Efter LL § 12, stk. 1-3, er udgifter til løbende ydelser, som er ensidigt påtaget over for foreninger, stiftelser, institutioner m.v. eller religiøse samfund, som er godkendt af skatteministeren, fradragsberettigede ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det drejer sig om løbende ydelser, som den forpligtede skal have påtaget sig at udrede uden at modtage vederlag herfor.

For personer kan fradraget for udgifter til løbende ydelser højst udgøre 15 pct. af yderens personlige indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst.

Det er nettokapitalindkomsten, der skal lægges til grund for beregningsgrundlaget. Hvis den er negativ, fragår den ikke i beregningsgrundlaget. Den personlige indkomst indgår i beregningsgrundlaget, hvad enten den er positiv eller negativ. Virksomhedsoverskud eller underskud efter reglerne i virksomhedsskatteloven indgår kun i beregningsgrundlaget i det omfang, det overføres til den skattepligtige indkomst.

Den personlige indkomst og nettokapitalindkomsten, der danner grundlag for beregningen af maksimum for fradraget for løbende ydelser, opgøres efter reglerne i PSL. Det er den personlige indkomst før overførsel eller fremførsel af underskud efter PSL § 13 og VSL § 13, der skal anvendes. Ifølge TfS 1996, 840 LSR skal AM-bidrag dog ikke fratrækkes den personlige indkomst ved beregningen af det maksimale fradrag.

Samlevende ægtefæller kan hver for sig fradrage udgifter til løbende ydelser, der ikke overstiger 15 pct. af den personlige indkomst med tillæg af positiv nettokapitalindkomst. Det forudsætter dog, at den enkelte ægtefælle selv er den forpligtede efter forpligtelseserklæringen. En uudnyttet fradragsmulighed hos den ene ægtefælle kan derfor ikke benyttes af den anden ægtefælle.

Hvis et fradrag for udgifter til løbende ydelser medfører, at en gift persons skattepligtige indkomst bliver negativ, kan underskuddet overføres til fradrag hos ægtefællen efter reglerne i PSL § 13.

Hvis et fradrag for udgifter til løbende ydelser medfører, at den skattepligtige indkomst bliver negativ, kan underskuddet fremføres til fradrag i de efterfølgende 5 indkomstår efter reglerne i PSL § 13.

For selskaber og andre skattepligtige institutioner kan fradraget for udgifter til løbende ydelser højst udgøre 15 pct. af selskabets skattepligtige indkomst. Denne procentdel beregnes af yderens skattepligtige indkomst, før indkomsten er nedbragt med fradrag efter denne bestemmelse.

Ved to højesteretsdomme af 2. juni 1995 (TfS 1995, 454 HRD og TfS 1995, 455 HRD) blev det afgjort, at et hovedanpartsselskab kunne få fradrag for løbende ydelser til et kirkesamfund, selv om det var hovedanpartshaverens ideelle interesse for kirkesamfundet, der havde ført til, at selskaberne påtog sig en løbende forpligtelse. Dommene viser, at der ikke har været grundlag for myndighedernes hidtidige praksis, hvorefter hovedaktionærselskaber er blevet nægtet fradrag efter LL § 12 for løbende udbetalinger til almennyttige formål, når man har anset formålene for sammenfaldende med hovedaktionærernes personlige interesser. Se endvidere TfS 1995, 649 DEP og TfS 1996, 4 TSS.

Den skattepligtige person eller selskab kan altid fradrage udgifter til løbende ydelser med indtil 15.000 kr. årligt. Dette gælder, selv om yderens fradrag efter den ovennævnte 15 pct.'s begrænsning ville udgøre et mindre beløb, og selv om den skattepligtige slet ikke har nogen indkomst i det pågældende indkomstår. Det vil sige, at de foran nævnte indkomstafhængige begrænsninger alene får betydning for skattepligtige, hvis forpligtelse til at udrede løbende ydelser til foreninger m.v. overstiger 15.000 kr. årligt.

Eksempel:

15 pct.'s begrænsningen og 15.000 kr.'s-reglen er udtryk for det samlede årlige maksimale fradrag, der kan opnås for løbende ydelser til foreninger, stiftelser, institutioner m.v. og til religiøse samfund. Det er derfor uden betydning for fradragsberegningen, om ydelserne tilfalder en eller flere institutioner m.v. eller religiøse samfund.

Den del af udgifterne til løbende ydelser, som i et indkomstår måtte overstige 15.000 kr. eller 15 pct.'s begrænsningen, kan ikke fremføres til fradrag i senere indkomstår.

