| Nulstilling gennemføres ved, at told- og skatteforvaltningen tilsidesætter den bogførte A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag med den virkning, at indkomstmodtageren ikke godskrives beløbene på sin årsopgørelse.
Nulstilling hindrer således, at en skatteyder gennem indeholdelsesreglerne opnår en fyldestgørelse, som ikke kan opnås i selskabet/boet.
SKATs praksis vedrørende nulstilling er dannet på grundlag af en højesteretsdom refereret i UfR 1981, 473 og AMFLbek. § 15 og ATP-lovens § 17 g, hvorefter AM-bidrag og SP-bidrag reguleres ved årsopgørelsen på samme måde som personskatter.
Betingelser for nulstilling
- Den indeholdelsespligtige skal være en virksomhed med begrænset ansvar, typisk et aktie- eller anpartsselskab.
- Virksomhedens insolvens skal være konstateret ved ophør, konkurs, betalingsstandsning, akkord eller lignende.
- Den indeholdelsespligtige skal have restancer af A-skat og/eller AM-bidrag og SP-bidrag vedrørende den/de periode(r), hvor der er sket bogføring af disse beløb og ved udbetaling af løn til de under pkt. 4. nævnte personer. Perioderne behøver ikke at være sammenhængende.
- Nulstilling kan kun ske for den person, der har en væsentlig økonomisk interesse i virksomheden, og som disponerer enerådende i virksomhedens anliggender. Dette gælder tilsvarende, hvor disse forudsætninger samtidig opfyldes af flere personer, ligesom bogført A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag for de nævnte personers ægtefæller, registrerede partnere og samlevere (se VLD af 6. jan. 1998 10. afd. B-1350) kan nulstilles. Det er ikke afgørende, om de pågældende helt eller delvist ejer virksomhedens kapital.
- Nulstilling forudsætter, at de pågældende i kraft af deres tilknytning til virksomheden vidste eller burde vide, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser, således at de bogførte A-skatter, AM-bidrag og SP-bidrag ikke ville kunne afregnes.
SKAT foretager endvidere nulstilling i tilfælde, hvor det findes rimeligt, at den ovenfor nævnte personkreds og ikke staten er nærmest til at bære selskabets erhvervsmæssige risiko for tab.
Nulstilling kan efter en samlet bedømmelse af sagen undlades, hvis lønnen til direktøren mv. har været ubetydelig i forhold til virksomhedens samlede omsætning.
OpkrævningNulstilling skal reguleres over årsopgørelsen og opkræves som restskat/særskilt restbidrag.
Opgørelsen af den skattepligtige indkomstIndkomstmodtageren har ikke fradragsret for det nulstillede beløb ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst, men beløbet kan anmeldes som fordring i et eventuelt bo, jf. TfS 1996, 165 (LSR).
Se om nulstilling tillige Inddrivelsesvejledningens afsnit M.2.1. |