| Som hovedregel kan alle skattepligtige, der har investeringsfondshenlæggelser,
anvende disse til forlods afskrivning.
I IFL § 3 A opstilles dog visse begrænsninger i adgangen til forlods afskrivning.
Ifølge § 3 A, stk. 1, udelukkes kommanditister, og ifølge stk. 2
udelukkes skattepligtige, der driver selvstændig skibsvirksomhed som bierhverv
efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10.
I IFL § 3 A, stk. 3 stilles krav om, at den skattepligtige yder en personlig
arbejdsindsats i virksomheden.
Kommanditister IFL § 3 A, stk. 1Kommanditister kan ikke benytte deres
henlæggelser til investeringsfonds til forlods afskrivning på aktiver,
der er omfattet af deres virksomhed som kommanditist.
Reglen gælder alene forlods afskrivning. Kommanditisten kan således foretage
ordinære afskrivninger og forskudsafskrivninger på aktiver, der er omfattet
af anparten inden for de rammer, der gælder for en kommanditists fradragsmuligheder,
jf. E.F.2.
Den her omtalte begrænsning gælder ikke interessenter eller deltagere
i virksomheder, der er organiseret som et partrederi, eller i andre tilfælde,
hvor der hæftes personligt omend pro rata, skd. 55.101.296.
Dette gælder også, selv om hæftelsen over for visse kreditorer er
begrænset.
Krav om personlig arbejdsindsats IFL § 3 A, stk. 3Henlæggelser
kan kun anvendes til forlods afskrivning, når den skattepligtige deltager i
driften af virksomheden i ikke uvæsentligt omfang.
Kravet om en ikke uvæsentlig arbejdsindsats skal være opfyldt for det
indkomstår, hvori en henlæggelse anvendes til forlods afskrivning, og
for det følgende indkomstår.
Afgørelsen af, om arbejdskravet er opfyldt, må bero på en konkret
bedømmelse af samtlige omstændigheder i det enkelte tilfælde. Ved
denne afgørelse kan man som en vejledende norm lægge vægt på,
om arbejdsindsatsen udgør mindst 50 timer månedligt.
Omfanget af arbejdsindsatsenKravet om en ikke uvæsentlig arbejdsindsats
betyder normalt, at den skattepligtige skal yde en arbejdsindsats på 12x50
timer, i alt 600 timer om året. Er der tale om en virksomhed, der er i drift
hele året, og hvori den skattepligtige udøver en personlig arbejdsindsats,
kan arbejdskravet anses for opfyldt, selv om der i perioder af året kun ydes
en ringe arbejdsindsats. Dette gælder f.eks. korndyrkende landbrug og planteskoler.
Er der tale om en sæsonbetonet virksomhed, der kun er i drift f.eks. 3 måneder
om året, vil den skattepligtige opfylde arbejdskravet, såfremt arbejdsindsatsen
er på mindst 50 timer månedligt i de 3 måneder, sæsonen varer,
i alt 150 timer.
Kravet om en ikke uvæsentlig arbejdsindsats gælder også ved anskaffelse
af fast ejendom. Består virksomheden alene i udlejning af en afskrivningsberettiget
ejendom eller afskrivningsberettigede driftsmidler, vil der normalt være tale
om en så passiv form for virksomhed, at arbejdskravet ikke kan være opfyldt.
►Se TfS 2000, 603 ØLD appelleret, hvor skatteyders virksomhed med udlejning blandt andet skete til hans selskaber, hvorfor der måtte stilles skærpede krav til sandsynliggørelsen af, at arbejdskravet vedrørende udlejningsvirksomheden var opfyldt.
◄I
TfS 1995, 12 fandt Landsskatteretten, at arbejdskravet ikke var opfyldt, da skatteyderens
arbejdsindsats hovedsagelig havde stået i forbindelse med etablering og renovering
af udlejningsvirksomheden (en landbrugsejendom), og da det ikke var godtgjort, at
han havde deltaget i væsentligt omfang i ejendommens løbende drift.
En eller flere virksomhederDriver skatteyderen flere virksomheder, der kan
anses for en erhvervsmæssig enhed, er det tilstrækkeligt, at arbejdsindsatsen
opfyldes i en af virksomhederne eller i virksomhederne tilsammen. Se skd. cirkulære
nr. 166 af 29. oktober 1984, pkt. 39 og E.I.3.1.1.
Landsskatteretten fandt i en sag, der vedrørte en skattepligtig, der som sin
væsentligste beskæftigelse havde aktiviteter vedrørende fast ejendom
bl.a. bortforpagtning og udleje og som til opførelse af en fabriksejendom ville
anvende investeringsfondsmidler, at fabriksejendommen måtte anses for en særskilt
virksomhed, og arbejdstidskravet skulle derfor vurderes alene i forhold hertil.
