, kunne han have fået skattefri kostgodtgørelse.

 

Eksempel 5

 

E er selvstændig vognmand og bor i Skanderborg. Han har flere ansatte, men kører også selv som chauffør. E's vognmandsforretning ligger i Århus V. E skal køre potteplanter til en større by i Midtsverige. E møder kl. 07.00 mandag morgen i Århus V, hvor han skal hente lastbilen og de nødvendige papirer m.v. Kl. 08.00 kører E fra Århus V, og han er nu på et midlertidigt arbejdssted (lastbilen), idet et arbejdssted, der bevæger sig i takt med arbejdets udførelse, altid betragtes som et midlertidigt arbejdssted. E's rejse begynder således mandag kl. 08.00, når han forlader det faste arbejdssted i Århus V i lastbilen.

 

E skal først hente potteplanterne på et gartneri i Kolding. Han kører derfra over Fyn til København og via Øresundsbroen til Sverige. Undervejs til bestemmelsesstedet holder han pauser efter de gældende køre-/hviletidsregler. Mandag aften er han fremme ved bestemmelsesstedet. Han kører ind på en rasteplads, spiser på et cafeteria, som ligger der, og han overnatter i lastbilen. Tirsdag morgen læsser han som det første potteplanterne af hos modtageren. Derefter kører han tilbage mod Danmark.

 

På hjemvejen tager han færgen fra Helsingborg til Helsingør, da han skal hente et parti varer i Hillerød. Han skal køre varerne til Fåborg og læsse dem af der. Undervejs på hele turen fra Sverige holder han de pauser, han skal efter køre-/hviletidsreglerne.

 

Fra Fåborg fortsætter han mod Århus V. Da han ved 18-tiden når Vejle er hans køretid ved at være brugt op. Efter køre-/hviletidsreglerne må han nu ikke køre mere denne dag, og han kører derfor ind på Transportcentret DTC i Vejle for at holde hvil. E er ca. 40 km fra sit hjem i Skanderborg. Det er derfor - på grund af afstanden - muligt for ham at komme hjem, også selv om han har opbrugt sin køretid, og derfor ikke må køre længere i lastbilen.

 

Da det således er muligt for E at komme hjem og overnatte, afbrydes rejsen tirsdag, når han stopper for at holde hvil (i Vejle), og der kan ikke beregnes rejsegodtgørelse/-fradrag derefter. Det forhold, at rejsen er afbrudt, betyder dog ikke, at E nødvendigvis skal tage hjem og overnatte. Skattereglerne siger ikke noget om, at han ikke må blive ved lastbilen, kun at der ikke længere kan beregnes rejsegodtgørelse/-fradrag.

 

Rejsebegrebets betingelse om "afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted" Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en rejse ifølge LL § 9 A, stk. 1, i en situation, hvor en lønmodtager selv har valgt at arbejde på et midlertidigt arbejdssted, jf. rejsebegrebets punkt 1 ovenfor, skal afgøres konkret ud fra en vurdering af, om afstanden mellem den pågældende lønmodtagers bopæl og det midlertidige arbejdssted ikke muliggør, at lønmodtageren kan overnatte på sin sædvanlige bopæl. Denne bedømmelse må ske ud fra en objektiv vurdering af, om lønmodtageren ved hjælp af ét eller flere almindelige befordringsmidler, f.eks. bil, tog eller bus, vil kunne tilbagelægge strækningen mellem sin sædvanlige bopæl og det midlertidige arbejdssted indenfor et tidsrum, der muliggør, at lønmodtageren kan nå at sove hjemme på bopælen. Der kan dog også i denne situation lægges vægt på f.eks. transporttid og arbejdstid, jf. SKM2005.492.ØLR, som er refereret i afsnittet "Praksis vedr. afstand". 

