Parter

H1 s.r.o.
(Advokat Mads Roikjer)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Tim Holmager)

Afsagt af landsdommerne

Kaspar Linkis, Finn Morten Andersen og Gry Berdiin (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 1. februar 2012 (BS 41B-8187/2010) er anket af H1 s.r.o. (i det følgende H1) med påstand om, at indstævnte tilpligtes at anerkende, at den af sagen omhandlede automobil Mercedes ..., stelnr. ..., ikke er omfattet af registreringspligten i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1-3, og at motorkøretøjet ikke skal afgiftsberigtiges, jf. registreringsafgiftelovens § 1, samt at appellanten ikke hæfter for en eventuel registreringsafgift.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Spørgsmålet om beslaglæggelse af bilen er således ikke omfattet af ankesagen. Under forberedelsen af ankesagen har appellanten endvidere justeret sin påstand, således at de sidste ord i den principale påstand for byretten "på objektivt grundlag" er udgået af påstanden. Det er i den forbindelse anført, at hæftelsen for afgiftskravet fortsat bestrides, og appellantens synspunkt opretholdes som et anbringende.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaringer af SO og TK.

SO har supplerende forklaret blandt andet, at der er en række fejl i byrettens gengivelse af hans forklaring for byretten. Han er ikke længere ansat som direktør i H1. Han har aldrig været ejer af selskabet. Han er bagermester, men er meget optaget af biler, og efter en henvendelse fra en god kammerat i udlandet indvilligede han i at blive direktør for et selskab i Østeuropa, som skulle handle med biler. Han flyttede til Østeuropa, hvor han fortsat bor. Han er i Danmark, hvor han driver et par virksomheder, 2 - 3 mdr. om året. Han har dog nu købt hus med henblik på at flytte tilbage til Danmark. Kort efter starten blev selskabet ramt af finanskrisen og søgte derfor at sælge bilerne, som stod i Østeuropa. I et forsøg på at sælge biler i Danmark og Norden ændrede de branchekode i hans danske selskab, G5 ApS, og fik udleveret prøveplader. De fik 15 biler til Danmark og opbevarede disse på et lager i ...8. Den omhandlede bil, som selskabet havde købt i Amerika for ca. 100.000 USD, forblev dog i Østeuropa. Han kontaktede TK, som var en af hans gode venner, og som han tidligere havde handlet biler med. På et tidspunkt oplyste TK, at han havde en mulig køber til den omhandlede bil. Han indbetalte 5.000 kr. på vidnets konto for at få bilen transporteret fra Østeuropa til Danmark. Vidnet har dog ikke fundet grundlag for at fremskaffe nærmere dokumentation herfor. Bilen blev herefter transporteret til lageret i ...8, hvor den kom til at stå ca. 8 dage. Det var ikke muligt at aflevere den direkte i ...6, idet transportøren skulle have en bil fra ...8 med tilbage. Det var ikke på tale først at aflevere bilen i ...6 og herefter at hente den anden bil i ...8. Det var klargøringsmanden og den daglige sælger i butikken i Østeuropa, som skulle sørge for afmelding af bilen i Østeuropa. Det har dog vist sig, at bilen ikke er afmeldt i Østeuropa, men at det alene er nummerpladerne, der er afleveret. Bilen er således fortsat registreret i Østeuropa. Som det fremgår af en fremlagt erklæring fra et østeuropæisk forsikringsselskab, er bilen også fortsat forsikret.

Han mener, at den mundtlige kommissionsaftale blev indgået ca. 14 - 21 dage før den 18. juni 2009, hvor bilen blev afleveret i ...6. Det blev aftalt, at bilen inden 14 dage skulle sælges for 110.000 euro, og at TK skulle have 10.000 euro i kommission. Det var en del af aftalen, at bilen ikke måtte komme ud at køre på vejene. Han kørte selv bilen til ...6 og kontrollerede forholdene, den skulle opbevares under. Han gik ud fra, at han fortsat var ejer af bilen, da han beholdt den originale registreringsattest. Det er ikke unormalt inden for branchen, at man indgår mundtlige kommissionsaftaler. Han mener, at han spurgte til den mulige køber, men fik vist nok oplyst, at den pågældende var en eller anden, der arbejdede hos G7. Han hørte et par gange til, hvordan det gik med salget, men blev holdt hen med snak. Han hørte først, hvad der var sket den 29. juni 2009, da TK fortalte, at bilen var blevet konfiskeret i ...4. Han kontaktede straks SKAT. Han kendte ikke til; hvordan bilen var kommet i JL´s besiddelse, og han kendte ikke den pågældende forud. Da overdragelsen til JL og kørslen i bilen var i strid med aftalen med TK, konfronterede han TK med en række spørgsmål.

