Spørgsmål

1. Kan Skatterådet bekræfte, at udlån af obligationer, jf. beskrivelsen nedenfor, skattemæssigt kan anses for et udlån og ikke som en realisation?
2. Skal den modtagne indtjening ved udlånet udloddes til investorerne som kapitalindkomst, jf. ligningslovens § 16C?
3. Hvis spørgsmål 1 besvares bekræftende: Er det så udelukkende den del af obligationerne, der udtrækkes, som skal anses for realiseret?
4. Hvis spørgsmål 3 besvares bekræftende: Skal de obligationer, der udtrækkes, anses for realiseret, når udtrækningsprovenuet udbetales?
5. Hvis spørgsmål 4 besvares benægtende: Vil det forhold, at der foretages et dækningskøb af obligationer, medfører, at der ikke sker skattemæssig realisation på udlånstidspunktet med derimod på udtrækningstidspunktet?
6. Hvis spørgsmål 1 besvares bekræftende: Hvis der sker en misligholdelse af udlånet, skal obligationerne så anses for realiseret på det tidspunkt, hvor det konstateres, at de ikke leveres tilbage?

Svar

1. Ja.
2. Ja.
3. Ja.
4. Ja.
5. Bortfalder.
6. Se indstillingen.

Beskrivelse af de faktiske forhold

A er en gruppe af medlemsejede foreninger, som omfatter både investeringsforeninger, hedgeforening, fåmandsforening og professionel forening.

A ønsker via B at udlåne værdipapirer gennem en amerikansk bank (BNY) til potentielle låntagere (borrower). Værdipapirerne tilhører forskellige afdelinger i A.

Alle de obligationer, der påtænkes udlånt, handles på et reguleret marked.

De værdipapirer, som borrower kan låne gennem BNY, opbevares af B i et særskilt depot i BNY. BNY formidler videreudlån af obligationerne, og udlånet etableres først på det tidspunkt, hvor der er en interesseret borrower. Udlånet registreres i DTC (Depository Trust Company) således, at borrower registreres som ejer af obligationen.

B kontrollerer, at der er stillet den fornødne sikkerhed for udlånet. BNY varetager udlånet af værdipapirerne, og stiller sikkerheden, hvorfor alle betalinger kommer fra BNY. Det er endvidere BNY, der bærer risikoen i forhold til borrower.

B skal ikke holde A informeret om udlån mv., men A kan altid få oplyst udlånsstatus på et bestemt værdipapir. Udlånet af værdipapirer kan maksimalt strække sig over 6 måneder.

Når en obligation er udlånt, modtager A en syntetisk rente i stedet for den normale rente. Den syntetiske rente svarer til den rente A ellers ville modtage. Renter følger som udgangspunkt med obligationen, men på forfaldsdagen skal borrower betale dem til BNY, der betaler B, hvorefter B betaler A. Forfaldsdagen i denne sammenhæng er renternes forfaldsdag.

B foretager en fordeling af nettoindtjeningen vedr. værdipapirudlånene. Nettoindtjeningen (ekskl. renter og udtrækningsprovenu) på udlånet fordeles i forholdet 30 % til B og 70 % til A. A fordeler herefter indtjeningen (de 70 %) på de respektive afdelinger, der reelt ejer obligationerne.

A skal stilles, som om obligationerne ikke var udlånt. A bærer kursrisikoen i udlånsperioden. De obligationer, der er udtrukket, vil blive "tilbageleveret" i kontanter på udtrækningstidspunktet. De resterende papirer vil blive returneret, når udlånet ophører.

Eksempel: Hvis 40 % udtrækkes vil A få kontanter for dette beløb og de resterende 60 % retur i papirer, når udlånet ophører.

Ovennævnte fordeling opgøres ud fra hvor stor en procentdel af hele fondskoden der udtrækkes, idet det ikke er muligt at opgøre den nøjagtige fordeling på de udlånte obligationer. Udtrækningsbeløbet udbetales til A den dag, hvor obligationerne udtrækkes.

B er ansvarlig for, at der er stillet den fornødne sikkerhed i forbindelse med udlånet. Sker der misligholdelse vil B og A aftale en passende kompensation.

A har oplyst, at det ved besvarelsen kan lægge til grund, at aftalerne mellem B og i sidste ende Borrower vil indeholde samme principper som ISLA/OSLA-aftalerne. ISLA/OSLA-aftalerne kan ikke benyttes, idet de regulerer aktielån.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

A ønsker at kende de skattemæssige konsekvenser af at udlåne obligationer via B til BNY. A er interesseret i at udlåne obligationerne, idet det kan skabe en øget indtjening til investorerne i de pågældende afdelinger.

Minimumsudlodningen efter LL § 16 C er afhængig af hvorvidt obligationerne anses for realiseret. Det er derfor vigtigt for A at kende retsstillingen for udlån af obligationer, herunder den korrekte periodisering af en eventuel realisation.

Argumentation

Dansk lovgivning indeholder ikke regler, der omtaler udlån af obligationer, og der forefindes ikke offentliggjort praksis. Der har derimod dannet sig en praksis vedrørende de såkaldte Repo-forretninger og vedrørende udlån af aktier.

Repo-forretninger

Repo-forretningerne anses skattemæssigt for et låneforhold med sikkerhedsstillelse i værdipapirer. Det er låntager, der har kursrisikoen i udlånsperioden, idet der er aftalt et tilbagekøb til en på forhånd fastlagt kurs. Låntager kan i forvejen have en beholdning, som de omfattede obligationer bliver en del af, og låntager kan handle med de pågældende obligationer undervejs, så beholdningen varierer.

En Repo-forretning er ikke omfattet af KGL § 29 som et finansielt instrument, selvom der på indgåelsestidspunktet aftales tilbagesalg til en bestemt kurs ud i fremtiden jf. TfS 1995.48.

Aktieudlån

Ligningsrådet har ved flere lejligheder taget stilling til såkaldte aktielån. Et aktielån går ud på, at en låntager låner en post børsnoterede aktier af en långiver. Låntager opnår en ejers fulde råden over aktierne, og skal ved aftalens udløb tilbagelevere samme mængde aktier i samme fondskode til långiver.

Ligningsrådet kommer frem til at udlån af aktier også skattemæssigt kan anses for et udlån, og ikke som en realisation, hvorfor et udlån ikke udløser beskatning.

Ligningsrådets principper gælder imidlertid kun aftaler, der er indgået på nogle konkrete standardvilkår. Hvilke konkrete vilkår, der er tale om, fremgår af TfS1999.408.LR og SKM2002.402.LR (TfS 2002.755).