Overskydende beløb kan heller ikke fradrages efter LL § 8 A, jf. SKM2004.299.VLR. Her fandt landsretten, at fradragsretten for udgifter til løbende ydelser, som den skattepligtige ensidigt har forpligtet sig til at udrede, er udtømmende reguleret i LL § 12, så der ikke tillige er fradragsret efter LL § 8 A for sådanne ydelser.

Fradrag for udgifter til løbende ydelser skal foretages i den skattepligtige indkomst efter reglerne i personskatteloven. Fradraget har derfor en værdi, som svarer til summen af satsen for bundskat efter PSL § 6 og de kommunale skattesatser. Fradrag for løbende ydelser kan ikke foretages i den personlige indkomst eller i kapitalindkomsten.

Fradragsretten for løbende ydelser til foreninger, stiftelser, institutioner m.v. og religiøse samfund er betinget af, at institutionen m.v. eller det religiøse samfund, der modtager de løbende ydelser, er godkendt af skatteministeren. Institutionen m.v. eller det religiøse samfund skal være godkendt på det tidspunkt, hvor ydelsen forfalder til betaling.

Told- og skatteforvaltningen behandler  ansøgninger om godkendelse efter LL § 12, stk. 3.

Told- og skatteforvaltningen offentliggør hvert år en liste over de institutioner og religiøse samfund, som er godkendt efter LL § 12, stk. 3.

Betingelser for godkendelseForeninger, stiftelser og institutioner m.v. kan godkendes, hvis de er:

1. hjemmehørende her i landet,
2. almenvelgørende eller på anden måde almennyttige og
3. anvender deres midler til humanitære formål, forskning eller beskyttelse af naturmiljøet.

Udtrykket hjemmehørende her i landet svarer til betegnelsen i SEL § 1. Ifølge praksis er det derfor afgørende, at både bestyrelsen - i al fald flertallet af bestyrelsen - og hovedkontoret befinder sig her i landet.

Almenvelgørende En institution betragtes som almenvelgørende, når den alene yder støtte til en videre kreds af personer, som er i økonomisk trang eller har vanskelige økonomiske kår.

Almennyttig En institution betragtes som almennyttig, når dens virke i samfundet kan karakteriseres som nyttigt ud fra den opfattelse, der er almindeligt fremherskende i befolkningen. Endvidere skal institutionens formål komme en vis større kreds til gode.

Begreberne almenvelgørende og almennyttig skal således forstås på samme måde, som de forstås i LL § 8 A om fradragsret for gaver til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige institutioner.

Humanitære formål Humanitære formål varetages, når institutionen m.v. bestræber sig på at afhjælpe menneskelig nød. Der tænkes her specielt på sygdomsbekæmpelse og sygdomsforebyggelse. Hjælpeorganisationer, hvis formål er at yde støtte i akutte nødhjælpssituationer i f.eks. udviklingslandene, vil være omfattet af bestemmelsen. Som eksempler herpå kan nævnes organisationer som Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Caritas Danmark, ASF-Dansk Folkehjælp og Dansk Flygtningehjælp. Organisationer, hvis formål er at forebygge og bekæmpe sygdom i Danmark, vil ligeledes være omfattet af bestemmelsen. Som eksempler herpå kan nævnes foreninger, der yder støtte til arbejde mod kræftsygdomme, sukkersyge og hjertesygdomme.

Forskning Forskning forstås som videnskabelig undersøgelse og granskning. Undersøgelserne kan indgå som et led i egentlig grundforskning. De kan også være rettet mod praktiske mål eller anvendelser. Grundforskning er defineret i Ligningsvejledningen Erhvervsdrivende afsnit E.B.3.11. vedrørende LL § 8 B.

Beskyttelse af naturmiljøet Beskyttelse af naturmiljøet skal forstås som bekæmpelse af vand-, luft- og jordforurening, herunder beskyttelse af truede dyre- og plantearter. Det vil sige, at det er det eksterne miljø, der tilgodeses. Som eksempler på foreninger, der omfattes af kriteriet, kan nævnes Verdensnaturfonden og Regnskovsgruppen Nepenthes.

Formål, som ikke er opregnet i LL § 12, stk. 3, berettiger ikke institutioner m.v. til at opnå en godkendelse. Institutioner m.v., der alene tilgodeser f.eks. sociale, uddannelsesmæssige, idrætsmæssige eller kulturelle formål, kan således ikke blive godkendt.

En institution, der varetager et af de 3 nævnte godkendelsesberettigede formål, kan opnå en godkendelse efter LL § 12, stk. 3, selv om institutionen også anvender andre midler til formål, der ikke er godkendelsesberettigede. Det er dog en forudsætning, at institutionens midler i overvejende grad anvendes til godkendelsesberettigede formål.

