Indhold 

Dette afsnit beskriver, hvornår der skal ske fritagelse for betaling af grundskyld af ejendomme, som besiddes af fremmede stater og deres repræsentanter mv.  

Reglerne om fritagelse for betaling af grundskyld for fremmede stater mv. findes i ESL § 5, stk. 1, nr. 3. 

Afsnittet indeholder: 

  • Regel
  • Wienerkonventionen
  • Betingelse: til brug for repræsentation
  • Hvem er omfattet af fritagelsen
  • Hvem er ikke omfattet af fritagelsen
  • Delvis fritagelse. 

Se også 

Se også afsnit: 

Regel 

Privat, fast ejendom på modtagerstatens territorium, som besiddes af udsender-staten, udsender-statens repræsentationschef eller medlemmer af repræsentationens diplomatiske eller administrative og tekniske personale samt disse persongruppers familiemedlemmer tilhørende deres husstand, hvis ejendommen besiddes til brug for den diplomatiske repræsentation, er fritaget for grundskyld. Se ESL § 5, stk. 1, nr. 3

Wienerkonventionen 

Bestemmelsen skal ses i lyset af Danmarks internationale forpligtelser efter artikel 23, stk. 1, artikel 34, litra b, og artikel 37, stk. 1 og 2, i Wienerkonventionen af 18. april 1961 om diplomatiske forbindelser:

  • Danmark er forpligtet til at fritage udsenderstaten og repræsentationen for alle stats-, amts- eller kommuneskatter og afgifter på repræsentationens område, hvad enten denne ejes af udsenderstaten eller er lejet, bortset fra sådanne, som udgør betaling for bestemte tjenesteydelser. Se artikel 23, stk. 1.
  • Danmark er forpligtet til at fritage en diplomatisk repræsentant for alle afgifter og skatter på privat, fast ejendom beliggende på modtagerstatens territorium, hvis den besiddes på udsenderstatens vegne til brug for repræsentationen. Se artikel 34, litra b.
  • Danmark er forpligtet til at tildele en diplomatisk repræsentants familiemedlemmer tilhørende hans husstand de i artikel 29 til 36 anførte forrettigheder og immuniteter, hvis de ikke er statsborgere i modtagerstaten. Det vil sige, at disse personer også vil være fritaget for grundskyld, hvis de besidder privat, fast ejendom beliggende på modtagerstatens territorium på udsenderstatens vegne til brug for repræsentationen. Se artikel 37, stk. 1.
  • Danmark er forpligtet til at tildele medlemmer af repræsentationens administrative og tekniske personale samt de familiemedlemmer, der hører til husstanden, de i artikel 29 til 35 anførte forrettigheder og immuniteter, hvis de ikke er statsborgere i modtagerstaten eller har fast bopæl i denne. Det vil sige, at disse personer ligeledes vil være fritaget for grundskyld, hvis de besidder privat, fast ejendom beliggende på modtagerstatens territorium på udsenderstatens vegne til brug for repræsentationen. Se artikel 37, stk. 2. 

Betingelse: til brug for repræsentation 

Det er en betingelse for fritagelse for grundskyld på privat, fast ejendom beliggende på modtagerstatens territorium, at en diplomatisk repræsentant besidder ejendommen på udsenderstatens vegne til brug for repræsentationen. Se Wienerkonventionen af 18. april 1961 om diplomatiske forbindelser artikel 34, litra b. 

Med bestemmelsen sker der fritagelse for grundskyld af privat, fast ejendom beliggende i Danmark, som besiddes af den pågældende person til brug for den diplomatiske repræsentation.  

I tilfælde, hvor ejendommen er anskaffet på vegne af udsenderstaten, men hvor ejendommen ikke anvendes til repræsentative formål, vil ejendommen ikke være fritaget for grundskyld. 

Hvem er omfattet af fritagelsen 

Følgende ejere er fritaget for betaling af grundskyld: 

  • udsenderstaten 
  • udsenderstatens repræsentationschef
  • medlemmer af repræsentationens diplomatiske personale
  • repræsentationens administrative personale
  • repræsentationens tekniske personale samt 
  • disse persongruppers familiemedlemmer tilhørende deres husstand. 

Definition af diplomatisk repræsentant 

En diplomatisk repræsentant defineres som "repræsentationschefen eller et medlem af repræsentationens diplomatiske personale". Se artikel 1, stk. 1, litra e) i Wienerkonventionen af 18. april 1961 om diplomatiske forbindelser. Diplomatisk personale defineres som "medlemmer af repræsentationens personale, som har diplomatisk rang". Se artikel 1, stk. 1, litra d). 

Danmark er således forpligtet til at fritage diplomatiske repræsentanter, herunder repræsentationschefen eller et medlem af repræsentationens diplomatiske eller administrative og tekniske personale samt disse persongruppers familiemedlemmer tilhørende deres husstand, for grundskyld af privat, fast ejendom i Danmark, hvis de besidder ejendommen på vegne af udsenderstaten til brug for repræsentationen. 

Hvem er ikke omfattet af fritagelsen 

Bestemmelsen betyder, at andre end repræsentationschefen fra en fremmed stat og medlemmer af repræsentationens diplomatiske eller administrative og tekniske personale samt disse persongruppers familiemedlemmer tilhørende deres husstand ikke vil være fritaget for grundskyld af privat, fast ejendom, som den pågældende person besidder på udsenderstatens vegne til brug for den diplomatiske repræsentation. 

Det betyder, at bl.a. følgende ikke vil være omfattet af fritagelsen for grundskyld: 

  • repræsentationens tjenestepersonale og
  • repræsentationens private tjenestefolk. 

Disse persongrupper har efter de hidtil gældende regler i lov om kommunal ejendomsskat været fritaget for grundskyld, men er det ikke længere fra og med 1. januar 2024. Det indebærer, at sådanne personer vil skulle betale grundskyld af fast ejendom beliggende i Danmark. 

Delvis fritagelse 

Hvis kun en del af ejendommen opfylder betingelserne for fritagelse, vil der kun kunne gives fritagelse for denne del. Se ESL § 5, stk. 2. Se afsnit C.H.4.3.3.1.1.8 om delvis fritagelse.