Spørgsmål 1

A ønsker at udlåne obligationerne til eje. Det kan derfor ikke forventes, at det er den selv samme obligation, der returneres, men blot en i samme fondskode.

Praksis for både Repo-forretninger og aktieudlån bygger på konkrete sager, hvor der i hvert enkelt tilfælde er taget stilling til beskatningen. For aktieudlån er praksis bundet op på, at der foreligger standardkontrakter. For Repo-forretninger er praksis dannet ud fra den forudsætning, at der er tale om lån mod sikkerhedsstillelse i værdipapirer.

Udlån af obligationer svarer i store træk til udlån af aktier. Ved den vurdering er der lagt vægt på følgende:

Ved udlån af obligationer fremskaffes der ikke likviditet som ved Repo-forretninger, men udlånet sker kun for at opnå et bedre afkast. Dette opnås ved det vederlag, som låntager skal betale for at låne obligationerne.

Der er tale om lån til eje. Ejendomsretten til de lånte obligationer overgår til låntager, der kan disponere over de lånte obligationer, f.eks. ved salg eller videreudlån. Låntager registreres som ejer af obligationer.

Ud over vederlaget for selve udlånet skal långiver have et beløb svarende til udbyttet (renterne og udtrækningsprovenu) på de udlånte obligationer, uanset om låntager har solgt obligationerne.

Udlån af obligationer adskiller sig kun fra udlån af aktier ved, at der er tale om obligationer og ikke om aktier. Det er derfor As vurdering, at udlån af obligationer skal behandles på samme måde som udlån af aktier.

Betingelserne for udlån af obligationer er næsten analoge med de standardvilkår for udlån af aktier, der er beskrevet i TfS1999.408.LR.

For udlån af obligationer gælder det - som i standardvilkårene for aktieudlån - at salg og genkøb skal registreres i værdipapircentralen. Udlånet af obligationerne registreres som køb og salg i TDC (som svarer til værdipapircentralen i Danmark).

For aktieudlån gælder der den betingelse, at der skal være tale om udlån på standardvilkår. Der findes ikke standardvilkår vedrørende udlån af obligationer, men den til anmodningen  medsendte kontrakt indeholder i princippet de samme vilkår, som fremgår af standardkontrakten for aktieudlån.

Der udlånes udelukkende obligationer der handles på et reguleret marked, så der sikres en vis mængde og handelsaktivitet på de pågældende obligationer.

Det er derfor As opfattelse at udlån af obligationer, skatteretligt skal beskattes som udlån af aktier.

A mener derfor at udlån af obligationer - som i den konkrete sag - også skattemæssigt skal anses for et udlån, således at obligationerne ikke skal anses for realiseret.

Der bør derfor svares JA til spørgsmål 1.

Spørgsmål 2

I forbindelse med udlånet får A udbetalt renter og udtrækningsgebyr løbende, og efter udlånets ophør bliver nettoindtjeningen af udlånet udbetalt til de pågældende afdelinger.

Beregningen af minimumsudlodningen fra udloddende afdelinger fremgår af ligningslovens § 16C, stk. 3. Af ligningslovens § 16 C, stk. 3, nr. 1 fremgår det at:

"I beregningen af minimumsudlodningen indgår:

Indtjente renter og løbende ydelser, begge fordelt over den periode, som indtægten vedrører, samt vederlag for udlån af værdipapirer."

Af ligningslovens § 16 A, stk. 5 - 7 fremgår det:

"Stk. 5. Udlodninger fra udloddende investeringsforeninger, jf. § 16 C, stk. 1, er skattefri i det omfang, der fremgår af stk. 6 og 7, hvis udlodningerne modtages af personer m.v., der er skattepligtige efter kildeskattelovens § 1 eller dødsboskattelovens § 1, stk. 2. Skattefriheden gælder dog ikke, hvis modtageren af udlodningen omfattes af kursgevinstlovens § 13.

Stk. 6 Den skattefri del af udlodningerne efter stk. 5 opgøres som forskellen mellem på den ene side udlodningerne og på den anden side den del af udlodningerne, som hidrører fra investeringsforeningens nettoindtægter som nævnt i § 16 C, stk. 3, nr. 1-9, nedsat efter § 16 C, stk. 4, 1.-5. pkt., stk. 5, nr. 1-3, og stk. 6, jf. stk. 4, 1.-5. pkt.

Stk. 7 Uanset stk. 6 kan den skattefri del af udlodningerne efter stk. 5 ikke overstige den del af udlodningerne, som hidrører fra investeringsforeningens nettogevinster som nævnt i § 16 C, stk. 3, nr. 10, nedsat efter § 16 C, stk. 5, nr. 4."

Da afkastet på udlån af værdipapirer indgår i den skattepligtige indkomst, skal det afgøres hvordan privatpersoner skal beskattes af investeringen. Af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 4 fremgår det at:

"Kapitalindkomst omfatter det samlede nettobeløb af:

skattepligtigt aktieudbytte omfattet af ligningslovens § 16 A, stk.1-8, der ikke er aktieindkomst efter § 4 a"

I kraft af at det udbetalte beløb ikke er omfattet af personskattelovens § 4a, må det udbetalte vedrørende obligations udlånet anses for kapitalindkomst for modtageren af udlodningen.

Der bør derfor svares JA til spørgsmål 2.

Spørgsmål 3

Renter på obligationerne udbetales som udgangspunkt til borrower, men låntager betaler samme dag et tilsvarende beløb til A. Den samme fremgangsmåde anvendes ved udtrækninger. Den dag, der foretages udtrækninger, modtager A kontanter for den forholdsmæssige del af obligationerne, der er udtrukket.

Der findes ingen praksis om hvornår ovennævnte udtrækningsprovenu skal beskattes. Ligningsrådet har i en konkret sag vedrørende Repo-forretninger (TfS 1999.354.LR) taget stilling til tidspunktet for beskatningen af de udtrukne obligationer. Der er taget stilling i 2 forskellige situationer:

Låntager skal af långiver godtgøres den forpligtigelse, der ligger i at bære udtrækningsrisikoen, beregnet som et gennemsnit af udtrækningsprocenten (beregnet af kreditforeningen). Långiver dækker låntagers omkostninger ved indfrielsen og får alle obligationerne tilbage. Ligningsrådet udtaler: "At Repo-forretningerne løber over publiceringstidspunktet kan ikke tillægges betydning, idet der handles og leveres identiske poster af obligationer.  Derimod vil det efterfølgende salg af obligationer fra långiver til låntager være Repo-forretningen uvedkommende og skal skattemæssigt behandles som køb/salg."