Godkendelsen betinges af, at institutionen godtgør, at der faktisk anvendes midler til formålet allerede på tidspunktet for godkendelsen, eller at det sandsynliggøres, at der vil blive anvendt midler til formålet i det første indkomstår, godkendelsen vedrører. Herved hindres institutionerne i at indsætte godkendelsesberettigede formål i vedtægterne alene med henblik på at opnå en godkendelse.

Religiøse samfund Religiøse samfund kan godkendes, hvis de er hjemmehørende her i landet.

Ved et religiøst samfund forstås et trossamfund, en sammenslutning af trossamfund eller en organisation, der er oprettet af et eller flere trossamfund. Der kan også være tale om en organisation, der er oprettet af en kreds af trossamfundsmedlemmer. Udover de kristelige religiøse samfund findes også andre religiøse samfund. Inden for den kristelige del kan nævnes den katolske kirke, metodistkirken, de folkekirkelige organisationer, frimenighederne og de frikirkelige organisationer. Inden for den ikke-kristelige del kan nævnes de mosaiske og muslimske trossamfund.

Ved et trossamfund forstås en sammenslutning eller forsamling (religionssamfund), hvis primære formål er gudsdyrkelse efter en nærmere udformet lære.

Hvis der i tilknytning til et trossamfund er etableret en selvstændig forening eller organisation, som alene tilgodeser f.eks. sociale, uddannelsesmæssige, idrætsmæssige eller kulturelle formål, kan denne ikke godkendes. Godkendelsen er nemlig betinget af, at foreningen eller organisationen, der står som modtager af de løbende ydelser, i væsentlig grad har et religiøst formål.

Det er SKAT, der vurderer, om religiøse samfund har en sådan karakter, at de skal kunne modtage løbende ydelser med fradragsret for yderen. Hvis der opstår tvivl om, hvorvidt en åndelig bevægelse kan karakteriseres som et trossamfund, kan spørgsmålet forelægges for Kirkeministeriet til udtalelse.

Sammenslutninger, der ikke kan godkendes som religiøse samfund, anses for at tilhøre gruppen af foreninger, stiftelser, institutioner m.v. Det betyder, at disse sammenslutninger skal varetage humanitære formål, naturbeskyttelsesformål eller forskning, hvis de skal opnå en godkendelse til at modtage løbende ydelser med fradragsvirkning for yderen.

Ikke opfyldelseSåfremt en institution, der er godkendt i henhold til LL § 12, stk. 3, ikke i tilstrækkeligt omfang fører kontrol med erklæringernes overholdelse og om fornødent søger eventuelle restancer inddrevet ad retlig vej, vil det eventuelt kunne medføre bortfald af godkendelsen.

Regnskabskrav m.v. Godkendelsens opretholdelse er betinget af, at institutionerne m.v. og de religiøse samfund anvender alle de midler, der modtages i form af løbende ydelser, indenfor rammerne af godkendelsen.

De godkendte institutioner m.v. og religiøse samfund skal hvert år ved indsendelse af regnskab dokumentere, at midlerne er anvendt i overensstemmelse med det godkendte formål. Regnskabet skal senest 6 måneder efter regnskabsårets afslutning indsendes til Told- og skatteforvaltningen. Hvis institutionen har anvendt de modtagne ydelser til ikke godkendte formål, kan SKAT tilbagekalde godkendelsen. Tilbagekaldelsen vil som udgangspunkt få virkning for fremtiden. En godkendelse kan endvidere tilbagekaldes, hvis regnskabet ikke indsendes til skattemyndighederne, eller hvis midlerne ikke anvendes til det godkendte formål inden rimelig tid. Disse bestemmelser gælder også for religiøse samfund.

Kravet om, at de modtagne ydelser skal anvendes til formålet inden rimelig tid, betyder ikke, at alle ydelserne nødvendigvis skal anvendes i erhvervelsesåret. Hvis særlige forhold gør sig gældende, kan en institution opspare midler i en periode, f.eks. med henblik på anskaffelse af dyrt forskningsmateriel. I sådanne tilfælde skal oplysningerne herom fremgå af regnskaberne.

Reglerne i LL § 12, stk. 1-3, finder ikke anvendelse på ydelser til sociale fonde. Ved sociale fonde forstås fonde med de formål, der angives i PBL § 52 eller LL § 14 F. For sådanne fonde gælder alene fradragsreglerne i henholdsvis PBL § 52 og LL § 14 F.