Ved afgørelsen af, om  betingelsen for bopæl er opfyldt lægges der vægt på, om den pågældende ved at etablere husstand, leje sig bolig eller ved andre foranstaltninger har tilkendegivet, at han agter at have hjemsted her.
Har en person bolig såvel her i landet som i udlandet, må det afgøres hvilken af disse boliger, der må betragtes som hans egentlige hjemsted, i hvilken henseende det navnlig vil komme i betragtning, hvor den pågældendes familie, hvis han har en sådan, opholder sig, hvor han har truffet de mest omfattende foranstaltninger til sit underhold, eller hvor han længst eller hyppigst opholder sig. Det her anførte foregriber i vidt omfang bestemmelserne i de indgåede DBO'er vedrørende »skattemæssigt hjemsted«, svarende til artikel 4 i OECD's modelkonvention, jf. herom afsnit D.D.2.
Der  kan henvises til afsnittet: Kildeskattelovens bopælsbegreb, s. 25ff, i Redegørelse fra Retssikkerhedsudvalget, februar 1996.
I praksis vil statuering af bopæl i henhold til kildeskattelovens bestemmelser være afhængig af, om den pågældende person har rådighed over en helårsbolig her i landet. Udgangspunktet er, at en sådan rådighed vil være en nødvendig og samtidig en tilstrækkelig betingelse til at statuere bopæl. De konkrete omstændigheder kan dog, specielt i en fraflytningssituation, være af en sådan art, at afgørelsen af, om der foreligger bopæl, må foretages efter en samlet bedømmelse, se nærmere under afsnit D.A.1.1.2.
Det er de faktiske boligforhold, der er afgørende, medens mere formelle kriterier - såsom til- eller framelding til folkeregistret og ansøgning om opholdstilladelse - ikke spiller nogen selvstændig rolle, jf. f. eks. LSR 1981, 99 og skd. 65, s. 170 ØLD.