Långiver får kun den del af obligationerne tilbage, som ikke er udtrukket. Ligningsrådet udtaler her: "For den del, der leveres tilbage, vil der som ovenfor være tale om Repo-forretninger, der skattemæssigt behandles som lån/udlån. Derimod vil den del, der ikke tilbageleveres, være at anse for køb/salg. Der er herved henset til, at der netop ikke tilbageleveres det, der er lånt. Obligationerne anses her for afstået."

As udlån af obligationer vil ikke være analog med nogen af de 2 beskrevne tilfælde. I dette konkrete tilfælde, vil de udtrukne obligationer ikke blive tilbageleveret, men udtrækningsprovenuet vil blive udbetalt på udtrækningstidspunktet. Den resterende del af obligationerne beholder udlåner, og leverer disse tilbage jf. den oprindelige kontrakt.

Ligningsrådet har tillige i TfS1999.408.LR, vedrørende udlån af aktier udtalt:

"Tilbageleveres en del af aktierne, men ikke dem alle, vil der for så vidt angår den del, der ikke tilbageleveres, være tale om realisation, mens den resterende del fortsat vil være lån"

As opfattelse er, at der i den konkrete sag kan tages udgangspunkt i ovennævnte afgørelser, så de obligationer der tilbageleveres, blive beskattet som et udlån.

Der bør derfor svares JA på spørgsmål 3.

Spørgsmål 4

Det forudsættes, at der er svaret JA til spørgsmål 3. Det skal derfor vurderes, om de obligationer der udtrækkes, skal beskattes på udtrækningstidspunktet, eller om de skal beskattes på udlånstidspunktet.

Udtrækning af obligationer er en naturlig følge af at eje obligationer.

Af SL § 5a fremgår det, at fortjeneste/tab på kapitalgevinster skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

I dansk skatteret er hovedreglen, at kapitalgevinster og -tab først indgår ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst på realisationstidspunktet. Realisationstidspunktet vil normalt være det tidspunkt, hvor der er erhvervet endelig ret til beløbet.

De obligationer i As beholdning, der ikke er udlånt, skal derfor beskattes på udtrækningstidspunktet, idet det er på udtrækningstidspunktet, at der er erhvervet endelig ret til beløbet. Det vil derfor også være i dette indkomstår, at udtrækningen skal indgå i udlodningen efter ligningslovens § 16C.

I den konkrete sag forudsættes det, at der ikke er indgået aftale om afståelse ved aftalens indgåelse men en aftale om udlån, jf. spørgsmål 1. Af aftalen mellem A og B, pkt. 6 fremgår det, at såfremt der sker udtrækning af obligationerne i den periode, hvor de er udlånt, vil der skulle afregnes et tilsvarende beløb til A. Udlånet af obligationerne medfører altså ikke en ændring i de faktiske forhold for A. A vil modtage udtrækningsbeløbet på nøjagtig samme måde, som hvis obligationerne ikke var udlånt.

I TfS1999.354.LR (situation 2) udtaler Ligningsrådet, at udtrækningsbeløbet skal beskattes på udlånstidspunktet. Til forskel fra denne sag bliver udtrækningsbeløbet udbetalt ved udlånets ophør, og ikke på udtrækningstidspunktet, hvilket giver større mulighed for at udskyde beskatningen.

A mener derfor, at beskatningen på de udlånte obligationer ligeledes skal ske på udtrækningstidspunktet, hvor kompensationsbeløbet også udbetales til långiver. Det er først på dette tidspunkt, at det er afgjort om og/- eller hvor mange obligationer, der er udtrukket, idet der på dette tidspunkt er erhvervet endelig ret til udtrækningsprovenuet.

Af Ligningsvejledningen 2007-3, E.A.3.1.1 Sædvanlige handelsforhold fremgår det:

"I kontraktforhold kan det beskatningsmæssige tidspunkt fastlægges som det tidspunkt, hvor en kontraktpart har udført det, han ifølge den gensidigt bebyrdende kontrakt har forpligtet sig til at yde, idet han herved har erhvervet et endeligt og ubetinget krav på en modydelse, der er opgjort eller kan opgøres i penge eller penges værd."

A er derfor af den opfattelse, at der er erhvervet endelig ret til udtrækningsprovenuet på det tidspunkt, hvor beløbet for de udtrukne obligationer modtages, idet den indgåede kontrakt på dette tidspunkt, kan anses for opfyldt, jf. kontraktens punkt 6.

Der bør derfor svares JA til spørgsmål 4, idet det sidestiller udlånet med de obligationer, der ikke er udlånt.

Hvis de udtrukne obligationer anses for solgt på udlånstidspunktet og dette tidspunkt ligger inden status, men obligationerne bliver udtrukket efter status, vil det medføre, at udlodningen efter LL § 16C bliver forkert, uanset udlodningen er på det samme beløb, som hvis obligationerne ikke havde været udlånt. Det vil derfor ikke være muligt for danske investeringsforeninger at maksimere afkastet for kunderne ved at udlåne obligationer.

Ved høring er rådgiver kommet med følgende bemærkninger til SKATs indstilling til spørgsmål 4.

"Vi er ikke enige i SKATs opfattelse.

SKAT baserer sin opfattelse på principperne i en afgørelse fra Ligningsrådet TfS1999.408. Af denne afgørelse fremgår følgende:

"(...)Desuden vil der, når de lånte aktier ikke kan leveres tilbage, indtræde suspension, indtil levering er mulig, jf. standardvilkårenes pkt. 19,3. Suspension vil være at sidestille med et nyt låneforhold eller forlængelse af løbetiden. Hvis levering opgives, vil forholdet være at anses for realisation på udlånstidspunktet."

Vi er enige med SKAT i, at der ved udtræk ikke er tale om suspension. Suspension omfatter i denne henseende tilfælde med force majeure herunder bl.a. borgerkrig, naturkatastrofer, myndighedsforanstaltninger mm.

Det andet alternativ SKAT opstiller er, at levering opgives. SKATs argumentation er, at "Ifølge praksis må det således gælde, at når en obligation bliver udtrukket under udlån, vil det være at betragte som realisation på udlånstidspunktet."

Dette er vi ikke enige med SKAT i.

