I lov om naturbeskyttelse (naturbeskyttelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 884 af 18. august 2004, er der givet en række, til dels detaljerede bestemmelser med det formål at værne om landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag. Loven gennemførtes i 1992 og erstattede den tidligere naturfredningslov, loven om sandflugtens bekæmpelse og naturforvaltningsloven.

Generelle forbud Loven indeholder generelle forbud imod at ændre den bestående tilstand af en række nærmere anførte naturtyper m. v. Der må således ikke foretages ændring i tilstanden af naturlige søer, hvis areal er på over 100 m², eller dele af vandløb, der er udpeget som beskyttede. Endvidere må der ikke foretages ændringer i tilstanden af heder, moser og lign., strandenge og strandsumpe samt ferske enge og biologiske overdrev, når sådanne naturområder enkeltvis, tilsammen eller i forbindelse med de nævnte søer er større end 2.500 m², jf. naturbeskyttelseslovens § 3. Endelig må der ikke foretages ændringer i tilstanden af klitfredede arealer, jf. § 8.

Naturbeskyttelseslovens bestemmelser om vandløb suppleres af lov om vandløb (vandløbsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 882 af 18. august 2004. Ifølge vandløbslovens § 17 må vandløb kun reguleres efter vandløbsmyndighedens, dvs. amtsrådets eller kommunalbestyrelsens, bestemmelse. Langs med de af loven omfattede vandløb skal en bræmme på 2 meter holdes dyrkningsfri, jf. § 69.

Beskyttelseslinier Af særlig interesse ved vurderingen af fast ejendom er de såkaldte beskyttelseslinier.

Der må ikke foretages ændring i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 15. 

I medfør af den tidligere § 15 a i naturbeskyttelsesloven har der været nedsat en strandbeskyttelseskommission med henblik på en udvidelse af den generelle strandbeskyttelseslinie til 300 m. Strandbeskyttelseslinien for de enkelte ejendomme er fastsat af miljøministeren efter indstilling fra kommissionen. Strandbeskyttelseslinierne tinglyses på de enkelte ejendomme. Der er adskillige undtagelser fra den nævnte 300 meters grænse.

Den altovervejende del af den bymæssige bebyggelse er helt undtaget fra beskyttelsen.

Der må ikke placeres bebyggelse, campingvogne og lign., foretages beplantning eller ændringer i terrænet inden for en afstand af 150 m fra søer med en vandflade på 3 ha eller mere, jf. naturbeskyttelseslovens § 16. Samme beskyttelseslinie gælder for vandløb (åer), der ved naturbeskyttelseslovens ikrafttræden den 1. juli 1992 var registreret som offentlige vandløb, og som den 1. september 1983 havde en bundbredde på mindst 2 m.

Der må med visse undtagelser ikke placeres bebyggelse, campingvogne og lign. inden for en afstand af 300 m fra skove. Skovbyggelinien gælder også private skove, når skovens areal i sig selv eller sammen med tilgrænsende arealer omfatter mindst 20 ha sammenhængende skov, jf. naturbeskyttelseslovens § 17. Skovbyggelinien gælder med andre ord for en skov, hvis areal er mindre end 20 ha, hvis den grænser op til et eller flere andre skovarealer, således at skoven tilsammen dækker mindst 20 ha.

Fortidsminder Der må med visse undtagelser ikke ske ændringer i tilstanden inden for 100 meters afstand fra et fortidsminde, jf. naturbeskyttelseslovens § 18. Bestemmelsen er dog ikke til hinder for normal landbrugsmæssig drift af arealet, bortset fra tilplantning.

Kirker Inden for 300 meters afstand fra en kirke må der ikke opføres bebyggelse i en højde på over 8,5 m, medmindre kirken er omgivet af bymæssig bebyggelse i hele beskyttelseszonen, jf. naturbeskyttelseslovens § 19.

Offentlighedens adgang Naturbeskyttelseslovens kap. 4 indeholder regler om offentlighedens adgang til strande, skove, udyrkede arealer og klitfredede arealer samt om færdsel på veje og stier.

Fredning Naturbeskyttelsesloven giver de af miljøministeren nedsatte fredningsnævn adgang til at gennemføre fredning af landarealer og ferske vande, når det skønnes, at naturbeskyttelseslovens almindelige bestemmelser ikke er tilstrækkelige til at opfylde lovens formål, jf. naturbeskyttelseslovens kap. 6.

En fredningssag kan rejses af miljøministeren, kommunalbestyrelsen eller Danmarks Naturfredningsforening. En fredning kan gå ud på bevaring af den nuværende tilstand eller tilvejebringelse af en bestemt tilstand, der herefter skal bevares. En fredning kan indeholde påbud og forbud vedrørende arealernes anvendelse og kan regulere offentlighedens færdsel i området.

Fredningsnævnet skal lade fredningsbestemmelserne tinglyse på de pågældende ejendomme, men tinglysningen er ingen gyldighedsbetingelse.