Nedenfor følger en oversigt over lovbestemmelser, hvor beføjelsen til 
at træffe afgørelser af overordnede skattemyndigheder (skatteministeren, 
Ligningsrådet eller Told- og Skattestyrelsen) er tillagt de kommunale skattemyndigheder 
eller told- og skatteregionerne. 
 
Oversigten har tidligere været optrykt som bilag til Ligningsvejledningen. 
Denne oversigt er revideret per december 2000 med henblik på at omfatte flere 
bestemmelser. Ligeledes er kompetenceforholdene for juridiske personer bortset fra 
dødsboer efter bekendtgørelse om 
sagsudlægning nr. 1107 af 13. december 2000 § 
10 og § 11, stk. 2 medtaget.
 
Oversigten angiver først hovedreglen i bekendtgørelse om sagsudlægning 
i § 2, § 7 og § 18. Herefter følger undtagelserne til hovedreglen 
samt en angivelse af bestemmelser i samme lov, der følger hovedreglen. Direktøren 
for Told- og Skattestyrelsen kan, når særlige omstændigheder taler 
derfor, bemyndige en enkelt eller enkelte told- og skatteregioner/toldcentre til 
at træffe afgørelse i første instans i alle sager. Dette er gjort 
i Told- og Skattestyrelsens cirkulære 2000-35 om dekoncentreret sagsudlægning, 
jf. bilag 3.
 
Hvor intet andet er anført, er bemyndigelsen givet af skatteministeren ved 
bekendtgørelse om sagsudlægning. Er bemyndigelsen givet med en anden hjemmel 
eller af en anden skattemyndighed end ministeren, er dette anført med angivelsen 
af hjemlen. Enkelte steder i oversigten er desuden medtaget bestemmelser, hvor kompetencen 
til at træffe afgørelser fremgår af selve lovbestemmelsen. 
 
Ved hver lovbestemmelse er det anført, hvilken skattemyndighed der træffer 
afgørelse i sagen i 1. instans. I kolonnen efter er klageinstansen anført. 
I sidste kolonne angives hjemlen i bekendtgørelse om sagsudlægning eller 
anden hjemmel. Fremgår hjemlen af hovedreglen i bekendtgørelse om sagsudlægning 
§ 2, § 7, og § 18 angives hjemlen som hovedreglen.
 
KS står for den kommunale skattemyndighed.
R står for regionen
TC står for toldcenter
T&S står for Told- og Skattestyrelsen
LR står for Ligningsrådet
LSR står for Landsskatteretten 
MIN står for skatteministeren
SKAM står for skatteansættende myndighed
  
Det skal bemærkes, at en afgørelse skal påklages inden 3 måneder 
til klagemyndigheden, og at klageinstansens afgørelse ikke kan indbringes for 
anden administrativ myndighed for så vidt angår sagsområder omfattet 
af sagsudlægningsbekendtgørelsen.