Indførsel af varer
§§ 10-10a
Virksomheder, der indfører eller modtager varer fra udlandet, og som ikke er registreret som oplagshaver, skal anmelde sig til registrering som varemodtager, A.5.3.

►SKAT kan pålægge en varemodtager at stille sikkerhed, hvis varemodtageren inden for de seneste 3 år er straffet efter § 21. Sikkerheden skal stilles for et beløb svarende til det forventede skyldige afgiftsbeløb for de kommende 12 måneder, dog mindst 20.000 kr. Sikkerheden frigives, hvis varemodtageren inden for en 2-års-periode ikke er straffet efter § 21. Sikkerheden skal være SKAT i hænde, før forsendelsen af ubeskattede leverancer begyndes. SKAT fastsætter regler for sikkerhedsstillelsen.◄

►Erhvervsdrivende virksomheder, som ikke er registreret som varemodtagere, og som får tilført eller erhverver afgiftspligtige varer fra andre EU-lande, skal indgive en anmeldelse til SKAT og stille sikkerhed for skyldige afgifter. Anmeldelsen skal ske, inden transporten af varerne begyndes i det pågældende EU-land.◄

►SKAT kan fratage en virksomhed registreringen som varemodtager, hvis virksomheden gentagne gange ikke angiver og betaler afgiften rettidigt, eller hvis virksomheden ikke overholder regnskabsbestemmelserne i § 12. Generhvervelse af registreringen kan ske efter 1 år.◄

Privatpersoner, der fra andre EU-lande indfører (modtager) varer skal ligeledes anmelde hvert køb af varer til SKAT. Det skal ske senest ved modtagelsen af varerne, se A.9.2.2.