Efter vores opfattelse argumentere SKAT for, at realisationstidspunktet tilbageføres til udlånstidspunktet, fordi der ikke kan være tale suspension. Vi er som nævnt enige i, at en udtrækning kan sidestilles med, at levering opgives. Men vi er ikke enige i, at en udtrækning kan sidestilles med, at levering opgives. I TfS 1999, 408 betragtes "levering opgives", som en tilbagelevering ikke kan finde sted i overensstemmelse med standardvilkårene pkt. 13,1-13,3 refereret i TfS 1999, 408. I det nævnte pkt. 13,1 henvises til pkt. 9. Dette punkt kan regulere, hvilken mængde aktier, der skal leveres tilbage. Den mængde aktier, der skal leveres tilbage, kan reguleres via fondsemission, kapitalforhøjelse ved nytegning, fusion, spaltning eller kapitalnedsættelse. Disse hændelser er naturlige hændelse ved besiddelse af børsnoterede aktier, hvor det naturligt er skrevet ind i standardvilkårene for udlån af aktier og dermed ikke medfører realisation på udlånstidspunktet. For obligationer vil det være andre vilkår, der er en naturlig del af obligationen, der kan bevirke, at antallet af obligationer ændres, herunder, at der sker udtrækning af obligationer.

Af pkt. 6 i aftalen mellem A og B, fremgår det, at såfremt der sker udtrækning af nogle af obligationerne i den periode, hvor de er udlånt, vil der skulle afregnes et beløb svarende til det udtrukne til A den dag, hvor obligationerne udtrækkes, mens den tilbageværende andel af obligationerne fortsat vil være udlånt som beskrevet ved aftalens indgåelse. A vil derfor modtage udtrækningsbeløbet på nøjagtig samme måde, som hvis obligationer ikke var udlånt. A oplever derfor ikke, at borrower misligholder aftalen, når der sker udtræk, og derfor ikke leverer det fulde antal udlånte obligationer tilbage, når udlånsaftalen udløber.

Udtræk af obligationer er en naturlig del af obligationers struktur. At modtage et provenu svarende til værdien af de udtrukne obligationer er derfor også en naturlig følge af at eje obligationer. Derfor bør udtrækninger under en udlånsperiode også anses for en naturlig del af udlånsaftalen, da A modtager udtræksprovenuet samme dag, som udtrækket finder sted.

Efter vores opfattelse bør udtrækning af obligationerne derfor ikke betragtes som om tilbagelevering opgives. Derimod må udtrækning og betaling til långiver, i dette tilfælde A, blot være et almindeligt vilkår. Derfor bør der heller ikke ske realisation på udlånstidspunktet, når der sker udtrækning.

Det er vores opfattelse, at da A kompenseres samme dag, som udtrækket finder sted, bør det derfor være udtrækningstidspunktet og ikke udlånstidspunktet, der afgør i hvilket indkomstår, udtrækningen skal indgå i udlodningen efter ligningslovens § 16C.

Vi anmoder derfor om, at SKAT ændrer sin indstilling til svar på spørgsmål 4, således at SKAT svarer bekræftende på spørgsmål 4."

Spørgsmål 5

Jf. uddybende bemærkninger til spørgsmål 4 modtager A provenu fra udtrukket obligationer på tidspunktet for udtrækning. A overvejer at foretage dækningskøb af obligationerne, når en obligation udtrækkes og provenuet er udbetalt.

Det er As opfattelse, at den nye struktur med dækningskøb medfører, at der ikke sker realisation på udlånstidspunktet af de obligationer, der udtrækkes, når der sker dækningskøb.

SKAT henviser i sin indstilling til Ligningsrådet i TfS1999.408.

I TfS1999, 408 argumenterede Ligningsrådet således:

"Desuden vil der, når de lånte aktier ikke kan leveres tilbage, indtræde suspension, indtil levering er mulig, jf. standardvilkårenes pkt. 19,3. Suspension vil være at sidestille med et nyt låneforhold eller forlængelse af løbetiden. Hvis levering opgives, vil forholdet være at anse for realisation på udlånstidspunktet.

Tilbageleveres en del af aktierne, men ikke dem alle, vil der for så vidt angår den del, der ikke tilbageleveres, være tale om realisation, mens den resterende del fortsat vil være lån.

Told- og Skattestyrelsen indstiller, at en aktielåneordning i henhold til de vedlagte standardbetingelser er at betragte som lån og ikke realisation. Hermed skal der heller ikke betales for aktieomsætningsafgift af dispositionen. I det omfang, der foretages dækningskøb, jf. standardvilkårenes pkt. 13, anses det ikke for realisation i forhold til långiver, idet erstatningsaktierne træder i stedet for de oprindelige aktier. Derimod anses låntager for at have erhvervet aktier.

Ligningsrådet kan i det hele tiltræde Styrelsens indstilling med den anførte begrundelse.

(...)"

Uddrag af Standardvilkårene ved aktieudlån:

"(...)

Pkt. 13,0. Tilbagelevering af lånte aktier m.v.

Pkt. 13,1: Ved ophøret af lånets løbetid i henhold til pkt. 7 leverer låntager til långiver aktier af samme mængde og type som de lånte aktier eventuelt reguleret som anført i pkt. 9. Tilbagelevering skal ske på den sidste dag i den aftalte løbetid inden for åbningstiden for Københavns Fondsbørs A/S. De tilbageleverede aktier må ikke være behæftet med pant, udlæg eller andre rettigheder.

Pkt. 13,2: Hvis tilbagelevering ikke finder sted i overensstemmelse med pkt. 13,1, har långiver ret til på låntagers regning umiddelbart at foretage dækningskøb af tilsvarende aktier. Dækningskøb skal foretages på den markedsplads, hvor den pågældende aktie er noteret eller hos en markedsdeltager på den pågældende markedsplads. Långivers fordring på låntager på tilbagelevering af de lånte aktier ændres derved til et pengekrav svarende til långivers omkostninger som følge af dækningskøbet. Fordringen forfalden til betaling med det samme.

(...)".

Vi mener, at den argumentation, som Ligningsrådet anfører ovenfor, kan overføres til situationen i A, hvor der sker udtrækning, og A umiddelbart efter foretager dækningskøb.

På denne måde er beholdningsstørrelsen uændret på udløbsdatoen. Og der er ikke sket realisation i skattemæssig henseende på udlånstidspunktet.

Vi anmoder derfor om, at SKAT svarer bekræftende på spørgsmål 5.

I forbindelse med høringen er spørger kommet med bemærkninger til SKATs indstilling til spørgsmål 5.

