Debitor kan søge og få bevilget henstand af flere grunde. Dels kan skyldneren på ansøgningstidspunktet mangle evne til at betale det skyldige beløb og derfor have fået såkaldt opkrævningsmæssig henstand. Dels kan skyldneren have klaget over skatte- eller afgiftsansættelsen til eksempelvis Landsskatteretten, fordi han er uenig i opkrævningsgrundlaget og dermed den pålignede skat eller afgifts størrelse. I dette tilfælde kan skyldneren have fået bevilget henstand med betaling, indtil klageinstansen har afgjort spørgsmålet, jf. f.eks. afsnit H.7.4.

Som udgangspunkt afbryder en ansøgning om henstand med betaling af skatter og afgifter ikke den 5 årige forældelse efter 1908-loven, idet anmodningen ikke umiddelbart kan sidestilles med, at skyldner anerkender gælden, i hvert fald ikke i de tilfælde, hvor skyldneren søger om henstand i forbindelse med, at den pågældende har klaget over opkrævningsgrundlaget.

Hvis myndighederne bevilger henstand efter ansøgning fra skyldner, eksempelvis i forbindelse med, at klagesagen behandles i Landsskatteretten, vil dette dog normalt bevirke, at forældelsesfristen først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor Landsskatterettens kendelse foreligger, eller hvor henstanden på anden måde udløber, jf. UfR 1989, 1046 HD ►og SKM2006.271.ØLR. I SKM2006.271.ØLR var en afgørelse om betaling af selskabsskat blevet påklaget til Landsskatteretten. Kommunen meddelte henstand med betaling af den skyldige selskabsskat, indtil klagen var afgjort ved Landsskatteretten. Klager fik ikke medhold ved Landsskatteretten og ToldSkat foretog udlæg 4 år og 8 måneder efter, at Landsskatteretten havde truffet sin afgørelse. Østre Landsret afsagde kendelse om, at skattekravet som følge af den meddelte henstand først kunne anses som forfaldet, da Landsskatteretten traf afgørelse. Kravet var derfor ikke forældet på udlægstidspunktet◄.

Betragtningen er den, at parterne har indgået en aftale om henstand, indtil et bestemt tidspunkt eller indtil en bestemt begivenhed indtræffer, og på den måde simpelthen udskyder kravets forfaldstid til udløbet af henstandsperioden. Da det af forældelseslovens § 2 fremgår, at den 5 årige forældelsesfrist regnes fra den tid, hvor fordringen kan kræves betalt, må forældelsesfristen derfor, hvor henstand er aftalt, regnes fra dette udskudte forfaldstidspunkt.