|  | Overdragelse af goodwill skal altid ske til handelsværdi. Er overdragelsen 
af goodwill sket til overpris, vil en hovedaktionær blive beskattet af en maskeret 
udlodning svarende til overprisen.  Om beskatning ved overdragelse af goodwill 
i forbindelse med skattefri virksomhedsomdannelse se TfS 1995, 46 LSR omtalt nedenfor. Tilsvarende gør sig gældende, når aktiviteten i et selskab overdrages 
til hovedaktionæren, og der beregnes for lidt goodwill. TfS 1994, 41 VLD vedrørte 
et tilfælde, hvor en revisionsvirksomhed, drevet i et aktieselskab, 
blev overdraget til hovedaktionæren, uden at der i forbindelse med overdragelsen 
var beregnet nogen goodwill. Landsretten tiltrådte ansættelsen af den 
skattepligtige goodwill.
 Hvor der ved en virksomhedsoverdragelse er interessesammenfald mellem parterne, 
f.eks. ved handel i hovedaktionærforhold, kan parterne have en særlig 
interesse i at fastsætte en goodwill-værdi, der afviger fra handelsværdien. 
I henhold til LL § 2 skal interesseforbundne parter ved opgørelsen af 
den skattepligtige indkomst anvende priser og vilkår, som uafhængige parter 
ville fastsætte for tilsvarende transaktioner. Se om armslængdeprincippet 
afsnit S.I.1.3. ff. Ligningsmyndighederne 
er således i disse tilfælde berettiget til at ændre værdiansættelsen 
af goodwill samt eventuelt ændre den aftalte fordeling af vederlaget på 
de enkelte aktiver der overdrages. Se LV Erhvervsdrivende afsnit 
E.I.4.1.2. om værdiansættelse 
af goodwill.
 TfS 1995, 46 LSR : Ved omdannelse af en personlig drevet virksomhed til et aktieselskab 
i medfør af virksomhedsomdannelsesloven indgik 
værdien af goodwill - herunder antagelig overpris i forhold til markedsprisen 
- alene ved opgørelsen af aktiernes anskaffelsessum, og der skulle ikke ved 
eventuel overpris ske beskatning af maskeret udlodning 
hos stifteren. I det konkrete tilfælde var goodwill værdiansat korrekt, 
og der var ikke grundlag for regulering.
 Om hovedaktionærens salg af goodwill til underpris til et af ham behersket 
selskab, se afsnit S.F.5.
 Om 
transaktioner i koncernforhold, se afsnit S.I.1.
 
 Beskatning  af goodwill Fortjeneste og tab på goodwill og andre 
immaterielle aktiver er skattepligtig indkomst. Med virkning fra indkomståret 
1999 er reglerne om beskatning af goodwill indeholdt i AL § 40, jf. lov nr. 433 af 26. juni 1998. 
Se i øvrigt LV Erhvervsdrivende afsnit E.I.4.1. 
Fra praksis om afgrænsning af goodwill kan nævnes:
 TfS 1995, 829 ØLD : En skatteyder havde sammen med en medinteressent omdannet 
den af dem hidtil personligt ejede arkitektvirksomhed til anpartsselskab. En række 
hævninger, som skatteyderen foretog på sin mellemregningskonto med anpartsselskabet, 
og som skatteyderen anså som udbetaling af vederlag for goodwill, blev af skattemyndighederne 
sidestillet med udbetaling af løn og beskattet som personlig indkomst, idet 
skattemyndighederne ikke kunne godkende værdiansættelsen af goodwill. 
Skattemyndighederne fastsatte skønsmæssigt værdien af goodwill til 
250.000 kr. Den af skatteyderen fastsatte værdi af goodwill var baseret på 
Statsskattedirektoratets beregningsmodel i dagældende SD-cirkulære 
1988-17. Det fremgik af sagens oplysninger, at interessentskabet først i det 
sidste år inden omdannelsen fra interessentskab til anpartsselskab gav deltagerne 
et egentligt indkomstgrundlag, og at denne fremgang primært skyldtes en enkelt 
stor kunde. Landsretten var på denne baggrund enig med skattemyndighederne 
i, at der forelå sådanne særlige forhold, at der ikke havde været 
grundlag for at anvende cirkulærets beregningsregel baseret på indtjeningens 
udviklingstendens. Da det af skattemyndighederne udøvede skøn lå 
inden for, hvad udmeldte skønsmænd vurderede som rimeligt, fandt Landsretten 
ikke grundlag for at tilsidesætte skønnet som værende urimeligt. 