"SKAT skriver: "SKAT mener på den baggrund ikke, at det er muligt at tale om dækningskøb, i en situation, hvor låntager ikke er i misligholdelse med tilbageleveringen. Det ligger i aftalen mellem parterne, at sker der udtrækning af nogle af/alle de udlånte obligationer, vil A modtage udtrækningsprovenuet. Det er således aftalt, at aftalen opfyldes ved udbetaling af udtrækningsprovenuet til A. Der er derfor ikke tale om, at borrower er i misligholdelse, hvorfor SKAT ikke mener, at A kan foretage dækningskøb, for at udskyde realisationstidspunktet."

Vi skal hertil bemærke, at vi ikke mener, at det er afgørende, om der er aftalt, at der skal ske dækningskøb eller ej.

Det afgørende må være, at borrower ikke leverer det samme antal obligationer tilbage, som borrower lånte. Når SKAT ved aktier har accepteret, at dækningskøb medfører, at der ikke er sket skattemæssig realisation på udlånstidspunktet, må det også være tilfældet for obligationer. Især fordi SKAT i svar til spørgsmål 4 drager parallel mellem udlån af aktier og udlån af obligationer. Efter vores opfattelse bør SKAT fastholde denne sammenligning, også selvom dette vil flytte realisationstidspunktet."

Spørgsmål 6

Det forudsættes, at der er svaret Ja på spørgsmål 1.

Hvis borrower ikke tilbageleverer obligationen (og det ikke lykkedes for BNY eller B at fremskaffe og tilbagelevere dem), vil B fremsætte et krav om erstatning for obligationerne. Det fremgår ikke af aftalen mellem B og A, hvordan og om erstatningen udbetales. A vil kræve erstatningen på det tidspunkt, hvor det konstateres, at kontrakten ikke opfyldes, som f.eks. kan være i forbindelse med udlejningsperiodens ophør.

Det vil være meget sjældent, at der bliver tale om erstatning, idet både BNY og B kan opkøbe de pågældende obligationer, og levere dem tilbage til A.

Der findes ikke nogen lovhjemmel, der regulerer erstatninger i forbindelse med udlån af obligationer. Havde tabet været på andre aktiver så som ejendomme, aktier eller driftsmidler, fremgår det direkte af lovgivningen, jf. EBL § 2, stk. 1, ABL § 31, stk. 2 og AFL § 48, at modtagelse af erstatningssummer skal sidestilles med afståelse.

Dette underbygges af Ligningsvejledningen afsnit A.D.2.14 "Opgørelse af gevinst og tab på fordringer - KGL § 26, stk. 1", hvor det anføres at:

"Erstatnings- og forsikringssummer, som fordringshaveren modtager som erstatning for tab af en fordring, anses for realisation, således at beløbene anses for afståelsessummer. Se f.eks. SKM2002.152.HR ."

Der er derfor næppe tvivl om, at udbetalingen af erstatningen vil medføre at obligationerne anses for afstået. Det skal derfor afklares, hvornår obligationerne anses for afstået. Det er As opfattelse at det enten er på udlånstidspunktet eller på det tidspunkt, hvor det konstateres at obligationerne ikke leveres tilbage eller på det tidspunkt, hvor kompensationen/erstatningen udbetales.

I en sag vedrørende udlån af aktier, har Ligningsrådet taget stilling til, hvad der skal ske ved misligholdelse af et aktieudlån.

I TFS1999.408.LR udtalte Ligningsrådet,

"at der ikke er tale om en afståelse i aktieavancebeskatningslovens forstand, når långiver udlåner aktier. Såfremt låntager misligholder den indgåede låneaftale, og långiver derfor i medfør af vilkårene må foretage dækningskøb, anses de udlånte aktier dog for at være realiserede på udlånstidspunktet."

Ligningsrådet har ikke anført, hvorfor de anser udlånet som realiseret på udlånstidspunktet. Efter vores opfattelse kan det være fordi, de pågældende aktier ikke har været hos udlåner, siden udlånet blev indgået, hvorfor afståelsestidspunktet anses for sammenfaldende med udlånstidspunktet. Hvis udlåner anses for at have afstået aktierne på udlånstidspunktet vil det medføre, at låntager anses for at have erhvervet aktierne på udlånstidspunktet til kursen på dette tidspunkt.

På tidspunktet for misligholdelsen er det ikke aktiens værdi på udlånstidspunktet, der skal refunderes, men den værdi den har ved udlånsperiodens ophør. Der vil altså blive et tab/en gevinst på udlånet, selvom aktien i skatteretlig forstand er afstået på udlånstidspunktet.

I det konkrete tilfælde er der tale om udlån af obligationer og ikke aktier. Det er endvidere ikke aftalt, hvad der skal ske, hvis obligationerne ikke leveres tilbage til A, hvorfor den pågældende situation ikke umiddelbart er sammenlignelig med udlån af aktier.

I Skatteretten af Jan Pedersen m.fl. (årgang 2004) side 263, anfører forfatteren om beskatningstidspunktet af udbetalte erstatnings- eller forsikringssummer:

...Tidspunktet for den erstatningsudløsende begivenhed må normalt lægges til grund som afståelsestidspunkt, dog således at beskatningstidspunktet for bestridte krav udskydes til et senere tidspunkt...

Hvilket stemmer overens med Skatterådets svar i SKM2007.552.SR:

"Sagen omhandlede periodisering af en driftstabserstatning efter brand i produktionslokaler. Retten lagde til grund, at sagsøgeren havde erhvervet endelig ret til driftstabserstatningen i indkomståret 2003, hvor branden indtrådte, hvor der efterfølgende blev indgået aftale om erstatningsopgøret, og hvor beløbet blev udbetalt. Retten udtalte, at en indtægt efter SL § 4 og retspraksis i almindelighed skulle indtægtsføres på tidspunktet for den endelige erhvervelse af retten dertil, og fandt ikke, at sagsøgeren havde godtgjort, at der med hensyn til driftstabserstatninger skulle gælde en fast administrativ praksis, som gav ret til periodisering af sådanne erstatninger. Under hensyn til, at erstatningen blev udbetalt før udløbet af indkomståret 2003 under den klare forudsætning, at virksomheden blev reetableret, og idet sagsøgeren selv var herre over, om den i 2003 påbegyndte retablering skulle fuldføres, fandt retten endvidere ikke, at de til udbetalingen knyttede vilkår om tilbagebetaling kunne bevirke, at selskabets ret til erstatningen i skattemæssig henseende skulle betragtes som en såkaldt suspensivt betinget ret."

