ML § 62a omhandler reglerne om sikkerhedsstillelse for EU-virksomheder samt virksomheder i Grønland, Færøerne, Island og Norge, som ikke er etableret her i landet.

Som nævnt ovenfor i afsnit D.1.4.2.6.2 kan disse udenlandske virksomheder i forbindelse med registreringen for moms afkræves sikkerhedsstillelse, såfremt undlaldelse af at stille sikkerhed må antages at medføre en nærliggende risiko for afgiftstab, jf ML § 62a, stk. 1.

For igangværende virksomheder kan told- og skatteforvaltningen kræve sikkerhed, når virksomheden ikke betaler rettidigt eller ikke overholder de administrative forpligtelser, og told- og skatteforvaltningen ved en konkret vurdering skønner, at undladelse af sikkerhedsstillelse vil indebære en risiko for momstab for staten.

Sikkerheden skal stilles for et beløb, der svarer til det forventede momstilsvar for en 3-måneders periode. For igangværende virksomheder tillægges et beløb, der svarer til virksomhedens momsrestance. Der fastsættes dog et mindstebeløb for sikkerhedsstillelsen på 15.000 kr. Sikkerheden kan stilles i form af børsnoterede obligationer, bankgaranti, kontante indskud eller i form af anden betryggende sikkerhed efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, jf. momsbekendtgørelsens § 68, stk.1. Der er udarbejdet et paradigma til brug for sikkerhedsstillelse med en bankgaranti. ►Der er den 6. marts 2001 udsendt en intern meddelelse herom.◄

Sikkerhedsstillelse skal normalt ophøre efter 12 måneder, hvis virksomheden har betalt rettidigt mv. til staten. Told- og skatteforvaltningen kan dog kræve sikkerhedsstillelsen forlænget ud over de 12 måneder, hvis told- og skatteforvaltningen på baggrund af konkrete oplysninger skønner, at undladelsen af at stille sikkerhed vil indebære en nærliggende risiko for momstab.

Konsekvensen af, at der ikke stilles sikkerhed som krævet af told- og skatteforvaltningen, kan for igangværende virksomheder være, at de bliver afmeldt fra registrering. Det vil herefter være strafbart at fortsætte med virksomheden, jf. lovens § 81, stk. 3.

Se tillige Momsvejledningens afsnit P.6.