I SL § 6, stk. 2, beskrives privatforbruget som udgifter anvendt til egen eller families underhold, betjening, nytte eller behagelighed, ... til gaver eller på anden måde«.   
I praksis er der ofte tale om en vanskelig bevisbedømmelse af, om en udgift er privat eller erhvervsmæssig. Udgifter, der sædvanligt forekommer for de fleste skatteydere, uafhængigt af om der udfoldes bestræbelser på at erhverve indkomst, vil som hovedregel have karakter af privatforbrug. Dette gælder f.eks. udgifter til beklædning og fortæring og udgifter til privat bolig og husførelse. Uanset at sådanne udgifter indirekte kan siges at være af betydning for muligheden for at erhverve indkomst, er fradrag udelukket, fordi afholdelsen af udgiften ikke kan siges at være foranlediget af ønsket om at erhverve indkomst, men derimod er et udslag af rent private interesser om behovstilfredsstillelse.   
Fradragsret kommer dels på tale, hvor erhvervsudøvelsen påfører skatteyderen påviselige merudgifter af den pågældende karakter, dels hvor der i øvrigt påvises en konkret erhvervsmæssig begrundelse for at afholde udgiften.   
I LSRM 1982, 126 LSR blev en tandlæges udgifter til briller anset for privatudgifter. Der var ikke tale om specielle arbejdsbriller, men almindelige briller, der kunne anvendes privat. Modsat TfS 1989, 243 LSR, hvor en tandlæges udgifter til beskyttelsesbriller blev anset for driftsudgifter. Se også TfS 1995, 18 LSR, hvor en psykolog blev indrømmet fradrag for udgifter til supervision hos en anden psykolog.   
En hospitalsansat læge, som på grund af et handicap måtte benytte kørestol for at passe sit arbejde, kunne ikke afskrive anskaffelsessummen, idet der blev henset til, at kørestolen - ud over at tjene til udførelsen af det indtægtsgivende arbejde - virkede til afhjælpning af brugerens handicap, se LSRM 1984, 98.   
I TfS 1984, 307 ØLD nægtede Landsretten en regnskabschef fradrag for en udgift på 9.550 kr. til børnepasning.
I TfS 1999, 380 ØLD (Dissens) (Appelleret) fik skatteyder ikke fradrag for udgifter til kattehold på landbrugsejendom. Det blev af landsretten lagt til grund, at skatteyder havde rotter på ejendommen i et omfang, der nødvendiggjorde bekæmpelse. Udgift til kattehold blev af 2 Landsretsdommere anset for i overvejende grad at have karakter af privatforbrug, der ikke havde den efter SL § 6a krævede direkte og konkrete betydning for indkomsterhvervelsen, hvorfor fradrag blev nægtet. Den sidste dommer fandt, at særskilt udgift til rottebekæmpelse havde en driftsmæssig begrundelse, der berettigede til fradrag for den del af udgiften, der ikke var at anse for privatforbrug.
I TfS 1997, 513 LSR fik en dyrlæge fradrag for udgiften til at anskaffe sig stort kørekort, idet Landsskatteretten fandt, at udgiften hverken kunne anses afholdt med henblik på at tilgodese private behov eller med henblik på at ændre eller udvide klagerens indtjeningsgrundlag, og idet retten fandt, at der var den for fradrag fornødne direkte tilknytning til indkomsterhvervelsen.   
Fiskere, der ikke anvender havfradraget, og som har afholdt merudgifter til kost på grund af arbejdet, kan fratrække merudgiften, se Vestre Landsret i TfS 1994, 132 VLD og LV Almindelig del afsnit A.F.2.16.   
I TfS 1996, 161 VLD blev en reception afholdt i anledning af direktørens 60-års fødselsdag anset for forretningsmæssigt begrundet for virksomheden, hvorefter udgifterne var fradragsberettigede, se endvidere E.B.3.7.6.   
I praksis opstår der ofte spørgsmål om fordeling af en udgift på henholdsvis fradragsberettigede driftsomkostninger og privatudgifter. Dette gælder f.eks. kørselsudgifter, repræsentationsudgifter samt kursus- og rejseudgifter, se nærmere E.B.3.