Landsretten tiltrådte derfor, at beløb ud over 250.000 kr., som skatteyderen 
havde hævet over mellemregningskontoen i selskabet i årene 1988-1990, 
ikke kunne anses for vederlag for goodwill, men måtte anses for udbetalinger 
fra selskabet, som i medfør af SL § 4 skulle henregnes til skatteyderens 
skattepligtige indkomst.
 TfS 1984, 522 ØLD : Et aktieselskab, som ved 
stiftelsen i 1957 overtog stifterens vognmandsvirksomhed, var ifølge stiftelsesoverenskomsten 
forpligtet til som vederlag for goodwill at yde stifteren en andel på 25 pct. 
af selskabets nærmere definerede årsoverskud. Med virkning for skatteårene 
fra og med 1978/79 var selskabet nægtet adgang til fradrag for den indtægtsmæssige 
årsydelse, idet den ved stiftelsen overdragne goodwill ansås for fuldt 
ud dækket ved de for tidligere skatteår indrømmede fradrag, hvorved 
der henvistes til UfR 1973, 18 HRD. Landsretten udtalte, 
at fradrag i selskabets indkomstopgørelse for de årlige ydelser til stifteren 
kun kunne ske i det omfang, ydelserne var betaling for goodwill. Den omstændighed, 
at beregningsgrundlaget for størrelsen af den årlige ydelse var angivet 
i stiftelsesdokument og vedtægter, kunne ikke afskære skattemyndighederne 
fra at foretage en selvstændig vurdering af, hvornår den overdragne goodwill 
kunne anses for betalt med den virkning, at der ikke mere var tale om nogen modydelse. 
Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes vurdering, 
hvorefter de indtil skatteåret 1978/79 betalte ydelser fuldt ud havde dækket 
værdien af den overdragne goodwill. Ydelserne til stifteren, der oprindelig 
var personlig indehaver af vognmandsforretningen og ved overgangen til selskabsdrift 
blev hovedaktionær, fandtes endvidere ikke at være omfattet af fradragsbestemmelsen 
i LL § 14, (nu LL § 12).
 TfS 1992, 431 VLD 
samt kommentar i TfS 
1992, 537 DEP : En landmand overdrog sin svine- og 
kvægproduktionsvirksomhed til et af ham ejet anpartsselskab. Da indtjeningen 
i det væsentlige skete ved salg af smågrise og svin til et slagteri, fandt 
Landsretten, at der ikke var knyttet nogen goodwill til virksomheden, og vederlaget 
for goodwill var derfor med rette anset for maskeret udlodning.
 TfS 1994, 43 LSR. En vognmand, der bortforpagtede sin virksomhed til et af ham stiftet 
anpartsselskab, modtog ved forpagtningsforholdets 
ophør bl.a. et beløb for goodwill. Landsskatteretten 
fandt ikke, at der ved forpagtningsforholdets ophør var afstået goodwill, 
idet denne efter praksis anses for tæt knyttet til driften af virksomheden. 
Vederlaget blev derfor anset for maskeret udlodning.
 TfS 1997, 222 HRD : En skatteyder overdrog sin personligt ejede virksomhed med leasing 
af biler, mobiltelefoner, edb-anlæg, systemtester og en celettebænk til 
opretning af biler til et af ham ejet anpartsselskab, der drev automobilhandel. 
Overdragelsessummen omfattede bl.a. vederlag for goodwill, kr. 327.000, beregnet 
efter dagældende SD-cirkulære 1988-17. 
Skattemyndighederne godkendte ikke fuldt ud den beregnede goodwill og anså 
kr. 130.800 heraf som overpris, der  udgjorde maskeret udbytte for hovedanpartshaveren. 
