En arbejdsgiver - både privat og offentlig - kan som led i et ansættelsesforhold foretage indbetalinger til såvel danske som udenlandske forsikringer og pensionsordninger for den ansatte.

Arbejdsgiverens betaling af præmie/bidrag skal i visse tilfælde straks medregnes i den ansattes skattepligtige indkomst enten som A-indkomst, eller hvor der ikke foreligger noget egentligt ansættelsesforhold som B-indkomst. I andre tilfælde udskydes beskatningstidspunktet til tidspunktet for udbetaling af ydelser fra forsikrings- eller pensionsordningen. Herved udskydes tidspunktet for opgørelsen af A-indkomsten, men ikke tidspunktet for opgørelsen og opkrævningen af AM-bidraget.