Kravet ansås ikke for opfyldt for denne ejendom, jf. TOLD*SKAT Nyt 1991.9.478,
(TfS 1991, 213).
I TfS 1996, 53 LSR blev udlejning af driftmidler og udlejning af ejendom anset som
en selvstændig virksomhed, men arbejdstidskravet ansås ikke for opfyldt.
Virksomhedsejeren, der også var direktør i et personligt ejet byggefirma,
der skulle stå for vedligeholdelsen af driftsmidler og ejendomme, gjorde dette
personligt, hvorfor det af Landsskatteretten blev anset som arbejde udført
af byggefirmaet og ikke udlejningsvirksomheden.
En skatteyder, der drev landbrug, havde anvendt investeringsfondshenlæggelser
til forlods afskrivning på en vindmølle. Hele vindmøllens strømforbrug
leveredes til et højspændingsværk, og der blev således hverken
aftaget strøm til privat eller erhvervsmæssigt forbrug af ejeren. Landsskatteretten
fandt efter en konkret vurdering, at der forelå flere personlige virksomheder,
der dog efter omstændighederne, herunder at det var den samme ejer, der drev
såvel landbrugsvirksomheden som vindmøllevirksomheden, kunne anses som
én erhvervsmæssig enhed. Heraf fulgte, at kravet om en ikke uvæsentlig
arbejdsindsats var opfyldt i en af virksomhederne eller dog i alt for begge aktivitetsområder,
og retten fandt, at betingelserne for anvendelse af investeringsfondshenlæggelser
var opfyldt, jf. TOLD*SKAT Nyt 1993.1.40, (TfS 1992, 579).
I TfS 1996, 85 fandt Landsskatteretten, at landbrugs- og vindmøllevirksomhed
kunne anses for en erhvervsmæssig enhed, uanset at skatteyderen ikke var eneejer
af vindmøllen, og at denne ikke var placeret på skatteyderens ejendom.
Der blev i stedet lagt vægt på, at der var en klar forbindelse mellem
klagerens påtænkte ejerandel i vindmøllen og det erhvervsmæssige
strømforbrug på hans ejendom, arbejdstidskravet i investeringsfondsloven
var herefter opfyldt.
Fælles virksomhedNår der er tale om en fælles virksomhed,
skal arbejdskravet være opfyldt af de personlige ejere, der ønsker at
forlods afskrive. Det er ikke tilstrækkeligt, at andre ejere deltager aktivt
i virksomheden. På den anden side er det ikke til hinder for anvendelse af
investeringsfondsmidler for en af ejerne, at andre af ejerne ikke opfylder arbejdskravet.
ÆgtefællerNår ægtefæller driver en virksomhed i
fællesskab, og når den ene ægtefælle deltager i den anden ægtefælles
virksomhed, er det tilstrækkeligt, at ægtefællerne tilsammen opfylder
arbejdskravet, skd. cirkulære nr. 166 af 29. oktober 1984, pkt. 33.
TfS 1997, 168 LSR. Ved afgørelsen af, om arbejdskravet i investeringsfondsloven
var opfyldt af to ægtefæller i forbindelse med drift af leasingvirksomhed,
drevet af manden med en vis bistand af hustruen, skulle hustruens arbejdsindsats
medregnes ved bedømmelsen af, om manden opfyldte kravet. Derimod skulle hustruen
vurderes selvstændigt, for så vidt angik hendes adgang til anvendelse
af investeringsfondshenlæggelser til forlods afskrivning i virksomheden, og
hun kunne ikke antages at opfylde arbejdskravet, og havde derfor ikke adgang til
at anvende sine investeringsfondshenlæggelser i virksomheden.
Se i øvrigt om ægtefæller E.D.1.1.1.
Uarbejdsdygtighed IFL § 3 A, stk. 4Ved uarbejdsdygtighed som følge
af alvorlig sygdom eller invaliditet, der indtræffer efter, at midler er hævet
og anvendt til forlods afskrivning, bortfalder arbejdskravet for resten af perioden.
Hvis en virksomhed drives af ægtefæller i forening, bortfalder arbejdskravet
for dem begge, hvis blot en af ægtefællerne bliver uarbejdsdygtig. På
samme måde bortfalder kravet om personlig arbejdsindsats ved død, konkurs
eller virksomhedsophør, skd. cirkulære nr. 166 af 29. oktober 1984, pkt.
34.
Viser det sig, at kravet om en personlig arbejdsindsats ikke opfyldes, således
at der ikke kan forlods afskrives, skal der efterbeskattes m.v. efter § 10
A, se E.D.1.3.
|