Der var henset til, at 40 pct. af omsætningen i de sidste 3 år i det personligt 
drevne firma vedrørte leasing af edb-anlægget, systemtesteren og celettebænken 
til det købende selskab, som var eneste leasingkunde til disse aktiver. Højesteret 
bemærkede, at kundeforhold mellem parter, der ikke har modstridende interesser, 
også som udgangspunkt kan danne grundlag for skattemæssig ansættelse 
af goodwill, men kundeforholdet skal have haft en sådan karakter, at der er 
grundlag for at antage, at en uafhængig køber af virksomheden ville have 
tillagt det goodwill-værdi. Leasingforholdet med anpartsselskabet fandtes at 
være af en sådan karakter, at det ikke kunne danne grundlag for skattemæssig 
beregning af goodwill. Den beregnede goodwillværdi blev herefter nedsat.
 TfS 1992,211 ØLD 
: Landsretten lagde til grund, at virksomhed med afholdelse af Miss Danmark-konkurrencer 
udelukkende havde fundet sted i selskabsregi. Som følge heraf var goodwill 
knyttet til selskaberne, hvorfor hovedaktionæren ikke selvstændigt kunne 
disponere over goodwill som en ham tilhørende personlig rettighed. Vederlaget 
for goodwill, der var betalt til hovedaktionæren, var en maskeret udlodning.
 TfS 1997, 921 LSR : Nogle assurandører opsagde i 1990 deres stillinger som 
ansatte i en forsikringsvirksomhed og startede forsikringsmæglervirksomhed 
i kommanditselskabsform. Kommanditselskabet blev udadtil administreret af et af 
assurandørerne ejet aktieselskab. I 1991 blev virksomheden overdraget fra kommanditselskabet 
til aktieselskabet, der bl.a. betalte 8 mio. kr. for goodwill. Konstruktionen med 
kommanditselskabet som stille selskab anerkendtes ikke, idet virksomheden ansås 
for drevet af aktieselskabet fra starten, og goodwillvederlaget ansås for maskeret 
udlodning til hovedaktionærerne.
 I TfS 1986, 376 ØLD 
tiltrådte Landsretten, at en revisors overdragelse af enkelte klienter fra 
hans personlige revisionsvirksomhed til det af ham beherskede anpartsselskab, ikke 
kunne anses som overdragelse af goodwill fra revisionsvirksomheden, idet goodwill 
er så nøje forbundet med selve virksomheden, at der ikke med skattemæssig 
virkning kan foretages særskilt overdragelse af dele af virksomhedens goodwill. 
Det til revisor udbetalte beløb blev herefter anset for maskeret udlodning.
 TfS 1986, 164 LSR : I forbindelse 
med omdannelse af en hidtil personligt drevet virksomhed til et anpartsselskab blev 
værdien af goodwill ansat til 250.000 kr. De lignende myndigheder fastsatte 
goodwill-værdien til 165.000 kr. Landsskatteretten 
tiltrådte, at værdien af den overdragne goodwill ikke kunne ansættes 
til en højere værdi end 165.000 kr. og fandt, at det beløb, hvormed 
overdragelsessummen oversteg den fastsatte værdi af goodwill, skulle betragtes 
som maskeret udlodning.
 ►TfS 2000, 385 HRD : ◄Skatteyderen 
havde i eget navn udviklet en elvandvarmer, men salg og produktion foregik gennem 
to anpartsselskaber, hvori han var eneanpartshaver. I 1988 solgte han virksomheden 
med alle aktiviteter til et udenforstående selskab, og købesummen blev 
anført som goodwill 600.000 kr. samt driftsinventar 100.000 kr. og varelager 
100.000 kr. Skattemyndighederne fandt, at der var tale om maskeret udlodning 800.000 
kr. med skattegodtgørelse 200.000 kr., som henførtes til skatteyderens 
kapitalindkomst. Skatteyderen gjorde gældende, at der var tale om skatteyderens 
personlige rettigheder.  
►Højesteret lagde til grund, at produktion og salg var sket gennem skatteyderens anpartsselskaber, og han havde ikke godtgjort, at han på noget tidspunkt havde drevet personlig virksomhed. Det var herefter med rette, at vederlaget var blevet beskattet hos skatteyderen som udlodning, og Landsrettens dom blev stadfæstet.◄
 |