Som udgangspunkt omfatter reglen i § 22, stk. 1, også overkurslån, der er ydet af realkreditinstitutter, der er godkendt i henhold til realkreditloven, Dansk Landbrugs Realkreditfond, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark, Kongeriget Danmarks Fiskeribank, Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S, Danmarks Skibskreditfond og filialer af udenlandske kreditinstitutter omfattet af realkreditlovens § 3.
En særlig undtagelse fra reglen i § 22, stk. 1, 1. pkt. er, at der ikke sker beskatning af en kursgevinst som følge af overkurs, hvor overkurslånet er ydet af et af de ovennævnte realkreditinstitutter mv., jf. § 22, stk. 1, 5. og 6. pkt. De betingelser, der skal være opfyldt for, at undtagelsesbestemmelsen finder anvendelse beskrives nedenfor.
Overkursreglen har alene betydning for lån, der ydes som obligationslån. Reglen omfatter såvel konverterbare som inkonverterbare obligationslån. Ved kontantlån svarer det udbetalte låneprovenu til det beløb lånet skal indfries med. Lånets pålydende rente udgør pr. definition lånets effektive rente, hvorfor der principielt ikke kan indbygges kursgevinster for debitor ved at udstede obligationer til overkurs. Ydelse af kontantlån i obligationer med en pålydende rente over markedsrenten, dvs. til overkurs, har således ingen virkning for debitor.
Ved pantebreve, som låntager udsteder til et realkreditinstitut i forbindelse med optagelse af et obligationslån, anses tidspunktet for debitors påtagelse af forpligtelsen at være det tidspunkt, hvor realkreditinstituttet udsteder obligationerne, dvs. overfører obligationerne til låntagers eller obligationskøbers konto i en værdipapircentral. Dette tidspunkt for debitors (låntagers) påtagelse af forpligtelsen kan dog være fremrykket, dels i forbindelse med en anmodning om udbetaling af et tilbudt lån, dels i forbindelse med en indgået kurskontrakt. Se herom under A.D.2.3.1.1.
Ved overtagelse af et realkreditlån (obligationslån) vil overtagelsestidspunktet være det tidspunkt, hvor der er indgået en endelig og bindende aftale om ejendommens overdragelse. Det vil typisk sige datoen for den sidste underskrift på købsaftalen.
Ved salg af fast ejendom på det vilkår at sælger optager ejerskiftelån (obligationslån) i et realkreditinstitut, som derefter overtages af køber, anses sælger for lånets stifter og køber som ny debitor. I disse situationer er overtagelsestidspunktet ikke det tidspunkt, hvor der er indgået en endelig og bindende aftale om ejendommens overdragelse, men derimod det tidspunkt, hvor realkreditinstituttet har accepteret debitorskiftet, dvs. gældsovertagelsestidspunktet.
Kursværdien af realkreditpantebreve (obligationslån) er kursværdien af obligationsrestgælden på stiftelsestidspunktet henholdsvis overtagelsestidspunktet. Uanset at konverterbare obligationslån kan opsiges af debitor til sædvanlig varsel (3 eller 6 måneder) til indfrielse til pari, skal disse lån altid ansættes til kursværdien af obligationsrestgælden, også selv om værdien derved overstiger pari.
Efter undtagelsen i § 22, stk. 1, 5. og 6. pkt. sker der ikke beskatning af en kursgevinst som følge af overkurs, hvor:

  1. Obligationslånet er ydet på grundlag af et lånetilbud, der er afgivet mindre end 6 måneder før lånets udbetaling, og lånet er baseret på obligationer, der ikke oversteg pari på tilbudstidspunktet.
  2. Obligationslånet ikke er omfattet af a), men fordringen (obligationslånet) er baseret på obligationer, der ikke oversteg pari på tidspunktet for lånets udbetaling.
  3. Obligationslånet hverken er omfattet af a) eller b), men fordringen (obligationslånet) ved debitors påtagelse af gælden er forrentet med mindsterenten. Om mindsterenten se A.D.2.3.1 og A.D.2.3.1.1.

KGL § 22, stk. 1, omfatter ikke gæld, der er stiftet før den 11. dec. 1985, jf. § 42, stk. 6.