Tjenesterejsebegrebets særlige afstands- og arbejdsbetingelse.I den situation, hvor en lønmodtager ikke selv har valgt at arbejde på et midlertidigt arbejdssted, men hvor arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, jf. rejsebegrebets punkt 2 ovenfor, dvs. at lønmodtageren sendes på en såkaldt tjenesterejse, er det ikke kun afstanden mellem lønmodtagerens bopæl og det midlertidige arbejdssted,  som kan umuliggøre overnatning på bopælen. Når der er tale om en tjenesterejse, kan den ansattes samlede arbejdsvilkår på det midlertidige arbejdssted - herunder arbejdsgiverens arbejdsmæssigt begrundede instruktioner til lønmodtageren - tillige bevirke, at det ikke er muligt at overnatte på bopælen. Denne konkrete bedømmelse af lønmodtagerens arbejdssituation på det midlertidige arbejdssted sammenholdt med den objektive bedømmelse af den tid, som afstanden mellem lønmodtagerens bopæl og det midlertidige arbejdssted vil kunne tilbagelægges på, er afgørende for, om lønmodtageren opfylder rejsebegrebets betingelse om manglende  mulighed for overnatning på den sædvanlige bopæl under en tjenesterejse.

I forbindelse med en tjenesterejse kan transporttiden mellem bopælen og det midlertidige arbejdssted, som ovenfor nævnt, have betydning. For en række lønmodtagere kan nogle arbejdsmæssigt betingede forhold bevirke, at det vil være relevant at lægge transporttiden med tog til grund, under forudsætning af, at lønmodtageren rent faktisk har benyttet toget til at komme til det midlertidige arbejdssted, når arbejdet fra arbejdsgiverens side er tilrettelagt ud fra, at der benyttes tog som transportmiddel til det midlertidige arbejdssted, f.eks. fordi arbejdet påbegyndes på en station, og således at arbejdsgiveren accepterer, at lønmodtageren påbegynder arbejdsdagen, så det i videst muligt omfang passer med togets ankomsttid. Denne situation kan eksemplevis forekomme, hvor et arbejde påbegyndes et sted på en jernbanestrækning og afsluttes et andet sted på jernbanen, idet arbejdsstedet flytter sig ad jernbanen i takt med arbejdets udførelse, således at lønmodtageren ville skulle transportere sig hjem fra et andet udgangspunkt, end dér hvor lønmodtageren påbegyndte arbejdet. Det vil dog være en forudsætning, at transporttiden med tog ikke væsentligt overstiger transporttiden med bil. Hvis transport med bil går meget hurtigere, vil transporttid med bil således som udgangspunkt være afgørende. Under alle omstændigheder vil de her nævnte arbejdsforhold kun indgå, hvor det er relevant efter de faktiske forhold, og i så fald kun som et af flere elementer.

Praksis vedrørende afstandPraksis vedrørende rejsebegrebets betingelse om afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted både i situationer, hvor lønmodtageren selv har valgt at arbejde på et midlertidigt arbejdssted og i forbindelse med tjenesterejser:

