| Moderselskabet anses efter SEL § 32, stk. 6, 1. pkt., for at kontrollere eller have væsentlig indflydelse på datterselskabet, hvis det enten
- direkte eller indirekte ejer mindst 25 pct. af aktiekapitalen i datterselskabet eller
- direkte eller indirekte råder over mere end 50 pct. af stemmerne i datterselskabet.
Det er således ikke en forudsætning for CFC-beskatning, at det danske moderselskab faktisk kontrollerer det udenlandske selskab.
Det er endvidere uden betydning, om det er moderselskabet selv, der ejer aktiekapitalen i det pågældende udenlandske datterselskab. Kontrolbetingelsen kan være opfyldt, selvom der i en koncern er indskudt et eller flere selskaber mellem moderselskabet og det selskab, der udløser CFC-beskatning.
Kontrol via nærtståendeVed bedømmelsen af, om moderselskabet anses for at kontrollere eller have væsentlig indflydelse på datterselskabet, medregnes efter SEL § 32, stk. 6, 2. pkt., også aktier og stemmerettigheder, som indehaves af koncernforbundne selskaber (herunder søsterselskaber), jf. KGL § 4, stk. 2, af personlige aktionærer og deres nærtstående, jf. LL § 16 H, stk. 2, eller af en fond eller trust stiftet af moderselskabet selv eller af de nævnte koncernforbundne selskaber, nærtstående m.v. eller af fonde eller truster stiftet af disse.
I kraft af henvisningen til LL § 16 H, stk. 2, er det dog kun aktie- og stemmerettigheder fra personlige aktionærer, som alene eller i fællesskab med nærtstående eller i fællesskab med en fond eller en trust stiftet af disse personer eller en fond eller trust stiftet af førstnævnte fond eller trust kontrollerer det danske moderselskab, der skal medregnes ved afgørelsen af, om selskabet kontrollerer et udenlandsk CFC-selskab. Som nærtstående anses den personlige aktionærs ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte slægtskabsforhold. |