Han blev i 2011 opsøgt af JL, som havde ringet og aftalt et møde. Han mødte sammen med nogle ubehagelige typer og krævede registreringsattesten udleveret. Vidnet følte sig truet under samtalen, der tog lang tid. Han er siden blevet ringet op et par gange. Han har ikke talt med JL om den verserende sag.

Kommissionsaftalen af 20. juni 2009 er ikke lavet den 20. juni 2009. Det er heller aldrig blevet påstået. Den er lavet efterfølgende i august/september 2009 af hensyn til de østeuropæiske myndigheder, således at det kan dokumenteres over for dem, hvad der er sket med bilen. Den blev lavet, da selskabets sekretær var tilbage på sit arbejde efter sin ferie. Han fastholder derfor, at udleveringen af bilen til TK beror på en mundtlig aftale.

Kørslen fra ...8 til ...6 skete på prøveplader tilhørende G5. Selvom der ikke var nogen aftale mellem H1 og G5, skete kørslen i G5´s interesse. Han går ud fra, at G5 ville få et symbolsk beløb, hvis bilen blev solgt. Der var dog ikke nogen aftale herom, og der var heller ikke nogen aftale om betaling for G5´s opbevaring af biler i Danmark. Bilerne skulle blot søges solgt for at minimere selskabets tab, og H1 havde ikke mulighed for at låne danske prøveplader.

TK har supplerende forklaret blandt andet, at der er mange fejl i byrettens gengivelse af hans forklaring. Han er i dag sygemeldt. De biler, han solgte privat, stod nogle gange ved kærestens forretning. Han mente, at han havde en aftager til den omhandlede bil, som han udvalgte fra en liste. Så vidt han husker, var det ham, der pressede på for at få bilen til Danmark. De indgik en mundtlig kommissionsaftale, og han overførte 5.000 kr. til SO´s konto for at få bilen til Danmark. En skriftlig aftale skulle afvente, at en sekretær i Østeuropa kom tilbage fra ferie. Aftalen var, at bilen skulle sælges for 110.000 euro, og at han skulle have 10.000 euro i kommission. Bilen kom til ...4 fra Østeuropa, hvor H1 har hovedsæde, og han fik den leveret fra ...4 den 16. eller 17. juni 2009. Han mener, at SO spurgte til, hvem køberen var, men han oplyste ikke noget herom. Han havde flere mulige købere. Han aftalte ikke nogen tidsfrist for salget med SO, men det var vidnets forventning, at en handel kunne afsluttes i løbet af 8 - 14 dage.

JL, der er en meget ubehagelig type, havde i 2008 skudt nogle penge i et kranprojekt, som ikke var lykkedes, og han mente, at vidnet skyldte ham et meget stort beløb. Han var i den forbindelse truende over for vidnet og dennes kæreste, og de afdrag, vidnet betalte, kaldte JL for bøder. Det kom så vidt, at vidnet måtte flygte til udlandet omkring år 2000. Vidnet vendte tilbage til Danmark og havde ro for JL, idet han ikke var bekendt med, at vidnet var kommet tilbage til Danmark. Vidnet kontaktede JL med henblik på at finde en løsning, og de nåede frem til en forståelse. Da han hørte om den omhandlede bil, kontaktede han JL, idet han mente, at denne kunne være interesseret i bilen. Han havde dog ikke økonomisk mulighed for at lade bilen indgå som et afdrag på gælden, men de var enige om, at JL´s overskud på videresalg af bilen kunne være et afdrag på gælden. Da han havde modtaget bilen, kontaktede han JL, som krævede straks at få bilen til ...4. Vidnet følte sig truet, og de aftalte, at JL kunne få bilen udleveret mod at stille den i en garage og undlade at køre i den. Vidnet er sikkert på, at han havde midler til at betale for bilen. Vidnet rekvirerede en autotransporter, som kørte bilen til ...4 kort efter, at vidnet selv havde modtaget den. Vidnet hørte først, at JL havde kørt i bilen, da denne ringede og var vild og blodig over, at SKAT havde konfiskeret bilen. JL har flere gange ringet og truet. Han har senest ringet for en uge siden og sagt, at vidnet nu skylder ham 10 mio. kr. på grund af denne sag. Det er JL´s opfattelse, at der ikke var sket noget, hvis han blot havde fået registreringsattesten udleveret. Betalingen for bilen skulle være 2 biler og et kontantbeløb. Vidnet fik 2 relativt nye biler, som viste sig at være stjålne. Han mener, at han modtog disse 2 biler på et tidspunkt, inden han modtog den omhandlede Mercedes i ...6. Vidnet har været til flere samtaler med ...6 politi, men de kan ikke gøre noget ved sagen, før JL fører sine trusler ud i livet.