  • ►I SKM2006.482.ØLR fandt Østre Landsret, at skatteyderen, som havde en daglig arbejdstid på 7-9 timer og en daglig transporttid på maksimalt 3 timer, havde mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, hvorfor der ikke var grundlag for at udbetale skattefri rejsegodtgørelse.◄
  • I SKM2006.340.LSR fandt Landsskatteretten, at en lønmodtager, der arbejdede på Øresundsprojektet som jord- og betonarbejder på den kunstige ø Peberholm, var omfattet af ligningslovens rejsebegreb. Afstanden mellem den sædvanlige bopæl og arbejdsstedet var 76 km. Landsskatteretten lagde bl.a. vægt på, at lønmodtageren havde haft arbejdsperioder på 12-13 timer, hvortil kom transporttiden.
  • I SKM2005.492.ØLR fandt Østre Landsret, at medarbejdere var berettigede til fradrag i medfør af LL § 9 A efter en helhedsvurdering under inddragelse af afstand, transporttid og længden af arbejdstiden. Landsretten lagde vægt på, at medarbejderne havde hårdt fysisk arbejde, at tranporttiden var i hvert fald 1½ time hver vej, og at medarbejderne derfor var berettigede til fradrag de dage, hvor arbejdstiden var på 10 timer eller mere. Rådighed over egen bil var uden betydning for bedømmelsen. Skatteministeriets Departement har i SKM2006.138.DEP kommenteret dommen. Departementet anser ikke dommen for at være et brud med - men derimod et vigtigt supplement til - den hidtidige praksis på området, og dommen giver efter Departementets opfattelse ikke anledning til ændring af den linje, skattemyndighederne hidtil har fulgt.
  • I SKM2004.390.LSR fandt Landsskatteretten, at en major, der var beordret til midlertidig tjeneste på Hærens Officersskole, skulle beskattes af udbetalt rejsegodtgørelse, idet han ikke på grund på af afstanden mellem bopælen og det midlertidige tjenestested (94 km hver vej) og arbejdsforholdene iøvrigt var afskåret fra at overnatte på bopælen.
  • I SKM2004.419.LSR fandt Landsskatteretten, at der ikke kunne indrømmes ret til skattefri rejsegodtgørelse eller fradrag for udgifter i forbindelse med rejse for en person, der havde ca. 90 km mellem bopæl og arbejdsplads.
  • I SKM2004.503.LSR fandt Landsskatteretten, at en person, der var bosiddende i Korsør og arbejdede på Metroprojektet i København, og som efter det oplyste overnattede i en campingvogn ved Nordhavn Station, ikke var berettiget til fradrag for rejseudgifter, henset til afstanden mellem bopælen i Korsør og arbejdsstedet samt manglende dokumentation for den enkelte arbejdsdags længde.
  • I SKM2004.486.LSR fandt Landsskatteretten, at en sømand ansat på en passagerrute ikke kunne anses for omfattet af reglerne om fradrag for udgifter til kost mv. Han havde bopæl ca. 12 km fra færgens  hjemhavn og kunne forlade færgen mellem vagterne.
  • I SKM 2005.297.LSR skulle fradrag for rejseudgifter for en skatteyder med bopæl i Korsør i forbindelse med arbejde i Esbjerg beregnes fra afrejsetidspunktet søndag aften, idet det blev anset for naturligt, at skatteyderen afrejste fra bopælen søndag aften inden påbegyndelsen af arbejdet mandag morgen.
  • I SKM2005.318.HR lagde Højesteret til grund, at appellanten af arbejdsgiveren var antaget til at arbejde med nedlæggelse af fjernvarmerør i ..., og at han således ikke af arbejdsgiveren blev udsendt til de nævnte arbejdssteder. Betingelsen for at oppebære skattefri rejsegodtgørelse var ikke opfyldt, idet der ikke var grundlag for at fastslå, at appellanten pga. afstanden (60 km) mellem bopæl og midlertidigt arbejdssted var uden mulighed for at overnatte hjemme. Under de foreliggende omstændigheder kunne der ikke lægges vægt på, at appellanten ikke havde mulighed for at køre i bil til arbejdsstederne. Dommen er en stadfæstelse af Vestre Landsrets dom SKM2004.335.VLR.

Rejsebegrebets betingelse om "sædvanlig bopæl" - erhvervsmæssige udgifterNår der i rejsebegrebet i LL § 9 A, stk. 1, nævnes "sædvanlig bopæl" betyder det, at det er en grundlæggende betingelse for at kunne modtage en skattefri rejsegodtgørelse eller for at kunne tage fradrag for rejseudgifter til kost og/eller logi, at rejsen har påført den pågældende lønmodtager udgifter til kost og logi. Desuden skal lønmodtageren under rejsen have en "sædvanlig bopæl". Se SKM2004.362.TSS, hvoraf det fremgår, at rejsebegrebet forudsætter, at lønmodtageren har en sædvanlig bolig til rådighed, men at der ikke kan stilles krav om, at den pågældende har udgifter til en sædvanlig bolig.

Udgifter til kost og logi er private udgifter, der normalt afholdes af alle - uafhængigt af, om den enkelte har en erhvervsmæssig indkomst eller ej. Derfor anses udgifter til kost og logi kun for erhvervsmæssige udgifter, hvis der er tale om udgifter påført af erhvervsmæssige årsager. Se om driftsudgifter i forhold til private udgifter i relation til driftsomkostningsbegrebet i SL § 6, litra a, i LV Erhvervsdrivende, afsnit E.A.2.1. Se også i afsnit A.F.1.1.2.

