Nr. 2 vedrører reklameydelser. Ydelser, der er omfattet af bestemmelsen, vedrører reklamevirksomhed, f.eks. markedsføring, udbud af reklame, annoncer, reklametryk samt distribution af reklame.

Bestemmelsen omfatter også udlevering af reklamegenstande samt aktiviteter som pressekonferencer og udstillinger mv. i reklame-, salgs- eller markedsføringsmæssig øjemed, samt sponsorering.

For at en ydelse kan anses for en reklameydelse, skal der være tale om spredning af et budskab, som skal informere forbrugerne om en vares eller en tjenesteydelses eksistens og kvaliteter med henblik på at forøge salget heraf, jf. SKM2004.133.LSR og EF-domstolens dom i C-68/92.

Ydelser som alene må anses for en nødvendig betingelse for gennemførslen af en reklamekampagne uden at den er uløseligt forbundet med en reklamekampagne og derfor med til at overbringe et reklamebudskab, kan ikke anses for en reklameydelse.  

Bestemmelsen finder ikke alene anvendelse på reklameydelser, der af tjenesteyderen leveres direkte til en afgiftspligtig annoncør, men også på ydelser, der leveres indirekte til annoncøren og faktureres til en tredjemand, der viderefakturerer dem til annoncøren. Reklameydelser leveret af reklamefilmproducenter, der fakturerer ydelserne til et reklamebureau, der viderefakturerer dem til annoncøren, er derfor omfattet af bestemmelsen i 6. momsdirektiv, artikel 9, stk. 2, litra e. Se EF-domstolens dom i sag C-108/00 (SPI) og dommen i sag C-438/01 Design Consept S.A.

Landsskatteretten har ved kendelse SKM2004.133.LSR truffet afgørelsen om, at standpladsleje i den forelagte situation, kunne anses for en reklameydelse. Sagen drejede sig om en virksomhed, der foretager udlejning af standpladser til danske og udenlandske virksomheder. Udlejningen sker primært ved, at virksomheden lejer en hal og arrangerer en udstilling eller messe, herunder modemesser, og forestår udlejningen af standpladser. Modemesserne er lukkede fagmesser for erhvervsdrivende. Der bliver ikke solgt varer på de enkelte modemesser men alene fremvist/markedsført kollektioner til efterfølgende salg i landets tøjbutikker. De afholdte messer, som er blandt de 3-4 vigtigste i Europa, er et markedsføringsredskab for udstillerne, idet disse tjener til at profilere skandinavisk design. 54 % af de messebesøgende kommer fra udlandet. Af udstillerne er ca. 40 % udenlandske. Heraf kommer ca. 25 % fra Sverige og de resterende fra Norge og Finland. Virksomheden forestår invitationer mv. og udgiver tidsskrifter og brochuremateriale vedrørende de afholdte messer.

Af en af virksomheden fremlagt standardkontrakt fremgår, at lejeren faktureres for det lejede standareal på grundlag af kvadratmeterantallet. Af de tilhørende almindelige udstillingsbetingelser fremgår bl.a., udstilleren ikke uden arrangørens tilladelse må udstille andre end de anmeldte varer, at fremlån/fremleje af brugsretten over det anviste areal samt reklamering for ikke anmeldte firmaer ikke er tilladt, at udstilleren er ansvarlig for indretning af sin stand og skal overholde de for udstillingen gældende regler, at ingen udstillingsgenstande må fjernes før udstillingen er lukket, at arrangøren kan regulere den lejede stands placering, uden at dette berettiger udstilleren til at annullere sin kontrakt, at udstilleren kun må anvende det i kontrakten angivne areal, samt at arrangøren har ret til med 1 måneds varsel at ændre dato og åbningstider for udstillingen. Virksomheden har oplyst, at afgrænsningen af de udlejede standpladser foretages ved hjælp af rispapirbannere, som hænges fra loft ned mod gulv, ligesom der på gulvet er noteret standpladsnummer, som bliver oplyst til de enkelte udstillere, forinden messen afholdes. Der er fremlagt oversigt over fordeling af standpladser ved en messe, samt fotografier af standpladser.

Herudover sælger virksomheden også andre ydelser i relation til standpladsudlejningen. Der kan være tale om følgende tillægsydelser: Udlejning af parkeringsplads, udlejning af skillevægge, belysning, borde og køleskabe mm., teknisk assistance, f.eks. til opsætning af lys og udarbejdelse af logo på skillevæg mm., deltagelse i modeshow på messen samt rengøringsydelser. Tillægsydelserne er prissat og faktureres særskilt.

Ved vurderingen af, om ydelsen kan anses for en reklameydelse, nævner Landsskatteretten, at EF-domstolen i en række sager har taget stilling til begrebet "reklamevirksomhed", jf. direktivets formulering af den tilsvarende bestemmelse. EF-domstolen fastslog i sagerne C-68/92, C-69/92 og C-73/92, at der skal tages hensyn til samtlige omstændigheder omkring den pågældende ydelse, at en ydelse kan betegnes som reklame, også selv om den leveres af en tjenesteyder, der ikke er et reklamebureau, samt at "et markedsføringstiltag . falder inden for det pågældende begreb, såfremt det indebærer overbringelse af et budskab, der skal orientere offentligheden om de pågældende varers eller tjenesteydelses eksistens og kvaliteter med det formål at forøge salget heraf", jf. eksempelvis præmis 18 i C-68/92.

Efter det oplyste har de omhandlede udstillinger/messer til formål at markedsføre udstillernes produkter med henblik på at forøge salget af disse generelt. Der er således ikke tale om udstillinger/messer arrangeret med henblik på direkte salg af selve de udstillede varer. Retten finder herefter, at standpladslejen må anses for omfattet af momslovens § 18, stk. 1, nr. 2, i overensstemmelse med virksomhedens påstand. Virksomheden er derfor berettiget til at fakturere uden dansk moms i det omfang betingelserne i momslovens § 18, stk. 3, er opfyldt. 

Den 9. marts 2006 har EF-domstolen afsagt dom i C-114/05, Gillan Beach Ltd. Domstolen har i dommen bl.a. konkluderet følgende:"Artikel 9, stk. 2, litra c), første led, i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, skal fortolkes således, at den samlede tjenesteydelse, som en arrangør af en messe eller en udstilling leverer til udstillerne, hører til den kategori af tjenesteydelser, som er omfattet af denne bestemmelse." SKAT overvejer i øjeblikket dommens betydning for dansk praksis.

Landsretten har i SKM2005.313.VLR afsagt en dom om, at indspilning og produktion af en videofilm inklusive kopier, der blev udleveret gratis til potentielle kunder, er reklameydelser, som er momspligtige her i landet, jf. momslovens dagældende § 18, stk. 1, nr. 2. Der var tale om et selskab, der drev akupunkturvirksomhed samt behandling med lægeurter m.v. Selskabet havde fået produceret en video i England. Videoen omhandlede bl.a. kræftbehandling, behandling mod blindhed og almindelig information. Selskabet havde vist videofilmen.