I Skatteretten af Jan Pedersen m.fl. (årgang 2004) side 268 anføres det bl.a.:

"Såfremt der opstår reel tvist om, hvorvidt der overhovedet er indgået en aftale om salg m.v. af et aktiv, udskydes afståelsestidspunktet som udgangspunkt, indtil det ved endelig dom eller forlig er fastslået, at der er indgået en sådan aftale. Det samme gør sig formentligt gældende, hvis det er omstridt, om de er erstatningspligt eller pligt til at udbetale en forsikringssum, hvis et aktiv ødelægges."

Hvilket også fremgår af TfS2000.935.H (SLOM-erstatning) og TfS1998.401.LSR hvor:

"Landsskatteretten fandt, at et selskab først kunne anses for at have erhvervet endelig ret til kompensation for en affaldsafgift for året 1995 i 1996, hvor selskabet på baggrund af indgiven ansøgning havde fået endeligt bindende tilsagn om udbetaling af kompensation."

I dette tilfælde er der ikke indgået nogen aftale om erstatning, hvis ikke de pågældende obligationer tilbageleveres. Det fremgår derimod af aftalen, at der skal være stillet sikkerhed for udlånet, hvilket indikerer, at såfremt de pågældende obligationer ikke leveres tilbage, vil sikkerheden skulle dække tabet af de pågældende obligationer. Afståelsessummen for obligationerne er derfor først kendt i det øjeblik, hvor der er givet endelig tilsagn om, at der vil blive og hvor meget der vil blive udbetalt i erstatning.

Det er derfor As opfattelse, at erstatningen skal beskattes på udbetalingstidspunktet, og at obligationerne først skal anses for afstået på dette tidspunkt, idet det først er her størrelsen af afståelsessummen er kendt.

Aftaleretligt synspunkt

I den konkrete sag forudsættes det, at selve aftalen ikke medfører nogen beskatning, men hvis nogle bestemte betingelser indtræder, vil der ske en beskatning. Herefter skal det afgøres, på hvilket tidspunkt beskatningen sker. Her kan to alternativer overvejes; det tidspunkt, hvor aftalen blev indgået eller det tidspunkt, hvor det konstateres, at der skal udbetales erstatning.

A har ingen indflydelse på om borrower, BNY eller B kan tilbagelevere obligationerne, og som følge heraf anses det for meget usandsynligt, at der bliver tale om udbetaling af erstatning. Aftalen mellem A og B må derfor være gældende indtil det tidspunkt, hvor det konstateres, at obligationerne ikke leveres tilbage, og at A vil gøre krav gældende om betaling af en erstatning.

Dette underbygges af LSRM1976.59.LSR, hvor køberen af en ejendom, der på grund af misligholdelse blev tilbageskødet sælgeren, opnåede fradrag for renteudgifter og ejendomsskatter i besiddelsestiden, hvorimod et af køberen udredet erstatningsbeløb, som han betragtede som en fradragsberettiget leje- eller forpagtningsafgift, blev anset som et ikke-fradragsberettiget formuetab.

I det konkrete tilfælde, vil ovennævnte praksis medføre, at udlånet anses for et udlån frem til konstateringen af, at obligationerne ikke kan leveres tilbage, hvorfor A på dette tidspunkt må anse de udlånte obligationer for solgt, idet borrower, BNY eller A ikke kan levere obligationerne tilbage.

I TfS1996.174.ØLD havde en speditør i 1988 misligholdt sine forpligtigelser ifølge nogle speditøraftaler. Selvom speditøren ikke havde anerkendt et heraf følgende erstatningskrav, lagde retten vægt på, at det må have stået speditøren klart, at denne havde misligholdt sine forpligtigelser, og at det med stor sikkerhed ville føre til et erstatningskrav. I 1988 solgte speditøren speditørfirmaet og et parcelhus og afsatte provenuet til dækning af erstatningskravet. Speditøren anerkendte kravet i 1989. Da det med fornøden sikkerhed kunne fastslås, at driftstabet var opstået i 1988, havde speditøren fradrag for tabet i dette indkomstår.

Erstatninger, som udbetales til visse producenter af mælk (de såkaldte Slom-producenter), som midlertidigt har været forhindret i at udøve deres virksomhed, er skattepligtig indkomst. Erstatningsbeløbet skal indtægtsføres, når producenten erhverver ret til beløbet. Retserhvervelsestidspunktet indtræder, når producenten har accepteret det erstatningstilbud, som EU-Direktoratet har fremsendt, jf. Højesterets dom refereret i TfS2000.953.

Hvis praksis ved udlån af aktier følges, vil det medføre, at der sker beskatning af afståelsessummen, inden der er erhvervet endelig ret til den. Udlånes obligationerne eksempelvis den 30/12 2006 og det herefter den 30/6 2007 konstateres, at obligationerne ikke kan leveres tilbage, ville obligationerne skulle anses for afstået i 2006, hvor værdien af erstatningen ikke er kendt, og hvor det først efter indsendelsen af selvangivelse m.v. konstateres, at obligationerne ikke leveres tilbage.

Dette må anses for i strid med den grundlæggende skatteret, hvor en indtægt først skal beskattes på det tidspunkt, hvor der er erhvervet endelig ret til den. A finder derfor at erstatningen bør beskattes på det tidspunkt, hvor det konstateres at obligationerne ikke leveres tilbage, uanset om det er efter et udlån på 2 måneder eller ved udlåningsperiodens ophør.

Der bør derfor svaret JA på spørgsmål 6.

SKATs indstilling og begrundelse

Ad spørgsmål 1

Spørgsmålet drejer sig om, hvorvidt udlån af obligationer skattemæssigt kan kvalificere sig som et udlån.

A besidder nogle investeringsforeninger, som har investeret i amerikanske obligationer, som ligger i depot i en amerikansk bank.

A ønsker at udlåne obligationerne via B til BNY, som herefter vil finde potentielle låntagere.

Skatterådet har i en tidligere sammenlignelig sag truffet afgørelse herom, jf. SKM2008.316.SR.

"X´s værdipapirlåneordninger er baseret på en standardiseret aftale (herefter "Aftalen"), hvor långiver sælger en given post fastforrentede, børsnoterede værdipapirer til låntager til en aftalt kurs samtidig med at låntager påtager sig en forpligtelse til at levere værdipapirer af samme type og mængde til långiver ved aftalens udløb. Ejendomsretten til de lånte værdipapirer overgår til låntager."

I sagen var långiver danske pensionskasser, forsikringsselskaber eller banker, mens låntager var en ikke nærmere indkredset, men det var dog sikkert, at disse ikke ville være bosiddende i Danmark.