Når f.eks. en lønmodtager på grund af afstanden mellem sin bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på bopælen, antages det, at lønmodtageren bliver påført udgifter til kost og logi af erhvervsmæssige årsager. Se SKM2001.629.LSR, hvor en studerende, som havde feriejobs i Sønderjylland og samtidigt opretholdt og betalte for sin sædvanlige bopæl på Fyn, blev anset for omfattet af ligningslovens rejseregler, selvom han boede hos sine forældre i nærheden af de midlertidige arbejdssteder i forbindelse med sit arbejde dér. 

Told- og Skattestyrelsen har udtalt sig om forståelsen af begrebet "sædvanlig bopæl", og om hvorvidt rejsebegrebets betingelse herom er opfyldt ved udlejning af bopælen under udstationering i udlandet. Styrelsen anførte bl.a., at en "sædvanlig bopæl" er det sted, som lønmodtageren har den største tilknytning til og derfor normalt bor. Når en lønmodtager har udlejet sin sædvanlige bopæl under en udstationering i udlandet, har den pågældende lønmodtager ikke rådighed over en "sædvanlig bopæl" i dette tidsrum. Derfor opfylder lønmodtageren ikke forudsætningen i LL § 9 A, stk. 1, om opretholdelse af en "sædvanlig bopæl", mens lønmodtageren arbejder på et midlertidigt arbejdssted. Se SKM2002.438.TSS.

I SKM2006.308.ØLR fandt Landsretten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort at have haft sædvanlig bopæl på et vandrehjem, hvor han var tilmeldt folkeregistret. Sagsøgeren overnattede normalt fra mandag til fredag i en campingvogn, som var opstillet på de byggepladser, hvor han arbejdede. I weekenderne opholdt han sig som regel på vandrehjemmet eller hos sin kæreste i Tyskland. Ferie og højtider tilbragte han typisk på Tenerife eller i Tyskland. Sagsøgerens private indbo var i hele indkomståret opmagasineret.

I SKM2006.109.LSR fandt Landsskatteretten, at der ikke var fradrag for ekstra udgifter til logi i forbindelse med fastansættelse. Opretholdelsen af to boliger blev anset for en privat disposition.

Om rejsebegrebet i relation til fri bolig uden anden (sædvanlig) bolig, se TfS 1999, 235, som også omtales i ovennævnte SKM2002.438.TSS. 

Udenlandske sæsonarbejderes fradrag for rejseudgifter ved arbejde i Danmark forudsætter, at de har en sædvanlig bolig i deres hjemland og dermed skattemæssigt kan anses for at være på rejse, se SKM2001.188.TSS.

Rejsebegrebets betingelse om "midlertidigt arbejdssted"Hvornår et arbejdssted kan anses for midlertidigt i relation til rejsebegrebet, må afgøres konkret ud fra en vurdering af den pågældende lønmodtagers ansættelses- og/eller arbejdsforhold. Se SKM2001.490.LVR om en skatteyder, der var udsendt af et dansk selskab som konsulent for et polsk og senere også et litauisk selskab, som det danske selskab var medejer af. Skatteyderen blev anset for at have haft sædvanlige ledelsesmæssige opgaver af permanent og fast tilbagevendende karakter i selskaberne i Polen og Litauen, hvorfor han ikke var berettiget til at modtage skattefri rejsegodtgørelse. Se også SKM2003.453.LSR om en sygeplejerske, der var bosiddende på en ø. Hun havde fået arbejde på et hospital på fastlandet, således at der var 3 måneders prøvetid og herefter var arbejdet fast. Udgift til kost og logi var fradragsberettiget i det omfang, der var tale om midlertidigt arbejde. Da arbejdet - bortset fra 3 måneders prøvetid - var fast, kunne der alene ske fradrag for rejseudgifter for 3-måneders-perioden.

