Der er ikke i momsloven nogen egentlig hjemmel til at inddrage en ►her i landet etableret◄ virksomheds registrering. Såfremt en virksomhed ikke honorerer et krav om sikkerhedsstillelse i henhold til OPKL § 11, stk. 1, inddrager told- og skatteforvaltningen dog som udgangspunkt en evt. momsregistrering, jf. OPKL § 11, stk. 9, 1. pkt. Se herom ovenfor i afsnit D.2.4.1.
For virksomheder fra andre EU-lande, Grønland, Færøerne, Island og Norge, der ikke er etableret her i landet, kan der over for en igangværende, dvs. momsregistreret, virksomhed kræves sikkerhedsstillelse, såfremt betingelserne i ML § 62a, stk. 2, er til stede, jf. ovenfor i afsnit D.2.3.4.
Såfremt virksomheden undlader at stille sikkerhed efter denne bestemmelse, kan told- og skatteforvaltningen bestemme, at virksomheden afmeldes fra registrering, hvilket indebærer, at det vil være strafbart at fortsætte den uregistrerede drift, jf. ML § 81, stk. 3.