Derudover var det i aftalen klarlagt, at låneperioden højst ville udgøre seks måneder samt, at långiver vil modtage penge i samme forhold, som den rente, som værdipapiret giver til låntager i udlånsperioden. Ligeledes var det i aftalen fastlagt, at låntager skulle tilbagelevere samme antal og samme type (genus) værdipapir.

I den sag fandt Skatterådet, at udlånet ikke ville være at betragte som en realisation, men som et udlån.

Det gælder på samme måde i denne sag,

• at, der er tale om udlån af værdipapirer, dog i denne sag er det på forhånd fastlagt, at der er tale om amerikanske obligationer.
• at, långiver udlåner sine obligationer til en, som ikke er bosiddende i Danmark.
• at, ejendomsretten overgår til låntager i udlånsperioden.
• at, udlånsperioden er begrænset til 6 måneder, hvorefter långiver modtager en obligation med samme fondskode, som den udlånte.
• at, långiver modtager en betaling(syntetisk rente) tilsvarende til den rente, som han ville have modtaget, hvis han i udlånsperioden var ejer af obligationen.
• at, der kun er tale om handel med obligationer, som handles på et reguleret marked.
• at, långiver modtager et vederlag for selve udlånet.

Det er oplyst til SKAT, at aftalerne mellem B og i sidste ende Borrower vil blive reguleret af aftaler, som indeholder samme principper som ISLA/OSLA-aftalerne. Denne oplysning er lagt til grund ved besvarelsen af spørgsmål 1.

Forskellen fra nærværende sag og SKM2008.316.SR er, at der i SKM2008.316.SR var tale om, at én bank var forbindelse mellem långiver og låntager, mens der i aktuelle sag er tale om, at A ejer obligationerne, som via B udlåner obligationerne til BNY, som derefter udlåner dem til en låntager. Der er således flere aktører indblandet i denne sag.

Dette moment kan dog ikke have nogen betydning for besvarelsen af spørgsmål 1, da det ikke har betydning for udlånet, at der optræder en eller flere aktører i udlånet.

SKAT indstiller på baggrund af ovenstående, at spørgsmål 1 besvares med et "ja".

Ad spørgsmål 2

Spørgsmålet drejer sig om, hvorvidt udlodningen til investorerne kan beskattes som kapitalindkomst efter ligningslovens § 16C.

Ligningslovens § 16C lyder:

"Stk. 1 Ved en udloddende investeringsforening forstås en investeringsforening, der udsteder omsættelige beviser for medlemmernes indskud, og som opgør en minimumsudlodning, der beskattes i overensstemmelse med, at foreningen har valgt, at foreningens indkomst skal beskattes hos medlemmerne efter reglerne for udloddende foreninger. (...)

Stk. 2 Minimumsudlodningen udgør summen af indkomstårets indtægter og nettobeløb som nævnt i stk. 3 med fradrag for tab og udgifter efter stk. 4-6. (...)

Stk. 3 I beregningen af minimumsudlodningen indgår følgende indtægter:

1) Indtjente renter og løbende ydelser, begge fordelt over den periode, som indtægten vedrører, samt vederlag for udlån af værdipapirer. (...)".

Det fremgår af det indsendte, at A vil modtage en syntetisk rente i den periode, hvor obligationen er udlånt, ligeledes vil A modtage et vederlag for selve udlånet.

Det antages ved besvarelsen af spørgsmålet, at de berørte investeringsforeninger er udloddende, jf. ligningslovens § 16C.

Efter SKATs indstilling til spørgsmål 1 er der ved aftalen tale om et udlån af obligationer, hvorfor vederlaget, som A modtager, er en del af minimumsudlodningen, jf. ligningslovens § 16C, stk. 3, nr. 1.

Derimod er det oplyst, at A vil modtage en syntetisk rente i udlånsperioden. Det er oplyst, at denne syntetiske rente skal træde i stedet for den rente, som A ellers ville have modtaget fra den udlånte obligation. Der er således ikke tale om, at A modtager renterne fra den udlånte obligation, hvilket også fremgår af anmodningen, når B skriver "(...) Denne rente svarer til den rente A ellers ville modtage".

Det følger af Ligningsvejledningen 2009-1 A.D.1, at definitionen på en rente er "beregnet som en bestemt procentdel af den til enhver tid værende restgæld - for at stille kapital til disposition".

Da der er tale om udlån af en obligation, må der således være tale om, at det beløb, som långiver modtager, ville kunne blive beregnet, som en bestemt procentdel af den til enhver tid værende restgæld. Det beløb som långiver modtager, kan således betegnes som en rente.

Ligningslovens § 16A lyder "Stk. 1 Ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst medregnes udbytte af aktier (...). Til udbytte henregnes også den del af minimumsudlodningen efter § 16 C, stk. 2 eller 15, der ikke udloddes."

Det følger ligeledes af personsskattelovens § 4, stk. 1, nr. 4, at skattepligtigt aktieudbytte omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1-8, der ikke er aktieindkomst efter § 4 a, er kapitalindkomst.

Det betyder således, at når der er tale om en udlodning, som er omfattet af ligningslovens § 16 A samt, at der er tale om renteindtægter og indtægter fra udlån af værdipapirer, som ikke er omfattet af personskattelovens § 4 a, at den modtagne indtjening ved udlånet skal beskattes som kapitalindkomst, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 4.

SKAT indstiller på baggrund af ovenstående, at spørgsmål 2 besvares med et "ja".

Ad spørgsmål 3

Spørgsmålet drejer sig om, hvorvidt det kun er den del af obligationerne, som udtrækkes, der anses for realiseret.

En obligation er et gældsbevis, hvor udstederen forpligter sig til at betale en præcis defineret ydelse til investor i en bestemt årrække.

I den definition er der indlagt en tidsperiode, hvor obligationen vil bestå. På det tidspunkt, hvor obligationen udtrækkes, vil obligationen således ophøre med at bestå.

I det scenarium som er forelagt af spørger vil der være risiko for, at en obligation kan være udlånt på tidspunktet for ophør.

Det følger af TfS1999.408.LR, at "Tilbageleveres en del af aktierne, men ikke dem alle, vil der for så vidt angår den del, der ikke tilbageleveres, være tale om realisation, mens den resterende del fortsat vil være lån".

I TfS1999,408LR var der ganske vist tale om en aktielån, men det er i SKM2008.316.SR fastslået, at "(...)udlån af værdipapirer må skatteretligt sidestilles med regler eller praksis om udlån af aktier.".