I SKM2006.161.LSR fandt Landsskatteretten, at udgifter afholdt til kost og logi i forbindelse med et ansættelsesforhold i Sverige ikke var fradragsberettigede, da ansættelsesforholdet ikke kunne anses som midlertidigt. Ifølge ansættelseskontrakten med det svenske firma blev ansættelsen påbegyndt den 1. januar 1999 og fortsatte "indtil videre".

"Éndagsrejser"Da skattefri rejsegodtgørelse kun kan udbetales for rejser med overnatning og af en varighed på mindst et døgn, kan der ikke udbetales nogen form for rejsegodtgørelse (kost-, 25pct.- eller logigodtgørelse) for en "éndagsrejse".

Arbejdsgiveren kan derfor kun dække lønmodtagerens udgifter til kost m.v. på en éndagsrejse som udlæg efter regning - herunder ved at stille fri kost til rådighed for lønmodtageren. Om fradrag for udgifter på "éndagsrejser", se afsnit A.F.1.1.1.

Mindst 24 timerDer kan kun udbetales skattefri godtgørelse for rejser med overnatning og af en varighed på mindst 24 timer, jf. LL § 9 A, stk. 1 - 3. Se SKM2003.506.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at de omhandlede zonetillæg ikke kunne anses for en godtgørelse til dækning af rejseudgifter som omhandlet i ligningslovens § 9 A, blandt andet fordi de omhandlede godtgørelser blev udbetalt, uanset om der skete overnatning eller ej.

I SKM2006.313.ØLR nægtede Landsretten fradrag til en ansat på en færge, med den begrundelse at sagsøger ikke havde været på rejse i mindst 24 timer. Sagsøger var ansat på en færge, der sejlede i rutefart. Sasøger boede mindre end 12 km fra færgens hjemstedshavn.

Fradrag for rejseudgifterEn lønmodtager kan ikke foretage fradrag for rejseudgifter i det omfang, den pågældende har modtaget skattefri godtgørelse herfor, eller arbejdsgiveren har dækket udgifterne som udlæg efter regning eller ved fri kost og/eller logi. Se om udlæg efter regning i afsnit A.B.1.7.4.

Hvis der slet ikke udbetales nogen godtgørelse - eller udbetales mindre end satserneHvor betingelserne i LL § 9 A for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt, men udbetaling heraf ikke er sket eller er sket med lavere beløb end ligningslovens/ Skatterådets satser, kan differencen mellem satserne og den faktisk modtagne rejsegodtgørelse fradrages i den skattepligtige indkomst, jf. LL § 9 A, stk. 7. 

Fradraget er betinget af, at lønmodtageren kan dokumentere det faktiske antal rejsedage med overnatning samt antallet af efterfølgende timer, hvorimod udgifterne ikke skal dokumenteres.

Hvis der udbetales godtgørelse med satserne Ønskes fradrag for rejseudgifter, der overstiger godtgørelsessatserne, skal samtlige afholdte udgifter dokumenteres. Der kan herefter foretages fradrag i den skattepligtige indkomst for differencen mellem samtlige afholdte og dokumenterede udgifter og den modtagne godtgørelse. Se nærmere om fradrag for rejseudgifter i afsnit A.F.1.1.

Om fradrag for erhvervsmæssige rejseudgifter for lønmodtagere og bestyrelsesmedlemmer og lign., se også afsnit A.F.1.1.1.

Personkredsen

LønmodtagereLønmodtagere er som udgangspunkt omfattet af den personkreds, som kan få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse, når betingelserne herfor er opfyldt. Se dog nedenstående afsnit om lønmodtagere, som ikke kan anvende rejsereglerne.

Bestyrelsesmedlemmer og lign.Der kan udbetales skattefri rejsegodtgørelse til såvel lønnede som ulønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd, og lign., efter samme principper og med samme beløb, der gælder for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse til lønmodtagere, jf. LL §§ 9, stk. 5, 5. pkt. og 9 A, stk. 9, 1. pkt.

