Ligningsrådet blev spurgt om en skatteyder (A)s aktivitet i form af handler med valutaterminskontrakter i et nærmere bestemt omfang kunne betragtes som næringsvirksomhed.

Det oplystes, at A var bankuddannet og havde arbejdet i en bank som investeringsrådgiver gennem flere år. De seneste 10 år har han været ansat som finanschef i to virksomheder, hvor han blandt andet har haft ansvar for virksomhedernes valutahandel. A havde således oparbejdet en væsentlig professionel viden og erfaring med handel med finansielle kontrakter baseret på valuta. I forbindelse med fratræden fra sin nuværende stilling ønskede A derfor at gøre valutahandel og investering for egen regning og risiko til sin levevej.

Brutto-omsætning forventedes at beløbe sig til 1,5-2 mia kroner på årsbasis. Antallet af valutahandler forventedes at udgøre mere end 200 pr. halvår, primært koncentreret om handel med GBP mod DKK, og EUR mod JPY. De enkelte forretninger forventedes, at ligger indenfor en størrelsesorden på mellem 2-6 mio DKK alt efter hvilke valutakontrakter, der er tale om. Der var ikke med banken aftalt et maksimalt tilladt træk på den konto, forretningerne skulle foretages fra.

A var i opsagt stilling og påtænkte ikke at søge nyt job. Han forventede derfor fremover, at have sin væsentligste indtægtskilde fra den påtænkte virksomhed.

Den skatteansættende myndighed udtalte bl.a., at den beskrevne aktivitet måtte betragtes som næringsvirksomhed, men at de deraf følgende konsekvenser først kunne have virkning for gevinst optjent og tab lidt efter, at næringsvirksomheden påbegyndes.

Ligningsrådet svarede, at aktivitet af den beskrevne karakter og af det beskrevne omfang var næringsvirksomhed, således som dette begreb er udviklet i praksis. Der hensås navnlig til As mangeårige professionelle tilknytning til branchen. Ligeledes var størrelsen af den forventede omsætning og det forventede antal årligt indgåede aftaler, samt den omstændighed, at A forventede, at virksomheden skulle være hans væsentligste indtægtsgivende beskæftigelse ligeledes momenter, der talte for, at A kunne anses for næringsdrivende med handel med finansielle kontrakter.

Det udtaltes videre, at når omfanget af handler og deres størrelse tillagdes vægt, betød dette, at såfremt aktiviteten faktisk fik et omfang, der lå væsentligt under det i ansøgningen forventede, ville forhåndsbeskeden ikke være bindende for de skatteansættende myndigheder.

Der spurgtes yderligere om, hvad kvalifikationen som næringsdrivende med finansielle kontrakter ville medføre. Hertil svarede Ligningsrådet, at kvalifikationen af A som næringsdrivende med handel med finansielle kontrakter betød, at fradrag for et eventuelt tab på handlerne ikke vil begrænses af kursgevinstlovens § 32, jf. TfS 1998. 625 H.

Endelig svarede Ligningsrådet, at det fremgår af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 2, at gevinst og tab på kontrakter skal medregnes til den skattepligtiges kapitalindkomst. Næringsvirksomhed med finansielle kontrakter er ikke omfattet af undtagelsen personskattelovens § 4, stk. 3 og er dermed omfattet af hovedreglen i stk. 1.