Telefaxen af 29. juni 2009, hvori JL meddelte, at hans købstilbud var bortfaldet, modtog han fra JL.

Procedure

Parterne har i relation til det spørgsmål, som er indbragt for landsretten, gentaget deres anbringender for byretten og har i det væsentlige procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

2 voterende (Kaspar Linkis og Gry Berdiin) udtaler:

Vi tiltræder af de af byretten anførte grunde, at bilen var taget i brug, da JL blev standset i bilen den 21. juni 2009.

Ved den nævnte ibrugtagning indtrådte registreringspligten i medfør af den dagældende bestemmelse i færdselslovens § 72 og afgiftspligten i medfør af § 19 i registreringsafgiftsloven.

Ejeren af motorkøretøjet hæfter i medfør af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, for afgiftens betaling.

Vi finder ikke, at der foreligger oplysninger, om sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at fritage H1 som ejer for at hæfte for registreringsafgiften. Vi lægger herved vægt på, at der er tale om en særdeles værdifuld bil, som H1 uden formaliserede skriftlige aftaledokumenter har overladt til TK. Vi lægger endvidere vægt på, at der ikke foreligger noget objektivt bevis for, at SO har givet TK instrukser om hans pligter i forbindelse med bilens opbevaring mv., samt på, at SO efter overdragelse af bilen til TK den 16., 17. eller 18. juni 2009 først henvendte sig til TK og SKAT den 29. juni 2009. Vi tillægger det endvidere betydning, at forklaringerne afgivet af SO og TK, som anført af byretten, savner støtte i form af objektive beviser for det påståede hændelsesforløb, og at forklaringerne forekommer at være udtryk for efterrationaliseringer.

I voterende (Finn Morten Andersen) udtaler:

Med hensyn til de faktiske omstændigheder vedrørende ibrugtagning af den omhandlede bil bemærkes, at efter den forklaring, der er afgivet i landsretten af SO, må det ud over det, der er anført af byretten, lægges til grund, at den omhandlede bil af H1 blev overgivet til G5, uden at der forelå nogen nærmere aftale om vilkårene for G5´s råden over bilen.

Det må således lægges til grund, at det ikke var i G5´s interesse, at bilen blev anvendt til kørsel fra ...8 til ...6 på faste prøveskilte tilhørende G5. De faste prøveskilte tilhørende G5 blev derfor ikke anvendt i G5´s erhverv, jf. den dagældende bekendtgørelse nr. 673 af 26. juni 2008 om registrering af køretøjer m.v. § 78, stk. 1.

Herefter finder jeg, at bilen blev taget i brug - og dermed var registreringspligtig efter den dagældende færdselslovs § 72, stk. 1, - allerede fra det tidspunkt, hvor den efter at være blevet overdraget til G5 blev anvendt til kørsel fra ...8 til ...6.

H1 var bekendt med denne ibrugtagning, idet SO, der var direktør i H1, tillige var ejer af G5 ApS. Under disse omstændigheder tiltræder jeg, at H1 som ejer er pålagt at betale registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, jf. stk. 2, og at der ikke foreligger grunde til at fritage H1 herfor.

Som følge af de ovennævnte vota stadfæster landsretten dommen i det omfang, den er anket.

Under hensyn til sagsgenstandens størrelse og sagens karakter skal H1 s.r.o. i sagsomkostninger for landsretten betale 60.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifterne til advokatbistand.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal appellanten, H1 s.r.o., inden 14 dage betale 60.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.