For så vidt angår de lønnede bestyrelsesmedlemmer og lign., som er omfattet af reglerne om skattefri rejsegodtgørelse, afgrænses denne personkreds på samme måde som den personkreds, der er nævnt i KSL § 43, stk. 2, litra a. Heraf følger, at der kun kan udbetales skattefri rejsegodtgørelse til lønnede bestyrelsesmedlemmer og lign., hvis deres vederlag er A-indkomst.

Skattefri rejsegodtgørelse fra danske eller udenlandske arbejdsgivere/
bestyrelser og lign.Rejsegodtgørelse, der udbetales efter de i ligningsloven/af Skatterådet fastsatte satser og regler, er skattefri, uanset om udbetalingen foretages af en dansk eller udenlandsk arbejdsgiver/hvervgiver, og uafhængig af, om denne er skatte-, indeholdelses- eller oplysningspligtig her i landet. Se TOLD SKAT Nyt 1993.8.383 og 394 (TfS 1993, 222 og 231).

De hvervgivere, som kan udbetale skattefri rejsegodtgørelse, er: Bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lign., jf. LL § 9 A, stk. 9.

I TfS 1997, 480, udtalte Told- og Skattestyrelsen, at en dansk virksomhed, der udlejer medarbejdere til udlandet, kan udbetale skattefri rejsegodtgørelse til de udlejede medarbejdere, såfremt det er udlejervirksomheden, der påfører medarbejderen rejseudgifter.

Begrænset skattepligtigeSkattefri rejsegodtgørelse kan udbetales til såvel fuldt skattepligtige som begrænset skattepligtige under forudsætning af, at betingelserne i LL § 9 A i øvrigt er opfyldt, jf. TfS 2000, 897.

Lønmodtagere, som ikke kan anvende rejsereglerne, jf. LL § 9 A, stk. 11, 1. og 3. pkt.Følgende lønmodtagere, som er omfattet af eller anvender særlige skatteordninger, kan ikke anvende rejsereglerne i LL § 9 A, stk. 1 - 8: 

  • lønmodtagere, som arbejder på D.I.S.-skibe og derfor kan anvende reglerne i LL § 33 C,
  • lønmodtagere, som kan anvende reglerne i sømandsfradragsloven,
  • lønmodtagere, som får diverse tillæg og lignende ydelser, fordi de er udsendt af den danske stat, jf. LL § 7, nr. 15,
  • lønmodtagere, som får skattefri godtgørelser under deres uddannelse m.v. efter reglerne i LL § 31, stk. 4, og
  • lønmodtagere, som er registrerede som erhvervsfiskere, og som har valgt at tage fradrag efter reglerne i LL § 9 G ved fangstture i det pågældende indkomstår.

Ovennævnte lønmodtagere kan derfor hverken modtage skattefri rejsegodtgørelse med satserne i LL § 9 A, stk. 2 - 4, eller foretage fradrag efter reglerne i LL § 9 A, stk. 7, jf. afsnit A.F.1.1.1.1.

HonorarmodtagerePersoner, som får honorarer, der er B-indkomst, kan ikke få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse. Disse personer kan i stedet trække deres dokumenterede, faktiske udgifter på rejse fra. Efter praksis kan fradraget foretages i den personlige indkomst.

Selvstændigt erhvervsdrivendeSelvstændigt erhvervsdrivende kan ikke få skattefri rejsegodtgørelse. De kan i stedet trække rejseudgifter fra i det omfang, de har været på en erhvervsmæssig rejse. Betingelserne for at være på rejse er de samme for selvstændigt erhvervsdrivende som for lønmodtagere. Selvstændigt erhvervsdrivende kan enten fratrække de dokumenterede, faktiske udgifter til kost, småfornødenheder og/eller logi på rejse, eller de kan vælge uden dokumentation at fratrække rejseudgifter med de standardsatser, der gælder for lønmodtagere i de samme erhverv, og på de samme betingelser. Fradraget foretages i den personlige indkomst.

Dokumentation Rejsegodtgørelse, der udbetales efter ligningslovens regler, kan udbetales skattefrit, forudsat at godtgørelsen udbetales på grundlag af det faktiske antal rejsedage.