Det må således følge af ovenstående, at spørgsmål 3 skal besvares med et "ja".

Ad spørgsmål 4

Spørgsmålet drejer sig om, hvornår de obligationer, som udtrækkes, skal anses for realiseret.

Det fremgår af anmodningen at skulle en udlånt obligation blive udtrukket, vil A modtage det beløb, som udtrækningen medfører. Det fremgår ligeledes af anmodningen, at hvis en udlånt obligation bliver udtrukket, vil A kun modtage de resterende ikke-udtrukne obligationer.

Som nævnt ved besvarelsen af spørgsmål 3 har Skatterådet i SKM2008.316.SR sagt, at "(...)udlån af værdipapirer må skatteretligt sidestilles med regler eller praksis om udlån af aktier.".

I TfS1999,408 LR, som omhandler aktielån, fremgår det, at "Hvis levering opgives, vil forholdet være at anse for realisation på udlånstidspunktet.". I samme afsnit er omtalt aktielånsaftalens pkt. 19.3. I denne står "En parts forpligtelser suspenderes også, så længe parten ikke er i stand til at levere eller tilbagelevere bestemte aktier, fordi det ikke er muligt at handle eller afvikle en handel med aktier svarende til de lånte aktier.". Aftalens pkt. 19.3 står under afsnittet "Force majeure".

Det er dog her vigtigt at gøre opmærksom på en af forskellene på en aktie og en obligation. Hvor en aktie ophører med at bestå ved likvidation af selskabet, vil en obligation modsat også kunne ophøre ved udtrækning. Ophør af obligationen som følge af udtrækning har således ikke noget med det bagvedliggende selskab at gøre.

I denne sag vil handel ganske vist ikke være mulig, men det er ikke på grund af markedet, men som følge af strukturen ved en obligation. Princippet fra TfS1999.408.LR om suspension vil således ikke kunne overføres til denne sag.

Det er SKATs opfattelse, at når obligationerne udtrækkes, vil det ikke være muligt for borrower at levere obligationerne tilbage. Ifølge praksis må det således gælde, at når en obligation bliver udtrukket under udlån, vil det være at betragte som realisation på udlånstidspunktet. SKAT mener ikke, at det, at A modtager udtrækningsprovenuet, ændrer herpå.

SKAT indstiller på baggrund af ovenstående, at spørgsmål 4 besvares med et "nej".

As yderligere bemærkninger ændrer ikke SKATs opfattelse til spørgsmål 4.

Ad spørgsmål 5

Spørgsmål 5 skal læses i forlængelse af spørgsmål 4.

Spørgsmål 5 handler om, hvorvidt et dækningskøb foretaget med udtrækningsprovenuet vil medfører, at den skattemæssige realisation først sker på udtrækningstidspunktet, frem for som SKAT indstiller i spørgsmål 4 på udlånstidspunktet.

Til at starte med skal SKAT bemærke, at udtrykket "dækningskøb" dækker over, at långiver foretager (erstatnings)køb af tilsvarende aktier, fordi låntager er i misligholdelse med tilbageleveringen, jf. TfS 1999,408 LR. 

SKAT mener på den baggrund ikke, at det er muligt at tale om dækningskøb, i en situation, hvor låntager ikke er i misligholdelse med tilbageleveringen. Det ligger i aftalen mellem parterne, at sker der udtrækning af nogle af/alle de udlånte obligationer, vil A modtage udtrækningsprovenuet. Det er således aftalt, at aftalen opfyldes ved udbetaling af udtrækningsprovenuet til A. Der er derfor ikke tale om, at borrower er i misligholdelse, hvorfor SKAT ikke mener, at A kan foretage dækningskøb, for at udskyde realisationstidspunktet. 

Det er på den baggrund fortsat SKATs opfattelse, at udtrækning af obligationer, vil være at betragte som realisation på udlånstidspunktet, jf. indstillingen til spørgsmål 4, uanset A bruger udtrækningsprovenuet til at købe tilsvarende obligationer.

SKAT indstiller som følge heraf, at spørgsmål 5 besvares med nej.

As yderligere bemærkninger ændrer ikke på SKATs indstilling til spørgsmål 5.

Ad spørgsmål 6

Spørgsmålet drejer sig om, hvorvidt en misligholdelse af udlånet betyder, at obligationerne anses for realiseret på det tidspunkt, hvor det endeligt konstateres, at obligationerne ikke tilbageleveres.

Som omtalt under spørgsmål 3 og 4 fremgår det i SKM2008.316.SR, at "Reglerne om udlån af værdipapirer må skatteretligt sidestilles med regler eller praksis om udlån af aktier.".

Når det i TfS1999.408 fremgår, at "I det omfang, der foretages dækningskøb, jf. standardvilkårenes pkt. 13, anses det ikke for realisation i forhold til långiver, idet erstatningsaktierne træder i stedet for de oprindelige aktier. Derimod anses låntager for at have erhvervet aktier.".

På baggrund af ovenstående må det således betyde, at i de situationer, hvor långiver, ikke modtager de udlånte obligationer, men en erstatningssum, som bruges til at foretage et dækningskøb, vil disse obligationer være at betragte som trådt i stedet for de oprindelig udlånte obligationer.

Det fremgår dog ligeledes af TfS1999,408 LR, at "Hvis levering opgives, vil forholdet være at anse for realisation på udlånstidspunktet."

Det vil samtidig betyde, at når det konstateres, at obligationerne ikke leveres tilbage, vil forholdet være at anse for ophørt på udlånstidspunktet, forudsat at erstatningssummen, ikke bruges til at foretage dækningskøb.

SKAT indstiller på baggrund af ovenstående, at spørgsmål 6 besvares med "se indstillingen".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte sagen for så vidt angår spørgsmål 1, 2, 3 og 6. Skatterådet kunne ikke tiltræde SKATs indstilling til spørgsmål 4

Skatterådet ændrede besvarelsen af spørgsmål 4 til "ja", med følgende begrundelse.

Det er Skatterådets opfattelse, at realisationstidspunktet for obligationer, der udtrækkes, er det tidspunkt, hvor udtrækningsprovenuet udbetales, uden hensyn til, at obligationen er udlånt. Der er på dette område så stor forskel på aktier og obligationer, at man ikke kan lægge SKM2008.316.SR til grund for en besvarelse af spørgsmålet, hvilket medfører, at man ikke kan overføre princippet fra TfS1999.408.LR til udlån af obligationer.

Da besvarelsen til spørgsmål 4 er ændret til "ja" bortfalder spørgsmål 5.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.