Sagsbehandlingen vedrørende de fire typer skattefri omstrukturering - fusion, spaltning, tilførsel af aktiver og aktieombytning - er som udgangspunkt placeret i følgende fem kompetencecentre:  

  • Skattecenter Aalborg, der dækker Nordjylland
  • Skattecenter Århus, der dækker Midtjylland
  • Skattecenter Esbjerg, der dækker Sydjylland og Fyn
  • Skattecenter Korsør, der dækker Midt-, Vest- og Sydsjælland
  • Skattecenter København, der dækker Nordsjælland og København

Dette gælder dog ikke følgende sager, der bliver behandlet i Omstruktureringskontoret, Store Selskaber, Service, Østbanegade 123, 2100 København Ø:

Principielle sager og sager, hvor der endnu ikke er skabt praksis

  • Storkundesager - herunder børsnoterede selskaber - samt elselskaber, filialer af udenlandske virksomheder og omstruktureringer, hvor alle involverede selskaber er hjemmehørende udenfor Danmark

  • Grænseoverskridende omstruktureringer

    Storkundesager som nævnt ovenfor forstås som mandtallet for Store Selskaber, Kontrol, jf. herved TSS-Cirkulære nr. 2005-1.

     

    Såfremt anmodningen om skattefri omstrukturering modtages i et andet center i SKAT end det, der skal stå for sagsbehandlingen, vil anmodningen blive videresendt af SKAT.

     

    Anmodninger om flere omstruktureringer, der ønskes foretaget i forlængelse af hinanden, som f. eks. skattefri aktieombytning efterfulgt af skattefri spaltning, bliver behandlet i samme enhed i SKAT.

    SKATs afgørelser kan påklages til Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningsloven § 11. Bestemmelserne om omkostningsgodtgørelse i skatteforvaltningsloven kapitel 19 finder anvendelse.