I SKM2004.412.VLR fik sagsøgeren, der alene havde udarbejdet en liste over byer i Tyskland, hvor han skulle have arbejdet, uden at dette i øvrigt var dokumenteret ved kontrakter, arbejdssedler eller lignende, ikke medhold i, at betingelserne i ligningslovens § 9, stk. 5, for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse var opfyldt i indkomstårene 1997 og 1998.

Kontrol ved udbetalingenDet påhviler arbejdsgiveren/hvervgiveren at sikre, at der ikke udbetales skattefri rejsegodtgørelse til personer, som ikke opfylder betingelserne, jf. bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, se TfS 2000, 308, se afsnit A.B.1.7.3.

Såfremt der udbetales godtgørelse til en lønmodtager/et bestyrelsesmedlem og lign., som ikke opfylder betingelserne for at modtage skattefri godtgørelse, bliver den pågældende ydelse skattepligtig som personlig indkomst. Om lønmodtagerens/bestyrelsesmedlemmets fradragsmuligheder i denne situation, se afsnittene A.F.1.1.1.2 og A.F.1.1.2.

Dækningsprincip for kostudgifterDer skal vælges samme dækningsprincip for alle udgifterne til kost og småfornødenheder på den enkelte rejse, jf. LL § 9 A, stk. 3, 3. pkt. og stk. 4. Alle kostudgifter m.v. på rejsen kan enten dækkes ved en skattefri kostgodtgørelse - eventuelt kombineret med fri kost og deraf følgende reduktion af godtgørelsen med værdien af den fri kost, se herom i afsnit A.B.1.7.1.1. Eller også kan alle udgifterne til kost på rejsen i stedet dækkes som udlæg efter regning eller ved fri kost, eventuelt sammen med udbetaling af en 25 pct.-godtgørelse til dækning af rejseudgifter til småfornødenheder. Se om 25 pct.-godtgørelse i afsnit A.B.1.7.1.1.

Såfremt rejseudgifter til f.eks. kost og småfornødenheder kun er dækket delvist som udlæg efter regning, kan der ikke samtidig udbetales skattefri rejsegodtgørelse, og der kan ikke tages fradrag for de øvrige ikke dækkede kostudgifter med standardsatserne, men kun med de dokumenterede kostudgifter. Der kan dog altid foretages standardfradrag for småfornødenheder med 25 pct. af den aktuelle kostsats beregnet for den samlede rejse, jf. LL § 9 A, stk. 7, 3. pkt.

MorgenmadsreglenSåfremt morgenmad er inkluderet i logiudgiften, der dækkes som udlæg efter regning, betragtes udgiften til morgenmaden dog ikke også for dækket efter regning. I denne situation anses lønmodtageren for at have modtaget fri morgenmad, se herom i afsnit A.B.1.7.1.1.

Dækningsprincip for logiudgifterEn rejses logiudgifter kan derimod dækkes efter forskelligt dækningsprincip fra døgn til døgn. Et rejsedøgns logiudgift kan enten dækkes ved en skattefri logigodtgørelse eller som udlæg efter regning - herunder ved, at arbejdsgiveren stiller frit logi til rådighed på rejsen.

LL § 31 Efter LL § 31 kan der udbetales skattefri rejsegodtgørelse i forbindelse med deltagelse i undervisning.

Modtageren af ydelsen skal på grund af afstanden mellem bopæl og uddannelsessted eller kursussted ikke have mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Den persongruppe, der er omfattet af LL § 31, kan modtage skattefri godtgørelse efter satserne i LL § 9 A, stk. 2, nr. 1 og nr. 4, når opholdet nødvendiggør overnatning uden for den sædvanlige bopæl og når opholdet på uddannelsesstedet har varet mindst 24 timer, jf. LL § 31, stk. 4.

Efter bestemmelsen i LL § 31 kan faktiske udgifter til kost ved uddannelsesophold, der varer mindre end 24 timer, dækkes som udlæg efter regning.

For så vidt angår de øvrige betingelser for at kunne benytte LL § 31 (personkreds, undervisningens karakter m.v.) henvises til afsnit A.B.1.7.2.2.