Heri ligger for det første, at der skal være tale om et retlig forpligtende 
gældsforhold, hvori der er stiftet en reel fordring på skyldneren. En 
vurdering heraf vil bl.a. omhandle tilbagebetalingspligten, der ikke må være 
knyttet til uvisse fremtidige betingelser. Grundlaget for forpligtelsen er bedømt 
bl.a. i en række afgørelser, hvor der har 
været et nært slægtskabsforhold mellem debitor og kreditor. Se lsr. 
1983.150, hvor LSR på grundlag af de tilvejebragte oplysninger herunder bl.a. 
det mellem parterne bestående familieforhold samt lånearrangementets usædvanlige 
karakter nægtede fradrag. Se desuden lsr. 1975.176, 1978.200, 1978.201 og TfS 
1996, 226, hvor en skatteyder ikke var berettiget til at fradrage renteudgifter 
ifølge gældsbrev vedrørende et lån optaget hos en mindreårig 
søn, idet den indgåede låneaftale var ugyldig efter myndighedslovens 
§ 34 og henset hertil fandt LSR, at der ikke påhvilede klageren en retlig 
forpligtelse i henhold til gældsbrevet. Se modsat TfS 1999, 404 (H), hvor det 
fandtes bevist, at skatteyderen havde optaget et lån og betalt renter heraf 
til faderen. Se Også TfS 1999, 180 hvor Landsskatteretten fandt, at parterne 
i et låneforhold havde løftet den relative tunge bevisbyrde, der påhviler 
parterne, når lånet er ydet til familiemedlemmer. Se TfS 1999, 201 hvor 
Landsskatteretten ikke fandt, at der påhvilede et selskab en reel gældsforpligtelse 
overfor et selskab i Liechtenstein, hvor hovedaktionærens datter var direktør, 
og frit kunne råde over selskabets midler. Der var ikke stillet sikkerhed for 
lånet, som i øvrigt oversteg selskabets egenkapital. Se TfS 1999, 132 
hvor skatteyderen ikke kunne løfte bevisbyrden, der påhvilede vedkommende, 
hvorfor kommunens skøn om manglende forretningsmæsig realitet blev fastholdt 
i Landsskatteretten. En usikker adskillelse mellem kreditor og debitor kan således 
give anledning til, at vurdere om grundlaget for forpligtelsen udspringer af en 
reel fordring. 
I VLD af 21. marts 1980 (skd 56.53) ansås en skatteyder for berettiget til 
at foretage fradrag for renteudgifter i henhold til et pantebrev udstedt i 1970 
til svigerfaderen ved en ejendomshandel. Svigerfaderen gaveoverdrog ultimo 1973 
pantebrevet til skatteyderens datter. Det blev godtgjort, at der påhvilede 
skatteyderen en retlig forpligtelse til at udrede rentebeløbene i overenstemmelse 
med pantebrevets indhold. 
I UfR 1982.618 (HRD) blev fradrag for renter af anlægsudgifter ved kloakering 
ikke anerkendt fuldt ud, da gælden i en årrække ikke var aktuel for 
de enkelte grundejere. 
I TfS 1990, 149 (HRD) blev en renteudgift ikke anerkendt som fradragsberettiget, 
da der ikke var tale om en retligt forbindende forpligtelse. 
I TfS 1995, 640 blev fradrag for en renteudgift tillagt den ene part fuldt ud, selvom 
en tidligere samlever ikke var frigjort overfor en af kreditorerne en kreditforening. 
Klageren havde ved tinglyst skøde overtaget den tidligere samlevers halvdel 
af ejendommen, og havde sidenhen betalt samtlige prioritetsydelser. Se endvidere 
nedenfor under afsnit 
A.E.1.1.4. 
For det andet skal der være tale om reelle renteudgifter, i modsætning 
til en beregnet rente der - helt eller delvist - ikke er et vederlag til kreditor 
for at stille kapital til disposition, men bliver udredt for at tilgodese andre 
hensyn. For at nedbringe sin kassekredit lånte en skatteyder et beløb 
af sin datter, med en aftalt forrentning på 25 pct. p.a. Forrentningen fandtes 
unormal høj, samt at der forelå en ikke fradragsberettiget understøttelse 
fra faderen til datteren. Skatteyderen blev derfor kun anset for berettiget til 
at fradrage 12 pct. p.a. af lånet svarende til den renteudgift, der var sparet 
på hans kassekredit, lsr 1977.655. 
En beregnet rente, der alene har til formål at udligne forskellen mellem et 
ud- og indbetalingstidspunkt, fx mellem flere arvinger i et dødsbo eller flere 
deltagere i et fælles projekt, kan ikke anerkendes skattemæssigt. Se UfR 
1970.8 (HRD) hvor en arving ikke kunne fratrække en mellemrente, samt lsr. 
1977.185 hvor hustruens andel af et rentetilsvar i forbindelse med bodeling ved 
skilsmisse ikke ansås for fradragsberettiget.
Et rentekrav der i det væsentligste beror på skyldnerens egen afgørelse 
og ikke på kreditors fordring, kan ikke godkendes som en fradragsberettiget 
renteudgift, se hertil TfS 1995, 542, hvor en renteforhøjelse ikke blev tillagt 
skattemæssig virkning, da renten ikke udsprang af en retlig forpligtelse til 
at forrente en gæld, udover den i låneforholdet oprindelige aftalte rente. 
Se endvidere UfR 1963.734 (HRD), samt lsr. 1982.74.
Det er uden betydning for fradragsretten, hvorfra skyldneren har fået midlerne 
til betalingen. Der er således fradragsret for renter, selvom midlerne til 
betalingen hidrører fra skattefri tilskud, jf. skd. 39.291.